Artikler
Omkring befrielsen den 4.-5. maj 1945 var der i Danmark over 230.000 flygtninge. De fleste var civile tyskere, der i vinter og forår 1944-45 var på flugt fra den sovjetiske hærs fremmarch, men der var også flygtninge fra andre områder. Efter de danske myndigheder den 5. maj 1945 overtog forsorgen, påbegyndtes et stort registreringsarbejde for at nationalitetsbestemme flygtningene. Det gældende princip var, at tyske og ikke-tyske flygtninge skulle registreres og adskilles, så de kunne komme i separate flygtningelejre med forskellige regler og vilkår. Det viste sig dog hurtigt, at nationalitetsbestemmelsen var sværere end først antaget. Mange flygtninge havde ikke legitimation på sig, og flere flygtningegrupper var fra områder, der pga. krigen havde haft skiftende statstilhørsforhold. Definitionen af, hvem der reelt var ikke-tysk flygtning var derfor behæftet med stor usikkerhed.
Situationen omkring befrielsesdagene
I maj 1945 befandt sig over 230.000 flygtninge i Danmark. Størstedelen (omkring 200.000) var tyskere, men der var også ca. 34.000 flygtninge fra ca. 25 andre nationer. De fleste var flygtninge på grund af den sovjetiske hærs fremmarch og kom i de sidste krigsmåneder til Danmark via tyske evakueringer, især over Østersøen. Op til befrielsen var forsorgen for begge flygtningegrupper derfor den tyske værnemagts ansvar, og der blev som sådan ikke skelnet mellem tyske og ikke-tyske flygtninge.
De tyske besættelsesmyndigheder placerede flygtningene i forlægninger rundt omkring i landet, dels i deciderede lejre, dels på fx skoler, højskoler og i forsamlingshuse. Efter den 5. maj 1945 blev det de danske myndigheders ansvar at stå for flygtningeforsorgen, og dermed kom et paradigmeskifte, hvor de to flygtningegrupper blev adskilt i separate lejre og behandlet forskelligt. Hvor de tyske flygtninge blev placeret i lejre omringet af pigtråd og blev forment adgang til det danske samfund og kontakt til danskere, gjaldt det stik modsatte for de ikke-tyske flygtninge, der gerne måtte forlade deres lejre.
Forsorgen for de tyske flygtninge blev overladt til Statens Civile Luftværn og fra september 1945 til Flygtningeadministrationen, mens Dansk Røde Kors omkring den 9. maj 1945 fik ansvaret for de ikke-tyske flygtninge.
Dansk Røde Kors fik efter befrielsen i 1945 ansvaret for de ikke-tyske flygtninge, der befandt sig i Danmark. Hovedkontoret lå på Amaliegade nr. 18, også kaldet Det Gule Palæ. Her ses adressen i dag. Foto: Wikimedia Commons
Sorteringen af tyske og ikke-tyske flygtninge påbegyndes
Den første periode af flygtningeforsorgen var kaotisk; forsorgen og ansvaret for den skulle etableres, og i løbet af sommeren 1945 meddelte de allierede de danske myndigheder, at tyskerne og en del af de ikke-tyske flygtninge ikke kunne sendes hjem foreløbig, da situationen i Tyskland var vanskelig med mange flygtninge og store ødelæggelser. Derfor måtte der iværksættes mere langsigtede initiativer i Danmark. Situationen blev yderligere kompliceret af, at man ikke havde et ordentligt overblik over, hvor mange ikke-tyske flygtninge, der befandt sig i landet – og hvor de var. Derfor sendte Dansk Røde Kors flere rejsehold rundt i landet for at registrere de ikke-tyske flygtninge. De nåede frem til et tal på omkring 12.500, men ved efterregistreringer blev tallet mere end fordoblet til 34.000.
De store grupper var polakker, baltere og russere, men der var også enkelte flygtninge fra lande som England og Grækenland og endda fra sydamerikanske lande, f.eks. Argentina. Omkring 3000 flygtninge var fra Holland, Frankrig og Belgien, men de blev hjemsendt, inden de nåede at blive registreret. Efter aftale med Sovjetunionen blev de knap 8000 sovjetiske statsborgere hjemsendt allerede i løbet af sommeren 1945.
Den ikke-tyske flygtningegruppe blev kaldt “Displaced Persons” eller “allierede flygtninge” men myndighederne endte med paraplybegrebet “ikke-tyske flygtninge”, da dette med danske øjne var den vigtigste (og eneste) fællesnævner for flygtningegruppen.
Efter de danske myndigheders overtagelse af flygtningeforsorgen i maj 1945 påbegyndtes registreringen af flygtningene efter nationalitet. Det blev afgørende for flygtningene, hvorvidt de blev defineret som tyske eller ikke-tyske, da vilkårene var mere favorable som ikke-tysk flygtning. Ved registreringen fandt man ikke-tyske flygtninge fra ca. 25 forskellige nationer. På illustrationen ses fordelingen af ikke-tyske flygtninge. Illustration: Morten B. Thomsen
Problemer knyttet til nationalitetsbestemmelsen af de ikke-tyske flygtninge
Nationalitetsbestemmelsen var i mange tilfælde svær. Mange flygtninge kom fra områder, hvor etniske grupper overlappede, og hvor grænserne havde ændret sig under eller efter krigen. Derudover havde mange mistet legitimation eller andre personlige dokumenter – tilfældigt eller bevidst. Det var i nogle flygtninges interesse at blive anerkendt som f.eks. polsk statsborger frem for tysk, så de endte i en ikke-tysk lejr med bedre forhold. Omvendt frygtede f.eks. baltiske flygtninge tvangshjemsendelse til deres hjemstater, der nu var besat af Sovjetunionen. I sådanne tilfælde var anerkendelsen som tysk statsborger mere ønskværdig.
Derudover var der flygtningegrupper, som komplicerede nationalitetsbestemmelsen yderligere. Bessaraberne, som kom fra områder i det nuværende Moldova, blev betragtet som en mellemting mellem tyske og ikke-tyske flygtninge. De blev placeret i særlige lejre, men havde samme frie vilkår som de øvrige ikke-tyske flygtninge. Flygtninge fra Danzig (i dag Gdańsk), som tidligere havde været fristad, men som under krigen blev indlemmet i Det Tyske Rige, blev først anset som ikke-tyske flygtninge. Senere blev de overført til tyske flygtningelejre.
Endelig gjorde årsagerne til de ikke-tyske flygtninges tilstedeværelse i Danmark nationalitetsbestemmelse kompliceret. En stor del var evakuerede civile flygtninge, som var fulgt med de tyske flygtningestrømme. Andre var tidligere krigs- eller kz-fanger. Andre igen havde under krigen været f.eks. i Værnemagten (den tyske hær) eller i det nazistiske korps SS. I sidste ende var det dog udelukkende nationalitet, som afgjorde, hvilket lejrsystem man havnede i.