Kilder
Kildeintroduktion:
Omkring befrielsen den 4.-5. maj 1945 var der i Danmark over 230.000 flygtninge. De fleste var civile tyskere, der i vinter og forår 1945 var på flugt fra den sovjetiske hærs fremmarch, men der var også ca. 34.000 flygtninge fra andre områder. Efter befrielsen i maj 1945 overtog de danske myndigheder flygtningeforsorgen. Fra efteråret 1945 kom en særlig aftale på plads mellem Dansk Røde Kors, som stod for forsorgen af de ikke-tyske flygtninge, og Den Internationale Højskole i Helsingør. Et mindre hold flygtningedrenge i alderen 14-18 år fra flere forskellige ikke-tyske lejre blev sendt til højskolen på samme vilkår som de øvrige elever. Forsøget var en succes og blev gentaget 1945-47. Herbert Neimanas (1928-2006) var litauisk flytning og en af de relativt få udvalgte ikke-tyske flygtninge, der fik tilbuddet om at deltage i et af kurserne på Den Internationale Højskole i Helsingør. I uddraget beretter han om sin tid på højskolen. Udover den almene undervisning fik han kendskab til dansk kultur, sprog og historie. Det var egentlig imod de danske myndigheders officielle politik over for de ikke-tyske flygtninge. Det var meningen, at de ikke-tyske flygtninge skulle rejse hjem eller videre til et nyt land, og derfor måtte de f.eks. ikke lære dansk. Herbert endte i øvrigt med at blive i Danmark og giftede sig med en dansk kvinde.
Efteråret nærmede sig. En dag kom der et brev fra flygtningelejren, det indeholdt et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til.
Dansk Røde Kors havde besluttet at forære et højskoleophold til 15 unge litauere på Den Internationale Højskole i Helsingør. Jeg var på listen blandt de 15 udvalgte. De andre 14 var alle sammen nogle, jeg kendte fra lejren. Fem måneder på højskole! Det lød jo som et eventyr, som den rene luksus. Jeg tog imod invitationen og glædede mig meget til dette ophold.
Tiden i Helsingør blev virkelig en stor og god oplevelse. Skolen svarede til sit navn, her var elever fra en række forskellige lande, og det var lærerne også. Der var to lærere fra Sverige, en fra England, og da vi fra den litauiske lejr endnu ikke var særlige gode til dansk, blev to litauiske lærer fra Dragsbæklejren engageret til at undervise og på litauisk nogle timer dagligt.
Forstander Manniche og de øvrige lærere var danske.
Hver dag deltog vi i mange timers undervisning. Der blev undervist i dansk og engelsk, regning, historie, geografi og flere andre fag. Vi fik også tildelt praktiske opgaver som f.eks. havearbejde, rengøring af skoleområdet og køkkentjeneste.
Jeg fik til opgave at bygge en veranda til et af højskolens huse.
Men tiden i Helsingør fik alt for hurtigt, og en dag var de fem dejlige måneder forbi.
Vi var kede af at skulle tage afsked med skolen, men vi 15 litauere, der havde fået opholdet foræret, var samtidig meget taknemmelige. Vi havde lært Danmark, dansk kultur, tankegang og levevis lidt bedre at kende. Det havde vi brug for, og det var et godt skridt frem på integrationsvejen. Nu gjaldt det om at komme videre.
Afskeden med forstanderen, lærerne og de andre elever var ikke let. Frem måneders dagligt samvær knytter bånd, der er svære at bryde. Men nu skulle et nyt kapitel begynde. Vi pakkede vore ting og rejste med toget fra Helsingør til Thisted og tog ud til Dragsbæklejren, hvor vore pårørende boede. Alle flygtninge i Nymindegablejren var nemlig i september 1946 blevet overført til Dragsbæklejren.
Mødet med Dragsbæklejren var meget imponerende. Det store lejrområde lå i et meget smukt kuperet terræn ud til Limfjorden, kun et par kilometer syd for Thisted. De mange aflange træhuse, som populært kaldtes "barakker", pyntede ikke ligefrem i området, men tjente fint nok som beboelse for et stort antal flygtninge.
Her var der ikke alene flygtninge fra Litauen, men også fra Estland, Letland, Polen, Rusland og andre lande. En overgang talte vi 8 nationer. Det var ældre mennesker, familier med børn og mange unge.
Mine forældre havde fået tildelt et mindre rum med plads til to køjesenge, et bord og nogle stole. Her kom jeg nu også til at bo.