Kilder
Kildeintroduktion:
I dette brev fra Dansk Røde Kors’ Flygtningeafdeling til politimesteren i Fredericia beskrives de vilkår, der gjaldt for de tyske flygtninge, som var dokumenteret anti-nazistiske og/eller forfulgte af nazisterne (fx kommunister, socialdemokrater og jøder) og som var placeret i Fredericia. De skulle overordnet behandles på samme vis som de ikke-tyske flygtninge, f.eks. med hensyn til madrationer. De var dermed undtagelser fra reglen om, at placeringen og de dertilhørende vilkår for hhv. de tyske og ikke-tyske flygtninge var nationalitetsbestemt.
Flygtningeadministrationen blev oprettet i september 1945 som administrativt organ for håndteringen af de ca. 230.000 flygtninge, der kom til Danmark i månederne op til befrielsen i maj 1945. Denne havde en særlig politiafdeling, hvis opgave bl.a. var at eftersøge og derpå registrere f.eks. krigsforbrydere, SS-mænd og personer med særlig tilknytning til det tyske nazistparti NSDAP blandt de tyske flygtninge. De blev derpå anholdt og placeret i en særlejr ved Mosede Batteri ved Køge. Der blev også oprettet et par disciplinærlejre for tyske flygtninge, som på forskellig vis havde overtrådt lejrreglementet. Det gjaldt Masnedø uden for Vordingborg og Pilhuslejren, der var placeret tæt på Grove-Gedhuslejrene i Midtjylland. Endelig blev der oprettet en særlejr for såkaldte ”pæne tyskere” i Strellev ved Ølgod. Her opholdt omkring 300 tyske flygtninge sig fra november 1945 til maj 1946, hvorpå de blev overflyttet til større lejre i bl.a. Fredericia, som brevet til politimesteren vidner om.
Materialet er gengivet med tilladelse fra Dansk Røde Kors.
Det originale brev fra Dansk Røde Kors. Klik her eller på billedet for at se kilden i stor størrelse. Foto: Historisk Samling fra Besættelsestiden
Flygtningeafdelingen.
København, den 16. august 1946
Politimesteren i Fredericia.
De paagældende Flygtninge i Fredericia er ganske vist tyske Flygtninge, men alle af en Kategori, der af Flygtningeadministrationens Politiafdelingn er udtaget fra de tyske Flygtningelejre paa Grund af deres anti-nazistiske Forhold. Det er derefter Meningen at disse skulde være under samme Forsorg som allierede Flygtninge med den eneste Undtagelse at det ikke er dem tilladt at tage Arbejde, deraf følger ogsaa at der udbetales dem Lommepenge. Da disse Flygtninges Antal er ret ringe foreligger der ikke særlige Bestemmelser vedrørende Salg til disse.
P.A.V.
E.B.
Carl Sørensen.
Forstander.