Familien Priebes historie

En virkelig beretning om tiden i Skallerup lejren.

Fortalt af fru Gisela Seagraves.

Min bedstemor på 59 år, min mor på 34 år og vi tre piger, Ingrid på 8 år, Ursula på 6 år, og jeg selv på 4 år, flygtede med bagagen på en hestevogn fra vores hjem i Königsberg[1] til Pregel-floden og videre med en åben kulbåd til Pillau[2]. Her overnattede vi i entréen til et huskompleks. Derfra fragte et krigsskib os til Danzig[3], hvor vi overnattede på gulvet i et stort pakhus. Herfra kørte vi med jernbane på en åben kreaturvogn til Gotenhafen[4], hvor vi overnattede i en sønderbombet skole.

Vores bedstemor led af kræft, hun forstod ikke strabadserne, og døde i Pillau den 4. marts 1945. Hun blev begravet den dag, vi skulle rejse videre.

Anbragt i bunden af skibet “Potsdam” sejlede vi over Østersøen og blev efter 3-4 dages sejlads sat i land i København. Vi kørte videre med tog til Kolding, hvor vi blev anbragt i en tysk baraklejr. Da denne lejr blev nedlagt, blev vi ført videre med tog til flygtningelejren i Skallerup Klit. Vi boede i barak nr. 66, en af dem der lå nærmest Nordsøen, og vi kunne høre brændingen.

I Skallerup oplevede vi den koldeste vinter nogensinde. Vi boede i en hytte kun med ydervægge. Midt i lokalet stod en kakkelovn, hvori vi fyrede med tørv. Ved siden af vores hytte var der klitter, og kvinderne måtte grave rødder og krat op for at kunne holde varmen nogenlunde. Vi børn tilbragte masser af tid i sengen indhyllet i tæpper og overtøj. Når vejret tillod det, brugte vi om vinteren vores taburetter som slæder, idet vi vendte dem med siddefladen nedad og satte os mellem de fire ben, og så gled vi ned ad klitterne.

Skolegangen var virkelig primitiv. Der var ikke adgang til mange skolebøger. Lærerne havde heller ikke ret mange bøger, men måtte have det meste af stoffet i hovedet. Alt skrev vi ned i små kladdehæfter, der var lavet af gulligt toiletpapir og syet sammen med omslag fra gamle hæfter eller sækkelærred fra tangmadrasserne, som vi skar op. Vi lavede også poesibøger af samme slags materiale. Mor lavede skoletasker og bogomslag til os af sækkelærredet. Vi havde også en sangbog med tyske sange udgivet af den danske flygtningeadministration samt Det Nye Testamente på tysk, som Baptistkirken i USA havde sendt os. Vi havde ikke legetøj, men vi blev helt gode til selv at opfinde spil, og vi lavede selv spillepladerne.

Min mor arbejdede i køkkenet som mange af de andre kvinder, og det skete af og til, at hun havde lidt ekstra mad til os, f.eks. et par gulerødder eller nogle få kartofler. Hun havde bragt et elektrisk strygejern med fra vores hjem, og da sygeplejerskerne gerne ville have nystrøgne uniformer, fik de lov til at låne strygejernet. Som tak gav de mor ekstra rationer af de månedlige hygiejnebind. Disse havde en strikket kant, som mor kunne trævle op og så bruge garnet til at strikke undertøj til os. Strikkepindene blev lavet af gamle cykel-eger.

Barakken havde ikke noget baderum, og for os føltes det som en hel vandretur til toiletbygningen, hvor der var adskillige kabiner med et par brædder som toiletsæde. Der var også en badestue med to brusekabiner, hvor vi et par gange om ugen kunne få et koldt brusebad.

Generelt sagt var maden i lejren ækel og meget ensformig, men vi sultede ikke. Der var en eller anden slags suppe hver dag, og jeg kan stadig huske lugten af ærtesuppen. Maden hentede vi i centralkøkkenet om formiddagen, og så spiste vi samlet i vores barak. Vi savnede mange ting, især frugt, bolsjer, æg og mælk, men vi kunne få så meget æble-te, som vi ønskede.

Min far Bruno havde været tysk soldat i Rusland, og der var han i krigsfangelejr. Min mor havde ingen steder at tage hen og ønskede ikke at være til byrde for nogen. Vi længtes efter at vende tilbage til vores hjemby i Østpreussen, men det var ikke muligt, så vi blev i Danmark, indtil lejrene blev nedlagt. Da flygtningelejren i Skallerup Klit blev nedlagt i efteråret 1947, blev vi transporteret til Ry, hvor vi var, indtil også denne flygtningelejr blev nedlagt i marts 1948. Derefter blev vi ført til Grove. Efter lejren i Grove var blevet lukket, opholdt vi os i godt to uger i Oksbøl, og så blev vi bragt til Tyskland med tog. Min far blev i 1949 genforenet med familien ved hjælp af Røde Kors. Baptistkirken, som vi tilhørte, hjalp os med at blive bosat igen i en lille by ved navn Tuttlingen[5]. I 1960 forlod alle os piger Tyskland. Jeg rejste til USA, mens Ursula og Ingrid rejste til England, hvor de var i et år, og så kom de også til USA. Vores forældre forblev i Tyskland. Vores far døde i 1985, og så flyttede min mor til USA, hvor hun boede hos Ursula, indtil hun døde i 1993.