Kilder
Kildeintroduktion:
Karl Zauner (f. 1924) var en østrigsk soldat, som under krigen deltog på tysk side i krigsmarinen. Han ankom til Danmark i april 1945. Kort tid efter blev Danmark befriet. Grundet Zauners status som østriger blev han først placeret i ikke-tyske lejre i København bl.a. på Øresundsvej, inden han blev overflyttet til flygtningelejren Rosenhaven i Odense, der på dette tidspunkt var opsamlingssted for østrigerne. I beretningen fortæller han om livet og forholdene i lejren. Senere blev Karl Zauner, som de øvrige østrigere i Rosenhaven, overflyttet til Tarplejren uden for Esbjerg. I det sene efterår 1946 blev østrigerne hjemsendt. Efter Karl Zauner i november 1946 var kommet tilbage til sine forældre i Østrig blev han gift med en kvinde, han havde mødt i flygtningelejren i Odense.
Den politiske usikkerhed i Østrig var vel også grunden til, at vi skulle blive næsten 1,5 år her i landet i RK-lejre[1], inden man sendte os hjem. Vi opfattede det som et lyspunkt, da det i det tidlige efterår 1945 hed, at vi skulle til en østriger-lejr for at forberede hjemtransporten. Jeg kunne virkelig ikke klage over opholdet i København, det var over fire måneder, hvor jeg havde set meget, men heller ikke havde nogen nyttig beskæftigelse. Derfor vakte tanken om at rejse hjem dog glædelig forventning. Men det varede endnu længe, inden der skulle ske noget. Først flyttede man alle østrigerne fra Øresundsvej til Odense på Fyn.
Det første indtryk af den nye indkvartering var ikke det dårligste. En stor bygning, hotel, restaurant, i hvert fald også beregnet til arrangementer, fordi der var en scene i huset, en sal, anvendelig som tilskuer- eller spisesal, mange større og mindre værelser, det hele to etager højt, sådan forefandt vi det. Man havde indtryk af, at det i længere tid havde været ubenyttet. Et rindende vandløb foran huset gjorde ligefrem de parklignende omgivelser henrivende. Der flyttede vi nu ind, mest fire og fire eller fem og fem i et af rummene, der ikke var synderligt veludstyrede, men dog havde elektricitet. Der var vand i vaskerummet, stort nok til mange personer. I de første dage så det ud til, at vi havde nok plads her. Men det ændrede sig snart. Fra de tyske fange- og flygtningelejre og de internationale DP-lejre[2] havde man flyttet østrigerne, alle født eller gift østrigsk. I den forbindelse havde nogle dygtigt agerende ”sorte får” formået at sikre sig mere behageligt ophold, i det mindste foreløbig, i en RK-lejr. Vi østrigere kunne uden besvær kende dem på deres udtale.
(…) I spisesalen kunne man nu bedst høre, hvem der var født østriger. Hos de andre var vi nysgerrige efter at erfare, hvordan de var kommet hertil. Man kunne normalt høre noget troværdigt og eventyrligt, hvorved det eventyrlige for det meste drejede sig om oplevelser under flugten fra Den Røde Hær i krigens sidste uger og dage. Disse mennesker havde man efter krigsafslutningen anbragt i lukkede lejre i Danmark og først efter Dansk Røde Kors’ intervention behandlet de rettelig privilegerede som DP-flygtninge. Dvs. privilegeret ifølge DRK’s bekendtgørelse om statsborgere fra andre stater end det tyske rige. Tyskerne blev behandlet som krigsfanger. DRK’s forplejning var lige så god som i København.
Odense var med enkelte undtagelser ikke nær så interessant som landets hovedstad, derfor tilbragte jeg for det meste en stor del af tiden i lejren. Heller ikke det undertiden regnvåde efterår eller den begyndende vinter gav særlig lyst til at gå ud. Man arrangerede alle mulige fornøjelser, nogle wienere var særligt talentfulde. En skuespiller fra Burgtheater[3], ikke en kendt, men alligevel havde han programmer fra Wiens Burgtheater, hvor hans navn stod, var også lejrbeboer. Han ville på en miniaturescene instruere ”Faust I”[4], foruden ham selv manglede der egnede personer til de andre roller. Da han havde set, at jeg tidligere havde bygget et lillebitte, men smukt dukkehus, mente han, at jeg også skulle lave sceneindretningen til hans stykke. Det lykkedes med 1. scene, studereværelset, men derefter gik hele planen i vasken i hans øjne.
Loftsrum og pulterkamre er vel overalt i sig selv skatkamre. Det gjaldt også her, man kunne først og fremmest finde materialer, der egnede sig til kulisser, krydsfiner, brædder, høvlede og rå, lister, også søm, tapetklister og maling, det hele i forskellige mængder, størrelser og styrker. Værktøj, det husker jeg ikke så nøje, må der også have været noget af. En enestående lejlighed for mig til at lave en kuffert af krydsfiner. Småting som hængsler og lås købte jeg, og resultatet var en stabil trækuffert, der også efter et år overlevede hjemrejsen. At snitte træstokke, bygge små kasser var en populær aktivitet. Under hensyntagen til husordenen kunne alle gøre, hvad de ville, der var intet officielt dagsprogram ud over de fastsatte spisetider.
(…) Der var endnu slet ikke tale om hjemtransport, julen gik og i januar 1946 skulle vi igen flyttes til en anden lejr.
Ordforklaringer m.m.
[1] RK-lejre: dvs. Røde Kors-lejrene, Zauner beboede i København, Rosenhaven i Odense og Tarp-lejren ved Esbjerg.
[2] DP-lejre: lejre for Displaced Persons (personer, der pga. flugt eller evakueringer efter 2. verdenskrig ikke umiddelbart kunne vende tilbage til deres hjemegn). I Danmark kaldet allierede eller ikke-tyske flygtninge.
[3] Burgtheater: Østrigs nationalteater.
[4] Faust I: berømt skuespil fra 1808 af den tyske forfatter og videnskabsmand Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832).