Indholdsfortegnelse:

• Maria Pohlmann beretter
• Tiden indtil kapitulationen
• Dagene omkring kapitulationen
• Englænderne kommer
• Allesølejren og dens indretning
• Lejrlivet
• Aret 1946
• Endelig kontakt med omverdenen
• Vi i Allesø
• Kulturliv i Allesø
• Vinteren 1946-47
• Natten mellem 4. og 5. februar kl. 1.
• Og hvad betød Allesø for os?

18-årig østprøjsisk pige som flygtning i Allesø 1945-47

Af Maria Pohlmann

(Oversat af Hans Henrik Jacobsen)

I krigens sidste måneder kom nær 250.000 tyske flygtninge til Da mark, størstedelen fra Østprøjsen, og de havde en dramatisk flugt bag sig. De fik ophold på hoteller, i skoler, forsamlingshuse og diverse institutioner, der kunne afses til formålet.

I begyndelsen af 1944 havde den tyske værnemagt beslaglagt et område på mere end 2.000 tdr. land omkring Beldringe på Nordfyn med henblik på anlæg af militær flyveplads, og beboerne i Beldringe, Tåstrup og Allesø havde måttet forlade hus og hjem.

Der var tale om store anlæg, men i løbet af foråret 1945, hvor alle så, hvor det bar hen, gik arbejdet lige så stille i stå. De tyske soldater og danske arbejdere forlod efterhånden pladsen, og Allesø, der lå på afstand af selve flyvepladsen, blev med sine ca. 30 gårde og et tilsvarende antal huse, der delvis stod tomme, af myndighederne fundet egnet som lejr for en del af de mange tyske flygtninge. Størstedelen af byens ejendomme blev anvendt til formålet, og det meste af perioden frem til februar 1947 opholdt ca. 1500 flygtninge sig i byen, normalt en familie i hvert af de enkelte ejendommes rum.

En af dem var Maria Pohlmann, der var 17 år, da hun sammen med sine forældre og to yngre brødre i foråret 1945 ankom til Allesø. Familien havde måttet forlade en middelstor slægtsgård i landsbyen Heinrikau øst for Braunsberg. Familien havde 7 børn, hvoraf de 3 ældste sønner, Ernst, Rudolf (Rudi) og Hans var soldater. På det tidspunkt, hvor familien flygtede, var Ernst og Rudolf i amerikansk krigsfangenskab, og Hans var blevet forlagt til østfronten. Den 20-årige datter Edith var under flugten sammen med en moster og to kusiner; på et tidspunkt fulgte de en anden flugtvej, idet de kom med et godstog fra Danzig og blev skilt fra den øvrige del af familien. Det lykkedes dem at nå frem til slægtninge i nærheden af Berlin, og for dem endte flugten i Remscheid i Nordrhein-Westfalen. Edith havde hidtil taget del i arbejdet på gården, da faderen var ret stærkt angrebet af Parkinsons syge og dårligt kunne klare sig uden hjælp. Sammen med sig havde forældrene under deres fortsatte flugt datteren Maria og de t9 yngste sønner, Georg (kaldet Schorsch) og Adalbert, der kort tid efter ankomsten til Allesø fyldte henholdsvis 18, 16 og 14 år.

Efter opholdet i den nordfynske flygtningelejr vendte familien tilbage til Tyskland, hvor den fik opholdstilladelse i den franske besættelseszone, det nuværende Baden-Wurttemberg. Maria kom i huset og arbejdede en tid på en fabrik. Efter at have sparet lidt penge sammen, kom hun i boghandlerlære på et forlag, mens brødrene fik en uddannelse som håndværkere. Faderen døde i 1953, moderen i 1956.

Efter nogle år at have arbejdet på forlaget, lod Maria Pohlmann sig uddanne til lærerinde, og fra 1957 og ind til hun i 1986 lod sig førtidspensionere, underviste hun i religion i Friedrichshafen ved Bodensøen og i Waiblingen nordøst for Stuttgart, hvor hun fortsat bor.

Som helhed fik familien samme skæbne som mange af de øvrige familier, der havde opholdt sig i Allesø. De fik anvist den franske besættelseszone som opholdssted, og mange af dem bor der endnu. Deres østtyske hjemstavn havde de mistet for stedse.

Den 17. august 1993 bragte Fyens Stiftstidende et læserbrev fra Maria Pohlmann. Det havde overskriften »Tak fra en tysk flygtning fra dengang« og var suppleret med tegninger fra Allesø, som hun havde lavet i sin tid. »Det er mig magtpåliggende«, skrev hun bl.a, »på denne måde -meget sent- at sige den endnu levende befolkning fra dengang i Allesø og Beldringe, samt deres efterkommere, af hjertet mange tak. Det gør mig ondt, at De for vores skyld måtte tage en så stor byrde på dem. Men måske kan det trøste Dem, at De har ydet mange betrængte mennesker en meget stor hjælp.«

Jeg henvendte mig kort tid efter til Maria Pohlmann og spurgte hende, om hun var villig til at fortælle mere om flygtningelejren i Allesø i sin tid. Sagen er den, at det var en lukket lejr, og at man hidtil ikke har vidst meget om, hvordan lejren fungerede i praksis. Først i de allersidste dage, hvor de mange flygtninge var i opbrud, fik en odenseansk journalist lov til at besøge lejren og berette om de mange flygtninge, der var på vej hjem. Om dagligdagen har der ikke været fortalt, og til min store glæde var Maria Pohlmann meget imødekommende. Hun kunne fortælle, at hun i de senere år har skrevet sin livshistorie med det formål hvert år til jul at sende et afsnit til venner og slægtninge. Året før havde hun skildret flugten fra Østprøjsen, og hun skulle netop i gang med at skildre opholdet i Allesø fra slutningen af marts 1945 til februar 1947. Hun har sendt mig det, og med hendes tilladelse har jeg oversat det. Enkelte passager, der ikke direkte angår opholdet i Allesø og selve lejrlivet, er udeladt. De tegninger, der bringes, stammer fra hendes ophold i Allesø.

Hun var, som det vil fremgå, en moden pige, der ønskede at være beskæftiget, og hun husker mange enkeltheder fra sit ophold i Allesø. Nu hvor hun er pensioneret, er hun fortsat engageret og aktiv, bl.a. i menighedsarbejde og amatørteater.

Vi følger familien fra den dag i slutningen af marts 1945, hvor den sammen med mange andre forlod København for at tage ophold i provinsen, og til det tidspunkt i sommeren 1947, hvor den kunne vende tilbage til Tyskland.

HHJ

Maria Pohlmann beretter

Vi sidder i persontoget, der bringer os fra København tværs over øen Sjælland. Far, mor, mine brødre Schorsch og Adalbert, vore to tjenestepiger Hilde og Gertrud og jeg, syv personer ud af to millioner mennesker, som i disse måneder fra det afskårne prøjsiske og danzigske områdes kaos blev bragt over havet til tyske og danske havne. Denne største redningsaktion gennem alle tider i havets historie var kun mulig, fordi søfolkene i krigs- og handelsmarinen med en overordentlig stor indsats satte alt ind på at bringe så mange mennesker som muligt i sikkerhed for den ventede sovjetiske gengældelsesaktion. At der samtidig indtraf de største skibskatastrofer i verdenshistorien (den største var »Goya«s forlis med ca. 5900 omkomne) er rædsomt, men alligevel var det små tal i sammenligning med det antal, der reddedes. Ca. 1 % af flygtningene druknede. Langt flere mistede livet på flugt forinden og efter ankomsten til tyske og danske havne.

Maria Pohlmanns forældre, Rudolf Pohlmann (f. 1877) og hans hustry Maria (f. 1888). Billedet menes at stamme fra 1943.

Slægtsgården i Heinrikau i Østprøjsen, som familien måtte forlade den 5. februar 1945. Den 22. marts ankom den sammen med mange andre efter en farefuld flugt til København og blev dagen efter forlagt til Allesø på Nordfyn. Gården er tegnet efter forlæg af Maria Pohlmann 1985.

Trætte og udmattede er vi efter 4 dages sejlads, men glade og taknemmelige over, at vi er reddet.

Danmark! Det ser alt sammen så fredeligt og venligt ud - ingen krigsødelæggelser, ingen ruiner, ikke et skud er der at høre. For 5 år siden blev Danmark besat af tysk militær, men uden kamphandlinger, en ren »flødeskumsfront«. Hvem der var soldat her havde været heldig i lotteriet. Vi har kun hørt godt om dette land og dets venlige befolkning, og derfor er vi ikke bange for, men spændte på, hvor vi lander.

Toget holder i Korsør. Herfra bringer færgen os over Store Bælt. I Nyborg stiger vi på et godstog, der kører os til Odense, hovedstaden på øen Fyn. På banegården i Odense bliver vi fordelt på forskellige kvarterer. Der står skilte med navn på bygningerne: »... hjem«, »... skole«, »... hotel«. Jeg får øje på et skilt, hvor der står »flyveplads«. Det lyder af et stort område. »Kom, vi går derhen.« Sådan falder det i vor lod at komme til flyvepladsen Allesø-Beldringe. En kort tur med et persontog, og blågrå flyversoldater tager imod os. De hjælper os ud af kupeen, bærer vores bagage. Mor og jeg støtter far, der næppe kan holde sig oprejst mere. Vi bliver ført ind i en stor sal. En nærende mælkesuppe står klar til os. Kommandanten på flyvepladsen, oberstløjtnant Maubeuge byder os hjerteligt velkommen. Han fortæller os, at soldaterne er rykket sammen for at skaffe plads til os. Så får vi kvarter anvist i ejendommene i landsbyen Allesø. Vi bliver ført til et pænt, hvidt hus[1]. Værelset, som vi får tildelt, har en halvrund karnap. Her må vi fem fra familien Pohlmann bo, Hilde og Gertrud i et lille værelse ved siden af. Værelserne er udstyret med militærmøbler: et smalt skab, et bord og stole, etagesenge med brædder og halmmadrasser. Taknemmelige lægger vi os og strækker vore lemmer.

Familien Pohlmanns syv børn fotograferet i midten af 1930’erne. 10 år senere var de to ældste sønner Ernst og Rudolf (Rudi) i amerikansk fangenskab, mens den næste i rækken, Hans, var ved østfronten. For den ældste datter Edith endte flugten i Remscheid i Vesttyskland, mens de tre yngste børn, Maria, Georg (Schorsch) og Adalbert fulgte forældrene og endte i flygtningelejren Allesø på Nordfyn.

Tiden indtil kapitulationen

Der hører have til huset. Ved siden af vore værelser ligger køkkenet. Vi laver dog ikke mad; som soldaterne får vi maden fra flyvepladsens store køkken: gode nærende sammenkogte retter. I et pulterkammer står der et stort rundt trækar; vi koger vand, og - bortset fra far - sidder vi i det og vasker henrykt snavset fra flugten af kroppen.

Først nu kan vi endelig hvile ud, komme til kræfter og slippe af med snavset og komme fri af anspændelsen. Å, hvor er det en vidunderlig følelse at være sluppet væk fra krigens forfærdelser og at turde leve uden frygt. Efter nogle dages forløb melder tankerne sig: Hvordan mon der ser ud hjemme i Heinrikau? Hvor er de henne alle de, der stod os nær? Hans er ved østfronten!

Familien boede i begyndelsen i stuen i dette hus (nuv. Odensegyden 7, der ejes af slager Svend Guldager). Billedet er taget af Maria Pohlmann, da hun genså Allesø i 1971.

Allesø er en venlig landsby. Jeg synes godt om bindingsværkshusene, hvoraf mange er stråtækte, og de flotte bondegårde, der er firelængede med stuehus og udlænger bygget sammen. Men hvor er egentlig de danskere, der har boet der, og deres ejendele blevet af? - Af soldaterne erfarer vi, at de har måttet forlade deres ejendomme, fordi byen i slutningen af 1943 blev beslaglagt af tyskerne, fordi der skulle anlægges en flyveplads. Ved siden af vores hus, i hus nr. 145[2], bor der officerer. Senere flytter den danske lejrleder, Johnson, ind i det.

Vi unge mennesker i familien bliver alle beskæftiget på den ene eller den anden måde. På flyvepladsen er ansat danske civilfolk. Efterhånden forsvinder imidlertid flere og flere af dem, og flygtninge overtager deres arbejde. »Hvem kan malke?« spørges der. Vore drenge melder sig. De har ganske vist ikke megen øvelse heri, men de har dog af og til prøvet det hjemme med godt resultat. To gange om dagen malker de hver to køer og bringer mælken til køkkenet. En lille kande mælk falder af til os selv. Et stykke tid arbejder Adalbert også i gartneriet, der hører til flyvepladsen. Schorsch arbejder i hangaren, hvor der er et værksted, og han arbejder som mekanikerlærling hos soldaterne.

Jeg bliver ansat på kontoret, der har med indkvarteringen at gøre, passer telefon og udfylder bestillingssedler for soldaterne, når der er noget, de skal bruge. En ældre dansk herre og en ung pige arbejder også på kontoret. De er venlige, men meget bange. De har arbejdet for tyskerne og frygter nu, at deres landsmænd skal hævne sig, først og fremmest modstandsfolkene.

Som det har været skik, forsynedes af besættelsesmagten hver ejendom i området med et tydeligt påmalet nummer. I hus nr. 145 (nuv. Korsgade 14, der ejes af Oda Larsen) boede tyske officerer, senere den danske lejrleder Johnsen. Efter at Allesøs beboere i 1947 var vendt tilbage, opførtes der butik foran huset. – Denne og efterfølgende tegninger er lavet af Maria Pohlmann, mens hun opholdt sig som flygtning i Allesø.

Snart holder danskerne sig væk, og jeg er alene på kontoret. Vi får lidt danske penge for vores arbejde. Ganske vist har vi ikke store muligheder for at købe noget. Bortset fra et bageri, hvor der laves flødekager, findes der ikke butikker her i landsbyen. Nok kan vi bevæge os frit omkring, men man råder os til ikke at forlade flyvepladsområdet.

Langfredag og påskedag holdes der evangelisk og katolsk gudstjeneste i den lille landsbykirke. Vi er overrasket over at se oberstløjtnanten sammen med nogle af officererne. Han gør meget, for at vi skal befinde os godt her.

Mange af soldaterne får ny beklædning. Vi får dele af de opskårne uniformer, som de hidtil har gået med, blåternet sengetøj og bestik. Til mig selv kaprer jeg mig et stykke gardinstof, der skulle have været brugt i et officerskasino.

Mor går straks i gang med at sy, i hånden naturligvis. Vi ejer kun det tøj, vi går med, og den lille smule undertøj, som vi dengang mere eller mindre tilfældigt i mørket fik rodet frem fra vognen på Frische Nehrung[3]. Når fars eneste skjorte skal vaskes, må han blive liggende i sengen, indtil den er tør. Sommertøj har vi som så mange andre ikke noget af. Der går ikke så lang tid, før mange koner og piger går rundt i blåternede kjoler. Gardinet bliver til en nederdel med bolero.

På kontoret er der nu kedeligt at være. Der er ikke ret meget at lave. Af og til ringer telefonen, og jeg kan oplyse, at oversergenten ikke længere er der. En dag er der bål bag vores hus. Papirerne bliver brændt, og det er slut med at arbejde på kontoret.

En oversergent ved navn Doring er af profession lærer, og han samler unge mennesker, der har lyst til at lære noget, og han under-viser dem. Schorsch, Adalbert og jeg er også med.

Det er et mærkeligt dobbeltbundet liv. Vi syr og strikker - og får lidt undervisning. Mor arbejder i haven. Vi føler os beskyttet. Det er næsten idyllisk. Og alligevel er vore hjerter fyldt med uro. Tankerne går på flugt. I Tyskland raser krigen endnu. Hvad sker der derhjemme? Far mener stadig, at det var forkert, at vi forlod vores hjemegn. Hans tanker er hjemme på gården. Forårsarbejdet skulle forlængst have være overstået.

»Hitler er død,« erfarer vi i begyndelsen af maj. Det rører næppe nogen af os. Selv de største beundrere af »Føreren« har i de sidste uger og måneder mistet troen på ham. Der er dog et par - de fleste helt unge - der er kede af det. Sålænge han levede, håbede de på, at det ville ændre sig. Nu må krigen omsider høre op. Den strejfer os endnu engang her i det fredelige Danmark.

I begyndelsen samlede en underofficer ved navn Döring, der var lærer af uddannelse, en del af de større flygtningebørn og gav dem undervisning. Som nr. 1 og 3 fra venstre i forreste række ses Schorsch og Adalbert, som nr. 3 fra venstre i øverste række Maria, forfatteren til disse erindringer.

Dagene omkring kapitulationen

Kapitulationen kommer den 4. maj. Så rykker soldaterne med deres køretøjer og våben til Odense. Danske frihedskæmpere har angrebet det tyske militærs kommandobygning, og det kommer til skyderi. En ung soldat fra flyvepladsen mister livet. Vi er kede af denne meningsløse blodsudgydelse i krigens sidste øjeblik.

Dengang vidste vi kun lidt om danskerne og den tyske besættelsesmagt. Soldaterne fortæller os, at det flere år gik fredeligt til. Men siden 1943 har situationen ændret sig og er blevet mere og mere skærpet. Tryk og modtryk er taget til:… Det undrer ikke, at vrede og had mod den tyske besættelsesmagt tog til, og at der kom flere og flere modstandsfolk, ikke mindst da man kunne mærke, at krigen nærmede sig sin afslutning.

Den 5. maj fejrer danskerne under jubel deres befrielse, idet de tyske tropper ved vestfronten aftenen før har kapituleret. I Allesø mærker vi ikke noget til, at de fester. Vi har ingen grund til at juble. Men vi er dog fyldt med en følelse af lettelse over, at man endelig er hørt op med at slå ihjel og ødelægge, sådan som det har stået på i årevis, og at det nazistiske voldsherredømme er brudt sammen. Men vi har arven at bære på, og der er stadig nogle, der må dø.

Schorsch er syg. Han har difteritis og bliver i begyndelsen af maj indlagt på flygtningesygehuset i Odense. Hotel »Windsor«[4] er indrettet til formålet. Det er så overfyldt, at der ligger to patienter i samme seng, og at patienter med skarlagensfeber, difteritis og tyfus ligger på samme afdeling. De får ingen medikamenter og næsten ikke noget at spise. Nogle af dem, der føler sig i stand til det, sniger sig ud og tigger i et nærliggende bageri brød, og det får de.

Hvorfor står det så slemt til? - Fra og med kapitulationen har den tyske værnemagt og det tyske konsulat ingen beføjelse til at sørge for sygehuset. Danskerne er imidlertid ikke forberedt på denne opgave. Ingen har fået pålagt opgaven. Det har den virkning, at der på sygehuset ikke længere er medikamenter, levnedsmidler eller linned. Lægerne og sygeplejerskerne står hjælpeløse og er overbebyrdede. En oversygeplejerske tager sit eget liv. Mange børn, der er svækket efter flugtens strabadser, dør i disse dage og i de følgende uger. Schorsch kommer over det og kommer tilbage til Allesø.

Jeg har voldsom tandpine i dagene omkring kapitulationen. Der kan ikke opdrives en tablet, og på indeværende tidspunkt er det ikke muligt at komme under behandling. På et eller andet tidspunkt begynder smerterne at svinde.

Dagene og ugerne efter kapitulationen var for mange i flygtningelejrene slemme og kaotiske. Men det var også svært for danskerne. Selv om de havde protesteret, var vi i massevis strømmet ind i landet; næsten alle bygninger, som ikke var privatbeboelse, havde man proppet med flygtninge: Skoler, institutioner, gymnastiksale, forsamlingshuse, sygehuse ... Ingen vidste, hvor lang tid vi skulle blive. Allerhelst ville man være sluppet af med os så hurtigt som muligt. Bliver flygtningene et par uger eller måske flere måneder? Hvem skal sørge for dem? Det hele var meget uoverskueligt. Situationen var meget forskellig i de ca. 1100 flygtningekvarterer, alt afhængig af, om nogen tog vare på dem eller ej. For mange var det en meget hård tid, hvor mange gamle mennesker og små børn døde.

På det punkt havde vi det godt. I Allesø var militæret i begyndelsen der endnu, og det sørgede fortsat for os.

Englænderne kommer

Vi har næppe bemærket deres ankomst. De opholder sig for det meste i Beldringe, som udgør selve flyvepladsen. Nu er vore soldater engelske krigsfanger, og de danske myndigheder har ansvaret for os flygtninge. Der går ikke lang tid, før de tyske soldater overalt rykker ud af Danmark; i Allesø bliver de fleste dog et stykke tid endnu. Det skal have drejet sig om ca. 300. Af flygtninge var vi i den første tid ca. 500 (senere ca. 1500).

Da flygtningene og soldaterne ikke har samme status, opstår der vanskeligheder. Allerhelst ville man have holdt os strengt adskilt. Men vi bor nu engang i den samme by. En dag sidder der på opslagstavlen i spisesalen en plan over byen, hvor det er indtegnet, i hvilken del af byen soldaterne og i hvilken del af byen flygtningene må opholde sig. På hovedgaden, som alle er nødt til at benytte, skal soldaterne gå på den ene side af gaden, flygtningene på den anden. Ja, vi må overhovedet ikke tale med soldaterne. Disse helt tåbelige bestemmelser er ikke til at gennemføre. I flere uger har vi boet sammen med soldaterne og fået megen hjælp af dem. Vi er blevet venner, og nogle er blevet kærester. Og pludselig må vi her i et fremmed land ikke snakke med vore egne landsmænd? Alle ler over denne plan, og snart forsvinder den.

Der bliver langs vejene, der fører ud af byen, opsat skilte, der forbyder os at gå længere. Det gælder kun os flygtninge. Soldaterne kan bevæge sig mere frit. Englænderne tager det ikke så nøje.

Schorsch arbejder nu som mekanikerlærling hos de tyske soldater for englænderne på flyvepladsen. Der er i de sidste uger under krigen landet en masse flyvemaskiner, der er kommet fra østfronten, og der er alle mulige typer. Nogle maskiner bliver repareret, og englænderne prøver dem. Men så beslutter de at ødelægge dem allesammen. Forinden opdager soldaterne, at tanken på flyvemaskinerne for en stor del er fyldt med benzin, som de pumper af, hvorpå der udvikler sig en livlig sortbørshandel med danske civilfolk. Også vi får gavn af det, for Schorsch har meget med hjem, som kan gøre vore måltider bedre: dåser med pølse og kød.

Tanken på flyvemaskinerne er som beskyttelse omgivet af et tykt lag læder, nærmere betegnet blødt grågrønt svinelæder. De skærer det af og sælger det ligeledes til danskerne. Schorsch har nogle stykker læder med hjem. Mor hjælper drengene med at lave arbejdshandsker af det. Danskere, der i mellemtiden er kommet til Allesø for at rydde op, er taknemmelige aftagere. For et par handsker kan der fås levnedsmidler til en værdi af ca. 5 kroner. Derved lærer drengene danske ord som: smør, mælk, fløde, gær, mel, salt, æg. Også synåle, garn og noget krydderi handler de sig til.

Mange kvinder og piger har efterhånden fået syet bluser, underkjoler o. lign. af faldskærmssilke. Sandsynligvis har de fået det af soldaterne. Man taler om, hvor stor en sådan faldskærm er, og hvad man kan lave af en sådan. Hvor ville det være dejligt at være i besiddelse af en faldskærm! Hvor mon de befinder sig? Drengene finder ud af, at de er opmagasineret i et skur ved en gård i nærheden af ringvejen omkring flyvepladsen (Poul Hansens gård, nuv. Korsgade 20), men her går engelske soldater på vagt to og to. Nu beslutter mine to brødre sammen med en anden dreng i al hemmelighed at gøre noget for deres familier ved at »organisere« en faldskærm.

Foran skuret er der en stor mark med højt græs. Ved højlys dag sniger de sig gennem marken. De gemmer sig hele tiden i enmands-huller, som under krigen skulle tjene som dækning under angreb. Sådan kommer de frem til bygningen uden at blive opdaget. Skuret har lemme i gavlene, men de er låst indefra. I stråtaget, der når langt ned, er der et hul. Adalbert og den anden dreng holder sig skjult udenfor. De holder øje, indtil vagtposten er så langt væk, at han ikke kan se dem. Schorsch klatrer op på taget og gennem hullet ind i skuret, får to faldskærme hen til en lem, som han lukker op indefra. Adalbert banker, da der er fri bane, og Schorsch smider faldskærmene ud og lukker igen lemmen. Adalbert giver tegn ved at banke, og Schorsch klatrer ud ad hullet. De deponerer faldskærmene i et enmands-hul og henter dem om aftenen, da det er mørkt. Glædestrålende kommer de hjem med deres bytte. Måske er de noget skuffede, da vi reagerer ved at være mere forskrækkede end glade. Man vil sikkert finde ud af, at faldskærmene mangler. Hvad er der at gøre? Straks bliver de gravet ned i haven. Og ganske rigtigt: Næste dag kommer der en razzia. »Faldskærme? Nej, De må gerne se efter!« Naturligvis har vi det ikke godt. Sådan en situation har vi aldrig været i før. Længe endnu forbliver faldskærmene i jorden.

Og moralen? Hvem tilhører retmæssigt dette krigsmateriale? Sejrherrerne? Var det tyveri eller ej? Da vi efter lang tids forløb graver faldskærmene op, giver mor en stor del af stoffet væk.

Den danske lejrledelse holdt til i hus nr. 144, nuv. Korsgade 18, der efter beboernes hjemkomst i 1947 indrettedes som præstegård. Tegning af Maria Pohlmann.

Allesølejren og dens indretning

Kort tid efter flytter vi. Efter et par dage at have boet på Tåruplund flytter vi ind på et loftsværelse i en bondegård, hus nr. 100[5]. Værelset er ikke ret stort. Drengene sover i en etageseng, vore forældre i senge, der står ved siden af hinanden. Jeg har en feltseng, som kan klappes sammen om dagen, og derved får vi mere plads. Ude under taget er der et lille pulterkammer. Vore nærmeste naboer i det andet loftsværelse er et ældre ægtepar fra Danzig. Neden under vores værelse bor i et større værelse otte kvinder og en lille dreng. Vi kommer godt ud af det sammen, og vi betragter hinanden som venner.

Gårdens udbygninger havde soldaterne indrettet som sygehus. Nu anvendes de til samme formål for flygtningene. Det ledes af en sygeplejerske ved navn Irmgard, og nogle unge piger hjælper hende. De spørger mig, om jeg også vil være med, og jeg er glad for at få noget meningsfyldt at tage mig til. På sygehuset i Allesø har vi kun de lettere tilfælde; de alvorligt syge overføres til Odense. Vi har for det meste små børn med diarre og lettere infektionssygdomme. Vi piger tager os af den fornødne rengøring, tager temperatur, vasker og giver de små mad. På en stue ligger piger og kvinder, der er voldsomt angrebet af fnat. Vi smører dem dagligt med en stinkende brun salve. Der foretages også ambulante behandlinger. Det er for det meste folk med udslæt og bylder. Vi smører med salve, lægger plaster og forbinding på, og sygeplejersken skærer hul på bylder.

I sommeren 1945 flyttede familien Pohlmann til denne gård, hvor den boede på loftsværelset ud mod gaden (nuv. Allesøvej 38, der har været ejet af gdr. Jørgen Bendtsen, nu af sønnen Bendt Bendtsen).

Af og til kommer her en ung dansk læge. Han er meget venlig og tager sig pænt af patienterne. Nogle uger senere fortæller han sygeplejersken, at han kun modvilligt kom den første gang og tænkte: »Nå, jeg bliver nødt til at se på de her tyske dyr.« Da han så dem, skammede han sig. For de lignede faktisk hans egne landsmænd.

En dag siger sygeplejersken til os: »Kom, jeg vil vise jer noget. Men I må ikke blive forskrækket.« Og hun tager os med hen til en lille barneseng og slår dynen tilbage. Og nu bliver vi alligevel forskrækket. Der ligger en baby, der mere ligner en frø end et menneske, et lille skelet overtrukket med rynket hud, et lille hoved som ansigtet på en død, hvorfra der stirrer to store blå øjne. En ung kvinde havde her i Allesø fået sit første barn, og hun havde født for tidligt. En militærlæge, der sandsynligvis aldrig før havde haft med fødsler at gøre, hjalp hende. Da han så barnet, sagde han: »Det dør jo alligevel.« Den unge mor var meget afkræftet og kunne ikke amme barnet. Nu er barnet nogle uger gammelt, lever stadig, men er så svagt, at det ikke kan tage næring til sig. Sygeplejersken er overbevist om, at vi kan redde barnet. Den danske læge er skeptisk, men sørger for specialkost, som sygeplejersken tilfører barnet gennem en sonde i næsen. Efter et stykke tid prøver vi med en lille flaske. Hver anden time skal barnet have noget at drikke. Det får det også, når vi har vagt om natten og på skift passer den lille pige. Det glæder os, at hun tager på, og at der har dannet sig en lille muskel på bagdelen, bare på størrelse med en hasselnød. Det bliver et kønt barn. Nogle uger senere kan vi levere den lille sunde Helga tilbage til den meget lykkelige mor. Men vi er lidt kede af det, for hun var blevet »vores« barn.

Adalbert har også fået et arbejde. Han er ansat i det store køkken, hvor han fyrer under de store kedler. Schorsch går hen på skomagerværkstedet[6], der er blevet indrettet i mellemtiden. Her er der nok at lave, da vi allesammen har sko, der er gået i stykker. Materialer til at reparere med får vi fra danskerne. Der er en, der er mester, og Schorsch er rigtigt i lære. Han lærer ikke alene, hvordan man fagmæssigt reparerer sko, men også hvordan man fremstiller sko. Et par eller to har han allerede lavet.

En dag - jeg formoder, at det var i august - er vi spærret inde, interneret, taget til fange. Der er rejst et pigtrådshegn rundt omkring den del af landsbyen, som vi bor i; kirken og nogle få huse ligger uden for indhegningen. Danske vagtposter med gevær på ryggen går med en vis afstand langs hegnet. Naturligvis bryder vi os ikke om det, og vi anser det for unødvendigt. Hidtil er der ingen, der er stukket af. Hvor skulle vi også gå hen? Men der er meget, vi ikke ved. Vi har ingen anelse om, at vi er så mange.

Sådan får vi altså det pigtrådshegn, som andre lejre har haft siden kapitulationen. Størstedelen af soldaterne er draget af sted, de sidste bor i Beldringe. Til gengæld kommer der flere flygtninge til Allesø; til sidst er vi knap 1500 i byen.

Soldaterne har efterladt os mange ting, bl.a. radioapparater. I august bliver de imidlertid inddraget. Den tyske lejrleder tager dog hensyn til vores far, og han beder om, at der må gøres en undtagelse, hvilket også sker. Kort tid efter må vi alligevel aflevere radioapparatet. Flygtninge må ikke høre radio. De må heller ikke lære dansk. Fraterniseringsforbuddet bliver håndhævet meget strengt, og ved fraternisering forstås ikke kun kærlighedsforhold mellem danskere og tyskere, men enhver kontakt, selv den mindste form for hjælp. Som følge deraf ser vi overhovedet ikke danskere, bortset fra dem, der arbejder her og har med os at gøre rent tjenstligt.

Vi tre »arbejdere« i familien står tidligt op, går nedenunder, hvor der er et rum med en vaskekumme. Mor varmer på et lille komfur skov- og engte, som vi altid får udleveret om aftenen.

Om middagen går en af os med en potte med hank, som vi har sat remme i, hvilket gør den lettere at bære, op til det store køkken og stiller os op i den lange kø afventende. Kålsuppe kan man lugte på lang afstand. For det meste får vi en eller anden form for grød, engang imellem - hvor lækkert! - ærtesuppe, pro person en grydeskefuld. Maden er en smule ensformig og også lidt kedelig. Der mangler salt og krydderier. Flæsk og kød er mangelvarer. Men hvad gør det? I Tyskland sulter de. Og hvad mon de får at spise på vores gamle hjemegn? Om der overhovedet bor nogen der? - Når alle har hentet deres mad, står der et par drenge tilbage og venter på, om der er lidt ekstra.

En gang om ugen får vi udleveret tørkost: rugbrød og lidt franskbrød, margarine, ost, sukker og pølse, der har en så rød farve, at vi kalder den »læbestift«. Den skal man spise med det samme, da den let mugner. Mor deler alt lige i fem portioner, og hver af os må holde hus med sin egen portion.

Man følger vores helbredstilstand. I den første tid forekom der mange tilfælde af kraftige smitsomme sygdomme, og man var bange for, at den danske befolkning skulle blive truet af epidemi. For at forebygge blev mange vaccineret mod difteritis, tyfus, paratyfus og dysenteri. Danske medicinstuderende ankom til lejren, og vi skulle møde for at blive vaccineret.

Lejrlivet

I lejren udvikler der sig efterhånden et lejrliv med adskillige aktiviteter. Man er forlængst begyndt at holde skole. En lærer ved navn Bronsert fra egnen omkring Goldap[7] tager sig af folkeskoleeleverne. - Der bliver indrettet et skrædderværksted, hvor man kan reservere plads og komme og sy. Der er så stor efterspørgsel på symaskinerne, at man må have stor tålmodighed. Som følge deraf syr mor det meste i hånden. Drengene er i voksealderen. De har hårdt brug for nogle varme lange bukser, når det bliver vinter. Men hvor skal vi få dem fra? Der er ikke noget at gøre. De må begge to ofre et af de tæpper, de har over sig, når de sover, og heraf syr mor bukser. De ser ganske vist noget kluntede ud, men det kendetegner som helhed det tøj, flygtningene går i. Det tøj, Adalbert er vokset fra, bliver til en varm bluse til mig.

Der er indrettet et værksted, hvor der laves knapper. Af plexiglas fra flyvemaskinerne fremstiller de knapper på bestilling: små og store, runde og firkantede, alt efter ønske. Der bliver betalt med pølse, ost og margarine.

Lejren havde to store køkkener, hvor flygtningen daglig kunne hente deres mad. Køkkenerne var indrettet i det tidligere forsamlingshus (Lagerküche II) og i en af den tyske besættelsesmagts nyopført bygning, Parkgyden nr. 1 (Lagerküche I).

Der bliver holdt gudstjenester. De evangelisk kristne har under opsyn lov til at komme i byens kirke, og når det sker, bliver hegnet åbnet. Vi katolikker er i mindretal. Til os kommer pater Wiese, der rejser fra lejr til lejr og hver anden eller tredje uge holder messe for os i salen i køkken II (forsamlingshuset). Hans messehagel er lavet af faldskærmssilke. Alterkalken er et bæger af glas. Der står et gammelt harmonium, og da jeg kan spille lidt klaver, skal jeg spille til salmesangen. Det, at det skal trædes, mens der spilles, er nyt for mig. Mit spil lyder noget astmatisk, men vores lille menighed er trods alt glad for det.

Vi må hverken skrive eller modtage breve. Det er det mest nedtrykkende af det hele. Vi aner ikke, hvad der er sket derhjemme. Hvor er vores slægtninge og venner? Ernst og Rudi[8] er uden tvivl bekymrede for os, men vi kan ikke give livstegn fra os. Fremtiden er et stort sort hul. Hvor lang tid er vi nødt til at blive her? Hvor skal vi hen? Vi håber helt bestemt, at vi på et eller andet tidspunkt igen kommer hjem.

Vi mennesker er forskellige, og det gælder også flygtninge. Selv om de alle har samme skæbne, reagerer hver især på sin måde. Mange beklager sig dag ud og dag ind, andre lider i det stille. Nogle er stadig vrede over hegnet, over at være fange, andre brokker sig over maden. Mange ytrer sig ikke om de begrænsede muligheder og de tab, de har lidt, heller ikke, selv om de har måttet sige farvel til meget. Mor hører til dem, der er tålmodige og stærke, vågne og åbne over for omgivelserne og altid i gang med noget. Jeg tror, at hun fik kræfterne fra sin stærke tro på Gud.

Mor havde allerede under flugten tabt meget af sin overvægt. Hun taber sig fortsat, og det er foruroligende. Hun er undersøgt af lægen, men hun fejler ikke noget.

Soldaterne havde efterladt deres musikinstrumenter til flygtningene. Doris Bronsert, lærerens datter, spiller dansemusik på et skipperklaver (harmonika), nogle større drenge betjener slagtøjet, bl.a. vores Schorsch. I spisesalen arrangeres der danseaftener. For det meste danser kvinder og piger med hinanden, der er jo ikke ret mange mænd. Jeg lærer Schorsch og Adalbert, hvad jeg har lært af danse. De lærer det hurtigt, og de er efterspurgt på dansegulvet. Kan man overhovedet danse i en sådan situation? Det er da en harmløs fornøjelse; det er spændende, og vi kan lide det.

Drengene dyrker sport, først og fremmest spiller de fodbold. Lærer Bronsert danner et blandet kor. En gruppe finder sammen og påtager sig at arrangere optræden for lejrens beboere. Hr. Bronsert har af helbredsmæssige grunde ikke været soldat. Han arbejder som tandtekniker på flygtningesygehuset i Beldringe. Takket være sit skuespillertalent overtager han med glæde de mandlige hovedroller. Vi har ingen bøger. Alt, hvad vi opfører, er noget, som nogle kan huske. Bl.a. kan en ældre dame hele tekstpassager udenad om en komisk gammeljomfru fra Østprøjsen, »Tante Malchen«. Hun skriver alt op og giver det til os. Jeg på 18 år får lov til at spille den gamle. Det bliver et trækplaster. Drengene optræder som akrobater. »Das Kålberbriiten« (Kalveudrugning) er en farce af Nurnberg-mestersangeren Hans Sachs[9]. Hvor vi har teksten fra, ved jeg ikke.

Det foregår til nytår. Forinden har vi holdt jul. Der har alle det svært med deres følelser. Man prøver at skabe glæde for børnene. Hvert af dem får et stykke legetøj. Det er forinden blevet fremstillet med megen snilde. Vi giver også hinanden noget, som vi selv har fremstillet. Jeg har lavet en håndtaske til mor. - Det er en stille jul, men som pater Wiese siger til os: Vi er nok det, der dengang skete i Betlehem, nærmere, end vi er det i lykkelige tider.

Aaret 1946

Der er ikke længere brug for sygehuset, og det bliver opløst. Flygtningesygehuset i Odense er blevet flyttet til Beldringe her i nærheden af Allesø. De tyske soldater er draget til Tyskland, og også englænderne er væk.

I de rum på gården, hvor der var sygehus, indrettes der nu et børnehjem for ca. 80 forældreløse børn og dem, der skal passe dem. Det drejer sig om børn, der under flugten er blevet skilt fra deres familie, eller hvis mor er død undervejs eller her i Danmark. Hvis moderen mistede livet undervejs, er de blevet taget med af andre familier. Der er også nogle ganske små børn, som man ikke kender navnet på eller ved hvor kommer fra. Børnehjemmet ledes af en ældre lektor, Gustav Koch, der optræder i rollen som far for de mange børn. Samtidig begynder hr. Koch at undervise på gymnasieniveau. Han får hurtigt samlet en gruppe unge mennesker, der gerne vil lære noget. Vi er på forskellige trin, men er samlet i en klasse. Det hele er noget provisorisk. Der mangler i høj grad undervisningsmateriale, men hr. Koch har som gammel lærer med erfaringer megen viden i baghovedet. Vi får en gedigen tyskundervisning. Senere får vi små hæfter med dramatekster, som danske elever formodentlig også benytter i tyskundervisningen. Vi læser med begejstring Lessings »Nathan«, Schillers »Maria Stuart« og Goethes »Iphigenie«[10]. Mange af monologerne lærer vi udenad.

Hr. Koch er meget glad for os. Det er jo frivilligt at gå i hans skole. Efter alt det, vi har oplevet, er vi meget modtagelige for åndelig føde. Vi har på egen krop erfaret Schillers ord: »Falske er denne jords goder.« Vi er på jagt efter noget mere bestandigt. Tidligere brokkede vi os over skolen, men nu mærker vi, at vi har erhvervet os skatte, som ingen kan tage fra os. Vi kan hver især en masse digte udenad. Vi fremsiger dem for hinanden og skriver dem også af.

Senere kommer der endnu flere elever til, flest piger. Udover hr. Koch er der en civilingeniør, og han underviser os i matematik. Han siger, at han vil indføre os i matematikkens trylleskov. For ham bliver det nu til en labyrint. Når vi må korrigere ham, undskylder han sig med, at han har den lavere matematik på for stor afstand. Han har været beskæftiget med langt højere matematik. - En ung kvinde underviser os i engelsk, og senere er der en anden, der giver os begynderundervisning i fransk. En modetegnerske underviser i tegning. Hun er mig behjælpelig med at tegne de her kopierede tegninger af huse i Allesø.

I hus nr. 139 (nuv. Korsgade 13), et stråtækt bindingsværkshus, indrettedes i begyndelsen af 1946 et gymnasium, hvor op mod en snes unge mennesker fik undervisning. Der var i lejren lærerkræfter til at undervise i tysk, matematik, engelsk, fransk og tegning.

Hr. Koch er for os ikke kun en god lærer, men også en faderlig ven. Uden for skolen arrangeres der aftener, hvor vi læser digte, diskuterer demokrati og diktatur og går tur, hvor han forklarer os stjernebillederne.

Der er nogle i klassen, der har et nært forhold til hinanden og snart udgør en sammensvoren gruppe. Den musikalske Doris hører til kredsen, den stille Sigrid, den praktiske Renate, den godmodige Hanne-lore, lille Eva, det drømmende naturbarn fra Frische Nehrung. De store kønne og kloge skovfogeddøtre Erika og Inge kommer senere til. Børnehavelærerinden Anni, der altid kaldes »tante Anni«, går ikke i klassen, men hun slutter sig til os. Vi er ofte sammen, laver håndarbejde og synger. Doris spiller på guitar eller harmonika. Vi er alle ret musikalske. Mange af os forsøger selv at skrive digte. Det bliver til helt små kunstværker. Man viser dem kun til de mest fortrolige hjerteveninder. For mit vedkommende er det Erika og Eva. Vi udveksler vore inderste tanker og spørgsmål om meningen med det at leve og det at dø.

Enhver fødselsdag bliver fejret. Det begynder med en morgenserenade for fødselsdagsbarnet. Om eftermiddagen får vi grynpandekager eller ristet franskbrød med margarine og sukker. Som gave forærer vi hinanden et smukt digt, som vi har skrevet af, et eller andet håndarbejde, som vi selv har lavet, en tegning eller noget spiseligt, som vi har fået til overs ved at spare på vores ration.

Endelig kontakt med omverdenen

I april 1946 når vi så vidt, at vi må skrive breve, et pr. person om måneden. I begyndelsen er det mere end rigeligt, for vi ved overhovedet ikke, hvor vi skal skrive hen. Jeg formoder, at mor først skrev til sin kusine i Ludwigsfelde og gennem hende fik Ediths adresse. Den befriende og allervigtigste nyhed: de er i live! Storesøster Edith, tante Trusch og mine kusiner Christel og Ulla har de værste oplevelser bag sig. Lige før de under flugten nåede Elben, faldt de i hænderne på russerne, måtte gennem nogle skrækkelige uger og vovede sig så om natten ud på en eventyrlig flugt over floden, hvilket kun lykkedes ved gode menneskers hjælp. De vandrede gennem hele Vesttyskland helt til Remscheid, hvor bekendte af vores onkels familie tog kærligt imod dem. Onkel blev såret ved Danzig og måtte have et ben amputeret.

Foran »gymnasiet« ses sammen med nogle af eleverne lederen, en tidligere gymnasielærer ved navn Gustav Koch, og en ingeniør, der forsøgte sig som matematiklærer.

Fætter Heinz blev i Kurland såret i skulder, arme og ben, og det var hans syvende og værste beskadigelse. Han har klaret det, men får varige men af det. De er nu alle i Remscheid og lever under vanskelige og ynkelige forhold. Kun om storebror Hans har vi ikke efterretning. Mon han er i russisk fangenskab? Folk fra vores hjemegn er spredt for alle vinde, som om der pludselig var gået en storm hen over egnen. Hver familie på sit sted. Det er forbavsende, så hurtigt vi hører fra hinanden. Alle giver de adresser, som de har fået, videre til andre. En dag kommer der post hjemme fra vores landsby, der ikke længere hedder Heinrikau, men Henrykowo. Fru Erna Wermter skriver til os, og kort tid efter hører vi fra min veninde, Gitta Porschmann fra Mehlsack, som jeg for øvrigt mødte på flugten i Zoppot. Det var ikke lykkedes hendes familie at slippe væk.

Disse breve hjemmefra er fyldt med frygtlige efterretninger. De fortæller om skrækkelige ting, da russerne trængte ind i området, om frygtelige voldtægter (Min 16-årige kusine fra Braunsberg døde af det, skriver Gitta), sult, total retsløshed. Gitta blev mistænkt for at være partisan og blev seks uger i træk under voldsom tortur forhørt i fængslet i Braunsberg. I Mehlsack døde cirka en fjerdedel af de mennesker, der vendte tilbage (efter russernes angreb) af tyfus, deriblandt Gittas ældste broder. Ofte er det formuleret således: »Det lader sig ikke beskrive.«

Nu må vores familie skrive fem breve om måneden. Mor og jeg deler dem mellem os. Hun skriver tre breve til familien, jeg til Gitta og snart efter til Inge, min anden veninde, som har ladet høre fra sig fra Mecklenburg. Engang imellem kan vi skrive under en anden afsenders navn, for det er ikke alle, der skriver det tilladte antal breve.

Det har medført meget samtalestof i lejren. Gang på gang stor glæde, når man har fundet pårørende, og gang på gang smerte og sorg, når der kommer dårlige nyheder. Far kan nu endelig forstå, at det var rigtigt at flygte, men der er noget smerteligt, der trykker ham og ofte får ham til at spørge: »Hvorfor? Hvorfor?«

Jeg farer tit forskrækket op om natten, når jeg har haft dårlige drømme: Russerne er efter mig, og jeg prøver forgæves at gemme mig et eller andet sted.

Der er også en god nyhed: Onkel Ernst fra Melsack, tante Maria og deres døtre Inge og Maria er også havnet i Danmark. De er indespærret i en skole i København. Onkel Klemens og tante Busch klarede også at komme med skib over Østersøen. De kom cirka en uge senere end vi til København, og da var værnemagten ikke længere herre over situationen. Der kom på det tidspunkt alt for mange flygtninge (ifølge Henrik Havreheds disputats 53.400 personer i dagene 27.-31. marts 1945). Skibene kunne ikke lægge til; passagererne fik ikke noget at spise, og de sultede skrækkeligt. Onkel Klemens døde den 4. april i København.

Vi i Allesø

Disse nyheder får det til at stå endnu klarere for os, at vi, selv om vi har mistet vor hjemstavn og nu er i fangenskab, har det forholdsvis godt.

I nogen tid har der eksisteret en ugeavis for alle flygtninge i Danmark: »Deutsche Nachrichten«. Den bliver skrevet og redigeret af tyske emigranter, som allerede var flygtet fra Hitlers regime til Danmark i trediverne. Der bringes nyheder fra Tyskland, og de er til stor hjælp i vor isolation, nyheder fra andre lande, flygtningeopskrifter (f.eks. grød pisket og sødet med sukker), digte, vittigheder, efterlysninger, læserbreve, gåder og en børneside. Men formålet med avisen er først og fremmest at oplyse og opdrage, hvad det politiske angår. Vi ved nu, at der findes meget store baraklejre i Danmark; den største, der ligger i Oksbøl, har ca. 36.000 beboere og er dermed en af Danmarks store byer. I sådanne lejre er der selvfølgelig større muligheder for kulturliv, uddannelse og underholdning. Til gengæld bor folk meget mere primitivt end vi, ofte i triste omgivelser og hyppigt plaget af utøj.

Vi har hverken lopper eller lus. Selv om pladsen er trang, så er omgivelserne dog venlige. For anden gang oplever vi her i landet forår og sommer; vi kender hvert træ og hver busk, hybenroserne blomstrer, og bag hegnet er der grønne marker. Vi kommer til at holde mere og mere af denne plet jord, som er blevet vort tilflugtssted.

I år får vi i haven bag vort hus tildelt et lille bed og får udleveret nogle frø. Det glæder mor at arbejde med det. Efter nogen tid kan vi høste og berige vort »spisekort« med friske radiser og gulerødder. En agurk, som vi har dyrket selv, kan være en fin fødselsdagsgave. Adalbert forsøger sig med tobak, men det er ikke meget, han får ud af det.

En dag kommer tandlægen fra Beldringe - det er en af militærlægerne, der måtte blive i Danmark for at tage sig af flygtningene - til lejren i Allesø for at undersøge alle flygtningene. Han fremlægger lister med dem, der skal behandles, og nummererer dem, så at de, der kræver hurtig behandling, står øverst. Mange har utroligt store skader på tænderne. I løbet af kort tid er 7 af mine tænder begyndt at rådne. Men jeg står da øverst på liste 4. Lidt efter lidt bliver vi kaldt til behandling. Så vandrer vi i en lille gruppe til Beldringe, fulgt af en bevæbnet vagtpost. Men vi nyder turen, fordi vi for en gangs skyld må bevæge os uden for hegnet.

Mon det var på en sådan tur, vore drenge gjorde en opdagelse? Jeg kan ikke huske det. I hvert fald finder de en dag ud af, at der ved en bondegård uden for lejren[11], der ikke er beboet, er et blommetræ med overmodne frugter, og saftige, gule blommer falder ned og rådner. Det er en offentlig hemmelighed, at der i hegnet er et hul, som man kan smutte igennem. Trådene er klippet over og fæstet til stolpen. Man må passe på, når der kommer en vagtpost forbi, og vente, til han er drejet omkring hjørnet. Det varer så lidt, før den næste kommer. Så kan man godt klatre ud og hurtigt gemme sig bag en busk. Drengene går så med en spand ud til gården og kommer i god behold tilbage med de søde frugter. Vi falder over dem og fylder maverne. Ellers er det sjældent, at vi får frugt.

Hullet i hegnet bliver formodentlig også benyttet om natten. Vi mærker ikke noget til det, men man snakker om det. Når man kalder en gyde, der går ned mod hegnet, for »Kyssegangen«[12], er det sikkert ikke uden grund. Det store overskud af kvinder er naturligvis et problem i alle lejre.

Vi bliver oplært i demokrati, da vi skal vælge en ny tysk lejrledelse. Kandidatlisterne går fra hus til hus. Fire kvinder og fire mænd opstilles til valg. En doktor Kiefer løber af med sejren.

Kulturliv i Allesø

Vort gymnasium har fået til opgave at sørge for åndelig underholdning for beboerne i lejren. Vi har arrangeret flere aftener med forskellig optræden, men det har kun været at betragte som ren underholdning. Det blandede kor har i mellemtiden fået en sagkyndig kvindelig musiker som leder, og det opnår et betydeligt niveau. Drengene bliver mere og mere dristige i deres akrobatiske numre. På et tidspunkt lykkes det ikke for dem. Dagen før er de blevet vaccineret, og nogle af »artisterne« har feber.

Man ønsker hele tiden at få »Tante Malchen« at se. Da vi ikke er i besiddelse af teksterne mere, må vi selv digte noget i samme stil. Vi vil dog gerne tilbyde noget på et højere niveau, og så går vi i gang med at indøve »Der zerbrochene Krug« af Kleist[13]. Vi øver ivrigt. Et stort problem er at få passende kostumer. Vi forhører os rundt om i lejren. Ingen nægter at låne os et klædningsstykke, hvis vi har brug for det til teatret. En stor paryk, der er en vigtig rekvisit i komedien, bliver lavet af vat. To gange går stykket over scenen i Allesø, og vi må også opføre det på sygehuset i Beldringe. Det vækker stor glæde. Johnson, den danske lejrleder, er vildt begejstret. Han lover til det næste stykke, vi skal indøve, at sørge for kostumer. Han har venner på teatret i Odense. - Adalbert ser stykket to gange, først i Allesø og derefter i Beldringe, hvor han er indlagt for at få polypper opereret ud.

I august holdes der stor sommerfest. Man gør meget ud af forberedelserne. Det skal først og fremmest være en fest for børnene med musik og sang, sport og spil, hvor børnene kan vinde små præmier.

På en stor udstilling bliver der vist, hvad man i lejren har fremstillet af håndarbejde og kunsthåndværk. Man bliver virkelig forbavset over, hvad nød, opfindsomhed og håndelag kan frembringe: pullovere af sækkegarn strikket med cykeleger, tasker vævet eller knyttet af snor; et tykt tjæret reb fra flyvepladsen, der ganske vist bestod af silke, blev til fint strikket undertøj med et fint blondemønster. Mor har også bidraget med et arbejde. Hun har sprættet det grøn-beige-stribede stof af en militærmadras, har betrukket den med sækkelærred og af madrasstoffet syet to skjorter til drengene. Billeder af pressede blomster, papirklip, hr. Ketzenbergs tegninger af hav og skibe hænger på væggen, og også mine blyantstegninger er udstillet. Særlig fine er nogle arbejder, der er fremstillet på børnehjemmet. De, der passer børnene, har lært dem at arbejde med strå, som de stryger og klistrer sammen i flotte mønstre som bogmærker, bogbind og små skrin. Det er blevet til rigtige små kunstværker.

Fra nabolejren i Beldringe kommer der mange gæster, og der er også inviteret danskere. Der kommer ikke så mange, men vi glæder os over hver eneste dansker, der kommer. Vi unge piger har til opgave at vise de besøgende udstillingen. En dansk kvinde har en kurv med. Hun ser sig lidt frygtsomt omkring, så ryster hun ud, hvad hun har i kurven: Røde æbler ruller ud på gulvet, og så forsvinder hun hurtigt. Vi når kun at sige »mange tak«. Vi glæder os vanvittigt, ikke kun over de røde æbler, men også over en sådan gestus, som der skal mod til. Det, hun gjorde, var at fraternisere, og det var forbudt.

En gruppe unge flygtninge fotograferet ved en af gårdene i Allesø en søndag i foråret 1946. Maria sidder som nr. 3 fra venstre i forreste række, og til venstre for hende sidder den musikalske Doris og børnehavelærerinden Anni.

Vi piger holder om natten vagt ved udstillingen. Vi har indrettet os for natten på halmsække og får tiden til at gå med at synge, snakke og pjatte.

Vi indøver et nyt lystspil: Lessings »Minna von Barnhelm«[14]. Der er igen forestillinger i Allesø og i Beldringe. Vi har megen glæde af det, og også vort publikum er tilfreds og meget taknemmeligt.

»Hvornår kommer vi hjem til Tyskland?« er et spørgsmål, som alle flygtninge hele tiden beskæftiger sig med. Edith længes efter os. Vi længes efter hende, efter frihed, efter selv at tage hånd om vort eget liv, omend vi kommer til at leve usselt og må savne meget. Men der sker ikke noget. De danske ministre og diplomater trænger på hos besættelsesmagterne i Tyskland for at få gennemført, at vi bliver repatrieret (sendt tilbage til ens fædreland)[15]. Men de stritter imod. Der er endnu megen nød og elendighed, man skal have bugt med som følge af de voldsomme og brutale udvisninger fra Tjekkoslovakiet og Polen. I sidste halvdel af året kan vi begynde at håbe. De, der kan fremvise opholdstilladelse, kan få anvist en bolig i den britiske zone og kan gøre sig berettiget håb om snart at komme herfra. - I november afgår virkelig den første lille transport til Tyskland, bestående af familier, der kan fremvise et af myndighederne bekræftet tilsagn om fast opholdssted.

Da Doris havde fødselsdag, blev der underholdt med en sketch. Pigen i midten, der har rollen som mand, er Maria. Kort tid forinden havde man opført et skuespil af Kleist, og kulisserne stammer derfra.

Inden for lejrene finder der forlægninger sted. Små lejre bliver opløst, og efter ønske bliver slægtninge ført sammen. Som følge deraf må vi tage afsked med de kære skovfogedtvillinger Erika og Inge. De kommer til Skrydstrup-lejren, fordi nogle af deres slægtninge er der. Vi skriver alenlange breve til hinanden og lover hinanden evigt venskab og troskab. Erika sender mig til jul et lille hæfte med håndskrevne digte, som hun har illustreret smukt.

Vinteren 1946-47

Vinteren kommer. Det bliver hundekoldt. Der er ikke ret meget brændsel, en smule brænde og nogle våde tørv. Når vi går i seng, hjælper vi hinanden med at blive svøbt ind i tæpper og afprøver her de bedste teknikker for at holde kulden ude. Kun den, der går sidst i seng, må klare sig alene.

Også i køkkenet mangler der brændsel. Kokken aner ikke længere, hvordan han skal få fyret op under de store kedler. Til sidst sender han Adalbert op på loftet over den store køkkenbygning med den opgave, at han skal save hver anden af bjælkerne af. Derved kan han få gang i ilden under vores mad.

Af og til deles der noget tøj ud. Schorsch og Adalbert får hver en lang sort frakke, der ser ud, som om de stammer fra gamle uniformer. Med flyverhuer, bukser af tæpper og lange frakker ser de eventyrlige ud og ligner et par tvillinger.

Der bliver op mod jul arbejdet endnu mere flittigt end sidste år. Alle børn skal have et stykke legetøj. På et værksted, hvor der arbejdes med træ, bliver der lavet dyr, vogne og små jernbaner. Vore drenge går ofte derhen om aftenen og hjælper til. Til familien laver de små skrin til sytøj og forbindingssager. Jeg laver til mine brødre slips af farvet faldskærmssilke. Vi har fået et par grangrene, og drengene laver et lille juletræ af dem. Af pap skærer vi kryppefigurer, som kan stilles op.

For vores medbeboere i lejren arrangerer vi en julefest, hvor der fremføres kor- og solosange, akkompagneret af klaver, guitar og harmonium. Som hovednummer er der et hyrdespil af Hausmann[16]. Adalbert og jeg spiller Josef og Maria.

Også de danske myndigheder vil glæde os til jul. Vi får tildelt ekstraforplejning, et par æbler og som dessert vanilleis, juledag budding med saft. Det er virkelig en overraskelse, for vi trænger allesammen til noget sødt. Med største respekt taler hele lejren om Frelsens Hær, der har sørget for, at børnene på hjemmet får to sæt nyt tøj. Foran huset, hvor lejrledelsen holder til, er der rejst et stort grantræ med elektriske lys. - Skolen hører op samtidig med, at vi får juleferie. Hr. Koch skal nemlig snart rejse til Tyskland.

Man snakker om, at lejren i Allesø skal opløses og forlægges til en større lejr. Det er vi allesammen kede af. Selvfølgelig vil vi gerne væk, men ikke til en stor baraklejr - vi vil tilbage til Tyskland. Vi ved udmærket, at vi har det bedre her. Vi henvender os til lejrledelsen og beder om, at man vil lade os blive her, indtil vi skal repatrieres. Det kan jo ikke vare så længe, mener vi. Det er i forvejen en meget dårlig tid at flytte på, da en influenzaepidemi har bredt sig, og de halve i lejren er syge.

Den 18.januar begynder jeg at føre dagbog, tætskrevet med blyant. Jeg bringer nogle uddrag af den:

21.1.47

I morgen rejser Eva. Indtil kl. 2 i nat skrev jeg digte af fra hendes blå mappe. Jeg skrev og skrev, indtil jeg ikke kunne mere. Jeg havde det ikke godt: Jeg havde ondt i hovedet og i ryggen, jeg frøs og var træt. Jeg har været bange for, at den omkring sig gribende influenza også havde ramt mig, men i dag har jeg det noget bedre. Jeg passer på ikke at blive syg, for i aften skal vi samles og læse digte. Jeg har i flere dage glædet mig til det. Det bliver sidste gang, hr. Koch kommer til at berige os ... Desuden er der meget at sy og stoppe, før vi skal af sted herfra.

26.1.47

Det er sent, og Eva er rejst... Jeg har rigtigt meget at lave, for far, mor og Schorsch har influenza.

3.2.47

Alt er i opløsning, for i morgen og i overmorgen bliver lejren forlagt til Grove i Jylland. Vi skal med transport nr. to. Far har det ikke godt, men det skal nok gå. Farvel, du dejlige Allesø.

Natten mellem 4. og 5. februar kl. 1.

Jeg er træt og kan ikke sove, for vores tæpper og halmmadrasser er pakket sammen og kørt af sted. Drengene og far ligger dog i sengene hver med et tæppe over sig. Mor sidder på en stol og sover. Hendes hoved falder snart til den ene side, snart til den anden. Vi er færdige med at pakke. Men jeg har svært ved at holde mig i ro.

Derpå fortæller jeg, hvordan vi tog afsked med hr. Koch: Han læste for os sit digt »Afsked med Danmark« og fortalte os om danskernes forhold til flygtningene ...

Tidligt i dag drog det første hold af sted. Jeg så, hvordan flygtningeskaren drog ud ad porten og begav sig på vej mod Beldringe. Da var jeg mig helt bevidst, at vi er fordrevne. Hjerte, du drømte, da du troede at kunne blive hængende ved et stykke land, som gav dig ly i to år. Du må ikke blive her længere. Andre siger: Af sted! Du kan ikke bebrejde dem noget, for det er deres land. Du har ikke noget, ingen hjemstavn ...

Det var holdt og klart, da vi drog fra Allesø. Fra rejsen kan jeg huske den smukke Vejle Fjord. Det var mørkt, da vi ankom til Grove, en stor baraklejr i en ensom, sandet egn i Vestjylland.

Maden i Grove var langt dårligere end i Allesø, og vi fik ikke så megen tørkost. Drengene var ofte sultne. Vi fra Allesø blev fordelt over hele lejren. Når vi mødte hinanden, når vi skulle hente mad, var vi helt enige: »Hvor er vi dog havnet!«

Den 9. eller 10. august kunne vi forlade Grove. Efter et tredages ophold i gennemgangslejren ved Kolding fortsatte rejsen den 13. august til Tyskland.

To meget varme dage og to nætter kørte vi gennem vidunderlige landskaber og ødelagte byer. Efter nogle dage i en gennemgangslejr i Biberach i den sydlige del af Wurttemberg fik vi som opholdssted anvist landsbyen Berg ved Schweinhausen. Vores nye hjem var et lille bitte hus på 6 x 6 m, som lå oppe på et højdedrag. Vi havde ingen møbler og kun lidt husgeråd, men det var ideelt for os, der havde været flygtninge. Det var bare vort eget! Fra det lille hus havde vi en smuk udsigt over det svabiske landskab. Det gav os forhåbninger, selv om vi vidste, at der lå mange problemer forude. - I 1947 kunne vi for første gang fejre jul sammen med vore ældre søskende.

De tyske flygtninge på vej fra Allesø til Beldringe den 5. februar 1947, hvorefter der forestod nogle måneders ophold i jyske lejre, før de kunne vende tilbage til deres fædreland.

Og hvad betød Allesø for os?

Vore venner var spredt for alle vinde. Længe efter skrev vi breve til hinanden. Gang på gang blev der givet udtryk for, at Allesø havde været noget helt særligt: trods fangenskab, sjælelig belastning og smerter en rig tid. En skrev: »Navnet Allesø er for os alle blevet et vidt begreb. Man kunne sammenligne det med låget på en skattekiste eller med tæppet for en scene, der ikke kun skjuler smukke billeder, men også handlinger og ord af varig værdi. Jeg vil i hvert fald i mit liv for ingen pris undvære Allesø.« - Og hr. Koch skrev: »Vi lærte dengang ikke at vurdere mennesker efter ejendom, stilling og stand, men alene efter deres værdi som mennesker. Det var en uvurderlig fordel for os i vores armod som flygtninge. Hvad livet angår, modnedes vi, for vi havde lært noget, som mange mennesker aldrig eller først gennem et langt livs erfaringer når frem til gennem religiøs eller filosofisk selverkendelse.«

Maria Pohlmann slutter sine erindringer om opholdet i Allesø med denne illustration, hvor hun skriver:

Hjertelig tak til de daværende beboere i Allesø og Beldringe og til deres efterkommere!

Tak for tilflugten i Deres huse!

Tak for den byrde, som De bar for vor skyld!

Tak for den store hjælp, som der blev ydet os!

Waiblingen i marts 1994                     Maria Pohlmann

Maria Pohlmann og hendes to brødre Adalbert og Schorsch fotograferet under besøg i Allesø i juli 1994.