Lolland-Falster Social-Demokrat: Artikel om den polske flygtningefodboldklub Polonia, 24. august 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

Blandt de ikke-tyske flygtninge, der i efterkrigsårene opholdt sig i separate lejre rundt omkring i Danmark, blev der dyrket sport, især fodbold. I avisen Lolland-Falster Social-Demokrat fra den 24. august 1945 ses en lille portrætartikel om den polske flygtningeklub Polonia i anledning af, at klubben samme søndag skulle spille mod Nakskov Boldklub. Flygtninge-fodboldklubben var sammensat af polske flygtninge fra flere forskellige ikke-tyske flygtningelejre, og i truppen indgik flere tidligere professionelle fodboldspillere. De ikke-tyske flygtninge kunne i modsætning til de tyske flygtninge frit bevæge sig uden for lejrene. Det gjaldt også i sportslig sammenhæng som her. Flygtningene var et eksotisk og sjældent indslag i det danske samfund, hvilket portrætartiklen også vidner om.

Omkring befrielsen den 4.-5. maj 1945 var der i Danmark over 230.000 flygtninge. De fleste var civile tyskere, der i vinter og forår 1945 var på flugt fra den sovjetiske hærs fremmarch, men der var også ca. 34.000 flygtninge fra andre områder. I løbet af sommeren 1945 meddelte de allierede de danske myndigheder, at tyskerne og en del af de ikke-tyske flygtninge ikke kunne sendes hjem foreløbig, da situationen i Tyskland var vanskelig med mange flygtninge og store ødelæggelser.

Artikel om Polonia
Her ses artiklen om den polske flygtningefodboldklub 'Polonia' i Lolland-Falster Social-Demokrat. Fra: Det Kgl. Biblioteks Avissamling, Mediestream


Lidt om den polske Flygtningeklub ”Polonia”, er spiller med Nakskov Boldklub paa Søndag.

Det er ikke noget helt almindeligt Fodboldbesøg Nakskov faar paa Søndag. – Det polske Flygtningehold ”Polonia”, der med velvillig Assistance af Dansk-polsk Hjælpekomité er blevet startet, er overalt paa sin Tourné gennem Danmark blevet modtaget med stor Interesse.

Polakkerne er jo ikke Hverdagsgæster paa de danske Idrætsbaner. Og der er blandt andet kun spillet 3 Landskampe med Polen indtil Dato, hvoraf de to er vundet og een tabt. Polsk Fodbold er imidlertid af høj Kvalitet og i internationalt Samkvem har Polen klaret sig fint, og har bl.a. en Sejr over Czekoslovakiet og en afgjort Kamp med Østrig som de sidste friske Resultater.

Holdets Træner, den tidligere internationale Fielmutt fra Polens stærkeste Klub S. C. ”Warta” har af de polske Flygtninge i Danmark faaet sammentømret et glimrende Hold, der kan staa Maal med mange danske, og som ved udbrydeligt Sammenhold og en mægtig Kondition er i Stand til altid at spille en underholdende Kamp.

”Polonia” har som Grundstamme 3 Divisionsspillere fra Polens fineste Række, nogle gode A-Holdsspillere samt nogle lovende unge Spillere, der falder godt indt paa Holdet.

Holdet har haft saa stor Sukces under sin Tourne, at det er Meningen, at Spillerne vil melde sig til den polske Turnering ved Hjemkomsten om kort Tid og spille under samme Navn.

Spillerne er ganske vist ikke fra samme By, men alle fra samme Egn, nemlig Nord-Schlesien, hvor de fleste er ansat i Kulgruberne.

Polakkernes Taknemlighed over den Gæstfrihed, de har mødt i Danmark, er meget stor, og de vil meget gerne gøre Gengæld over for nogle af de danske Hold, de har mødt, ved at invitere dem paa Genvisit i Polen, naar Forholdene atter er helt i Orden.

Saa det er jo ikke umuligt, at N. B. ad Aare kan starte en Tourné til Polen.

Det bliver N.B.s sidste Kamp inden Danmarksturneringen, og der vil blive Lejlighed til for Spillerne at give Formen den sidste Afpudsning inden Premieren.

Der har været trænet overmaade flittigt med Henblik paa ”Landskampen” mod Polen og den kommende Turnering, og den Kondition, N.B.erne i Øjeblikket befinder sig i, vil uden Tvivl give sig Udslag i nogle gode Resultater i Turneringen.

Holdet til Søndagens Kamp bliver sikkert det, der næste Søndag møder Brønshøj i Nakskov Idrætspark. Det ser saaledes ud fra Maal til venstre Wing:

Henning Lund Hansen; Egon Christoffersen, Aage Andersen; Gerhard Rosenkilde, Knud B. Jensen, Arne J. Jensen; Poul Bendixen, Carlo Lerche, Poul Jacobsen, Egon Larsen og Orla Jensen.

Knud B. Jensen har altsaa atter meldt sig til Tjeneste og forhaabenlig holder Bentøjet denne Gang, saa han atter kan spille for fuld Kraft.

Kampen vil sikkert blive overværet af en Masse Medlemmer af den polske Koloni paa Vestlolland, og da Halvdelen af Overskudet gaar til Fordel for de polske Flygtninge i Danmark, haaber man i det hele taget paa meget stort Besøg til Kampen.

Franz.

Om kilden

Dateret
24.08.1945
Oprindelse
Lolland-Falster Social-Demokrat, 25. august 1945, s. 5
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. september 2024
Sprog
Dansk
Litteratur

Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945-1945 (1950).

Havrehed, Henrik: De tyske flygtninge i Danmark 1945-49 (1987).

Hove, Peder: Terminus. Dragsbæklejren og de sidste flygtninge fra anden verdenskrigs tid i Danmark (2002).

Jensen, John V.: ”Over for os selv og over for Fremtiden: Den Danske Rigsdag og de tyske flygtninge 1945-46”, Historisk Tidsskrift, bind 112, hæfte 1 (2012), s. 130-164.

Jepsen, Harald H.: ”Blandt sovjetiske krigsfanger og flygtninge i Blåvandlejren”, Opdatering – Årbog for Vardemuseerne og Ringkøbing-Skjern Museum (2017), s. 100-124.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
24.08.1945
Oprindelse
Lolland-Falster Social-Demokrat, 25. august 1945, s. 5
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. september 2024
Sprog
Dansk
Litteratur

Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945-1945 (1950).

Havrehed, Henrik: De tyske flygtninge i Danmark 1945-49 (1987).

Hove, Peder: Terminus. Dragsbæklejren og de sidste flygtninge fra anden verdenskrigs tid i Danmark (2002).

Jensen, John V.: ”Over for os selv og over for Fremtiden: Den Danske Rigsdag og de tyske flygtninge 1945-46”, Historisk Tidsskrift, bind 112, hæfte 1 (2012), s. 130-164.

Jepsen, Harald H.: ”Blandt sovjetiske krigsfanger og flygtninge i Blåvandlejren”, Opdatering – Årbog for Vardemuseerne og Ringkøbing-Skjern Museum (2017), s. 100-124.

Udgiver
danmarkshistorien.dk