Flygtningeadministrationen: Brev til lejrchefen for Benzon Gods, 5. april 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Hen over vinteren og foråret 1944-45 ankom ca. 230.000 flygtninge til Danmark. De fleste var tyske flygtninge, men der var også ca. 34.000 ikke-tyske flygtninge i Danmark. Ved befrielsen blev det de danske myndigheders ansvar at varetage forsorgen for begge flygtningegrupper, der adskiltes fra hinanden i lejre rundtomkring i landet. De ikke-tyske flygtninge, der opholdt sig i Danmark i årene umiddelbart efter befrielsen, blev anbragt i lejre rundt omkring i landet under friere vilkår end dem, der gjaldt for de tyske flygtninge. Flygtninge, der ikke kunne holde sig på dydens smalle sti, blev dog anbragt i den bevogtede disciplinærlejr på Benzon Gods på Djursland. Årsagerne til anbringelse var mange. Det gjaldt typisk småtyverier eller problematisk adfærd som f.eks. slagsmål. Et mere kuriøst eksempel er denne kilde fra april 1946, hvor flygtningeadministrationen informerer lejrchefen Kaptajn Marbjerg om, at en lettisk flygtning overflyttes fra en lejr i Kolding til Benzon Gods, fordi han havde skrevet en stor mængde klagebreve til forskellige myndigheder. For at sætte en stopper for det generende brevskriveri blev den pågældende flygtning placeret på Benzon Gods under brevcensur.

Materialet er gengivet med tilladelse fra Dansk Røde Kors.

Brevet om en lettisk flygtning til lejrchefen for Benzon Gods
Det originale brev fra Flygtningeadministrationen til lejrchef Marbjerg om en lettisk flygtning fra 1946. Klik her eller på billedet for at se kilden i stor størrelse. Fra: Rigsarkivet


Hr, Kaptajn Marbjerg,
Dansk Røde Kors' Disciplinærlejr,
Benzon Gods,
pr. Gerrild.

Fra Lejren i Kolding vil er en af de nærmeste Dage til Benzon blive overflyttet en lettisk Flygtning [anonymiseret].

Af vedlagt Korrespondance vil det fremgaa, at Hr. [anonymiseret] har en sygelig Tilbøjelighed til at skrive Breve og har i lang Tid beslastet saavel dette Kontor som Socialministeriet, Flygtningeadministrationen samt BRITISH MILITARY MISSION[1] med lange Klageskrivelser af gange uhørt og ubegrundet Indhold. For at sætte en Stopper herfor, er det blevet besluttet at anbringe Hr. [anonymiseret] oppe hos Dem og anmodes De om at censurere hans afgaaende Post.

P.A.V
E.B.

Gaston Mourier
Sekretær


Ordforklaringer m.m.:

[1] British Mission to Denmark: britisk militærafdeling som blev oprettet i 1944 med det formål at varetage overgangsperioden umiddelbart efter Danmarks befrielse.

Om kilden

Dateret
05.04.1946
Oprindelse
Rigsarkivet: Flygtningeadministrationen. Brev fra Gaston Mourier til Kaptajn Marbjerg d. 5. april 1946 ang. lettisk flygtning med trang til brevskrivning
Kildetype
Brev
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. september 2024
Sprog
Dansk
Litteratur

Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945-1945 (1950).

Thomsen, Bente: ”De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949”, i Historie Ny Rk., 12:1-2 (1977), s. 136-158.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
05.04.1946
Oprindelse
Rigsarkivet: Flygtningeadministrationen. Brev fra Gaston Mourier til Kaptajn Marbjerg d. 5. april 1946 ang. lettisk flygtning med trang til brevskrivning
Kildetype
Brev
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. september 2024
Sprog
Dansk
Litteratur

Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945-1945 (1950).

Thomsen, Bente: ”De baltiske flygtninge i Danmark 1945-1949”, i Historie Ny Rk., 12:1-2 (1977), s. 136-158.

Udgiver
danmarkshistorien.dk