Kilder
Kildeintroduktion:
Med Lov om Adgang til Sterilisation af 1. juni 1929 indførte Danmark som det første land i Europa adgang til sterilisation. Loven var en tidsbegrænset forsøgslov, der åbnede mulighed for frivilligt ”Indgreb i Kønsorganerne” (sterilisation/kastration) hos personer, hvis ”Kønsdrifts abnorme Styrke eller Retning” var til fare for dem selv eller andre (§ 1). Dette rettede sig især mod sædelighedsforbrydere. § 2 tillod sterilisation af anstaltsanbragte ”psykisk abnorme”, hvis det blev set som vigtigt for samfundet og til gavn for personen selv. Med udtrykket ’psykisk abnorme’ mente man dengang især psykisk udviklingshæmmede. Loven var en central del af mellemkrigstidens danske eugeniske/racehygiejniske politik.
I alt 117 personer blev steriliseret efter 1929-loven, men det antal fandt regeringen imidlertid for begrænset. Man ville indføre en mere effektiv sterilisationspolitik med lettere adgang til sterilisation, herunder tvangssterilisation. Resultatet blev Lov om Foranstaltninger vedrørende aandssvage, der blev vedtaget den 16. maj 1934.
Den oprindelige lov fra 1929 blev revideret efter forsøgsperiodens udløb i 1935, og loven fik her et mere eksplicit racehygiejnisk formål, idet ”Faren for Afkommets arvelige Belastning” blev nævnt i lovteksten. Samtidig blev indikationerne på ”psykisk Abnormitet” udvidet og defineret, og et tvangselement kom ind i en vurdering af klientens evne til at forstå indgrebets karakter.
Loven som den er gengivet i Samling af Love, Anordninger, offentlige Kundgørelser, ministerielle Cirkulærer og Skrivelser m.m. for Aaret 1929. Klik her for at se hele lovteksten
Vi Christian den Tiende[1], af Guds Naade Konge til Danmark og Island, etc. etc. Gøre vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov:
§ 1. Personer, hvis Kønsdrifts abnorme Styrke eller Retning udsætter dem for at begaa Forbrydelser og derved fremkalder Fare for dem selv og for Samfundet, kan efter Forudgaaende lægelig Vejledning om Indgrebets Følger og efter egen Begæring underkastes Indgreb i Kønsorganerne, naar Tilladelse hertil meddeles af Justitsministeren efter indhentet Erklæring fra Retslægeraadet og Sundhedsstyrelsen.
Saadan Begæring kan kun indgives af Personer, der har opnaaet Myndighedsalder. Den skal være ledsaget af en Lægeerklæring og indeholde saa fuldstændige Oplysninger som muligt om de for Andrageren bestemmende Grunde. Er Andrageren umyndiggjort i personlig Henseende, skal Begæringen være tiltraadt af Værgen. Lever Andrageren i ægteskabeligt Samliv, skal som Regel Ægtefællens Samtykke foreligge.
§ 2. Justitsministeren kan endvidere efter indhentet Erklæring fra Retslægeraadet og Sundhedsstyrelsen tillade Indgreb i Kønsorganerne hos psykisk abnorme Personer, der er anbragt under Forsorg af en Statsanstalt eller en i Henhold til Fattigloven af 9. April 1891 § 61 godkendt Anstalt, og for hvis Vedkommende det, selv om de ikke frembyder saadan Fare for Retssikkerheden som i § 1 omhandlet, anses særdeles magtpaaliggende[2] for Samfundet og gavnligt for dem selv, at de sættes ud af Stand til at faa Afkom.
Indstilling i saa Henseende til Justitsministeren kan kun indgives med Hensyn til Personer, der har opnaaet Myndighedsalderen, og maa fremkomme fra vedkommende Anstalts Ledelse med vedlagt Udtalelse fra Anstaltens Læge eller Embedslægen, og Indstillingen skal, saafremt den paagældende ikke som Følge af mentale Mangler er ude af Stand til at forstaa Betydningen af et saadant Indgreb, være tiltraadt af denne selv. Indstillingen skal være ledsaget af en Erklæring fra en i denne Anledning beskikket Værge; er den paagældende psykisk abnorme Person umyndig, kan hans Værge beskikkes til at afgive nævnte Erklæring. Forinden Værgen afgiver sin Udtalelse, skal han af Lægen vejledes om Indgrebets Følger. Er den paagældende gift, uden at Samlivet er ophævet ved Separation eller længere Tids faktisk Adskillelse, skal som Regel Ægtefællen samtykke i Foretagelsen af Indgrebet.
§ 3. Forinden Justitsministeren meddeler Tilladelse til Foretagelse af de i denne Lov omhandlede Indgreb, skal Ministeren forvisse sig om, at den paagældende, efter Omstændighederne Værgen, er klar over Beskaffenheden[3] og de antagelige Følger af det Indgreb, som der bliver Spørgsmaal om at foretage.
Godkender Justitsministeren, at Indgreb foretages, skal dettes Art angives ved dets lægevidenskabelige Betegnelse. I de i § 1 nævnte Tilfælde vælger den paagældende blandt Læger med fornøden kirurgisk Uddannelse selv en Læge til at foretage Indgrebet, medens Lægen i de i § 2 nævnte Tilfælde udpeges af vedkommende Anstaltsledelse. Det paahviler Lægen, naar Indgrebet er foretaget, herom uopholdelig at underrette Justitsministeriet.
Afslaar Justitsministeren Henvendelsen, maa denne ikke fornyes, før 1 Aar er forløbet efter Afslagets Datum, medmindre der er indtraadt Omstændigheder af Betydning for Afgørelsen, der ikke forelaa ved den tidligere Henvendelse.
§ 4. Udgifterne ved de i §§ 1 og 2 omhandlede Indgreb betales af den paagældende selv. Hvis vedkommende ikke har Midler hertil, betales Udgifterne i de i § 1 nævnte Tilfælde af Statskassen, i de i § 2 nævnte Tilfælde efter Fattiglovgivningens almindelige Regler, i begge Tilfælde uden Fattighjælps Virkning for den paagældende.
Justitsministeren afgør efter Forhandling med Indenrigsministeren, om Udgifterne helt eller delvis vil være at afholde af vedkommende Person, af Statskassen eller efter Fattiglovgivningens almindelige Regler.
§ 5. Den, som uhjemlet[4] foretager de i denne Lov omhandlede Indgreb, straffes, forsaavidt Forholdet ikke efter den øvrige Lovgivning medfører højere Straf, med Bøder fra 500 Kr. til 5000 Kr.
Forsømmelse af at give den i § 3, 2det Stk., 3die Pkt., omhandlede Underretning straffes med Bøder fra 10 til 200 Kr.
Bøderne tilfalder Statskassen.
§ 6. Loven skal forelægges Rigsdagen til Revision senest i dennes ordentlige Samling 1933—34.
Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.