[…]

Det andet Lovforslag, der ligeledes havde nær Forbindelse med Socialreformens[1] Særforsorg, angik Foranstaltninger vedrørende aandsvage, hvilken Forsorg efter Socialreformen var overgaaet til Staten. Det vigtigste i denne Lov var Forslaget om en udvidet og lettere Adgang til at sterilisere aandssvage, hvorved der kunde spares store Udgifter for det offentlige og opnaas forskellige andre Goder, ogsaa for de aandssvage selv. Til at afgøre, om Anstaltledernes Indstilling om Sterilisationsindgreb paa aandssvage skulde imødekommes, nedsattes et særligt Nævn, bestaaende af en Dommer som Formand, en Socialpraktiker samt en Læge, uddannet i Psykiatri eller Aandssvageforsorg. Indgrebene havde alene til Formaal at hindre Forplantning, ikke at ophæve Kønsdriften, og til deres Foretagelse krævedes Enstemmighed i Nævnet.

Dette Spørgsmaal om Modvirken af Degeneration og Gennemførelsen af racehygiejniske Foranstaltninger til Forhindring af psykisk abnorme Personers Forplantning spillede som tidligere anført en betydelig Rolle for mig ved Tilrettelæggelsen af Socialreformen, specielt ved Reglerne om Særforsorg, men mødte forbavsende ringe Interesse i Rigsdagen, særlig hos Venstre, som dog ellers var yderst fortrolig med Racehygiejne, naar det gjaldt Kvægracer. Allerede under Finanslovbehandlingen i 1931 fremhævede jeg det betegnende i, at ikke en eneste af Venstres Talere under den vidtløftige Debat om Socialreformen Aaret før sammen med deres stadige Kritik af de store Udgifter nævnede et eneste Ord om de store Besparelser, der netop efterhaanden vil følge en Vedtagelse af de rationelle forebyggende Forholdsregler, jeg i Socialreformen har foreslaaet netop særlig med Hensyn til aandssvage.

Det synes overfor Foranstaltninger af denne Art, som om mange ikke alene hemmes i deres eventuelle Forsøg paa at tænke fornuftigt ved deres doktrinære Skrabud[2] for Begrebet personlig Frihed, der i deres Øjne ogsaa omfatter de egentlig aandssvage, men tillige holdes tilbage af visse vage religiøse Stemninger, som jeg ikke begriber uden som Udtryk for Mangel paa Lyst eller Evne til at gennemtrænge Problemerne. Ogsaa jeg har en Religion, selvom det ikke er Folkekirkens, men jeg kan ikke faa ind i mit Hoved, udfra hvilken Betragtning Vorherre skulde interessere sig for, at Antallet af aandssvage stadig skal stige her i Landet. - Man kunde ogsaa sige, som jeg sagde i et ”Houmark”-Interview[3] - ”at Vorherre skulde nære nogen større Interesse i, at Menneskeheden bliver mere aandssvag, end den allerede er.” Og hvor man end vender sig hen: paa Møder, i Aviser, i Teatret, ved Revyer, ved Sportskampe, overalt synes Antallet af lettere aandssvage i en fantastisk Stigen.

I Folketinget gennemførtes Lovforslaget enstemmig imod Pastor Bindslevs[4] Stemme. Han nærede Ængstelse for, at en Videreførelse af denne Lovgivning før eller senere vilde føre ud i tvivlsomme racehygiejniske Eksperimenter, hvilket der til visse efter det danske Folketings Sammensætning ikke var nogen synderlig Grund til at befrygte. Venstre (Rahbek[5]) var vel lidt betænkelig ved at forlade Princippet om Frivillighed i Steriliseringsloven af 1929[6], men overvandt dog disse Betænkeligheder, da det her drejede sig om aandssvage.

Den konservative Ordfører Hr. Pürschel[7] var velvillig indstillet, men pegede dog paa Vanskelighederne ved, som det her forsøgtes, ”at erstatte det, man i gamle Dage kaldte Naturens Visdom, med Menneskevisdom.” Jeg svarede hertil: ”Naturens Visdom bestod efter de fremdragne Eksempler i, at Folk døde hurtigere af Sult, Nød eller anden Elendighed, og Menneskevisdom gaar i dette Tilfælde ud paa at forhindre, at de overhovedet kommer til Verden, der iøvrigt fra Naturens Side var bestemt til at dø af Sult, Nød eller anden Elendighed. Jeg foretrækker altsaa paa dette indskrænkede Omraade Menneskevisdom fremfor Naturens Visdom.”

I Landstinget repræsenterede den konservative Hr. S. Rasmussen[8] nærmest Hr. Bindslevs Grundsynspunkt og tilføjede desuden, at de her foreslaaede Indgreb ikke syntes ham rigtig stemmende med vor Tids humane Lovgivning. Jeg spurgte i den Anledning, om det egentlig var mere humant at tillade en aandssvag Kvinde at sætte 8 aandssvage Børn i Verden til den Tilværelse, de faar, end det er ved en Operation at fri hende og Samfundet for ikke at tale om den næste Generation for alle de uhyre Besværligheder, der vil fremkomme. Og jeg tilføjede overfor denne konservative Kritik af Socialreformens store Udgifter, at hvis man for 100 Aar siden havde fulgt Slægterne og Slægtshistorien, særlig de Slægter, der var under offentlig Forsorg, saa vilde jeg nu, selvom det partipolitisk er af største Betydning for visse ærede Medlemmer, ikke møde nær saa stærk Kritik af Socialreformen, for i saa Fald vilde den ikke koste det halve af, hvad den koster.

Iøvrigt maatte jeg under Landstingets Behandling oplyse, at Retslægeraadet fandt det uheldigt, at Sager vedrørende Sterilisering af aandssvage ikke længer skulde behandles af Raadet, men af et særligt Nævn, hvilket jeg dog ikke mente at kunne tage Hensyn til, navnlig ogsaa fordi Retslægeraadet i Forvejen var overbebyrdet med Arbejde. Lovforslaget blev i Landstinget vedtaget med 46 Stemmer mod 3 og traadte ud i Livet som Lov af 16. Maj 1934.