Kap 22. Raceforbedring (Racehygiejne, Eugenik)

Den tiltagende Humaniserings Ulykker

Fra forskellige Sider, ogsaa fra Tilhængere af det sociale Minimums Politik[1], som af den moderne Sociallovgivning i det hele, rejses der dog adskillig Kritik og principielle Betænkeligheder ved dennes ubegrænsede Fortsættelse og Udvidelse, og der rejser sig derfor det Spørgsmaal, om denne Lovgivning dog ikke samtidig rummer Farer, som maa bekæmpes, og om man ikke rent videnskabelig kan begrunde visse Indskrænkninger i eller en Begrænsning af den, selv om man iøvrigt anerkender dens med Samfundsforholdene givne Nødvendighed og Nytte.

Disse Indvendinger fremkommer, for saa vidt de i det hele har nogen Vægt og ikke stammer fra en almindelig, følelsesbetonet Uvilje mod den stigende (saakaldte) Humanitet, i Reglen fra Arvelighedsforskere, Racebiologer, Sociologer eller praktiske Retsanvendere i Strafferetsplejens eller Forsørgelsesvæsenets Tjeneste, og gaar som oftest ud fra følgende Tankegang[2], der iøvrigt forudsætter og billiger det sociale Minimums Politik:

Enhver, der lever, ethvert menneskeligt Væsen skal have Ret til den lykkeligst mulige Tilværelse, og skal, om fornødent, beskyttes og plejes. Kun i een Henseende maa Samfundet være paa sin Post: med Hensyn til Forplantningen. Hvis et menneskeligt Væsen, der er belastet med arvelige Anlæg, nu eengang er født, skal han have Ret til at leve og glæde sig ved Tilværelsen, saa vidt han kan og Hensynet til hans Medmenneskers Velfærd tillader det, men een Ret skal han miste, een Mulighed skal berøves ham, nemlig at overføre sine Mangler til Efterkommerne og paa den Maade at forevige og mangedoble Ulykken. »Denne Dobbelttanke betyder Forsoningen mellem den i Naturen herskende Udvælgelsesgrundsætning og Menneskekærlighedens sædelige Grundsætning: Vi behandler »Undermaaleren« med al Omsigt og Kærlighed, men forbyder ham blot til Gengæld at formere sig«.

Eller som vi i det daglige, men mindre filosofisk, støder paa den samme Tankegang: Hvad nytter den stigende Humanisering, den stadigt voksende offentlige Forsorg. Den mangeartede Omsorg, de store Tilskud til Børneforsorgen, dels ved kontante Tilskud, Velgørenhed og allehaande Indsamlinger, dels ved Oprettelse af Børnehjem, Sanatorier, Vuggestuer, Hittebørnshospitaler, Welanderhjem[3] o. s. v., o. s. v. fører kun, takket være Lægevidenskabens og Sygeplejens stærke Udvikling, til at svække Slægten ved at holde Liv i Tusinder, som Samfundet var bedst tjent med bukkede under.

Ja, hvad værre er, ved at holde Liv i disse Tusinder, siger man, giver vi dem Mulighed for at sætte Titusinder af endnu daarligere udrustede og paa forskellig Vis arvelig belastede Efterkommere i Verden, og vi naar efterhaanden, — er forøvrigt allerede stærkt paa Vej til — de samme Forhold, som har bragt alle tidligere Civilisationer til at gaa til Grunde, nemlig at Børneantallet med den stigende Civilisation indskrænkes mere og mere i Befolkningens Overklasse og i Middelstanden, medens de aller laveste Lag, derunder Forbrydere og Undermaalere af enhver Art, formerer sig langt stærkere.

Enhver Kultur bærer, ved den med Udelukkelsen af den naturlige Udvælgelse følgende Forringelse af Folkets fysiske Sundhed og aandelige Kraft, Spiren til sin egen Undergang i sig, og Sociallovgivningens Tendens til at virke fremmende paa disse Kulturens uheldige Sider understøttes desuden stærkt af de ligeledes med Kulturen følgende Foreteelser: Krig og Prostitution. Thi Krigens direkte Virkninger er de modsatte af dem, Kampen for Tilværelsen og [d]en naturlige Udvælgelse medfører; denne levner nemlig den stærkeste og kraftigste, Krigen tager først og fremmest de yngste, sundeste og stærkeste i Nationen. Og Prostitutionen med alt, hvad dertil hører af Kønssygdomme, m.m, breder sig fra de store Byer ud over hele Landet, tillige støttet af Militærvæsenet med dettes almindelige Værnepligt. Den med Kønssygdommene følgende Ufrugtbarhed angriber endvidere fortrinsvis de højere og mest begavede Befolkningslag, de som i Forvejen gennem deres Dyrkelse af Eet- og Tobørnssystemet er med til at befordre Racens Degeneration.

Raceforbedringens Nødvendighed

Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske Civilisations gradvise Tilbagegang og endelige Undergang maa vi ind paa en systematisk Modvirken af de nævnte uheldige Følger af Civilisationen og tillige tilstræbe en Forædling af Racen, den saakaldte Eugenik[4], i Tyskland og Norden særlig benævnet Racehygieine eller Raceforbedring.

I Virkeligheden er Tanken om Raceforbedring meget nærliggende! Enhver Dyreopdrætter, enhver Gartner, ja selv den læge[5] Landbruger gaar jo ud fra, at han kun kan forvente et sundt Afkom eller en normal Afgrøde, naar han skyder de slette Eksemplarer af Racen ud og kun til Avlen anvender de kraftigste, de med de mest ønskværdige Egenskaber udrustede Individer; den praktiske Landbruger er meget fortrolig med Raceforædlingen og den kunstige Udvælgelse (i Modsætning til Naturens Udvælgelse).

Hvad der tillige maatte fremme Tanken om Raceforædlingen ogsaa for Menneskeslægten — foruden Analogien for Dyre- og Planteverdenen — var tillige det Forhold, at man gennem praktiske Undersøgelser af forskellige Slægters Historie havde paavist, at alle de Farer for Degeneration og Nedarvning af sjælelige eller legemlige Defekter, som vi nys har omtalt, ikke blot i al Almindelighed kunde antages at lure paa Menneskeheden, men virkelig var til Stede og viste deres skæbnesvangre Følger fra Dag til Dag.

Særlig kendt er saaledes Undersøgelserne vedrørende Forbryderslægten Juke (et Pseudonym), foretagne af Richard L. Dugdale[6] 1874—77[7]) og senere fuldført af andre, særlig Arthur H. Estabrook[8] ved Davenports »Eugenics Record Office[9]« i Amerika. Slægten kan føres 8—9 generationer tilbage til en aandelig defekt og fordrukken Nybygger af hollandsk Oprindelse, hvis 2 Sønner giftede sig med 2 Søstre, af hvilke den ene kaldes »Margareta, Forbrydernes Moder«; hun var lidende af »moral insanity« og ernærede sig ved Utugt. De fem af hendes Søns syv Døtre var prostituerede, den sjette Idiot og kun den syvende anstændig; alle var befængt med Syfilis. Usædelighed og tøjlesløs Levevis er karakteristisk for de fleste Kvinder af denne udbredte Slægt. Forbrydelser, Drukkenskab og Vagabondage er særtegn for Mændene. Endvidere raser Nervesygdomme i Slægten, og en Mængde af dens Medlemmer er internerede i amerikanske Sindssygeanstalter o. lign. Stammen har sit Hovedkvarter i en afsides liggende Dal, og herfra udsendes Ekspeditioner for at stjæle eller begaa andre Forbrydelser. Seksuelle Skranker kendes ikke, i Stammen hersker den rene Promiskuitet, og den stærke Indavl giver selvfølgelig endnu flere Undermaalere i den i Forvejen syge Slægt.

Man har Kendskab til 2820 af denne Forbryderslægt, af hvilke de 2094 var af »ægte Jukeblod«, medens de øvrige havde giftet sig ind i Slægten. De er alle bleven undersøgt af racebiologiske Forskere, og Resultaterne var saare uhyggelige. Hæderlige Menneskers Eksempel har ingen Indflydelse paa dem, og, selv hvor de bor spredt, har de en ejendommelig Tilbøjelighed til at gifte sig med Folk af lignende Kaliber. Netop hos denne Slægt ses klart Forholdet mellem Individernes Arv (Anlægspræg) og det af Omgivelserne paatrykte Præg. Arven er som en Stormflod, der nedbryder alle kunstige »Dæmninger«.

Af nærmere Detailler, Slægten vedrørende, kan fremhæves følgende: Hver Kvinde af denne berygtede Slægt føder gennemsnitlig 4 Børn, mellem 20 og 30 pCt. er »uægte«. Af Slægtens nulevende, kendte Medlemmer var 748 over 15 Aar; af disse var 78 upaaklagelige, 255 førte ligeledes en hæderlig Vandel[10], men levede under meget daarlige Kaar; 323 hørte derimod til Samfundets Udskud, hvis blotte Eksistens var en stadig social Fare (94 var for lidet kendte til at kunne rubriceres).

Estabrook kommer til det Resultat, at 55 pCt. af Ægteskaberne i denne Slægt er afgjort skadelige for Efterkommerne, de resterende 45 pCt. forsvarlige. Saafremt man ved et Forbud havde hindret de førstnævnte Ægteskaber, eller ved Sterilisering (se nedenfor) havde afskaaret dem fra at faa Følger, mener den amerikanske Racebiolog, at højst 5 pCt. af Slægten vilde vise uheldige Anlæg i næste Generation. Nu har Slægten i direkte Tilskud til dens Underhold eller Forsørgelse kostet det amerikanske Samfund 1.250.000 Dollars fra 1800—75 og siden er Beløbet vokset til 2.093.685 Doll., og dog er det jo ikke Pengene, der betyder noget afgørende i hele dette Forhold.

Et andet »Skoleeksempel« anføres af Dr. Rutgers[11]. Pilmann har undersøgt, hvorledes det stod tilmed 709 af de 834 Efterkommere, der nedstammede fra en berygtet i 1740 død alkoholistisk kvindelig Vagabond. Af disse 709 var 106 født udenfor Ægteskab, 142 var Betlere, 181 prostituerede, 96 dømte Forbrydere, deraf 7 Mordere. Staten havde i direkte Udgifter til denne Familie i 75 Aar udgivet 5 Mill. Mark.

Noget lignende Resultater vilde man sikkert opnaa, hvis man systematisk undersøgte Storbyernes Fattigvæsens Protokoller og Registre; i hvert Fald har det ofte undret mig ved Frederiksberg Fattigvæsen[12], som dog kun i ringe Grad er tynget af den egentlige Storbys grænseløse Elendighed, at se Medlemmer af visse Slægter dukke op snart i det ene, snart i det andet Forhold til Fattigvæsenet: Bedsteforældre, Forældre, Børn og forskellige Linier af besvogrede, og, gik man videre, vilde man finde den samme Slægt repræsenteret i Straffeprotokollerne og godt kendt af Politiet, som af Hospitalerne.

Der er ingen Tvivl om, at den sociale Lovgivning begaar en Fejl ved ganske at ringeagte Arvelighedsmomentet. Den har fulgt den — særlig af socialistiske Teoretikere (bortset fra Lombroso[13] og enkelte andre) altfor ensidig hævdede — Læresætning, at hvis blot Fattigdommen og andre sociale Misforhold blev fjernede, vilde vi alle blive som Engle; men den moderne Arvelighedsforskning i Forbindelse med de praktiske Undersøgelser har vist, at i hvert Fald visse Anlægspræg bevares paa Trods af Opdragelse og ydre Kaar i Generation efter Generation, og det er bl. a. disse Erfaringer, som gør, at Raceforbedringstanken ikke pure kan afvises.

Paa den anden Side har den sociale Lovgivning, netop hvor den er videst fremskreden, taget mange af de Opgaver op, som ellers maatte løses ad anden Vej, og gennem Anstaltsforsørgelse, rationel Kur og Pleje, Opretholdelse af Hjemmene o. s. v., o. s. v. i vidt Omfang bidraget til at modvirke eller tilsløre mange af de Ulemper, der ellers vilde have truet Samfundet eller Børnene som Følge af nedarvede sjælelige eller fysiske Defekter. For saa vidt forudsætter netop Raceforbedringen den sociale Lovgivning, men den anser ikke denne for tilstrækkelig, hvad den absolut heller ikke er, naar det gælder om, saa vidt muligt, at komme Nedarvningens uheldige Resultater til Livs.

At den sociale Lovgivning imidlertid har udrettet overmaade meget i den anførte Henseende, indlyser ogsaa deraf, at man særlig i de Lande, hvor Staten griber mindst ind med Socialreformer, og da navnlig i Amerika, staar til Halsen i Raceforbedringsteorier og -praksis, medens disse Teorier omvendt er saare lidet kendt og overhovedet ikke er optaget til praktisk Anvendelse i et Land som vort, der er ved at gaa i Spidsen med Hensyn til Sociallovgivningen. Denne Forskel kan ikke være tilfældig, og kan heller ikke tilstrækkelig begrundes ved Forskel i Befolkningens Syn paa disse Spørgsmaal[14].

[Steincke gennemgår og diskuterer på de næste sider forskellige arvelighedsteorier og amerikansk praksis]

Principielle Betænkeligheder

Naar vi har dvælet saa udførligt ved den amerikanske Lovgivning om Raceforbedring, er dette sket, ikke alene fordi hele Problemet mærkelig nok er omtrent ukendt, eller i hvert Fald næsten ikke diskuteret i den omfattende Kreds, der i øvrigt nærer sociale Interesser herhjemme, men ogsaa fordi der ikke er den fjerneste Tvivl om, at disse Spørgsmaal vil komme paa Dagsordenen, efter at den med Verdenskrigen følgende Elendighed og Demoralisation har mangedoblet Europas Vanskeligheder med Hensyn til Udviklingen af den sociale Lovgivning og Slægtens Sundhed. Tillige er det selvfølgelig ved en grundlæggende Ordning af Forsørgelsesvæsenet af afgørende Betydning at blive klar over, om og i hvilket Omfang man eventuelt kan eller bør erstatte eller supplere offentlig Forsorg med racehygieiniske Foranstaltninger.

Ved Skildringen af den herhenhørende amerikanske Udvikling, der altsaa i højere og højere Grad er gaaet i Retning af Racehygieinens praktiske Gennemførelse, har vi i det væsentlige refereret denne Udvikling, men det er ikke Meningen, at dette Referat skal opfattes som et Defensorat[15] for Raceforbedringen efter amerikansk Mønster.

Thi ganske vist er det selvfølgeligt, at den, der er kendt med de dyriske Scener, der blot som Følge af paagældendes abnorme Kønsliv udspilles indenfor Aandssvage-, Sindssygeanstalternes og Hospitalernes Mure, og som i sin Egenskab af Forsørgelsespraktiker Gang paa Gang har set de uhyggeligste og tristeste Udslag af Undermaalernes uhindrede og ansvarsløse Børneavl, med den største Interesse følger en Raceforbedringslovgivning som den amerikanske; men eet er at følge Udviklingen med Interesse, et andet at acceptere den kritikløst.

Og ser man nærmere til, kan det ikke skjules, at den amerikanske Lovgivning hviler paa et teoretisk Grundlag, der er altfor usikkert, at det praktiske Grundlag af Erfaringer, hvorpaa der bygges, heller ikke tillader saa vidtgaaende Foranstaltninger, som enkelte Stater er gaaet med til, at Gennemførelsen af Lovene gennemgaaende ikke synes tilstrækkeligt betryggende, set fra Individets Synspunkt, og at man overhovedet ikke har Øjnene aabne for de Farer for Befolkningens aandelige Sundhed, der netop lurer ved en for hurtig eller paa et for skrøbeligt Grundlag gennemført Raceforbedring.

Naar man saaledes ofte beklager sig over, at Befolkningen i sin Helhed er for lidt oplyst til at interessere sig tilstrækkeligt for Raceforbedringen, er jeg i Øjeblikket tilbøjelig til netop at betragte dette som en stor Fordel; thi intet vilde være mere skæbnesvangert baade for en forsvarlig Gennemførelse af det berettigede i disse Tanker, altsaa for Raceforbedringens praktiske Fremtid, og for Bevarelsen af Folkets sunde Omdømme med Opretholdelsen af de etiske Værdier, end om Befolkningen i for høj Grad kastede sin Kærlighed paa Raceforbedringen.

Skal denne gaa frem paa forsvarlig Vis, skal det netop være paa et fuldtud uangribeligt, videnskabeligt Grundlag, befriet for Føleri, Agitation og »Stutteri«argumenter, medens disse Tanker, kastet i Grams og udleveret til almindelig offentlig Diskussion i Dagspressen og paa Møder, utvivlsomt med Befolkningens hele aandelige Niveau vilde have en forraaende Virkning. Thi naar man kender den voldsomme Ihærdighed, med hvilken man altid forgrover Videnskabens nyeste og mest tvivlsomme Resultater, og naar man véd, hvor forudsætningsløst og absolut kritikløst det store Flertal sluger de Ideer, som synes moderne, har man ikke vanskeligt ved at forestille sig Virkningerne af en for uforsigtig eller kraftig Agitation paa dette Omraade.

Da Grundtankerne i Raceforbedringsteorien nemlig er saare letfattelige og umiddelbart rigtige, og da Godtkøbsindholdet i Darwinismens Udviklingslære allerede er Allemandseje, vilde Følgen af en Forcering af Raceforbedringstanken hurtig ude i Befolkningen blive en — billedlig talt — ligefrem Klapjagt[16] paa alle legemlig eller aandelig svækkede eller svage, ofte rent menneskelig set de fineste, sarteste og mest værdifulde Elementer i Kultursamfundet, og Befolkningens Ideal vilde i endnu langt højere Grad, end det allerede er Tilfældet, blive Fodboldspilleren og Bokseren, hvad Civilisationens og Kulturens Fremgang var meget lidet tjent med, foruden at denne Betragtningsmaade vilde være bunduvidenskabelig og bunduretfærdig overfor de allerfleste af de paagældende som »Raceundermaalere« udpegede Individer.

Paa den ene Side tilraader altsaa Slægtens faretruende Udvikling og den rationelle Begrænsning af Forsørgelseslovgivningen og Humaniteten i Efterslægtens Interesse, at man slaar ind paa Raceforbedringens Veje, paa den anden Side maner Hensynet til vor usikre Viden, til Befolkningens aandelige og etiske Sundhed og til alle svagt udrustede, men iøvrigt værdifulde Medmennesker os til at gaa frem med den største Forsigtighed og kun paa et absolut uangribeligt Grundlag, videnskabelig som etisk.

Arvelighedsforskningens Resultater

Før vi altsaa overhovedet kan tage Stilling til Raceforbedringen, maa vi vide, hvad Arvelighedsforskningen overhovedet med Sikkerhed kan slaa fast med Hensyn til Arveligheden af de forskellige Defekter, foruden at vi maa kende disses Betydning for Individet, Slægten og Samfundet. Af Hensyn til Problemets store Betydning for Forsørgelseslovgivningens nærmere Ordning eller Begrænsning, er det nødvendigt og tillige af eminent Interesse at komme til Bunds i denne Sag. Thi sæt at Arvelighedsforskningen virkelig med eksakt Nøjagtighed kan sige: De og de Personer, der lider af de og de bestemte Defekter eller Sygdomme, vil overføre deres Mangler til Efterslægten, Generation efter Generation og skabe uoverskuelig og stadig stigende Elendighed for Efterkommerne, uoverskuelige og stadig stigende Udgifter for Samfundet, hvad vilde det da ikke betyde ogsaa rent økonomisk, om en Forsørgelseslovgivning med Føje kunde svare: Her maa der i Efterslægtens som i Samfundets Interesse gribes ind ved Ægteskabslovgivning og Sterilisation. Man vilde herved kunne spare umaadelige Summer, store Anstaltsudgifter o. s. v. og tillige staa ikke alene paa et fast videnskabeligt, men ogsaa paa et fast moralsk Grundlag, jfr. Victor Bruun: »Hvad vi nu selvraadende kalder Humanitet, er Svaghed overfor nuværende, Uret og blind Grusomhed overfor kommende Individer«. De Ofre, som Humaniteten, den udvidede Forsørgelseslovgivning koster, vilde da, som retfærdigt er, kun falde den Generation til Byrde, som udøver Humaniteten og vilde selv her med hver Generation blive ringere, i Stedet for som nu stadig at være stigende.

[Steincke gennemgår på de næste sider forskellige emner inden for arvelighedsforskningen, blandt andet darwinisme, mendelisme, anlægspræg/fremtoningspræg]

Øjeblikkets Opgaver

Eugenikens Hovedopgave i Øjeblikket, saa vidt den skal have den tilstrækkelige Støtte i videnskabelige Kendsgerninger, vil altsaa kun kunne blive at modvirke saadanne Degenerationer, som fra et rent socialt Vurderingsstandpunkt, ikke et egentlig arveligt, fortjener at bekæmpes. Dette kan ske ved Eugenik (…), altsaa forskellige Former af Sociallovgivning, Sundheds- og Forbudslovgivning, medens den positive Eugenik: Begunstigelse af Avlen af sunde og ædle Mennesker, Idealmennesker er saa temmelig haabløs, efter at Mendelismen[17] og de »rene Linier« har gjort det af med Udvælgelsesloven. Men hvad er desuden Idealmennesket i vort moderne Samfund, som har Brug for et højst uensartet Materiale? Genier kan ikke leveres paa Bestilling, de dukker op som Følge af Anlægsprægenes lunefulde Kombination, ofte under ydre Forhold og Kaar, som unddrager sig enhver Kontrol.

Men saa den negative Eugenik da, den der egentlig interesserer en som Forsørgelsespraktiker: Hindring gennem Ægteskabsforbud eventuelt Sterilisation af, at Personer, hvis Anlægspræg er belastet med Elementer, der betinger abnormt Afkom, sætter Børn i Verden?

Man har her talt om at gaa den Vej at indføre sundt Blod i syge Slægter, men denne Tanke er jo ganske forældet, i direkte Strid med Mendelismen; thi skyldes Defekten i den syge Slægt et Anlægselement, som viser Dominans, vil c. Halvdelen af Afkommet faa Abnormiteten. Og er Defekten recessiv, vil første Generation vel gaa fri, men netop disse »heterozygot[18]-abnorme« Afkomsindivider, som personlig ikke kan skelnes fra normale, vil da under »falsk Sundhedspas« forplante Anlægsfejlen, som træder frem, saasnart der i en senere Generation er Mulighed for »homozygot[19]« Optræden. Ægteskab og Børneavl er for saa vidt, arvelig talt, altid et Slags Lotteri.

Men iøvrigt: Naar Grundloven for Arveligheden er kendt, og med de mægtige Fremskridt, som den moderne Arvelighedsforskning har gjort netop i de sidste 20 Aar, hvor mangt og meget vel er blevet sværere, men dog samtidig klarere, naar Anlægsprægets Betydning staar klart for Bevidstheden og Sondringen mellem »ægte« og »falsk« Arvelighed er begrebsmæssig klar, har man Lov til overfor Raceforbedringsproblemet (den negative Eugenik) at slutte med Prof. W. Johannsen[20]: »Der er ingen Tvivl om, at den negative Eugenik, naar Lægestanden først rigtigt tager Sagen op med Forstaaelse af alle dens Sider, har en Fremtid for sig; men endnu vil almene Lovgivningsbestemmelser her let være forhastede og kunne føre Uret og Sorg med sig; Individ-Interesser — ogsaa berettigede — kan her staa i uløselig Konflikt med Samfundsinteresser. Problemerne burde diskuteres mere her i Landet, end det sker«.

Men saalænge denne Diskussion ikke er taget op, og saalænge der ikke foreligger et langt større Undersøgelsesmateriale end nu, saalænge tør man heller ikke, selv ved Grundlæggelsen af Forsørgelseslovgivningen og trods den umaadelige Betydning Spørgsmaalet har netop for denne Lovgivning, stille praktiske Forslag til at begrænse den eller supplere den med racehygieiniske Foranstaltninger, end ikke i saadanne Ydertilfælde, hvor større Uenighed neppe kunde forventes (svære Tilfælde af Aandssvaghed, Epilepsi, Syfilis, kronisk Sindssygdom o. lign.).

Paa den anden Side bør Spørgsmaalet tages op, særlig ogsaa i Forbindelse med en eventuel Nyordning af den offentlige Forsorg, og da der allerede foreligger et større Materiale, særlig fra Amerika, samt da, som før antydet, Situationen efter Verdenskrigens Ophør sikkert vil bringe Sagen paa Bane omtrent overalt, synes det at være paa sin Plads at henstille, om ikke Tidspunktet var kommet, da en sagkyndig Kommission, sammensat af Repræsentanter for Lægevidenskaben, Arvelighedsforskningen, Aandssvage- og Sindssyge-, Fængsels- og Forsørgelsesvæsen, burde nedsættes, dels til en almindelig Drøftelse af Problemet, dels for muligvis at fremsætte de Reformkrav, som de andet Steds foreliggende Undersøgelser og Erfaringer i Forbindelse med Nutidens videnskabelige Resultater allerede nu eventuelt maatte gøre forsvarlige — eller endog nødvendige.