K.K. Steincke: ”Det sociale Minimums Politik”, 1920

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne kilde forklarer den socialdemokratiske politiker K.K. Steincke (1880-1963) nødvendigheden af ”det sociale Minimums Politik”. Den gik ud på, at staten var forpligtet til at tage sig af ”det sociale Minimum”, det vil sige personer, der ud fra en økonomisk betragtning ikke bidrog til samfundsøkonomien pga. fx sygdom eller handicap. Et moderne samfund burde være socialt og humant indstillet, og socialpolitikken burde derfor forlade tidligere normer, der var defineret af almissetankegang, kristendom, liberalisme og kapitalisme.

Teksten er et uddrag af Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920), der var en kritik af den daværende forsørgelseslovgivning og fremsatte forslag til en omfattende revision af den danske sociallovgivning og dens administration. Steincke var på dette tidspunkt medlem af Landstinget og skrev bogen efter opdrag fra den radikale indenrigsminister Ove Rode (1867-1933). Bogen bygger i vid udstrækning på hans tidligere udgivelser samt betænkninger om sociallovgivning, og værket blev helt afgørende for socialreformen i 1933. Steincke deltog som senere justitsminister (1924-26 og 1935-39) og socialminister (1929-35) i gennemførelsen af mellemkrigstidens sociale reformer, hvis indhold i vidt omfang byggede på Fremtidens Forsørgelsesvæsen.

Kapitlet efter ”Det sociale Minimums Politik” er i Steinckes bog "Raceforbedring (Racehygiejne, Eugenik)". Her opfordrer han til at undersøge, om racehygiejniske tiltag i forbindelse med institutionalisering, ægteskab og sterilisation kunne tages i anvendelse over for de personer, der blev defineret som ”det sociale Minimum”.

Kap. 21. Det sociale Minimums Politik.

Den, der har gennemlæst den foregaaende Fremstilling af den gældende Forsørgelseslovgivning og Kritiken af denne, vil formentlig være kommen til det Resultat,

at denne teoretisk hviler paa det historisk begrundede, men nu forældede Almisseprincip, det individualistisk-teologiske Princip,

at Samfundsudviklingen mere og mere har bragt det socialt-humane Princip frem i den økonomiske og politiske Kamp mellem Klasserne og Partierne,

og at det praktiske Resultat er blevet en Kompromislovgivning uden Overblik eller System, hvilende paa et dels forældet, dels uheldigt Grundlag: en Sammenblanding af liberalistiske, kristelige og halvdemokratiske Synspunkter, der hverken støtter sig til en videnskabelig eller en etisk forsvarlig Basis, og hvis Gennemførelse i den praktiske og administrative Ordning er saare uheldig: i Strid med Nutidens Forhold, uoverskuelig og indviklet, medførende en splittet og uensartet Administration, utaalelige forsørgelsesretlige Grundregler og en uforsvarlig Refusionsordning.

For saa vidt er Forsørgelseslovgivningen en interessant Afspejling af de stærke Brydninger, som de sidste Menneskealdre særlig har været Vidne til, og som ikke alene har givet sig Udtryk i den økonomiske Udvikling, men derigennem tillige i Tidsalderens politiske og kulturelle Liv, i Diskussionen om videnskabelige, religiøse og kunstneriske Problemer eller Idealer.

Overalt ser vi den samme gærende Uro, den samme Brydning mellem Systemer og Anskuelser, den samme Kamp mellem tom Tradition og umodne Revolutionsfraser — alt paa den vestlige Civilisations skæbnesvangre Grundlag: den udelukkende Interesse for den materielle Rigdomsfrembringelse og den rent intellektuelle Udvikling, Kundskabstilegnelsen — med omtrent enstemmig Ligegyldighed for de etiske Værdiers Betydning for Samfundslivet, for Politiken som for den enkelte Samfundsborger.

Hvad særlig Synet paa den sociale Lovgivning angaar, ser vi nøjagtig den samme Principløshed, de samme Brydninger, den samme Mangel paa Vilje og virkelig Forstaaelse, paa den ene Side træg Uvilje ud fra Standsegoisme eller total Mangel paa Forstaaelse af den sociale Organisme, paa den anden Side et planløst Jag efter nye »Resultater« uden Interesse eller Sans  for Nødvendigheden af deres rationelle eller socialt forsvarlige Begrundelse.

Alligevel baner Omvæltningen i Synet paa Statens og Samfundets Opgaver med Hensyn til den sociale Udvikling i Almindelighed, Sociallovgivningen i Særdeleshed, sig Vej, om end famlende og usikkert, og der er ingen Tvivl om, at den Revolution i Føle- og Tænkemaade, som Verdenskrigen vil medføre og allerede delvis har medført, vil øge Interessen for og Forstaaelsen af en virkelig planmæssig Udvikling af den sociale Lovgivning, forhaabentlig ud fra sunde Principper.

Liberalismens Ikke-Intervention

Tidligere i det liberale Samfunds, den privatkapitalistiske Stats Blomstringsperiode, var det jo i den social-politiske Teori den næsten eneraadende Opfattelse, at Statens Opgave nærmest var at fjerne alle Baand og Skranker, der stod i Vejen for den utøjlede Frikonkurrence. Man skulde blot stole paa Menneskene og overlade dem til Friheden, ogsaa i økonomisk Henseende, og Resultatet af denne Kræfternes fri Brydning vilde blive den størst mulige menneskelige Velstand og Lykke.

Denne den økonomiske Liberalismes Frikonkurrenceteori støttedes af og støttede sig til den samtidige biologiske Forsknings Resultater. Hvad var Frikonkurrencens laissez-faire, laissez-aller andet end det økonomiske Udtryk for den almindelige darwinistiske Teori om alles Kamp mod alle som den gældende Naturlov for alt levende. Malthus[1], Adam Smith[2] og Darwin[3] hører nøje sammen, og det samlede Resultat af deres økonomisk-biologisk-filosofiske Forskning var dette: Kampen for Tilværelsen raser i Følge Naturloven mellem alt levende, alles Kamp mod alle, og i Kraft af den naturlige Udvælgelse sejrer de stærkeste, og de svage og uegnede trædes i Støvet eller skubbes til Side; men netop ud af denne Kamp vokser det stærke og livsfremmende op, og kun paa denne Maade naar Menneskeheden fremad i Kraft, Rigdom og Lykke.

Det var netop disse Teorier, den hensynsløst frembrydende privatkapitalistiske Produktion havde Brug for, og ved Hjælp af hvilke den kunde søge sit videnskabelige og moralske Forsvar for Udviklingens uhyrlige sociale Virkninger: Industriproletariatet, Arbejdsdelingen, Hjemmenes Opløsning, Kvinde- og Børnearbejdet, stigende Jordpriser med Følgerne heraf. (…)

Men ligesom Malthus' og Darwins Lære, saaledes som vi senere skal se, har faaet det ene Grundskud efter det andet, saaledes faldt ogsaa Adam Smiths økonomiske Teorier under Trykket af de uhyggelige praktiske Erfaringer, den nysnævnte sociale Udvikling i saa rigt et Maal bød paa, en Udvikling, der tillige i høj Grad maatte oprøre den kristelige eller rent humane Følelse.

Tryk avler Modtryk, den kapitalistiske Produktion og Udbytningen fremkaldte Arbejdernes Organisation og socialistiske Teoriers Udbredelse.

(…)

Og efterhaanden som den kapitalistiske Udvikling tog Fart med Opfindelserne, Transportmidlernes Revolutionering og de mangfoldige tekniske Fremskridt, voksede fra den brede Befolknings Side Kravene om ogsaa at faa Andel i Overproduktionen og fra alle socialt og humanttænkende Kravene om at bøde paa den skildrede Udviklings ødelæggende Indflydelse overfor de besiddelsesløse Folkeklasser.

Socialpolitiken tog Fart, drevet frem af de samme Klassers økonomiske og politiske Organisationer, og vandt lidt efter lidt Anerkendelse selv i konservative Kredse, saaledes at Forholdet i Nutiden vel kan siges at være dette, at der ikke fra nogen Side af Betydning er Tvivl om Nødvendigheden af den sociale Lovgivning, af Statens regulerende, kontrollerende og helbredende Virksomhed, selv om der er megen Uenighed om de ledende Principper for denne Lovgivning og dens Udstrækning.

(…)

I Virkeligheden er der heller ikke noget mærkeligt i denne principielle teoretiske Enighed mellem de forskellige politiske Partier om en Sociallovgivnings Nødvendighed; thi for de borgerlige Partier gælder det at stive det nuværende Samfund af og dæmme op for revolutionerende Tendenser, der har en bedre og bedre Jordbund at virke i, jo slettere Samfundsforholdene er, og for Socialdemokratiet som praktisk Arbejderparti gælder det at stræbe hen til, at Arbejderklassen ogsaa i det daglige holdes oppe, da det er den, der lider mest under de nuværende Samfundsforhold, og den, der har Skoen paa, véd bedst, hvor og hvorledes den trykker.

Den saaledes antydede Enighed om Nødvendigheden af Statens Indgriben til Fremme af Sociallovgivningen hviler dog ikke paa en fælles Opfattelse hverken med Hensyn til denne Lovgivnings Begrundelse, dens Principper eller dens Udførelse i det enkelte Tilfælde. Gennemgaar man Partiernes og Pressens Stilling til Sociallovgivningen, vil man finde en broget Blanding af økonomiske, politiske, religiøse, etiske og rent humane Betragtninger, der snart trækker til den ene, snart til den anden Side, en syndig Uenighed om Veje, Midler og Maal.

Sociallovgivnngens Begrundelse

Skal der imidlertid opnaas en rationel Udvikling af Sociallovgivningen og den fornødne Overensstemmelse om de praktiske Fremgangsmaader, maa man tilstræbe en almen Begrundelse af denne Lovgivning, saaledes at den kan vinde alle socialt interesserede for sig, uanset deres religiøse, sociale eller politiske Grundopfattelse, og man maa endvidere bygge den op paa Principper, der — samtidig med at de er i fuld Overensstemmelse med den sociale Etik — er neutrale, d. v. s. egnede til at overbevise alle, der overhovedet føler og tænker socialt.

Altruismen

Hvad først Sociallovgivningens Begrundelse angaar, det Spørgsmaal, der særlig danner nærværende Kapitels Emne, har man hidtil fra mange Sider været tilbøjelige til at give denne en kristelig-human Farve, en altruistisk Karakter, og som Følge deraf betragtede man Sociallovgivningen, den humane Lovgivning, som et Udslag af ren Næstekærlighed, en Slags Barmhjertighedslovgivning, hvor det offentlige optraadte som Velgører, og man kan, som tidligere fremhævet, ligefrem vise, hvorledes denne historisk begrundede Opfattelse Gang paa Gang toner frem ved Betragtningen af den gældende Forsørgelseslovgivnings Principper og Udformning.

Men en saadan Grundbetragtning er fejlagtig, den er tillige i Uoverensstemmelse med enhver — baade økonomisk, social og politisk-historisk — korrekt begrundet Opfattelse af Forholdet mellem Staten og den enkelte Borger, og den er ej heller ønskelig: thi »Barmhjertighed er en Følelse vedrørende Personen, men Ret og Retfærdighed er Samfundets Basis«[4].

Tillige er denne Betragtning i Virkeligheden ingen Begrundelse af Sociallovgivningen, da det efter den i væsentlig Grad overlades til den enkeltes Følelse at afgøre, om og i hvilken Udstrækning han eventuelt vil finde Sociallovgivningen berettiget, og det er denne følelsesbetonede Grundbetragtning, der paa den ene Side fremkalder Velgøreri, Sentimentalitet og Blødagtighed og paa den anden Side bringer de mere selvstændige, stærke og uafhængige Naturer eller Personligheder til at reagere.

Den Økonomiske Begrundelse

Man har derfor og med langt større saglig Ret søgt at begrunde Sociallovgivningen ud fra det diametralt modsatte Synspunkt, nemlig dette, at det i Virkeligheden ogsaa rent økonomisk betaler sig for Staten paa alle Omraader at fremme Sociallovgivningen, hvorfor der paa ingen Maade er Tale om Velgerninger eller om at bringe Ofre fra Statens eller Samfundets Side; tværtimod handler Staten i sin egen velforstaaede Interesse, naar den i stigende Grad tager disse Opgaver op, en Betragtningsmaade, som kan siges mere og mere at blive tiltraadt af saavel Socialpolitikere som Socialøkonomer. (…)

I Virkeligheden er den ogsaa baade nærliggende og vidtrækkende nok til i hvert Fald at tvinge til Enighed for et meget stort Omraade, hvilket selv blot et Strejflys over Problemerne vil vise.

Det moderne Samfunds produktive Evne hviler selvfølgelig paa den produktive Kraft hos det Mindretal af Befolkningen, som til enhver Tid egner sig til dette Arbejde, der med de stigende tekniske Fremskridt og Frembringelsens Intensitet kræver større og større Forudsætninger hos sine Udøvere.

Det gælder altsaa om paa den ene Side ikke at drage uegnede Kræfter ind i Produktionen, paa den anden Side ikke at udnytte Arbejderne saa voldsomt, at de kun kan præstere et forceret Arbejde en kort Periode i Stedet for et mindre forceret Arbejde gennem en lang Aarrække.

Med denne Begrundelse hævder man og maa man komme til Berettigelsen af Arbejderbeskyttelseslovgivningen, der dels forbyder Børnearbejdet, dels sætter Grænser for Kvindearbejdet og endelig gennem hele Fabrikslovgivningen m. v. undergiver særlig Industrien det offentliges Tilsyn og Kontrol samt paabyder en Række Foranstaltninger til Forebyggelse af Smittefare, Forgiftning (fysisk, ikke moralsk), Bedriftsulykker o. s. v., og i Forbindelse hermed staar Dele af Forsikringslovgivningen: Ulykkesforsikring, Moderskabsforsikring og anden Beskyttelse for fødende Fabriksarbejdersker samt tildels Sygeforsikringer.

Endvidere vil man ogsaa paa samme Maade kunne forsvare, eller rettere med samme Begrundelse kunne kræve 8-Timers-Dagens Indførelse. Thi kun ved at begrænse den daglige Arbejdstid til 8 Timer - i enkelte Fag maaske mere, i andre i hvert Fald mindre — kan man under Hensyn til det moderne Industriarbejdes Krav til Rutine og Specialkyndighed, dets Usundhed, nervepirrende Fart og Ensformighed samtidig opnaa, at den enkelte Arbejder kan følge med og føle sig frisk i det daglige, og at han ikke slides for hurtigt op, saa at han i en lang Efterperiode skal underholdes som Arbejdsinvalid.

Saalænge man kun begrundede 8-Timersdagen ved ideelle Hensyn til Hjemmet og til Arbejdernes Krav paa at faa Andel i Kulturgoderne, gik det kun overmaade smaat med Arbejdstidens Forkortelse, men efterhaanden som ogsaa de mest fremskredne Arbejdsgivere forstod, og det gik op for Samfundet i det store og hele, at Kravet om 8-Timers-Dagen i Virkeligheden ogsaa var i Bedriftens og i Samfundets Interesse, selv rent økonomisk, fik Bevægelsen Medbør i det praktiske Liv.

Dernæst begrunder man ogsaa Arbejdsløshedsforsikringen og -understøttelsen i den samme økonomiske Interesse for Samfundet; thi det gælder om, at Arbejdskraften ikke i Perioder, hvor Samfundet, eftersom den moderne kapitalistiske Produktion nu er indrettet, ikke kan udnytte Arbejdskraften, gaar til Grunde eller dog svækkes saaledes, at det betyder et varigt Tab i Produktionsevnen.

Noget andet er det, at det selvfølgelig i højere Grad er i Samfundets Interesse at skaffe Arbejde end at yde Bidrag til at opretholde Arbejdskraften under Arbejdsløshed; thi rent bortset fra, at det produktive Arbejde altid skaffer et betydeligt Overskud, er det givet, at Arbejdsløsheden som al anden langvarig Lediggang har mange uheldige og demoraliserende Virkninger, som Understøttelsen ikke evner at raade Bod paa, og det er derfor kun, fordi det nuværende Samfund ikke magter at sikre »Retten til Arbejde«, at det samme Samfund ser sin Interesse i at holde Arbejdskraften vedlige i arbejdsløse Perioder.

Endelig begrundes de store offentlige Tilskud til Sygeforsikring, Syge- og Hospitalshjælp ligeledes ved det samme økonomiske Synspunkt, idet Samfundet staar sig ved, at Sygdom og midlertidig Arbejdsudygtighed saa vidt og snarest muligt afhjælpes, saaledes at Patienten igen kan optage sin Gerning i Stedet for at ligge Samfundet til Byrde, og lignende Hensyn taler for det offentliges Indgriben, for saa vidt Sundhedsplejen og Boliglovgivningen angaar, hvilket neppe behøver at illustreres nærmere.

Det vil overhovedet vise sig, naar man med Kendskab til det produktive Arbejdes Betydning for det moderne Samfund nøjere gennemtænker dette Problem, støttet af Arbejds- og Produktionsstatistiken, at man med Samfundets økonomiske Interesse som Udgangspunkt vil kunne begrunde den overvejende Del af den sociale Lovgivning og tillige vil kunne pege paa væsentlige Omraader, hvor denne endnu trænger til at forbedres eller suppleres, men alligevel strækker denne Argumentation ikke til ogsaa at begrunde den egentlige Forsørgelseslovgivning, i hvert Fald væsentlige Omraader af denne.

Medens Begrundelsen vel har Gyldighed for Sygeplejen i al Almindelighed og for den ekstraordinære Underholdshjælp til alle dem, der normalt kan forsørge sig selv ved Arbejde, eller hvis private Forsørgelsesbyrde staar i Misforhold til deres Arbejdsindtægter, og ligeledes kan forklare Værgeraadslovgivningen og Lovgivningen om Bidrag til Børn, idet Samfundet er i høj Grad interesseret i, at den opvoksende Slægt bliver levedygtig og arbejdsduelig, er det i hvert Fald ikke nærliggende at begrunde Forsorgen for aandelig eller legemlig abnorme, Arbejdsinvalider, alderdomsunderstøttede, kronisk syge, arbejdsuvillige, Alkoholister o. s. v., o. s. v. med, at Staten skulde have økonomisk Interesse i, at disse forskellige Klasser af trængende forsørges og holdes i Live saalænge som muligt.

Det sociale Minimum

Økonomisk og økonomisk er imidlertid 2 Ting. Ofte kan det offentlige, takket være det overmaade komplicerede Samfund, vi lever i, alligevel, naar man ser nærmere til, være interesseret i at gøre sit bedste for at afhjælpe en hel Del af de Trangstilfælde, der paa Forhaand ser haabløse ud, og det kan i saa Henseende have megen Hjælp af Lægevidenskaben og de særlige Specialanstalter, som formaar at tage Kampen op mod en Række af de nævnte Trangsaarsager.

Men bortset herfra vil et Samfund, som dog ikke kan bekvemme sig til ligefrem at myrde dem, der øjensynligt ikke kan klare sig selv, eller dog til at lade dem dø, naar de ikke selv er i Stand til at opretholde Livet ved egen Hjælp, staa sig ved at føre det sociale Minimums Politik, der klarest og bedst er begrundet af den verdenskendte engelske Nationaløkonom og »fabiske[5]« Forfatter Sidney Webb[6].

Hans Tankegang er i Hovedsagen, for saa vidt nærværende Værk angaar, denne: Regeringsvirksomhed maa under Nutidens komplicerede Forhold for at være virkningsfuld mere og mere tage Sigte paa Mindretallenes Behov. Thi med den sociale Organisations Udvikling følger paa alle Omraader Arbejdsdeling og Specialisering. Jo højere organiseret et Samfund er, og navnlig jo mere demokratisk det er styret, i desto højere Grad bliver det nødvendigt for Lovgivning og Administration at imødekomme Kravene fra de mange forskellige Mindretal, og desto større Krav maa der stilles til de Personer, der skal raade for det fremadskridende Samfunds Styrelse og Forvaltning.

»Den fortsatte Klasselovgivning, som efterhaanden strækker sig til alle Samfundets Klasser, vil mere og mere med Nødvendighed medføre: ikke de omfattende Almindeligheder og politiske Abstraktioner, som nu om Stunder præger Massernes og Vælgerforsamlingernes Tænkemaade, heller ikke de forholdsvis simple, brede Udveje, der direkte kan forelægges den almindelige Valgrets Afstemning eller formuleres af en blot og bar Rigsdagsamatør, men at højt uddannede tekniske og erfarne administrative Kræfter søger at føre Lovgivningsmagtens Befalinger ud i Livet«.

– Det sociale Velvære hviler paa en specialiseret Behandling af Mindretallene, ofte de ganske smaa Mindretal. At skabe en Lovgivning alene indrettet paa Borgere, der fingeres alle at være gennemsnitlige og normale, fører blot til Vanslægten.

Det betaler sig ikke for Samfundet at behandle f. Eks. tuberkuløse, sindssyge, Alkoholister, Epileptikere, o. s. v. paa samme Vis. Det er i Samfundets egen Interesse at hæve det sociale Sundheds Minimum, og dette sker kun ved en specialiseret Behandling af de syge, svage og abnorme.

Thi det moderne Samfund, hvor Lægevidenskaben formaar at holde Liv i utallige, og hvor samtidig Anarkiet paa Arbejdsmarkedet og det hele nervelammende og forcerede Konkurrencejag om Penge paa forskellig Vis mishandler og demoraliserer Menneskene, maa i sin egen Interesse vogte nøje paa Behandlingen af enhver Abnormitet, om ikke af Humanitet overfor de mange ulykkelige Medmennesker, saa dog ud fra den mere og mere iøjnefaldende Kendsgerning, at disse Undermaaleres »upaaagtede Nærværelse paa det konkurrerende Arbejdsmarked har en Tendens til at forringe den sunde, bringe Gennemsnitsbegavelsen og Selvkontrollen ned, sænke Samfundsordenen saavel som Samfundsintelligensens Niveau«.

Altsaa Samfundet, ikke alene som en økonomisk, men ogsaa som en social Organisme er interesseret i det sociale Minimums Politik indenfor de forskellige Lovgivningsomraader, ogsaa fordi man — trods den specialiserende Behandling — dog ikke paa Forhaand kan udpege dem, der enten er redningsløst fortabt eller dog ikke kan gøre nogen Skade udadtil ved at forsvinde upaaagtede, og derfor til en vis Grad maa tage sig af alle og enhver, hvis ikke det almindelige Niveau skal synke.

Den sociale Etik

Men dertil kommer en 3die Grundbetragtning, som kan træde til, hvor de 2 andre, allerede skildrede, synes at svigte. Den sociale Etik stiller andre Krav til et Samfund i Nutiden end Omsorgen for dets økonomiske Interesse eller rolige, uforstyrrede Trivsel paa det givne Grundlag, Krav, som tilmed følger af, at man ikke har nogen egentlig Værdimaaler for det menneskelige Samfund saaledes som for den øvrige Natur.

Og navnlig kan den med Darwinismens »Kamp for Tilværelsen« følgende naturlige Udvælgelse ikke overføres som anbefalelsesværdig eller overhovedet som mulig indenfor det civiliserede Menneskesamfunds Rammer. Efter denne darwinistiske Teori, som vi i næste Kapitel faar Lejlighed til nærmere at beskæftige os med, er Forholdet dette, at i Naturen iøvrigt sejrer den stærkeste, den raa Kraft, og ubarmhjertigt tilintetgøres de mindre modstandsdygtige, medens de til Livet og de ydre Forhold bedst egnede formerer Slægten.

Men hele Karakteren af vor Kultur, de gennem Aartusinder opstillede sædelige Idealer for Mennesket som socialt Væsen og Individ vilde gaa definitivt til Grunde i samme Øjeblik, som Samfundet grundedes paa den raa Kamp for Tilværelsen, paa den fysiske eller intellektuelle Kraft alene. Thi i Menneskesamfundet vilde denne utilslørede »struggle for life« ikke betyde, at den ædleste, stærkeste og bedste sejrede og formerede Slægten, men Sejren vilde med Samfundets hele Organisation tilfalde den rigeste, den hensynsløseste, den snedigste og den mest umoralske!

Menneskene har lært, Religion, Etik og hele deres Kulturudvikling har lært dem, at »det, som er svakt, er ofte det værdifuldeste og fineste, og det maa ikke trampes ned; det, som er svakt, er ikke altid svakt i og for sig, eller mindre værdifuldt, men ofte er det svakt paa grund av de Forhold, og særlig de økonomiske forhold, som menneskene har skapt. Hvad det gjælder om, er netop, at vi i følelsen av gjensidighet og ansvar forener Kræfterne om at støtte og styrke og hjælpe frem det, som er svakt, til det kan støtte sig selv og staa alene. Det er en opfatning, som er bygget paa solidaritetens tanke, paa gjensidighetstanken, paa følelsen av den enes ansvar for den anden og for det hele. Det er paa det grundlag, den moderne politik, og specielt den moderne socialpolitik er bygget[7].

Altsaa saavel Statens økonomiske Interesse i at bevare og udvikle Produktionsevnen som i at undgaa Samfundets fysiske eller moralske Tilbagegang nøder, som det moderne Samfund nu i det hele er indrettet, til paa alle Omraader at opretholde og fremme Socialpolitiken, det sociale Minimums Politik, der tilsigter at undgaa, at Frikonkurrencens Malstrøm hvirvler for mange ned i Dybet, og at opnaa en Styrkelse og Højnelse af Samfundets nederste Lag, de paa hvilke hele Overbygningen hviler.


Ordforklaringer m.m.

[1] Thomas Robert Malthus (1766-1834): britisk økonom, der var fortaler for at begrænse befolkningstilvæksten.

[2] Adam Smith (1723-1790): skotsk samfundsfilosof og økonom, der ofte anses som ophavsmand til teorien om den økonomiske liberalisme. 

[3] Charles Darwin (1809-1882): britisk naturforsker, der især beskæftigede sig med evolutionsteorier og arternes oprindelse.

[4] Steincke henviser i en note her til et indlæg af Dr. Moltesen, Folketingets Forhandlinger 1911-12, spalte 583.

[5] Fabiske: Fabian Society blev i 1884 dannet af britiske socialistiske intellektuelle. Udgangspunktet var en kritik af marxismens ideer om revolution og afskaffelse af den private ejendomsret.

[6] Steincke henviser i en note til Sidney Webb: Samfundets nødvendige Grundlag. Sidney Webb (1859-1947) var en britisk Labour-politiker.

[7] Steincke henviser i en note til Johan Castberg: Norsk Sociallovgivning, P. Krapotkin: Gensidig Hjælp, Alex Kraft: Retten og den praktiske Moral, Sidney og Beatrice Webb: The Prevention of Destitution.