1930’erne

Det Frie Folkeparti opstod i maj 1934, da tre medlemmer af Venstres folketingsgruppe brød med Venstre over landbrugspolitikken. Partiet havde rødder i den agrare protestbevægelse, Landbrugernes Sammenslutning (LS), og var gennem hele perioden snævert knyttet til denne bevægelse. På mange måder fremstod DFF/Bp som LS’ politiske gren. Som LS byggede DFF/Bp på en harsk kritik af byerhvervene og kapitalismen. Begge var opstået på baggrund af 1930’ernes landbrugskrise og kæmpede særligt for øget støtte til landbruget.

DFF/Bp’s landbrugspolitiske krav blev formuleret som den lille mands krav over for de store traditionelle landbrugsorganisationer, og partiet anvendte en højreradikal retorik, der tog til over årene og blev suppleret af en fascistisk inspireret aktivisme.

På trods af den styrke, som LS opnåede i perioden, lykkedes det aldrig for Det Frie Folkeparti at slå igennem i det parlamentariske liv. Ved valget til Folketinget i 1935 fik partiet således kun fem mandater. Det hævdede fra begyndelsen at være et bredt, nationalt parti, men ændrede i 1939 navn til Bondepartiet, hvorved det vedgik sig sin forbindelse til landbruget. Dette øgede dog ikke partiets parlamentariske tiltrækning, idet det ved valget i 1939 kun fik fire mandater.

Besættelse og kollaboration

En række personer i Bondepartiet nærede ved krigens udbrud en stærk sympati for Tyskland og for nazismens prioritering af landbruget. Disse ideer kom særligt til udtryk hos partiets folketingsmedlem Axel Hartel (1889-1978)  og LS-føreren Knud Bach (1871-1948)  og ledte i besættelsens første tid til et øget samarbejde mellem Bondepartiet, LS og det danske nazistparti DNSAP.

Bondepartiet var krigen igennem splittet internt på spørgsmålet om samarbejdet med nazisterne. Men partiets interesse i en øget samhandel med Tyskland betød, at Bondepartiet støttede op om en stadigt mere aktiv dansk samarbejdspolitik og en tilpasning af dansk økonomi til den tyske nyordning af Europa. Denne pro-tyske samarbejdspolitik forsøgte man dog samtidig at kombinere med en stærkt national retorik. Ved valget i 1943 fik partiet imidlertid kun to mandater.

Axel Hartel (1889-1978) var folketingsmedlem for bondepartiet 1939-43. Han var fortaler for samarbejdet med DNSAP og havde andel i planerne om at indsætte en nazistisk ledet regering i forbindelse med besættelsen. Hartel blev ved retsopgøret efter befrielsen idømt en fængselsstraf  på 14 år for sit engagement under besættelsen. Foto: Frihedsmuseets billedarkiv

Retsopgøret

Ved retsopgøret efter befrielsen rettede en væsentlig del af søgelyset sig mod blandt andre Axel Hartel, der i besættelsens første tid sammen med LS-manden Jørgen Sehested havde lagt planer for et kup mod den danske regering. Hartel og en række folk med tilknytning til Bondepartiet og LS blev idømt lange fængselsstraffe, som dog senere blev nedsat. Partiets virke ophørte i forbindelse med befrielsen. Overordnet set var Bondepartiet ikke et decideret fascistisk parti, men et populistisk bondeparti, der i kraft af sin højreradikale orientering og parlamentariske isolation endte i armene på de danske nazister og den tyske besættelsesmagt.