Artikler
Valget blev afholdt den 2. december 1926, to år efter at Danmarks første socialdemokratiske regering var tiltrådt efter valget i 1924. Den måtte søge brede forlig, da den ikke havde flertal i Folketinget. Det betød, at mange af de idealistiske socialdemokratiske programpunkter blev nedtonet, og i stedet søgte regeringen af lave bredere forlig på den økonomiske politik, som i disse år var udfordret af den internationale økonomiske krise og af kronens faldende værdi. Regeringen med finansminister C.V. Bramsnæs (1879-1965) i spidsen ønskede at revaluere kroneværdien, så den igen var sin værdi værd i guld. Der blev derfor lavet et bredt forlig for at stabilisere kronekursen. Sådan kom det dog ikke til at gå.
Udlandets reaktion på den nye politik var at investere kraftigt i den danske krone, så kronekursen steg til et meget uhensigtsmæssigt niveau, der i sidste ende spændte ben for den danske eksport og førte til en stigning i den allerede relativt høje arbejdsløshed. Den socialdemokratiske regering ønskede at løse de økonomiske problemer ved at indføre bl.a. formueafgifter samt ved at optage udenlandske lån. Det Radikale Venstre og de borgerlige partier afviste dog lovgivningspakken, og statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) måtte derfor i utide udskrive folketingsvalg til afholdelse den 2. december 1926.
Valgets temaer
Valgkampen blev hård. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var for første gang deciderede modstandere. De Radikales leder Ove Rode (1867-1933) blev anklaget for at være skyld i et brud på "den demokratiske front" og for at have ofret det socialdemokratisk-radikale samarbejde for at tilgodese sit eget partis mest velhavende vælgere. Den økonomiske krise, der havde været årsag til valget, blev det vigtigste tema i valgkampen.
Venstre ønskede bedre vilkår for landbruget, hvis eksportmuligheder var blevet væsentligt dårligere på grund af den voldsomme deflation. Det Konservative Folkeparti ønskede at forbedre forholdene for erhvervslivet, der havde svært ved at konkurrere mod billige importerede varer, og partiet talte derfor for en mere protektionistisk og toldbaseret økonomi. Socialdemokratiet ønskede, at de velstillede skulle betale mere i skatter og afgifter, så arbejderne og de arbejdsløse ikke skulle 'betale hele regningen' for den økonomiske krisesituation, som argumentet lød. Retsforbundet, der ved valget i 1924 ikke var kommet ind i Folketinget, ønskede at afskaffe indkomstbeskatningen og erstatte den med en høj grundskyld. Den holdning deltes af mange af de mindre bønder og husmænd, der relativt set betalte mere til fælleskassen end deres mere velhavende standsfæller. Opstillede ved valget var også Danmarks Kommunistiske Parti samt Selvstyrepartiet, der ønskede selvstyre for de sønderjyske områder.
Valgets resultat
På trods af en fremgang i stemmer måtte Socialdemokratiet aflevere 2 mandater og fik i alt 53. Tilbagegangen skyldtes primært, at valgloven i visse tilfælde medførte, at Venstre fik fordele ved fordelingen af tillægsmandater i Jylland. Venstre kunne derfor med den samme stemmeandel som ved valget i 1924 føje 2 ekstra mandater til folketingsgruppen, som nu i alt var på 46 mand. Det Konservative Folkeparti fik en pæn fremgang og kunne med 2 nye mandater mønstre en folketingsgruppe på 30. Det Radikale Venstre fik et dårligt valg, da mange af dets vælgere ikke brød sig om bruddet med Socialdemokratiet. Partiet mistede 4 mandater og havde efter valget 16 mandater. Mange tidligere radikale vælgere skiftede til Retsforbundet, som især i Jylland fik så mange stemmer, at partiet opnåede sine første 2 mandater. Det lykkedes hverken kommunisterne eller de sønderjyske separatister at få stemmer nok til at komme i Folketinget.
Konsekvensen af valgresultatet blev, at Venstre og Det Konservative Folkeparti kunne mønstre et borgerligt flertal. Stauning og hans regering indgav dagen efter valget en afskedsbegæring, og den 14. december 1926 kunne Venstres nye leder, Thomas Madsen-Mygdal (1876-1943), præsentere en ren venstreregering, der fra både radikal og konservativ side blev lovet arbejdsro til at få styr på den økonomiske krise.
Regeringen Madsen-Mygdal var en ren Venstre-regering med støtte fra Det Konservative Folkeparti. Fra: Statsministeriet
Statistik
I nedenstående tabeller og graffer ses fordelingen af stemmer m.v. ved folketingsvalget i 1926. Der hersker en vis usikkerhed omkring tallene, idet stemmelisterne blev ført mangelfuldt i nogle valgkredse. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tabellen. Kilde: Danmarks Statistik
| Folketingsvalget i 1926 | I forhold til folketingsvalget i 1924 | ||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Parti | Fork. | Partileder | Stemmer | Pct. af stemmetal | Mandater | Mandater 1924 | Pct. af stemmer 1924 |
| Socialdemokratiet | S | Thorvald Stauning | 497.106 | 37,16 % | 53 | -2 | +0,53 % |
| Det Radikale Venstre | RV | Carl Theodor Zahle | 150.931 | 11,28 % | 16 | -4 | -1,70 % |
| Det Konservative Folkeparti | K | Emil Piper | 275.793 | 20,62 % | 30 | +2 | +1,68 % |
Venstre | V | Niels Neergaard | 378.137 | 28,27 % | 46 | +2 | 0% |
| Retsforbundet | RF | Axel Dam | 17.463 | 1,31 % | 2 | +2 | +0,32 % |
| Slesvigsk Parti | SP | Johannes Schmidt-Vodder | 10.422 | 0,78 % | 1 | 0 | +0,18 % |
| Danmarks Kommunistiske Parti | DKP | Ernst Christiansen | 5.678 | 0,42 % | 0 | 0 | -0,06 % |
| Selvstyrepartiet [1] | SEP | Cornelius Petersen | 2.117 | 0,16 % | 0 | - | - |
| I alt | 1.337.647 | 100,0 % | 148 | ||||
[1] I henhold til den revideret valglov i forbindelse med genforeningen, behøvede sønderjyske partier ikke 10.000 vælgererklæringer for at være opstillingsberettigede til folketingsvalgene.
| Stemmeberettigede | 1.742.604 |
| Afgivne gyldige stemmer | 1.337.647 |
| Valgdeltagelse i pct. | 76,76 % |
Mandatfordelingen ved folketingsvalget i 1926. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik
Den procentvise fordeling af stemmer ved folketingsvalget i 1926. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik
Mandatfordelingen ved folketingsvalget i henholdsvis 1926 og 1924. Resultatet af folketingsvalgene på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik