Officielle undskyldningers funktion

Når en institution som en stat eller kommune undskylder offentligt, erkender den kritisable handlinger begået i dens navn og tager ansvaret for dem. Implicit forpligter den sig dermed på en mere korrekt handlemåde i fremtiden. Disse ting er i sig selv vigtige markeringer, men derudover kan en officiel undskyldning være med til at give ofrene moralsk genoprejsning for den mangel på anerkendelse af deres menneskeværdighed, som handlingerne var udtryk for. En central funktion for undskyldningsretorik i det offentlige liv er derfor at anerkende de krænkedes lidelser som uretfærdige og dermed legitimiteten i ofrenes sorg og vrede over den behandling, de har været udsat for. Derudover tjener officielle undskyldninger en funktion i forhold til den bredere offentlighed ved at kommunikere, hvordan synet på fortiden ændrer sig i takt med, at samfundets normer og værdier ændrer sig, og hvordan praksis derfor også må forandres.

Vanskelig talehandling

Officiel undskyldningsretorik kan naturligvis – lige så lidt som personlige undskyldninger – gøre gjort ugjort, og der kan derfor rejses tvivl om dens meningsfuldhed. Dette understreges af, at den person, der udtaler undskyldningen, ofte ikke har nogen personlig forbindelse til sagen, men blot repræsenterer den undskyldende institution. En anden udfordring er, at modtagere af officiel undskyldningsretorik nogle gange ikke længere er i live, men må repræsenteres af deres nære slægtninge eller repræsentanter for den befolkningsgruppe, de tilhørte.

Værdikommunikation på godt og ondt

Officielle undskyldninger giver mest mening, når de betragtes som en art værdipolitisk kommunikation. Udover tilkendegivelse over for undskyldningens modtagergruppe om, at den undskyldende part anser sin tidligere adfærd som uacceptabel, har officielle undskyldninger også et sekundært publikum i den øvrige befolkning, der bevidner og orienteres om en myndigheds besindelse på sin egen problematiske vandel set i lyset af samfundets nuværende værdier. Det gør dem ofte kontroversielle, fordi det indebærer et opgør med fortidens handlinger og værdinormer.

Officielle undskyldninger i international politik

Officielle undskyldninger kan indgå som en del af en forsoningsproces, hvor blotlægning af fortidens fejl betragtes som et vigtigt bidrag til revision af den kollektive erindring. I international sammenhæng har officiel undskyldningsretorik primært spillet en rolle i forbindelse med krigsforbrydelser og kolonimagters overgreb. Især Forbundsrepublikken Tyskland har efter 2. verdenskrig gjort meget for at sige undskyld for Nazi-Tysklands overgreb mod nationer og befolkningsgrupper. I Japan har man sager om bl.a. krigsforbrydelser mod koreanske og kinesiske kvinder, der blev tvunget i prostitution og tvangsarbejde.

Officielle undskyldninger i Danmark

I Danmark er fænomenet officielle undskyldninger forholdsvis nyt. De første eksempler på ytringer, der i varierende grad kan rubriceres som officiel undskyldningsretorik, ses omkring 2000. Siden er der kommet flere til, og genren er nu almindeligt kendt. Der er også eksempler på krav om undskyldninger, der ikke er blevet imødekommet. Under Muhammed-krisen i 2005 blev der således fra muslimsk side krævet en undskyldning fra Danmark for dagbladet Jyllands-Postens publicering af tegninger af profeten Muhammed. Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste at give en sådan undskyldning med henvisning til den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark, og at han som statsminister ikke var ansvarlig for Jyllands-Postens redaktionelle valg.

Fælleserklæring om Thule-sagen, 1999

I august 1999 fandt Østre Landsret, at danske myndigheder handlede retsstridigt, da de i 1953 gennemtvang flytning af inuitbefolkningen i Uummannaq (Thule) for at skabe plads til en amerikansk luftbase, og at flytningen udgjorde et alvorligt indgreb over for befolkningen. Den 2. september 1999 udsendte den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (født 1943) og den grønlandske landsstyreformand Jonathan Motzfeldt (1938-2010) en fælleserklæring, hvor det bl.a. hed: "[I] Rigsfællesskabets ånd og med respekt for Grønland og Thules befolkning, vil regeringen på den danske stats vegne overbringe en undskyldning - utoqqatserpugut - til Inughuit, Thules befolkning og til hele Grønland for den måde, hvorpå beslutningen om flytningen blev truffet og gennemført i 1953". Dette var første gang den danske stat reagerede på kritik med en undskyldning, og erklæringen er alene af den grund interessant, selvom den kun omhandler det processuelle i sagen. Erklæringen blev fremsat skriftligt, men indgik ikke i nogen offentlig ceremoni. En yderligere særegenhed er, at den var underskrevet både af Poul Nyrup Rasmussen som repræsentant for den skadevoldende part, Danmark, og af Jonathan Motzfeldt som repræsentant for de skadelidte i Grønland. 

Undskyldning for afvisning af tyske flygtninge, 2005

Første gang en dansk officiel undskyldning blev fremsat mundtligt, var i Mindelunden nord for København i maj 2005. Danske myndigheder havde under 2. verdenskrig afvist tyske flygtninge, der søgte tilflugt i Danmark for nazisternes politiske og racemæssige forfølgelser. Mange havnede dermed i kz-lejre og overlevede ikke. Statsminister Anders Fogh Rasmussen kaldte denne beslutning en "plet på Danmarks i øvrigt gode omdømme i denne sammenhæng". Han fortsatte: "Jeg vil derfor gerne […] på regeringens og dermed den danske stats vegne beklage og undskylde disse handlinger". Eftersom der ikke var nogen overlevende tidligere flygtninge til stede, endsige nogen pårørende, manglede undskyldningen et primært publikum. Dette gjorde, at talens værdipolitiske budskab til samtidens danskere om at turde træffe moralske valg, fx i forhold til Danmarks involvering i Irakkrigen, reelt var talens fokus.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen taler i Mindelunden, 4. maj 2005. I talen blev der givet en officiel undskyldning for at have afvist tyske flygtninge under besættelsen. Foto: Matthias Bath, Nationalmuseet

Undskyldninger i sager om anbragte børn, 2019 og 2023

Med den socialdemokratiske regering (2019-2022) indtrådte en ændring i den danske stats tilbageholdenhed med at give officielle undskyldninger. I august 2019, få måneder efter sin tiltræden som statsminister, gav Mette Frederiksen (S) (født 1977) den første fuldtonede danske officielle undskyldning. Den blev givet til Godhavnsdrengene - en gruppe tidligere anbragte på bl.a. børnehjemmet Godhavn - for svigtende statsligt tilsyn med en række danske børnehjem 1945-1976. Denne undskyldning var kulminationen på mere end 10 års indsats fra gruppen af tidligere anbragte, der gennem opfordringer, demonstrationer og sagsanlæg såvel som ad politiske kanaler havde arbejdet for sagen. Seks socialministre havde inden da afvist at undskylde, både før og efter udgivelsen af en historisk rapport om forhold med psykisk og fysisk vanrøgt, seksuelle overgreb og medicinering med psykofarmaka, mens børnene var i statens varetægt. Ved en ceremoni på Marienborg sagde statsministeren undskyld for statens ansvar i de alvorlige svigt og overgreb, som børn på børnehjem var ofre for. I talen adresserede statsministeren også nogle af de modargumenter, der typisk rejses i forbindelse med officielle undskyldninger:

”Jeg ved godt, at andre har den indvending, at vi, der har magten i dag, ikke kan tage skylden for noget, der skete engang. Det er rigtigt. Jeg kan ikke påtage mig skylden. Men jeg kan på Danmarks vegne påtage mig ansvaret for, at I får den oprejsning, I fortjener. Nogle mener, at det var en anden tid. Det er også rigtigt. Men de uhyrligheder, der blev bedrevet dengang, var også forkerte dengang. Så er der dem, der siger, at vi i Danmark ikke har tradition for at undskylde tilbage i historien. Det er så sandt, som det er sagt. Men skal det binde os? Nej! Det er aldrig for sent at gøre det rigtige”.

I 2023 undskyldte den socialdemokratiske social-og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (født 1977), igen på baggrund af en historisk redegørelse, til tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen for vold, svigt og overgreb på institutioner i perioden 1933-1980. I talen motiverede ministeren bl.a. undskyldningen med, at ”vi kan lære af fortidens fejl, så vi ikke begår dem igen”, og at ”vi kan fjerne skylden og skammen fra jeres [de tidligere anbragtes] skuldre”. Desuden adresserede ministeren problemet med at dømme fortiden efter nutidens begreber, men understregede samtidig, at de forhold, der nu undskyldtes for, også var ulovlige på gerningstidspunktet.

Der er på forsorgsområdet også eksempler på officielle undskyldninger på kommunalt plan. I 2023 undskyldte borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen (S) (født 1973), således for fysiske, psykiske og seksuelle overgreb mod børn på en kommunalt drevet kostskole i 1980’erne og 90’erne.

Postkoloniale undskyldninger: De Vestindiske Øer og Grønland

I omtrent 130 år (ca. 1673-1802) var danske interesser involveret i trekantshandlen, som bragte slavegjorte afrikanere til De Vestindiske Øer, og indtil 1848 var det tilladt at eje slaver. I nyere tid har det med mellemrum være diskuteret, om Danmark burde undskylde for sin fortid som slavenation. Debatten om en undskyldning for slaveri har eksisteret siden 1998 (150-året for slaveriets ophør), hvor spørgsmålet blev rejst i Folketinget, ligesom det igen blev rejst i 2008. I 2003 blev der omvendt i et § 20 spørgsmål bedt om forsikring fra udenrigsministeren om, at det ikke var dansk politik at undskylde for sin rolle i fortiden.

I forbindelse med markeringen af 100-året for Danmarks salg af De Vestindiske Øer til USA deltog Venstres statsminister Lars Løkke Rasmussen (født 1964) i en ceremoni på St. Croix den 31. marts 2017. I talen tog Rasmussen den kollektive danske erindring om kolonitiden op til revision. Han kritiserede den romantiserende danske fortælling og fremhævede for de lokale efterkommerne af slavegjorte, hvordan deres forfædre og -mødre havde kæmpet for frigivelse og retfærdighed. Rasmussen undskyldte ikke for Danmarks rolle i slavehandlen eller for de 167 år, hvor slaveri var anvendt på øerne, men kaldte slaveri ”utilgiveligt” og tiden, hvor den var tilladt, ”en mørk og vanærende del af Danmarks historie”.

Grønland var en dansk koloni i 232 år (1721-1953). I Danmark har en udbredt opfattelse været, at Danmarks herredømme var mildt og velgørende for det grønlandske samfund, men i takt med at viden om praksis, bl.a. i behandlingen af grønlandske børn og unge, er kommet frem, er denne fortælling blevet udfordret, og i flere sager er der blevet efterspurgt undskyldninger fra den danske stat. En af disse sager kendes som ”Eksperimentet” og omhandler et socialpædagogisk projekt i 1950-52, hvor 22 grønlandske børn blev sendt til Danmark for at lære dansk. Formålet var, at de skulle vende tilbage og fungere som forbilleder for andre grønlandske børn i dansktalende skoler. Da børnene efter godt et år i Danmark blev returneret til Grønland, havde de mistet deres grønlandske sprog, og de blev ikke genforenet med deres familier, men voksede op på et børnehjem i Godthåb (det daværende navn for Nuuk).

I 2009 afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen opfordringer fra grønlandske folketingsmedlemmer om at give en officiel undskyldning til de overlevende grønlandske børn med den begrundelse, at ”regeringen betragter kolonitiden som en afsluttet del af vores fælles historie” og at ”vi må glæde os over, at tiden er en anden nu”. I folketingsåret 2018-19 fremsatte grønlandske folketingsmedlemmer igen forslag til en folketingsbeslutning om at give en officiel undskyldning, og der blev bestilt en historisk udredning. Den forelå den 15. november 2020. Få uger efter, den 8. december 2020, modtog de overlevende personer, der som børn var blevet fjernet fra deres familier og kultur, en skriftlig undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen for det svigt, som den danske stat havde udsat dem for. Efter COVID-19 pandemien blev brevet fulgt op med to ceremonier, en i København og en i Nuuk, i marts 2022, hvor Mette Frederiksen holdt en tale, hvor hun på Danmarks vegne undskyldte ”for det, der blev gjort”, ”for det, der ikke blev gjort” og for ”alt det, der blev taget fra jer”.

I 2023 krævede Aaja Chemnitz (IA) (født 1977) en officiel undskyldning og erstatning fra den danske stat for en praksis i Grønland i 1960’erne og 1970’erne, hvor tusindvis af piger og kvinder uden deres samtykke fik opsat spiral. En historisk udredning bestilt af Folketinget forventes i 2025. I marts 2024 stævnede 143 grønlandske kvinder den danske stat for brud på deres menneskerettigheder.