Forsvarstalens oprindelse

Den retoriske forsvarstale, som i fagsprog kaldes apologi, har rødder i antikken. I år 399 f.v.t. blev den oldgræske filosof Sokrates officielt anklaget for blasfemi og fordærvelse af Athens unge. Han gjorde sit forsvar til et spørgsmål om personlig moral og retfærdiggjorde sine handlinger over for de athenske medborgere ved dels at tilbagevisepåstandene og dels at angribe sine anklagere. Historien har siden bidraget med adskillige eksempler på, hvordan talere forklarer og forsvarer sig, når deres holdninger eller handlinger anklages offentligt.

Den moderne forsvarstale

Den moderne forsvarstale voksede frem i takt med massemediernes udbredelse i det 20. århundrede. Hvor tidlige talere ofte forsvarede sig med livet som indsats, er den moderne forsvarstale rettet mod at bevare eller genetablere talerens omdømme. En politiker med ridser i lakken kan have svært ved at blive genvalgt, ligesom en skandaleramt sportsudøver kan miste både sit publikum og sine sponsorer. Omdømme er således en vigtig kapital i den moderne offentlighed, og noget som offentlige personer derfor jævnligt må forsvare.

Forsvarstalen udfolder sig i dag i en række forskellige medier såsom på skrift i bøger og kronikker, i tale ved offentlige henvendelser eller interviews, samt på nettet. Den moderne forsvarstale kan derfor snarere beskrives som en forsvarshandling. Massemedierne har også ændret forholdet mellem anklager og den anklagede. Hvor anklagerne i den antikke forsvarstale var specifikke personer, er medierne i dag med til både at anonymisere anklagerne og til at sprede dem. Samfundets offentlige figurer er nu ”offentlige” på en hel ny måde og er derfor i stigende grad begyndt at agere i en permanent forsvarsposition. Samtidig udnyttes det offentlige forsvar jævnligt som et påskud for at få medieopmærksomhed.

Da den nutidige forsvarshandling foregår i et medieret offentligt rum, er den også blevet mere dialogisk. Hvor Sokrates i oldtidens Grækenland kunne holde en lang forberedt tale uden afbrydelser, nyder den moderne retor ikke samme luksus. Et forsvar vil således ofte følges op af svar eller nye anklager for eksempel i form af kronikker eller tv-interviews med andre interessenter i den pågældende sag.

Strategier

Målet for den retoriske forsvarstale er at påvirke offentlighedens opfattelse af den anklagede og hans gerninger. Taleren vil forsøge at retfærdiggøre de holdninger eller handlinger, der bliver angrebet, og dermed ændre publikums (negative) forståelse af dem og af taleren selv. I modsætning til offentlige undskyldninger, der rummer en anerkendelse af ansvar, er forsvarstalerens formål netop at afvise skylden for de stødende handlinger ved at benægte dem, formindske dem eller ændre deres kontekst.

Benægtelse

En hyppigt brugt strategi i forsvarstaler er benægtelse af enhver skyld eller indblanding i en sag. Det så man for eksempel i sommeren 1998, da den danske cykelrytter Bjarne Riis bad om et ekstraordinært interview med TV2 Sporten for at forsvare sig imod beskyldninger om dopingmisbrug. I interviewet benægtede Riis pure at have taget doping. På det gentagne spørgsmål om dopingmisbrug svarede han til sidst, ”Ligner jeg en junkie?”. Riis udtrykte klart i interviewet, at han så sin definitive benægtelse af dopingmisbrug som et punktum i sagen. I 2007 gik han dog til bekendelse og erkendte, at han havde taget doping.

Lader det sig ikke gøre at benægte handlingen, kan taleren alternativt erkende at noget er sket, men benægte enhver intention bag det. I 1922 forsvarede Rudolf Broby-Johansen udgivelsen af sin digtsamling Blod, der var blevet stemplet som utugtigt materiale. I retten benægtede han netop enhver påstået intention bag digtene; de var blevet til ud af en ”indre kunstnerisk nødvendighed”, og Broby-Johansen erklærede, at kunstneren kun skriver, hvad han ser og oplever. Broby-Johansen afviste ikke, at hans ekspressionistiske digte havde forarget offentligheden, men i stedet at dette skulle have været hans eksplicitte intention, som anklageskriftet formodede.

At bruge det positive

En anden strategi er at forsøge at stille sig selv i så godt et lys som muligt ved at fremhæve værdier, som publikum formodes at anse som positive. Rationalet bag denne strategi synes at være, at publikum vil se gennem fingre med en kritisabel handling, hvis det kan identificere sig med taleren. Taleren kan for eksempel fremhæve positive handlinger eller karaktertræk og derved vinde publikums sympati.

Ændring af perspektiv

Andre strategier søger at ændre publikums holdning til sagen eller deres opfattelse af, hvad den egentlig handler om. Taleren kan blandt andet arbejde på at adskille og isolere dele af anklagen og kun svare på dem. Dermed fokuserer taleren på en specifik mindre del af sagen, som er lettere at forsvare.

En anden måde at ændre perspektivet på er at hæve sig over sagen og sætte den i en større kontekst. Således får taleren mulighed for at ændre publikums holdning til den overordnede anklage. Dette gjorde tidligere statsminister Erik Scavenius i sin bog Forhandlingspolitikken under besættelsen (1948), hvori han forsvarede regeringens samarbejde med den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig. Scavenius udtrykte, at ”en Politik, hvis lykkelige Resultat var, at Danmark i højere Grad end andre af Tyskerne besatte Lande blev forskaanet for Ødelæggelser, ikke behøvede noget Forsvar”.

Samarbejdspolitikken var ifølge Scavenius ikke blot det mindste onde, men i sidste ende patriotisk, da den forhindrede både handelsmæssige problemer og større bombardementer af danske byer. I denne større kontekst fremstiller Scavenius samarbejdet med den tyske besættelsesmagt som fuldt ud forsvarligt.

Kombinationer af forsvarsstrategier

Forsvarsstrategier står sjældent alene, men vil typisk blive brugt i kombination med hinanden. Eric Scavenius kombinerede for eksempel sin ændring af konteksten med benægtelse af enhver sympati med nazisterne. Presset på ham fra befolkningens side under besættelsen afskrives således som en misforståelse af, hvad der egentlig forgik. Han beskrev derimod, hvordan han ofte ligefrem gik tyskerne imod. På trods af dette anses Scavenius som en af de mest kritiserede politikere i det 20. århundrede. Imidlertid har visse historikere nuanceret billedet af samarbejdspolitikken ud fra netop nogle af de argumenter, Scavenius selv fremførte i sin bog. Hans forsvarsskrift kan derfor ses som en påvirkning af hans eftermæle.