Uddannelse og karriere

Lone Dybkjær blev født i 1940 på Frederiksberg. Hun voksede op i et akademikerhjem og blev student fra Rungsted Statsskole i 1958. Hun er uddannet som civilingeniør ved Danmarks Tekniske Højskole 1964.

Lone Dybkjær blev som nyuddannet straks ansat ved Akademiet for De Tekniske Videnskaber, og i 1966-70 arbejdede hun som videnskabelig sekretær i det nyetablerede Medicoteknikudvalg. Hun blev derefter leder af Informationssekretariatet ved Danmarks Tekniske Højskole og Danmarks Ingeniørakademi og i 1977 konsulent for Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

Folketingsmedlem for Det Radikale Venstre

Mens Lone Dybkjær arbejdede i Akademiet for de Tekniske Videnskaber, blev hun også engageret i frivilligt socialt arbejde for studerende fra u-lande i International Student Center i København. Mødet med de unge fra fattige tredjeverdenslande gjorde hende politisk interesseret, og i 1968 meldte Lone Dybkjær sig ind i Det Radikale Venstre. To år senere blev hun landskendt på Det Radikale Venstres årsmøde ved at tale imod stive mødeformer og kønsdiskriminering, bl.a. ved at argumentere for, at partiet skulle udskifte sit Kvindeudvalg med et Ligestillingsudvalg.

Portrætfoto af Lone Dybkjær. Foto: Folketingets Bibliotek. 

I 1973 stillede Lone Dybkjær op til Folketinget for Det Radikale Venstre og blev valgt ind i Bispebjergkredsen. Hun sad i Folketinget indtil 1977, hvorefter hun i to år var formand for Børnekommissionen. I 1979 blev hun igen valgt til Folketinget, hvor hun sad de følgende 15 år. Hun blev bl.a. partiets ordfører i energi-, arbejdsmarkeds- og miljøpolitik, og 1987-88 var hun udenrigspolitisk ordfører.

Lone Dybkjær var således centralt placeret i partiet under den såkaldte fodnoteperiode (1982-88), hvor et alternativt flertal bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og venstrefløjen på forskellige politikområder tvang den borgerlige regering til at føre en politik, som den egentlig ikke selv stod bag. Det var bl.a. på miljøområdet, hvor Lone Dybkjær førte an i kampen for en skærpet miljøpolitik, men også på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. I rollen som udenrigspolitisk ordfører spillede Dybkjær en afgørende rolle i forbindelse med vedtagelsen af den folketingsdagsorden, der udløste folketingsvalget i 1988. Spørgsmålet drejede sig konkret om, hvordan udenlandske skibe, der anløb danske havne, skulle informeres om, at atomvåben var uønskede på dansk jord. Oppositionens forslag var, at flådefartøjerne skulle udspørges, hvilket regeringen var imod. Lone Dybkjær fastholdt, at Det Radikale Venstre kunne stemme for såvel den borgerlige regerings forslag som oppositionens. Det betød i praksis, at det forslag, der først kom til afstemning, ville blive vedtaget. Det blev oppositionens, som regeringen ikke kunne leve med, og derfor udskrev statsminister Poul Schlüter (1929-2021) valg.

Miljøminister 1988-90

Lone Dybkjær betegnede sig selv som socialliberal og tilhørte den fløj i Det Radikale Venstre, der søgte samarbejde med Socialdemokratiet. Alligevel støttede hun op om partiets regeringssamarbejde med Venstre og Det Konservative Folkeparti efter valget i 1988. Dybkjær blev miljøminister i denne regering (Schlüter III) fra 1988-90. Hun blev dermed den ene af Det Radikales Venstres to første kvindelige ministre, og hun kom for mange til at stå som en repræsentant for den moderne, uafhængige karrierekvinde.

Lone Dybkjær blev en stærk miljøminister, der ønskede selv at sætte dagsordenen. Hun forsøgte at etablere et samarbejde med industri og landbrug for at fremme en mere miljørigtig produktion. Hun stod også i spidsen for genopretningen af Skjern Å, og det var ligeledes i hendes ministertid at reformarbejdet med at samle og forenkle miljølovgivningen blev påbegyndt.

Europapolitiker 1994-2004

I 1992 forlovede Lone Dybkjær sig med Socialdemokratiets nye formand, Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943). Forlovelsen betød, at hun måtte nedtone sin indenrigspolitiske karriere, da Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister i januar 1993. Hun blev derfor ikke minister i den nye regering, som Socialdemokratiet, De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti dannede.

I stedet forfulgte hun en aktiv politisk karriere uden for landets grænser og stillede i 1994 op til Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre. Hun blev valgt ind som den første radikale politiker, og hendes fokusområder som EP-politiker har været miljø, energi, ligestilling, arbejdsmarked og udenrigspolitik.

I 2004 blev Poul Nyrup Rasmussen valgt til Europa-Parlamentet, og Lone Dybkjær vendte tilbage til dansk politik. Hun stillede op og blev valgt til Folketinget i 2005 og blev genvalgt, indtil hun frivilligt forlod Folketinget i 2011.

Øvrige hverv

Ved siden af sit parlamentariske arbejde har Lone Dybkjær involveret sig i en række organisationer. Hun har bl.a. været formand for bestyrelsen for Datacentralen 1991-96, præsident for Osteoporoseforeningen 1994-2000, medlem af Nordisk Råd 1982-84, medlem af IT-sikkerhedsrådet 1996-99, formand for Arbejdsmiljøinstituttet 1998-2001 samt ordfører for Gender Task Force, Stability Pact for South Eastern Europe.

Hun er af institutioner og organisationer også blevet hyldet for sit arbejde, fx blev hun kåret til årets kvinde i ugebladet Hjemmet i 1976, til årets cyklist af Danmarks Cyklistforbund 1989 og årets politiker af LGBT i 2007.