Artikler
Europaparlamentet har sine rødder i den rådgivende forsamling af parlamentarikere, der blev nedsat i forbindelse med oprettelsen af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) i 1951-52 med Paris-traktaten.
Denne forsamling blev gjort fælles for de tre parallelle europæiske organisationer Kul- og Stålfællesskabet, det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), og Euratom, der samlet kom til at udgøre EF. Navnet skiftede først til Ad Hoc Forsamlingen, og derefter til Den Europæiske Parlamentariske Forsamling.
I daglig tale blev det tunge Den Europæiske Parlamentariske Forsamling dog hurtigt til EF-parlamentet eller Europaparlamentet, men det var først med Den Europæiske Fælles Akt, herhjemme bedre kendt som EF-pakken, i 1986 at Europaparlamentet blev den officielle titel.
Et svagt parlament
Parlamentet stod i lang tid svagt i forhold til de andre organer i EF (Kommissionen, Ministerrådet og EF-domstolen), da dets direkte magtinstrumenter var få. Parlamentet kunne og kan eksempelvis ikke selv fremlægge forslag til lovgivning, da dette er Kommissionens opgave. Parlamentets opgave er at kommentere og komme med ændringsforslag til Kommissionens udkast til lovgivning. I begyndelsen var det således ikke nødvendigt at opnå Parlamentets godkendelse, selvom det i visse tilfælde skulle konsulteres.
Det var denne situation der lå bag den britiske ”jernlady”, premierminister Margaret Thatchers berømte udtalelse om, at Europaparlamentet var et ”Mickey Mouse parlament”, en ligegyldig og tandløs snakkeklub, som man ikke behøvede at tage alvorligt.
Første gang dette billede blev udfordret i den brede offentlighed var sandsynligvis, da Parlamentet i 1999 tvang Kommissionen under Jacques Santer til at træde tilbage på grund af beskyldninger om svindel. Santer-Kommissionen ”blev gået” af Parlamentet, dvs. at hele Kommissionen trak sig tilbage for at undgå at blive direkte fyret af Parlamentet.
Fra udpegede medlemmer til direkte valg
Frem til 1979 bestod Europaparlamentet af udpegede medlemmer af de nationale parlamenter. Det havde imidlertid hele tiden været planen, at Parlamentet skulle vælges direkte af medlemslandenes befolkninger. Dette blev til virkelighed med det første direkte valg i 1979, og siden da har der været valg hvert femte år.
For Danmark havde de direkte valg den betydning, at Folkebevægelsen mod EF nu kunne blive repræsenteret direkte i Parlamentet. Tidligere havde bevægelsen været afhængig af at dens medlemspartier, som f.eks. DKP og Retsforbundet, var repræsenteret i Folketinget og derigennem kunne blive udpeget til Parlamentet.