Jeg har nu fremstillet det nye Indenrigsministeriums Sager, dem, som foreligger i Dag. Jeg begyndte med at sige, at dette Ministeriums Virksomhed desværre saa ud til at blive langvarig. Naar jeg har sagt det, ønsker jeg at tilføje, at jeg vil haabe, at det dog ikke vil forsvinde; i alt Fald er jeg ganske sikker paa, at dets Virksomhed ikke kan gaa sporløst hen. Den Kamp som Statsmagten fører i disse Aar for at regulere Priser og Forsyninger, for at bekæmpe den uberettigede Profit, vil forhaabentlig som enhver Kamp styrke Kræfterne, den vil forhaabentlig styrke Statsmagtens Kræfter ogsaa i Fremtiden. Mange Erfaringer og megen Lære indhentes i disse Aar. Man lærer - hvis man ikke tidligere tilstrækkeligt har haft Forstaaelsen af det – at for­staa Sammenslutningens Styrke og Betydning. Jeg tænker ikke her paa den Styrke i Sammenslutning, som gaar ud paa Ødelæggelse, men jeg tænker paa Styrken i den Sammenslutning, som søger at raade Bod paa Ulykkerne. Det forekommer mig, at meget lærerigt er her de store økonomiske Sammenslutningers Forhold. Den faste Organisation paa faa Hænder, der før Krigen oftest, foruden hvad den af Nytte kunne udøve, var et godt Middel til en særlig Udbytning af Borgerne, har i ikke faa Tilfælde under Krigen vist sig at være Midlet til at hindre en for stor Udbytning. Den store Sukkertrust, Sukkerfabrikkerne, som før Krigen ikke virkede til at gøre Sukkeret billigere her i Danmark, har under Krigen virket til, at Sukkeret er blevet billigere her end i noget andet Land. Gødningskompagniet har medvirket til, at Gødning: Superfosfat og Chili-Salpeter, i hele det foregaaende Aar var billigere her i Landet end i Sverige og for visse Produkters Vedkommende billigere end i Norge; for et enkelt Produkt i Norge virkede netop de samme Forhold deroppe til, at Salpeterstoffet blev billigere, idet den store norske Salpetertrust, Luftsalpetertrusten, for at faa sin Eksportret har maattet hjælpe Statsmagten til at skaffe Norge billigere Salpeter. Dette er altsaa billigere end det Chili-Salpeter, Danmark har kunnet faa. Jeg har her nævnt to Produktionsvirksomheder: Sukkerfabrikerne og Gødningskompagniet, og hvorledes de har maattet virke under Krigen. Jeg kan tilføje, at en stor Indførselstrust, Petroleumstrusten, som jo før Krigen har virket i høj Grad saaledes, at Petroleum er blevet dyrere, under Krigen har virket saaledes, at dette Stof, Brændselsolie, paa ingen Maade har naaet op i lignende Prisstigninger som andre Stoffer, de, som var paa de mange Importørers ­Hænder. Jeg skal ikke komme ind paa, hvorfor disse Virksomheder har virket saaledes, hvilke Motiver der har kunnet være, hvorledes Personlighedens Indflydelse og Ønske om at tjene Samfundet ogsaa har kunnet virke med under disse Forhold; men Jeg peger paa det Forhold, at Stats­magtens Forhandlinger med disse store Sammenslutninger har været et virksomt Middel i Kampen mod Fordyrelsen i Aar.

Jeg kan ikke tænke mig andet, end at Statsmagten vil hente Lære af, hvad man i saa Henseende i disse Aar har set, og at Kontrol med Monopolernes Pris eller Over­tagelse af Monopolerne, hvis det er nød­vendigt, er et af de Spørgsmaal, som først og fremmest vil melde sig efter Krigen for dansk Lovgivningsmagt. Jeg har omtalt Sammenslutningens Betydning og vil pege paa, hvad vi for Resten saa ofte har omtalt her, hvilken Betydning for Landets For­syning det havde, at Flæskeproduktionen var i en saa fast Organisation, som de store Andelsorganisationer har udgjort. Sammen­lign, i hvilken Grad det har været muligt at organisere Befolkningens Ernæring gennem Flæskeforsyning, med de uhyre Vanskeligheder­, der har meldt sig, naar det gjaldt om Kød og Fisk, og man forstaar, hvad Sammenslutningen her har betydet! Det er en Sammensl­utning af en anden Art og en Art, som efter min Opfattelse i langt højere Grad har Fremtiden for sig, end Trusterne har og bør have. Hvis man tror, at de Er­faringer, der i saa Henseende er indhøstede, kan forsvinde sporløst efter Krigen, og at de Bestræbelser, som af Statsmagten er udfol­dede, vil blive lagt i Skuffen og Nøglen drejet om, og at man derefter vil glemme disse Tider, saa tager man fejl. Man siger, og det hørte jeg ogsaa forleden sige her, at nu er det nødvendigt at handle saaledes, men det er ikke nødvendigt under normale Forhold. Jeg vil da minde om, at ved Krigens Begyndelse var der mange, som slet ikke havde Øje for, at nu var det nødvendigt at foretage noget, men under Krigen er alle kommet til Forstaaelse af, at det er nød­vendigt, og jeg tror, at man ogsaa vil komme til Forstaaelse af, at efter Krigen vil det blive nødvendigt at udnytte de Erfaringer, man har vundet. Man maa ikke glemme, hvorledes de normale Forhold var. Var de normale Forhold en Modsætning til det, vi nu oplever? Havde vi før Krigen et ordnet og forstandigt Samfund, som nu er afløst af et forvirret og forvildet Samfund? Nej, det normale Samfund indeholdt alle Spirerne til det unormale; hvad vi ser, er kun For­længelsen, Forstørrelsen af, hvad vi saa før Krigen. Et grelt Lys er kastet over Sam­fundstilstanden, vi ser det maaske i Hul­spejl, i Karikatur, men det er selve Tilstan­den, vi ser. Det, vi ser, er nu som før, Rigdommes Ophobning, Fattigdoms træl­somme Slid, en Tilværelse i Nød, ja, endogsaa Sult, midt i en Rigdom af Livsfornøden­heder, det ærlige Arbejde, som kun kan skaffe en kummerlig Tilværelse for maaske at ende i Alderdoms Trang, enkelte store Dygtigheders Rigdom, maaske ogsaa Spil­lere, hvis Held danner Grundlaget for Slæg­ters Rigdom. Hvad vi ser, er nu som før de økonomiske Bølgebevægelser, der viser sig gennem Stilstand, svag Opgang, rivende Opgang, Krise, Krak, Fald, Stilstand og paa ny samme Bevægelse, planløs Produk­tion, Tilførsel, alt planløst, det samme før som nu. Derfor tror jeg, at naar Verden samler sine Erfaringer fra disse Aar og stu­derer de Metoder, som er anvendte - og det er jo ikke blot her i Landet, men omkring i Alverdens Lande, at Erfaringerne strøm­mer ind og samler sig i Dokumentmapper, som vil være Guldgruber for Fremtidens Politik -, saa vil denne Tid ikke gaa spor­løst hen, saa vil man forstaa Samarbejdets Betydning, og saa vil man se Fællesskabets Idé, der nu kulminerer i Skyttegravenes grænseløse Opofrelse og Ødelæggelse, en Gang triumfere i et Opbygningsarbejde.

Socialistiske Talere har - og det for­staar jeg saa godt - benyttet disse Til­stande til at kalde paa Arbejderklassen og vække Mod og Forhaabninger i den med Hensyn til Fremtiden, men jeg vil udtale, at hvis ikke et andet radikalt Demokrati virksomt havde stillet sig paa Samfunds­interessernes Side mod de privatøkonomiske Interesser, vilde Forholdet have været anderledes nu, og saa vilde Fremtidsbilledet have tegnet sig anderledes. Jeg tror ikke paa en bestemt økonomisk Teori, men jeg tror paa social-radikale Ideer, som, naar Krigen er afsluttet, sammen vil arbejde for at tilvejebringe bedre Tilstande end de nu herskende. De økonomiske Teorier, som Socialdemokratiet er grundet. paa, bygger paa en økonomisk Udvikling i Verden, de hænger sammen med Dampmaskinen, er grundet paa Dampmaskinens Indtræden i Verden. Naar Elektriciteten omformer Be­tingelserne for det økonomiske Liv, vil ogsaa de økonomiske Teorier, der er byggede paa Tilstanden, modtage en Omformning. Men alle social-radikale Ideer, alle de Ideer, som gaar ud paa at søge ned til Ondets Rod, hvad enten de nu kalder sig Socialisme eller Georgeisme, eller de blot er udtrykte i et politisk Partiprogram, maa være dem, som det tilkommer os at arbejde med for at skabe en bedre Fremtid. Det er blevet sagt af en Taler her, at Socialdemokratiet, naar det nu sendte en Mand ind i Ministeriet, ikke derfor er blevet mindre radikalt, og det vil jeg ogsaa haabe er sandt. Jeg vil tilføje, at det er heller ikke efter min Opfattelse blevet mindre socialistisk gennem de Aar, der er gaaet, men lykkeligvis nok noget mindre doktrinært-marxistisk. Det ærede Medlem, som staar foran mig (Hans Nielsen, [Skanderborg Amts 1ste Valgkreds]), har ud­talt sin Glæde over at se en socialdemo­kratisk Minister; jeg deler ganske hans Glæde, og jeg synes, at Landdemokratiet, som erindrer sin egen Glæde i 1901, ikke, saaledes som nogle af dets Blade viser Tegn til, skulde spotte over denne Glæde hos Arbejderklassen, thi hvad betyder det andet end akkurat det samme, som skete i 1901, at en Klasse, som ikke før har deltaget i Regeringsmagten, har arbejdet sig saa stærkt frem, at den nu kan være med i Regeringen. Og jeg synes, at de Forhold, som har kunnet medføre, at Socialdemokratiet baade her og i andre Lande har meldt sig til Samarbejde med de andre Partier, som vil det social-radikale Fremskridt, dog er et Lyspunkt i, hvad der for Øjeblikket sker.

Nu kan maaske nogen sige, at det er for optimistisk, jeg udtaler mig, naar jeg her har fremstillet lidt af mit Syn paa Fremtiden, men jeg giver det ærede Medlem fra Højrup (Johs. Fog-Petersen [R]) ganske Ret i, at Grundlaget for demokratisk Politik, Sindsstemningens Grundlag, maa være Op­timisme. I denne Tid, hvor mangfoldige Forhaabninger er knuste, vilde det være haabløst at drive Politik, hvis ikke straks et nyt Haab glimtede for Slægtens øje; det er rigtigt, at ingen ved, hvad der kommer efter Ragnarok. Men de gamle Nordboere troede nu, at efter Ragnarok kom­mer Gimle. Lad os ogsaa tro derpaa. Hvis man ikke troede derpaa, synes jeg, var der ikke andet for demokratiske Politikere at gøre, naar de havde gjort deres Pligt i disse vanskelige Aar, end at gaa deres Vej, plante Kaal, dyrke deres Have, glæde sig over Naturen og Samværet med de Menne­sker, de synes om, og saa ved Aftenstid gruble over Tilværelsens Gaader. Men jeg for mit Vedkommende tror paa Lyset efter Mørket, og jeg sætter mit Haab mod Tidens Tegn. Derfor haaber jeg ogsaa, at det nye Indenrigsministerium maa blive en Begyndelse og ikke helt maa forsvinde. Men foreløbig arbejder vi med de Spørgsmaal, som nu ligger for, og dér beder jeg, trods al Meningsforskel, om Medhjælp. Hvis Indenrigsministeriet overfor de store vanskelige Opgaver, der venter det, altid være sikker paa, at man ikke lurer paa et Fejlgreb, men tværtimod vil yde det Bistand overfor Vanskelighederne, saa kan man trøstig gaa til det fortsatte Arbejde og ogsaa tage de Skuffelser, der vil komme med Ro. Det er givet, at Tiden, der kommer, bliver svær, og den kræver alle Kræfter.