Kilder
Kildeintroduktion:
I kølvandet på Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 opstod chancen for et Europa, hvor de østeuropæiske stater kunne blive medlemmer af EF (EU). Blandt andet derfor udarbejdede de europæiske politikere Traktaten om Den Europæiske Union, der i 1992 blev underskrevet i Maastricht. Traktaten havde fokus på økonomisk politik, valuta og fri bevægelighed af kapital. Samtidig fik Europa-Parlamentet større del i arbejdet med at lave love, der ville få indflydelse på nationalt plan.
Da traktaten skulle til folkeafstemning i Danmark den 2. juni 1992 blev den imidlertid forkastet af 50,7 % af danskerne. Med danskernes nej blev alt sat i stå på europæisk plan, for de 12 daværende medlemslande skulle alle være enige om unionsplanen.
For at løse både det danske og europæiske dilemma blev Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti enige om, at der var dele af EU-samarbejdet, Danmark ikke skulle deltage i. Dette blev kendt som ’de fire forbehold’ og indbefattede 1) samarbejdet om ’euroen’, 2) unionsborgerskab, 3) fælles forsvarspolitik for EU og 4) det retslige samarbejde dvs. asyl- og indvandringspolitik.
Denne aftale blev efterfølgende kaldt ’det nationale kompromis’. I Folketinget var kun Fremskridtspartiet imod det nationale kompromis, og aftalen blev konfirmeret på Edinburgh-mødet, hvor Det Europæiske Råd var samlet. Dermed fik Danmark en aftale, som de andre EU-lande ikke har. Den 18. maj 1993 afholdtes en ny folkeafstemning, der resulterede i et ja til Edinburgh-aftalen (Maastricht-traktaten med forbehold): 56,7 % stemte ja, 43,3 % nej.
I det følgende kan du læse et uddrag af Maastricht-traktaten.
Artikel 1 EU: EU's oprettelse og grundlag [tidligere artikel A]
Ved denne traktat opretter de Høje Kontraherende Parter indbyrdes en Europæisk Union, i det følgende benævnt “Unionen”.
Denne traktat udgør en ny fase i processen hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt.
Unionens grundlag er De Europæiske Fællesskaber samt den politik og det samarbejde, som indføres ved denne traktat. Unionen har til opgave på en sammenhængende og solidarisk måde at tilrettelægge forbindelserne mellem medlemsstaterne og mellem deres folk.
Artikel 2 EU: EU's mål [tidligere artikel B]
Unionen har som mål:
at fremme økonomiske og sociale fremskridt og et højt beskæftigelsesniveau og opnå en afbalanceret og bæredygtig udvikling, navnlig gennem etableringen af et område uden indre grænser, styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed og oprettelsen af en Økonomisk og Monetær Union, der i sin endelige udformning skal omfatte en fælles valuta i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat
at styrke sin identitet i internationale sammenhænge, især gennem iværksættelsen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 17
at styrke beskyttelsen af medlemsstaternes statsborgeres rettigheder og interesser gennem indførelsen af et unionsborgerskab
at bevare og udbygge Unionen som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet
at opretholde gældende fællesskabsret fuldt ud og udbygge den med henblik, på at overveje, i hvilket omfang det eventuelt er nødvendigt at revidere den politik og det samarbejde, der iværksættes ved denne traktat, med henblik på at sikre effektiviteten af Fællesskabets mekanismer og institutioner.
Unionens mål skal gennemføres som foreskrevet i denne traktat og i overensstemmelse med de betingelser og efter den tidsplan, som er fastsat heri, samt under iagttagelse af subsidiaritets-princippet som defineret i artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
Artikel 3 EU: EU's institutionelle ramme [tidligere artikel C]
Unionen har en fælles institutionel ramme, som sikrer sammenhæng og kontinuitet i de foranstaltninger, der iværksættes for at nå målene, idet gældende fællesskabsret samtidig overholdes og udbygges.
Unionen påser i særdeleshed, at der er sammenhæng i hele Unionens optræden udadtil som led i de fælles politikker for udenrigsanliggender, sikkerhed, økonomi og udviklingssamarbejde. Rådet og Kommissionen har ansvaret for at sikre denne sammenhæng og samarbejder med henblik herpå. De varetager inden for deres respektive kompetenceområder gennemførelsen af disse politikker.