Al-Qaedas terroraktion mod World Trade Center og Pentagon i USA den 11. september 2001 resulterede i ca. 3.000 dræbte. Efter angrebet begyndte en international kamp mod terrorisme, og terrorismen fik indenrigspolitisk betydning i Danmark, blandt andet i form af skærpet lovgivning på en række områder.

Det brændende World Trade Center efter angrebene den 11. september 2001. Fra: Wikimedia Commons  

Den første antiterrorpakke

Den 31. maj 2002 vedtog Folketinget en antiterrorpakke, der skulle hjælpe med at forebygge terrorisme både i Danmark og internationalt. Kort sagt fik myndighederne øgede beføjelser i kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet. Pakken, der bl.a. indeholdt en definition af terrorisme, stemte overens med FN’s og EU’s resolutioner om bekæmpelse af terrorisme. Med lovene blev det indført, at borgernes oplysninger fra teleselskaber og internet skal gemmes minimum et år. Derudover blev der lettere adgang til ransagninger, og der blev mulighed for at pålægge tredjemand udlevering af dokumenter o.l. uden forudgående retskendelse.

Omlægning af udenrigs- og sikkerhedspolitik

Samtidig med lovtiltagene mod terrorisme var Danmark i gang med en omlægning af udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det var en udvikling, der var begyndt i 1990’erne efter afslutningen af den kolde krig. Politikken blev kaldt aktiv internationalisme og skulle fremme global sikkerhed, sikre demokrati og menneskerettigheder samt skabe økonomisk og social udvikling. Fra 2001 blev denne politik i stigende grad begrundet med kampen mod terrorisme.

Dansk deltagelse i krige i Afghanistan og Irak

Som følge af den nye retning i udenrigspolitikken blev Danmark en del af krigene i Afghanistan og Irak. Den 7. oktober 2001 reagerede Storbritannien og USA på terrorangrebet den 11. september. Man begyndte at bombe Afghanistan, som under Taleban-regimet fungerede som en base for al-Qaeda og formentlig også terroristlederen Osama bin Laden. Det blev fulgt op med kampe på landjorden og i 2002 kom der NATO-tropper til landet – også danske.

Mens der i 2002 var bred enighed om Danmarks deltagelse i Afghanistan, var det et snævert folketingsflertal, bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, der den 21. marts 2003 besluttede at sende danske soldater i krig i Irak. Efter 11. september var både USA og Storbritannien af den overbevisning, at Irak fortsat udviklede masseødelæggelsesvåben. FN’s Sikkerhedsråd nægtede dog at give USA opbakning til at gå ind i Irak, men USA handlede uden om FN og indledte et angreb på Irak i foråret 2003. USA fik her støtte af blandt andre Storbritannien og Danmark.

Muhammed-krisen

12 tegninger i Jyllands-Posten den 30. september 2005 fik for alvor sat Danmark på verdenskortet. Forfatteren Kåre Bluitgen kunne ikke finde en tegner til en bog om profeten Muhammed. Tre tegnere havde takket nej, fordi de frygtede muslimers reaktion (ifølge islam må man ikke afbilde Muhammed), og da bogen endelig udkom i 2006, var tegneren anonym. På Jyllands-Postens redaktion ville man derfor finde ud af, om tegnere generelt set var bange for reaktioner fra muslimer. 42 tegnere fik tilbud om at tegne profeten Muhammed, 12 takkede ja, og karikaturtegningerne blev bragt i Jyllands-Posten den 30. september 2005. Den mest omtalte var Kurt Westergaards (1935-2021) tegning af en skægget mand med en turban formet som en tændt bombe.

Der var efterfølgende kritik af tegningerne i moskeer i Danmark, men sagen eskalerede først for alvor, da 11 ambassadører fra muslimske lande i oktober 2005 bad om et møde med den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), om tegningerne. Fogh Rasmussen afviste mødet med den begrundelse, at han ikke kunne blande sig i, hvad pressen skrev.

I december 2005 rejste muslimer fra Danmark til Egypten – og siden til Syrien og Libanon – for at vise de 12 tegninger frem. Reaktionen udeblev ikke. Boykot af danske varer blev en realitet i flere lande, og demonstrationer tog til. Dannebrog blev brændt af, og i begyndelsen af 2006 blev der sat ild til danske repræsentationer i blandt andet Syrien og Libanon. Desuden måtte nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, have politibeskyttelse og gå under jorden. Urolighederne og internationalt pres fik statsminister Fogh Rasmussen til at gå på arabisk tv – al-Arabiya – i et forsøg på at gyde olie på vandene.

I løbet af foråret 2006 døde protesterne mod tegningerne langsomt ud, og Danmarks værste diplomatiske krise siden 2. verdenskrig ebbede ud. Selv om der havde været ophedede debatter om ytringsfrihed efter Muhammed-tegningerne, var der i Danmark og andre europæiske lande stort set enighed om, at ytringsfriheden ikke skulle indskrænkes. Dog var der folk, der argumenterede for, at der skulle tages hensyn til religiøse følelser.

Den anden antiterrorpakke

I kølvandet på Muhammed-krisen og efter en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe om terrorberedskab vedtog Folketinget endnu en antiterrorpakke i juni 2006, der gav Politiets Efterretningstjeneste, PET, flere beføjelser. Blandt andet fik PET lov til uden retskendelse at hente oplysninger fra offentlige myndigheder uden at give besked til de berørte personer. Samtidig fik PET adgang til at aflytte og overvåge ikke-mistænkte personers telefoner og computere.

Angrebene på World Trade Center samt Muhammedkrisen førte til øget sikkerhedsberedskab og dermed også en debat om man var på vej mod et overvågningssamfund. Fra: Wikimedia Commons  

Særlov

Muhammed-krisen og terrorlovgivningen fik sin helt egen udløber, da en særlov blev vedtaget i 2008. I sagen, der blev døbt tunesersagen, anholdt PET i februar 2008 tre mænd, en dansk statsborger og to tunesere, der var mistænkt for at planlægge mord på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. 17 danske aviser valgte efterfølgende at genoptrykke de 12 tegninger i sympati med Westergaard.

Sagen mod den danske statsborger blev droppet, men de to tunesere blev udvist administrativt set med hjemmel i terrorlovgivningen. Der blev fremlagt beviser, som kun daværende justitsminister Lene Espersen (C) og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) fik at se. De hemmelige beviser og den manglende rettergang fik tunesernes forsvarere til at anke sagen til Højesteret, der krævede, at sagen skulle gå om. Da de to tunesere ikke kunne udvises til Tunesien på grund af risiko for tortur, fik de tålt ophold i Danmark. Den ene rejste dog frivilligt til Marokko, mens sagen stod på.

Folketinget vedtog efter tunesersagen – med et lille flertal bestående af VKO – en særlov, den såkaldte tuneserlov, den 19. december 2008. Loven var en ændring af udlændingeloven. Den nye lov blev vedtaget, efter at BT havde afsløret, at tuneseren, der var blevet i Danmark på tålt ophold, kunne opholde sig tæt på Westergaards bopæl. Særloven kræver, at personer på tålt ophold har daglig meldepligt. Overtrædelser straffes med fængsel.

I dette tema er der samlet et udvalg af det materiale på danmarkshistorien.dk, der handler om Danmarks terrorlovgivning og Muhammed-krisen. Der er tale om henvisninger til de relevante periodeafsnit og artikler, og endvidere er samlet en række kilder, der på forskellig vis har fokus på hændelser og lovgivninger med betydning for terrorlovgivningen og Muhammed-krisen.

I temaet kan du læse forfatter Leif Davidsens kommentar til de øgede sikkerhedsforanstaltninger, især i lufthavne. Fra: Wikimedia Commons