Leonora Christinas handlerum ifølge hendes selvbiografi

I 1663 var Leonora Christinas mand, Corfitz Ulfeldt (1606-1664), blevet dødsdømt for forræderi mod den danske konge, og der var mistanke om, at Leonora Christina var medskyldig. Derfor fængslede den danske regering hende, men efter flere forhør opgav man at anklage hende. Alligevel blev hun siddende i Blåtårn på Københavns Slot indtil 1685. Her skrev hun i 1673 sin selvbiografi på fransk.

Selvbiografien er subjektiv, og den afspejler Leonora Christinas opfattelse af sit handlerum. Da hun var tolv år, friede hertugen af Sachsen til hende, fortæller hun. Hendes far Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648), havde afvist frieren med henvisning til forlovelsen med Corfitz Ulfeldt. Men hertugen gik til hende selv og lokkede med, at en hertug var finere end en adelsmand. Hun svarede, at hun fulgte kongens bud og var tilfreds med hans valg af en adelsmand. Som hun beskriver situationen, havde hun mulighed for at vælge hertugen, men hun foretrak at adlyde sin far.

I ægteskabet med Corfitz Ulfeldt var der klare begrænsninger for hendes handlerum. Men i selvbiografien fokuserer hun på sin egne handlinger. Hun omtaler sine økonomiske dispositioner, fx betalte hun sin ægtemands gæld med sine egne midler. De officielle rejser sammen med Ulfeldt refererer hun kort, mens hun fortæller bredt om flere private rejser. Engang rejste hun gennem fire måneder forklædt i mandsdragt. Forklædningen gav hende oplevelser af mænds handlerum. De udmøntes i komiske optrin, men de giver ikke anledning til refleksioner over kønnenes forskellige vilkår. En enkelt gang oplyser hun udtrykkeligt, at hun rejste mod Ulfeldts ønske. Han accepterede dog hurtigt hendes initiativ, der da også fremstilles som succesrigt. De gange, hvor han pressede hende til en rejse, gik det galt, men hun fremstiller sig selv som en klog, modig og fysisk stærk heltinde. Adskillige gange trådte hun til, når Ulfeldt ikke selv kunne klare situationen.

Generelt beskriver hun forholdet mellem ægtefællerne som meget tæt, både erotisk og intellektuelt. Men hun er den stærke, kloge, forudseende part i forholdet, sin mands bedste rådgiver og ikke sjældent initiativtager til deres fælles forehavender. Når det går galt, skyldes det hans fysiske og psykiske svaghed. Selv i beskrivelsen af fængselstiden fokuserer hun på sine handlemuligheder, hvor begrænsede de end var.

Leonora Christina (1621-1698) var datter af Christian 4. og Kirsten Munk (1598-1658) og gift med adelsmanden Corfitz Ulfeldt. Leonora Christinas halvbroder Frederik 3. blev konge i 1648 (født 1609, regent 1648-1670). Fra: Kongernes Samling

Leonora Christinas sproglige handlerum

Det følgende er en kort omtale af Leonora Christina for at vise, hvordan hendes styrke viser sig i hendes sproglige formåen.

I lingvistikken skelnes mellem fem faktorer, der er relevante for den talendes sproglige kundskaber og sproglige virkemidler. De tre første er i princippet faste for den enkelte person, de to sidste er variable faktorer. De fem er:

Tid (hvornår man er født), sted (hvor man er født), social stand (hvilket miljø man er født ind i), den sproglige situation/kontekst (hvilken kommunikation der er tale om: formel/uformel, privat/offentlig, forberedt/improviseret, mellem ligemænd eller ej osv.) og det sproglige medium (skrift/tale).

Det er velkendt, at socialt favoriserede personer har flere chancer for at modtage gode sproglige stimuli, en god uddannelse og dermed muligheden for at opnå en stor vifte af sproglige virkemidler. Modsat har socialt ikke-favoriserede personer færre chancer.

I tilfældet Leonora Christina er vi så heldige at kende hendes liv i detaljer, bl.a. hendes talrige rejser og ophold i udlandet, hvor hendes sprogkundskaber var nyttige. Især i kraft af hendes Franske Selvbiografi ved vi meget om hendes opvækst, herunder hendes opdragelse og undervisning. Vi ved, at hun er vokset op i et mangesproget miljø, hvor der fortrinsvist blev talt høj- og lavtysk, ud over dansk. Hun blev undervist især i tysk og fransk. Som voksen blev hun senere undervist i latin, italiensk, spansk og engelsk.

Det fremgår af Selvbiografien, at dansk er Leonora Christinas referencesprog og det sprog, hun bruger, når hun ikke kan finde det franske udtryk.

Ud over den kvantitative beskrivelse af sprogkundskaberne er der også den kvalitative. Kvaliteten af sprogkundskaber kan måles på forskellig måde. For det første kan man måle sprogets korrekthed i forhold til samtidens norm, dvs. ortografi, ordenes bøjning, ordforrådets omfang og kvalitet, grammatisk korrekthed osv. For det andet kan man måle sprogkundskaber ud fra et vellykkethedsprincip, altså om Leonora er i stand til at udtrykke det, hun ønsker at udtrykke, og især om hun er i stand til at målrette sin stil efter det, hun ønsker at opnå. Det korte svar til begge de to måder at måle Leonora Christinas fransk på er positivt: Hendes fransk svarer i høj grad til samtidens norm, og hun er i stand til at udtrykke det, hun ønsker, på en kvalificeret og nuanceret måde.

Hun er kort sagt et enestående eksempel på, hvordan en intelligent kvinde, der har modtaget den bedst mulige uddannelse ved hoffet, har erhvervet sig eminente sproglige virkemidler, som hun har forstået at udnytte i skrift og tale. Det er et velkendt udtryk, at sprog er magt. Det er klart demonstreret af Leonora Christina.