Det første indtryk – en miskendt dronning?

Christian 6.s hustru, dronning Sophie Magdalene, er blevet stærkt forskelligt og overvejende negativt bedømt. Som tysk af skind og sind, som overdreven standsbevidst, men fattig og med talrige uforsørgede slægtninge på slæb, som pragtsyg og ødsel. Men det står fast, at hun og ægtefællen begge følte sig kejtede og usikre, sky og sygelige og derfor søgte tilflugt i en indadvendt, regelret og alvorstung pietisme, således – som formuleret af hendes første og skarpeste kritiker, skriverjomfruen Charlotta Dorothea Biehl (1731-1788) – at folket ikke fik sin konge at se, men blev spist af med en hoben pragt.

Dronning Sophie Magdalene. Fra: Kongernes Samling

Sophie Magdalene og Christian 6.

Parret fik et sjældent harmonisk samliv præget af stor hengivenhed, og ligheden i psyke og holdninger gør det undertiden vanskeligt at skelne rollefordelingen. Fælles var overbevisningen om, at kongemagtens ophøjede status og rigernes ære krævede en værdig og moderne ramme. I Christian 6.s korte regeringstid fra 1730 til 1746 udgjorde de et power couple med en usædvanlig ligestilling, der resulterede i talrige slotsbyggerier, modernisering af hoffets ceremoniel og oprettelse af nye institutioner. Som eksempler kan nævnes udførelsen af en ny dronningekrone og tronstol til salvingen i 1731, indstiftelsen af dronningens husorden de l’Union Parfaite på kongeparrets bryllupsdag 1732, oprettelsen af dronningens tapetmanufaktur 1736 og indretningen af Vallø som adeligt jomfrukloster 1737.

Hertil kom en løbende forøgelse af dronningens samling af smykker, et guldtoilette og opførelsen af Hirschholm, og Sophienberg, der primært blev betalt af kongens kasse. Til gengæld skænkede dronningen sølvmøblerne i Christian 6.s audiensgemak på Christiansborg og indretningen af kongens audiensgemak på Hirschholm.

I Christian 6.s og Sophie Magdalenes tætte parløb var der dog et men. Ingen af deres to børn, kronprins Frederik (født 1723, regent 1746-1766) og prinsesse Louise (1726-1756), delte forældrenes religiøsitet og livsholdning, snarere tværtom. Efter Christian 6.s død i august 1746 blev Sophie Magdalene sat uden for politisk indflydelse og fik en stærkt reduceret økonomi. Hendes testamente, hvori hun båndlagde sine smykker som kronjuveler og ønskede sig en begravelse uden pomp og pragt, blev nedskrevet allerede i oktober samme år. Det kan måske tolkes som både et udtryk for hendes store sorg og som et forsøg på en mislykket tilnærmelse til Frederik 5.

Enkestanden

I sin lange enkestand forsøgte Sophie Magdalene at vedligeholde sine slotte efter bedste evne. Kun på Hirschholm blev det til enkelte nyindretninger, og her lod hun også omfattende reformer for godsets bønder gennemføre.

I disse år blev hun en afholdt bedstemor for børnebørn og for de tre hessiske prinser, Wilhelm (1743-1821), Carl (1744-1836) og Friedrich (1747-1837), der blev opdraget ved det danske hof. Til brylluppet mellem prins Wilhelm og Sophie Magdalenes ældste barnebarn, prinsesse Vilhelmine Caroline (1747-1820), i 1764 lod enkedronningen en brystbuket på over 1.000 diamanter fremstille, måske danmarkshistoriens dyreste smykke. Hun ønskede glans, ikke glemsel.