Opvækst og studietid

Ole Rømer blev født i Aarhus den 25. september 1644. Han var søn af købmand og skipper Christen Pedersen og rådmandsdatter Anne Olufsdatter Storm. Rømer havde allerede fået sin interesse for astronomi og matematik som barn fra sin fars samling af matematiske bøger og nautiske instrumenter. I 1662 blev Rømer som 18-årig student fra Aarhus Katedralskole og blev derefter optaget på Københavns Universitet. Her studerede han de eksakte naturvidenskaber og fik et tæt forhold til sin lærer Rasmus Bartholin, der var professor i matematik og medicin. Hos Bartholin blev Rømer domesticus og arbejdede derved som en slags assistent, der også blev optaget i hjemmet.

Portræt af Ole Rømer. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der sammen med andre genstande blev benyttet i anskuelsesundervisningen fra begyndelsen af 1900-tallet. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Rejsen til Paris og opdagelsen af lysets tøven

I 1672 rejste Rømer til Paris sammen med den berømte franske astronom Abbé Picard. I Paris blev Rømer medlem af det franske Videnskabernes Akademi, hvor han kom til at arbejde sammen med mange af datidens store videnskabsmænd. Året før Rømers afrejse til Paris var Picard kommet til København og senere til Hven for at bestemme forskellen i længdegrad mellem observatoriet i Paris og Tycho Brahes observatorium Uraniborg på Hven, således at målinger, der var foretaget begge steder, kunne sammenlignes. Bartholin og Rømer havde allerede arbejdet i flere år med bearbejdning og renskrivning af Tycho Brahes målinger, da Picard i 1671 kom til Danmark og begyndte sit arbejde. Rømer blev derfor en del af Picards observationsarbejde. Dette samarbejde og Rømers evner indenfor astronomien førte til, at Rømer rejste med Picard tilbage til Paris, hvor han fortsatte sit astronomiske arbejde.

I 1676 bestemte Rømer lysets hastighed baseret på flere års observationer af Jupiters inderste måner. Denne opdagelse er den mest berømte af Rømers opdagelser. Rømer observerede sammen med en anden fransk astronom Cassini Jupiters første måne og bestemte månens omløbstid. De opdagede at omløbstiden var kortere, når de målte immersionerne, det vil sige, at månen forsvinder bag Jupiters skygge, end når de målte emersionerne altså månens opdukken fra Jupiters skygge. Rømer fandt således ud af, at lyset tøvede, det vil sige, at der gik noget tid, før lyset fra månen kunne ses på jorden. Ikke nok med at han fandt ud af, at lyset faktisk har en hastighed, men det lykkedes ham også at beregne den.

Illustration fra Ole Rømers artikel om lysets hastighed, som han publicerede i 1676. Fra: Wikimedia Commons

Rømer som en alsidig videnskabsmand og praktiker

I 1681 vendte Rømer tilbage til Danmark og blev professor i astronomi på Københavns Universitet. Rømer giftede sig samme år med Bartholins datter Anne Marie Bartholin (1663-1694) og påbegyndte en række væsentlige tekniske opgaver for den danske konge. Han fungerede således som en form for tilkaldeingeniør og rådgiver for kongen og kom til at stå i spidsen for en række tekniske reformer. Rømers dygtighed og praktiske sans førte bl.a. til renovation af Københavns vand-, vej- og gadeforsyning, opsætning af gadelygter og opsætning af vandposter i tilfælde af brand. På den måde forbedrede Rømer både Københavns vej- og vandforsyning betragteligt og fik dermed stor betydning for Københavns byudvikling.

Som kongens matematiker fik Rømer til opgave at indføre den gregorianske kalender i Danmark, da Danmark stadig fulgte den julianske kalender. Denne opgave løste Rømer ved at springe direkte fra den 18. februar til 1. marts i år 1700. En anden opgave, kongen tildelte ham, var opmåling og matrikulering af de dyrkede arealer i landet. Disse opmålinger forløb over nogle år og blev afsluttet i 1686.

Videnskabelige bedrifter

Rømer fortsatte gennem hele sit liv arbejdet med astronomien. Hans primære indsats bestod i at bestemme himmellegemers positioner og at udvikle og forbedre forskellige måleinstrumenter, bl.a. kikkerten og penduluret. Rømer var leder af observatoriet i Rundetårn, og i 1704 opførte han sit Observartorium Tusculanum udenfor København. Under sit ophold i Paris i 1672-1681 konstruerede han sine meget berømte planetmaskiner. Her er bl.a. tale om planetmaskinen, der viste bevægelserne i solsystemet og maskinen, der viste sol- og måneformørkelser. Den franske konge var meget begejstret for disse maskiner, som var lavet på ca. samme tid, som Rømer opdagede lysets tøven.

Rømer var også ansvarlig for reformen af mål- og vægtsystemet, da der på denne tid var stor forskel på mængden eller størrelsen af en enhed. Dette gjorde handel mellem forskellige landsdele og med udlandet besværligt, og derfor indførte man faste mål- og vægtenheder med forordningen om vægt og mål fra den 1. maj 1683.

Jacob Conings portræt af Ole Rømer, ca. 1700. Fra: Wikimedia Commons

Rømer som embedsmand

Rømer var også en vigtig samfundsperson, og i 1693 blev han udnævnt som højesteretsdommer. I årene som dommer var Rømer med til at afgøre ca. 10 % af sagerne. I 1694 blev han udnævnt som rektor på Københavns Universitet. Samme år døde hans første hustru. Han giftede sig igen fem år senere i 1699, denne gang med den nittenårige Else Magdalene Bartholin (1680-1763). I 1705 blev Rømer både borgmester og politimester i København, embeder han bestred frem til sin død. Rømers arbejde som politimester lå tæt op ad hans arbejde som ingeniør. Nogle af de væsentligste opgaver som politimester var hans indsats med at forbedre vandforsyningen i København samt arbejdet med fattigvæsnet og hans forsøg på at komme gadetiggeriet til livs.

Rømers død og eftermæle

Ole Rømer døde den 19. september 1710.  Hele sit liv arbejdede han som astronom sideløbende med alle sine andre embeder. Selvom hans videnskabelige arbejde har været begrænset af de administrative forpligtelser, har han stadig fordybet sig i sine astronomiske observationer. Umiddelbart før sin død arbejdede han på en afhandling om beviset for Kopernikus' verdensbillede (at jorden bevæger sig rundt om solen), men han nåede dog ikke at færdiggøre den. Rømer fik en statsbegravelse, hvilket viser, at han allerede i sin tid har været meget anerkendt.

Rømer udgav aldrig ret meget af sit arbejde. Hans elev og efterfølger Peder Horrebow (1679-1764) arbejdede derfor i mange år efter Rømers død på at samle og rekonstruere hans observationer. Det er altså Horrebows fortjeneste, at Rømers arbejde og observationer blev udgivet og tilgængeligt for eftertiden.