Kilder
Kildeintroduktion:
Højdepunktet i forfatningskampen mellem Venstre og Højre i 1880'erne var attentatforsøget på regeringslederen J. B. S. Estrup i 1885. Som umiddelbar konsekvens af attentatforsøget indførte Estrup et gendarmerikorps, som skulle hjælpe politiet med at holde orden. "De blå gendarmer" var upopulære mange steder på landet, da de blev set som højre-regeringens forlængede arm. De blev da også afviklet ved forfatningskampens afslutning i 1894.
I Axel Thiess tegning i Blæksprutten i 1894, er det dog svært at få øje på det farlige i Estrups politiske politi, og i stedet gør tegningen og den tilhørende tekst grin med, at der mange steder var kvinder der faldt for den flotte blå uniform.
Du kan læse mere i vores tema om forfatningskampen, og også se den lov, der indførte korpset i 1885.
Julehæftet Blæksprutten udkom første gang i 1889, og er den dag i dag stadig et populært humoristisk årsskrift. Blæksprutten udkom oprindeligt på Ernst Bojesens forlag, hvor det erstattede årshæftet Oldfux, der var udkommet siden nytår 1880/81.
Et Farvel - til Landets populæreste Mænd.
Mel: Saa sødt, saa sødt.
Hvilken grusom Sorg vi fristed 13de April,
Den Gang Danmarks Døtre misted deres muntre Smil.
Ak fra den Dag Taaren rinder, Kinden er saa bleg,
Alle gode Dannekvinder standser deres muntre Leg.
:/: De ler ej mer
Og sysler, som de plejer,
Med blaa Forglemmigejer
Med kridhvid Bandoler.:/:
Rundt i Danmarks Have staar der Kæmpegrave smaa,
Her traf Danmarks brave Kvinder før de lyseblaa,
Som nu uden Frakke og som uden Buxer paa,
Uden Livrem, uden Drivrem deres dunkle Vej maa gaa.
:/: Farvel, Farvel,
I Danmarks blaa Kærminder,
Glem ej de arme Kvinder
Paa Livets Karussel!:/:
Se med Næbet hænger nu den lille graa Kanin,
Grynte gør ej længer nu det før saa muntre Svin,
Lærkens glade Trille har en dyb, vemodig Klang,
Storken sidder ganske stille i sin Rede Dagen lang.
:/: Farvel, Farvel,
Det truet har et Halvaar,
Men ak! nu er det Alvor,
Nu er den officiel.:/:
Hvem skal standse nu en stakkels havarert Cyclist?
Hvem skal danse? Hvem skal Smeden faa til Tomands-Whist?
Hvem skal hjælpe Mejersken, naar der skal malkes Køer?
Hvem skal kunne skrive Hunde, naar de midt om Dagen gøer?
:/: Farvel, Farvel,
Du Extra- Bælgetræder!
Nu Organisten græder,
Du traadte rart en Bæl'!:/:
Gaardmand Jensen Snoldelev, en meget kendt Agrar,
Som de sidste ni Aar blev lidt hyppigt Bedstefa'r
Mener, Resultater nok Hr. Bahnsons Blaamænd ga'
Ak! de smaa Børn, lyseblaa Børn, dem maa han nu ta' sig a'.
:/: Farvel, Farvel,
Fem Drenge og sex Tøse
Staar maal- og fader-løse,
Det er ingen Bagatel. :/:
Helt klædt af til Skjorten dette stolte Regiment
Ud i Regn og Tordenvejr man hjærteløst har sendt.
Ingen Tak og Løn og ikke no'en Pension til no'en
Af de Masser af de Kasser, der er til Disposition.
:/: Farvel, Farvel,
I brave Slirebasser!
Med 1000 Lirekasser
Staar vi til Jer i Gæld. :/: