Kilder
Kildeintroduktion:
Christian 9. overrakte 21. marts 1885 et fælles svar til Folketinget og Landstinget på de henvendelser, han havde fået i de foregående dage fra de to ting. I adressen kritiserede kongen Folketinget for at have ført sin visnepolitik siden 1881, og som var den direkte årsag til, at spørgsmålet om Københavns befæstning ikke var blevet løst. Kongen takkede også Landstinget for at blive ved med at kæmpe for kongens politiske rettigheder. I forlængelse heraf stod kongen fast på sin forfatningsmæssige ret til selv at udpege et ministerium. Det er med andre ord tydeligt, at (folketings)parlamentarismen endnu ikke var en del af dansk forfatningspraksis.
Samarbejdet mellem J.B.S. Estrups regering og Landtinget på den ene side og Folketinget på den anden side var i foråret 1885 meget dårligt, og udsigterne til, at der kunne vedtages en finanslov for det nye finansår, som begyndte 1. april, var ikke store. Forhandlingerne om finansloven var sjældent færdige inden den 1. april. Derfor vedtog Rigsdagen normalt en midlertidig finanslov, som forlængede fristen for at nå til enighed om en ordinær finanslov - normalt to uger eller en måned. På blandt andet den konservative juraprofessor Henning Matzens foranledning øjnede regeringen imidlertid muligheden for at gennemføre en provisorisk (foreløbig) finanslov, ligesom tilfældet havde været i 1877. Derfor besluttede Landstinget, hvor regeringspartiet Højre havde flertal, at forhandlingerne om den midlertidige finanslov ikke skulle behandles i et fællesudvalg, således som det normalt ville være tilfældet, når de to ting ikke kunne enes. Herved gik finanslovsprocessen i stå, og regeringen fik mulighed for at afbryde forhandlingerne og udstede en provisorisk finanslov.
Efter adresseudvekslingerne mellem Rigsdagen og kongen fortsatte forhandlingerne om finansloven, men det var umuligt at nå til enighed. Derfor udstedte regeringen en provisorisk finanslov 1. april 1885, som markerede begyndelsen af den periode i danmarkshistorien, der er blevet kendt som provisorieårene.
Med dyb Sorg have Vi set, at den Opfordring, Vi ved Samlingens Begyndelse rettede til Rigsdagen om endrægtig at arbeide paa Alt, hvad der kan tjene til at fremme Landets og Folkets aandelige og materielle Vel, ikke er bleven fulgt.
Intet Lovarbeide af Betydning er hidtil tilendebragt, og Intet er udrettet til at sikkre Landets Selvstændighed ved hensigtsmæssige Foranstaltninger til dets Forsvar, fordi Folkethinget har nægtet sin Medvirkning til Fremme af denne Fædrelandets vigtigste Sag.
Vi anse det for en Ulykke, dersom Rigsdagens tvende Afdelinger ikke komme overens om en Finantslov for det snart begyndende nye Finantsaar; men Vort Ministerium er ikke nogen gyldig Hindring for, at de tvende Thing indbyrdes komme til den nødvendige Overenskomst om Finantsloven.
Vi kunne ikke uden at opgive den Kongen tilkommende forfatningsmæssige Stilling lade Os sætte det Vilkaar for en Finantslovs Vedtagelse af Rigsdagen, at Vi skulle afskedige Vort Ministerium.
Alvorlig og indtrængende maa Vi derfor lægge Rigsdagen paa Hjerte ved gensidig Hensyntagen og Imødekommen at tilveiebringe de fornødne Overenskomster mellem Thingene, for at en regelmæssig Finantslov kan komme i Stand, og Vi tvivle ikke, at dette maa kunne lykkes, naar alvorlig Villie dertil er til Stede Hos begge Parter, den Tid, som endnu staar tilbage, benyttes paa rette Maade.
Vi haabe, at Veien derved vil blive banet til videregaaende Overenskomster og frugtbart Samarbeide mellem Lovgivningsmagtens Faktorer.
Vi bede Dem bringe Rigsdagen vor Kongelige Hilsen.
Folkethinget maa være forvisset om, at Vor Kjærlighed til og Troskab imod Grundloven ikke er mindre end Folkethingets, og at det fremdeles er Vor faste Villie at hævde den grundlovmæssige Frihed og Magtfordeling.
Landsthinget takke Vi for den Beredvillighed til at søge Overenskomst, som det allerede i Gjerning har viist ved dets Behandling af Finanslovforslaget, saavel som for det Tilsagn, det har givet Os, om altid og uden Frygt og Vaklen at ville stræbe at bevare Kongens Ret og Folkets Frihed indenfor de ved Grundloven dragne Grændser.