Artikler
Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 på initiativ af Matilde og Fredrik Bajer og er Danmarks ældste kvindeorganisation. Foreningen har gennem alle år først og fremmest organiseret middelklassens kvinder og har altid været partipolitisk neutral. Den første formålsparagraf for Dansk Kvindesamfund var: ”… at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere Medlem af Familie og Stat, navnlig ved at aabne Adgang til Selverhverv.” Fra 1885 har organisationen været udgiver af bladet ”Kvinden & Samfundet”.
1871-1915 Uddannelse, råderet og sædelighed
Den sidste del gik bestyrelsen staks i gang med, og allerede i 1872 åbnede Dansk Kvindesamfund Handelsskolen for Kvinder, i 1874 Søndagsskolen for Kvinder af den arbejdende og tjenende Klasse og i 1895 Tegneskolen for Kvinder (i dag Danmarks Designskole). Et andet punkt var gifte kvinders råderet over egne tjente penge samt arv og formue bragt ind i ægteskabet. Efter stærkt pres fra Dansk Kvindesamfund blev loven, der gav gifte kvinder ret til at råde over egne tjente penge, vedtaget i 1880. I 1885 begyndte Dansk Kvindesamfund at udgive bladet ”Kvinden & Samfundet”.
Sædeligheden blev der også gjort op med i den debat, der er gået over i historien som ’Sædelighedsfejden’. Dansk Kvindesamfund plæderede for lige normer for kvinder og mænd, hvilket i deres fortolkning betød, at seksualitet hørte til inden for ægteskabet og kun der.
Stemmeretten kom først på Dansk Kvindesamfund program i 1906. Man havde tidligere været bange for politikernes reaktion og for at splitte medlemsskaren, der havde forskellige politiske holdninger. I 1906 stod det klart, at kvinderne inden for en kortere årrække ville få valgret til kommunale råd. Det fik de i 1908.
Stifterne af Dansk Kvindesamfund Fredrik og Mathilde Bajer. Foto: Det Kgl. Bibliotek
1915-1940 Angreb på vundne rettigheder
Efter at Grundloven i 1915 gav kvinderne fuld valgret og valgbarhed, vedtog Dansk Kvindesamfund en ny formålsparagraf, ifølge hvilken der skulle arbejdes for udvikling og dygtiggørelse af kvinderne til den fuldmyndige borgers ansvar og arbejde, for kvinders ligestilling med mænd samt forbedringer af kvinders og børns vilkår.
Dansk Kvindesamfund havde krævet ligeløn siden 1883, og da ’Den store Lønningskommission’ blev nedsat i 1916, fik Dansk Kvindesamfund én kvinde ind i kommissionen. I 1919 blev den første lov om ligeløn for offentlige ansatte vedtaget og i 1921 loven om kvinders og mænds lige adgang til stillinger i det offentlige.
Mellemkrigstiden var præget af angreb på de vundne rettigheder. Dansk Kvindesamfund protesterede mod fyringer af gifte kvinder i den offentlige sektor. De stillede krav om reformer i svangerskabslovgivningen, der skulle give dårligt stillede og enlige kvinder mulighed for at gennemføre graviditet og efterfølgende sørge for barnet og dermed forhindre at de fik foretaget illegale aborter. Arbejdet i svangerskabskommissionen førte blandt andet til oprettelsen af Mødrehjælpsinstitutioner over hele landet.
1940-1950 Besættelse og kvindelige præster
Under besættelsen var Dansk Kvindesamfund medstifter af Danske Kvinders Beredskab og Danske Kvinders Samfundstjeneste. Af særlige problemer, der blev taget op, var arbejdsløsheden blandt kvinder og enlige kvinders sociale problemer.
Efter valget i 1943, hvor kun to kvinder blev valgt til Folketinget, intensiveredes arbejdet for en større kvindelig repræsentation. Spørgsmålet om kvindelige præster havde med jævne mellemrum været diskuteret siden 1919, hvor loven om kønnenes lige adgang til offentlige stillinger blev vedtaget. Dansk Kvindesamfund agiterede stærkt for, at loven også skulle gælde præsteembeder, hvilket først skete ved en lovændring i 1947.
1950-1970 Socialpolitikken i fokus
I 1950’erne og 60’erne var det især socialpolitikken, Dansk Kvindesamfund arbejdede med. I 1953 udgav de i samarbejde med Danske Kvinders Nationalråd betænkningen ”Den enlige Moder”, hvor de kom med flere lovforslag, der senere blev vedtaget. Familiepolitikken blev udformet med den gifte hjemmegående husmoder som både norm og statistisk realitet. Genoptræningskurser for kvinder, der en årrække havde været uden for arbejdsmarkedet, blev iværksat og unge pigers uddannelsesforhold blev aktualiseret af, at de store årgange født under og lige efter krigen stod på tærsklen til arbejdsmarkedet. Manglen på børnehaver var et spørgsmål, der varslede en omlægning fra familie- til arbejdsmarkedspolitik.
I begyndelsen af 60’erne startede debatten – også kaldet ’kvindernes borgerkrig’ – om, hvor kvindens plads skulle være, ude eller hjemme. Medlemmerne i Dansk Kvindesamfund var delte, og moderforeningen tøvede med klare udmeldinger, men manglen på arbejdskraft afgjorde spørgsmålet. Dansk Kvindesamfund tog fat i kvindernes forhold på arbejdsmarkedet, blandt andet drøftede de ligeløn og behovet for arbejdskraft med LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Siden 1913 havde sambeskatningen af ægtepar været til diskussion og denne diskussion blev aktualiseret og Dansk Kvindesamfund samlede 70.000 underskrifter for sambeskatningens ophævelse. Først i 1983 blev kvinder selvstændige skattesubjekter.
Fra midten af 60’erne blev adgangen til abort et kardinalspørgsmål i foreningen. Medlemsskaren var splittet på spørgsmålet. Ungdomsafdelingen, der var dannet 1963, gik ind for fri abort, og i 1967 gik størstedelen af medlemmerne i protest mod moderforeningens manglende stillingtagen.
I Dansk Kvindesamfunds formålsparagraf fra 1968 hed det, at foreningen ville arbejde for ”fuld ligestilling af kvinder og mænd, så de på lige vilkår kan gøre deres indsats i hjem, erhverv og det offentlige liv”.
Forsiden af "Beretning om Dansk Kvindesamfunds virksomhed 1871-1904". Se hele beretningen via linket til Det Kgl. Bibliotek
1970-2010 Kønsrolledebat og feminisme
1970’erne og 80’erne var om nogen en periode præget af kønsrolledebatten, ligestilling og feminisme. Dansk Kvindesamfund havde vanskeligt ved at finde en plads mellem de mange nye ideologiske debatter og de mange politiske tiltag. Antallet af medlemmer faldt. Foreningen forsøgte sig med et generationsskifte i ledelsen, hvilket bevirkede, at mange ældre medlemmer meldte sig ud. Samtidig gik de unge kvinder ind i Rødstrømpebevægelsen, så tilgangen af medlemmer udeblev.
I 1990’erne og frem til i dag er temaer som kvinder i u-lande, prostitution, handel med kvinder, indvandrerkvinders rettigheder, flere fædre der benytter deres ret til barselsorlov, ligeløn og vold mod kvinder centrale. I 2005 åbnede Dansk Kvindesamfund et krisecenter i København. Det internationale arbejde gennem International Alliance of Women blev opprioriteret, og Dansk Kvindesamfund havde medlemmer siddende i flere udvalg.
Dansk Kvindesamfund har i løbet af sin historie haft en stor indflydelse på kvindepolitikken i Danmark. På lokalt niveau har Dansk Kvindesamfund optrådt som samlende organ om kvindepolitiske initiativer. På nationalt niveau har foreningen tiltrukket en række markante kvinder, politikere og intellektuelle. Der har været tradition for, at kvindelige folketingspolitikere, der var medlem af Dansk Kvindesamfund, samarbejdede på tværs af partier i forbindelse med fremlæggelse og vedtagelse af lovforslag, der vedrørte kvinder.
Foreningens medlemstal var indtil 1915 ganske beskedent. Efter valgretten var vundet anbefalede kvindevalgretsforeningerne deres medlemmer at melde sig ind i Dansk Kvindesamfund, og efter 2. verdenskrig var medlemstallet på ca. 15.000 fordelt på lidt over 100 kredse. I dag er medlemstallet under 500 fordelt på 12 kredse.
Kvinden & Samfundet er verdens ældste kvindeblad, der stadig udkommer nu med 4 numre om året.