Artikler
Danske kvinder fik stemmeret i 1915. Forud var gået årtiers kamp, der mobiliserede tusindvis af kvinder fra slutningen af 1800-tallet og kulminerede med et stort demonstrationsoptog på Amalienborg Slotsplads den 5. juni 1915. Her markerede over 12.000 kvinder, at de med grundlovsændringen endeligt var blevet fuldgyldige borgere i det danske samfund.
Kampen for politisk medborgerskab
Op gennem 1800-tallet lød kravet fra den vestlige verdens friheds- og kvinderetsforkæmpere til verdens nydannede demokratier, at menneskerettighederne og det politiske medborgerskab skulle omfatte alle uanset køn og social status. Disse idéer nåede også Danmark, men da demokratiet blev indført med Grundloven af 5. juni 1849, og Danmark fik sit første folkevalgte parlament, var det som i så mange andre lande et demokrati for de få. Kun ustraffede, selvforsørgende mænd over 30 år med egen husstand var stemmeberettigede og valgbare. Kvinderne, halvdelen af landets voksne befolkning, var ikke inkluderet i det politiske medborgerskab.
Debatten om kvindernes adgang til Folketinget startede for alvor, da venstrepolitikeren Frederik Bajer i 1886 fremsatte et lovforslag om kommunal stemmeret til kvinder. Dette forslag blev fremført igen og igen af Venstre og Socialdemokratiet op gennem de følgende årtier, men resultatet var hver gang det samme: Forslaget blev vedtaget i Folketinget, men afvist af det Højredominerede Landsting.
Mobilisering og opnåelse af kommunal valgret
Uden for rigsdagen var den gryende kvindebevægelse imidlertid i fuld gang med at bevise, at kvinderne var særdeles egnede til politisk arbejde. Op gennem de sidste årtier af 1800-tallet mobiliserede tusindvis af kvinder sig i kampen for stemmeret og forvandlede kvindevalgretssagen fra et hovedstadsfænomen til en landsdækkende folkelig bevægelse. I 1907 dannedes paraplyorganisationen Landsforbundet for Kvinders Valgret, der efterhånden kom til at omfatte 160 lokalafdelinger og ca. 12.000 medlemmer rundt om i landet. Via offentlige møder og diskussionsaftener blev budskabet om kvinders politiske medborgerskab bredt ud landet over.
I 1908 skete der et gennembrud. I forbindelse med en omfattende reformperiode i dansk politik fik kvinderne stemmeret og blev valgbare til kommunale råd.
Ved kommunalvalget 1.-15. marts 1909 stod kvinderne derfor for første gang opført på stemmesedlerne og var til stede ved valgurnerne. Resultatet blev, at 127 kvinder blev valgt, mens stemmeprocenten blandt kvinderne var 50 %. Blandt mændene stemte 76,5 %. De kvindelige kommunalpolitikeres arbejde blev en platform for at skaffe kvinderne den politiske stemmeret – det vil sige stemmeret også til Folketinget og Landstinget i Rigsdagen. Den 5. juni 1915 blev grundloven ændret, og som en del heraf fik kvinderne ret til både at kunne stemme og opstille også til Rigsdagsvalg.
Valgretstoget på vej mod Amalienborg slot den 5. juni 1915, hvor kvinderne markerede deres nyerhvervede stemmeret. Foto: Holger Damgaard, Det Kgl. Bibliotek
Kvinderne indtager Rigsdagen
Ved det første Rigsdagsvalg efter grundlovsændringen i 1918 var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister - og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering.
Først ved valgene i 1970'erne kom væksten i antallet af folkevalgte kvinder til Folketinget for alvor. I dag er knap 40 % af folketingspolitikerne kvinder.