Christian 10. voksede op som den ældste af otte søskende og havde et særlig tæt forhold til sin nærmeste bror prins Carl (1872-1957), der senere blev konge af Norge. Skønt forældrene stod i et modsætningsforhold til den øvrige kongefamilie, fandt prins Christian en rollemodel i sin farfar Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906), hvis konservative verdensbillede han i vid udstrækning overtog.

Prins Christian tog i 1889 studentereksamen og påbegyndte sin uddannelse i forsvaret. Samme år meldte han sig ind i Den Danske Frimurerorden, hvor han efter sin tronbestigelse blev højeste styrer. Længere ophold i Randers og Aarhus gjorde prinsen til en populær skikkelse i det jyske og lærte ham at begå sig uden for den verden, han kom fra. Han gjorde karriere som officer ved Livgarden, hvor han blev øverste chef i 1905. Ligesom sin farfar fastholdt Christian 10. livet igennem sin officersidentitet og bar ofte uniform.

Portræt af Christian 10. Fra: Kongernes Samling - Amalienborg

Ægteskab og familieliv

I 1898 giftede prins Christian sig med prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (1879-1952) i Cannes, hvor parret havde mødt hinanden året før. Hun fødte sønnerne Frederik (9.) og Knud i hhv. 1899 og 1900, og familien flyttede ind i Christian 8.s Palæ på Amalienborg. Sorgenfri Slot blev deres sommerresidens, og i årene 1899-1902 opførtes Marselisborg Slot ved Aarhus som en gave til parret.

Militær strenghed var et karakteristisk træk ved prins Christian, som kunne være temmelig grov overfor såvel sine børn som sine omgivelser i øvrigt. Alexandrine udgjorde hans modsætning med sit milde temperament, og det blev en stadig opgave for hende at glatte ud efter sin mand.

Omkring tiden for forlovelsen og brylluppet fik prinsen i øvrigt vakt sin livslange passion for sejlsport. Christian 10. ejede gennem årene en række både ved navn Rita (I-VI) og deltog ofte i kapsejladser – heraf flere i Cannes, som han og Alexandrine vedblev at besøge årligt.

Fotografi af Alexandrine, dronning af Danmark fra 1912. Født Prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin. Blev i 1898 gift med prins Christian (10.). Sammen fik de to sønner, prinserne Frederik (9.) og Knud. Foto: Kongernes Samling - Amalienborg 

De første år på tronen

Efter Christian 9.s død i 1906 viste Frederik 8. sig mere tilbøjelig til at inddrage sin kronprins i statsanliggender, end hans egen far havde været. Frederik 8. døde imidlertid efter kun seks års regentskab den 14. maj 1912, og Christian 10. besteg tronen i en alder af 41 år. Befolkningen tog godt imod den nye konge, som i offentligheden gjorde en overbevisende figur.

Christian 10. bragte sig dog hurtigt på kant med de ledende politikere, han skulle arbejde sammen med. Kongen havde et voldsomt svingende humør, og det faldt ham svært at lytte til synspunkter, der gik imod hans eget konservative værdigrundlag. I årene 1913-20 var Christian 10. gennemgående på kant med den radikale regering under ledelse af C.Th. Zahle (1866-1946), om end kongens gode forhold til den aldrende finansminister Edvard Brandes (1847-1931) holdt samarbejdet kørende.

Som officer ønskede Christian 10. at virke til gavn for forsvaret, hvilket gav anledning til betydelige spændinger. Det samme gjorde vedtagelsen af Grundloven af 1915, hvor Christian 10. ønskede at fastholde den indflydelse, han endnu kunne gøre krav på som konge. I den nye grundlov fastholdt kongen sin ret til at udpege sine ministre, men han mistede retten til at udpege kongevalgte landstingsmænd, og Christian 10. fandt det dybt problematisk, at kvinder fik valgret.

Salget af Dansk Vestindien til USA i 1917 oplevede Christian 10. som en national ydmygelse og en uretmæssig afhændelse af hans fædrene arv. Kongen var dog indforstået med, at Island i 1918 blev selvstændigt, idet han fortsat (frem til 1944) fungerede som Islands konge.

Genforeningen og Påskekrisen i 1920

I kraft af det tyske krigsnederlag blev der åbnet mulighed for at få den tyske grænse rykket sydpå. Princippet om folkenes selvbestemmelsesret blev lagt til grund for to afstemninger i Nord- og Mellemslesvig i februar og marts 1920, men Christian 10. mente i bund og grund at have et arvekrav på hele Slesvig og sympatiserede med det udbredte krav om at ”få Flensborg hjem”. Den radikale regering sad på et tyndslidt mandat, og der blev fra flere sider krævet valg. Dette forlangte kongen også på et møde med Zahle den 29. marts 1920, og da Zahle nægtede at imødekomme det, valgte Christian 10. at afskedige regeringen og indsætte et midlertidigt forretningsministerium. Dette udløste den såkaldte Påskekrise, hvor en alvorlig regeringskrise i samspil med en optrækkende storkonflikt skabte en yderst spændt situation og gav anledning til gadeoptøjer og højlydte demonstrationer imod Christian 10. Enden på det blev, at kongens forretningsministerium efter få dage måtte træde tilbage.

Den nye grænse blev lagt i overensstemmelse med afstemningsresultaterne, og dette fejredes behørigt ved den såkaldte Genforening med Sønderjylland i juli 1920, hvor Christian 10. for alvor indtrådte i den rolle som national samlingsfigur, der kendetegnede hans resterende regentskab.

Mellemkrigstiden

Christian 10. trak sig i vid udstrækning tilbage som politisk aktør og opnåede i mellemkrigsårene en bred folkelig popularitet. Desuden fik han et eksemplarisk samarbejde med Thorvald Stauning (1873-1942), som effektivt lagde låg på republikanske røster blandt socialdemokraterne. Christian 10. og Stauning stod blandt andet sammen om at neutralisere det såkaldte Bondetog i 1935 ved at appellere til almindelig patriotisme hos delegationen for ca. 50.000 utilfredse landmænd på Amalienborg Slotsplads.

En vigtig nyskabelse i mellemkrigstiden var, at Christian 10. begyndte at tale regelmæssigt i radioen. Når kongens stemme kunne høres rundtom i landets stuer, blev han betydeligt mere nærværende for befolkningen.     

 
Christian 10. ridende gennem København på sin 70-årsfødselsdag, den 26. september 1940. Fotografiet er taget under den tyske besættelse af Danmark. Fra: Wikimedia Commons  

Besættelsesårene 1940-1945

I den exceptionelle situation, som besættelsen 1940-45 var, fik kongemagten en vigtigere politisk rolle, end den havde haft i fredstid. Da tyske tropper besatte Danmark om morgenen den 9. april 1940, blev der i al hast foranstaltet et møde med den politiske og militære ledelse, hvor Christian 10. traf beslutning om at indstille kampen imod overmagten for at undgå et bombardement af København. Christian 10. bakkede op om den officielle politiske linje, men blev af befolkningen opfattet som en modpol til samarbejds- og forhandlingspolitikken. Det såkaldte kongeemblem (et lille sølvmærke med kongens monogram) blev købt af mere end hver fjerde dansker og båret som en stille protest imod besættelsesmagten. Det havde desuden stor symbolsk kraft, at Christian 10. uanfægtet fortsatte sine daglige morgenrideture i Københavns gader frem til oktober 1942, hvor kongen blev kastet af sin hest og pådrog sig varige skader.

Christian 10. kom sig aldrig efter rideulykken og var i sine sidste år bundet til en kørestol. Kongen døde i en alder af 76, og kisten blev smykket med et frihedskæmperarmbind.  

Artiklen er udgivet i samarbejde med Kongernes Samling