Transskription: 

Hans Majestæt Kong Christian 10., som siden kl. 16.30 har henligget uden bevidsthed, er kl. 23.04 stille hensovet.

Amalienborg, d. 20. april 1947 kl. 23.20, underskrevet V.A. Fenger, A. Kjærgaard[1], E. Meulengracht og E. Warburg. [læger]

Når dette sorgens budskab nu spredes ud over landet og videre til landsmænd i det fremmede, vil alle danske af det nuværende slægtled endnu en gang fornemme den samhørighed, der prægede forholdet mellem kong Christian og det danske folk. Det fællesskab, hvis rækkevidde og dybde vi alle i store, festlige øjeblikke og i sorgens og modgangens dage lærte at kende. Konge og folk var blevet et fælles begreb. Gennem sin lange regeringstid, ved sit eksempel og ved sin pligttroskab som mand og som menneske var kong Christian blevet det samlende udtryk for alt, hvad vi forstod ved Danmark. Derved er hans navn på den inderligste måde blevet knyttet til den skæbne, der blev landets og folkets i disse mange begivenhedsrige år: under og efter to verdenskrige, gennem besættelsens lange vinternat og i befrielsens store, uforglemmelige øjeblik.

Dannebrog går i morgen på halv Danmark over, på Færøerne og i Grønland. I danske hjerter, hjemme og ude, vil sorgen og vemoden råde. Alles tanker vil gå til den gamle konges dødsleje på Amalienborg. Kongens navn vil endnu en gang blive nævnt som det samlingsmærke for alle danske, det blev i årenes løb. I erindringens genoplevelse vil et halvt århundredes danmarkshistorie atter genopstå. Minderne om kongens person, hans medleven i de historiske hændelser og i dagligdagens tusinder store og små begivenheder vil træde frem. Og hans gerning, hans eksempel, hans frygtløse arbejde igennem et langt liv for det fælles fædreland vil blive husket. Danmarks lykke, frihed og selvstændighed var hans mål.

Nu under kongens sidste sygdomsperiode stod det klart, at denne gang ville hans kræfter ikke kunne slå til over for den hjertelidelse, der havde ramt ham. Hans almentilstand var svækket, hans modstandskraft var undergravet.

Helt til sit 72-sindstyvende år havde kong Christian næsten aldrig været syg. Så skete den 19. oktober 1942 det rideuheld, som fik et langt og strengt sygeleje til følge. Kongens førlighed og bevægelsesfrihed begrænsedes stærkt. Han plagedes af en koldbrandlignende lidelse, først i det venstre ben og senere, uafhængigt af rideuheldet, i det højre ben. Og kongen måtte for stedse opgive tanken om atter at kunne ride gennem byens gader – en kendsgerning, som utvivlsomt har pint den gamle rytter overordentligt.

Kongen elskede disse rideture, og netop sådan som titusinder har set ham komme ridende – alene, uden ledsagere, hilst og hilsende – sådan vil kongen blive husket i hovedstaden og i det ganske land. Men også som han sad i sin bil på de sidste besøg rundt i landet, vil han blive husket: glad bevæget over den hjertelige hyldest, der strømmede ham i møde; genkendende ansigter og navne og smilende til børnene og til de unge, som han altid opfordrede til at blive gode landsmænd, der kunne tage arven op efter de gamle, der faldt fra i arbejdet for Danmarks fremtid.

Mange deltagende tanker vil omfatte dronning Alexandrine, som nu har mistet den ægtefælle, ved hvis side hun i henved 50-sindstyve år har gennemlevet såvel de gode som de onde dage, der er gået over vort land og over vort kongepar i dette lange åremål. På forbilledlig måde har dronning Alexandrine såvel gennem sin færd i hjemmet som i sin dronningegerning været sin ægtefælle den støtte, som skaber grundlag for en lykkelig gerning.

Og vi slutter denne udsendelse med at meddele, at Folketinget og Landstinget er indkaldt til møde i morgen mandag d. 21. kl. 14.

Annonceringen af Christian 10.s bortgang i avisen dagen efter hans død. Aarhus Amtstidende, 21. april 1947

Ordforklaringer m.m.

[1]  I lydklippet bliver der sagt A. Kjærgaard, men dette er en fejl da lægen i virkeligheden hed Sigurd Eriksen Kjærgaard (1883-1953). A'et burde således have været et S.