Ved Christian X’s Død

Kun to Aar efter Kong Christians Tronbestigelse kastedes Europa og senere det meste af Verden ud i den første Verdenskrig. I dens Spor fulgte Revolutioner og sociale Omvæltninger, der fejede de fleste af Europas Kongedømmer overende.

Men det danske Monarki overlevede Krig og Efterkrigstid. Det overlevede ogsaa Stormen som fulgte Kongens Afskedigelse af Ministeriet Zahle i 1920 og alt tyder paa, at Christian X efter de Erfaringer, han dengang gjorde, og efter at have erkendt, hvad uansvarlige Raadgivere gjorde havde faaet ham ud i, gjorde sin egen og kongehusets fremtidige Stilling op og gav sig selv det Løfte, at hvad der end skete i Fremtiden vilde han aldrig handle i Uoverensstemmelse med de demokratiske og parlamentariske Grundregler her i Landet. Løftet blev holdt.

*

Den døende Kapitalisme kastede for anden gang under Kongens Regeringstid Verden ud i en frygtelig krig. Danmark blev ikke dennegang holdt udenfor, men blev besat af de nazistiske Horder.

Hvad der skete den 9. April og i Tiden forud, er endnu langtfra klarlagt. Alt tyder imidlertid paa, at Kongens Holdning i enhver henseende har været uangribelig, lige saa uangribelig, som den fra et dansk og demokratisk Synspunkt har været under hele besættelsen.

Ansvaret for, hvad der skete, og hvorledes der blev handlet i de skiftende Situationer, var Regeringens og Rigsdagens. I sine offentlige Handlinger og Proklamationer maatte Christian X Gang paa Gang give Udtryk for noget han maatte vide eller ane ikke var i Overensstemmelse med Folkets Opfattelse, men naar den ansvarlige Regering i en saadan Situation var enig om at bøje sig for Tyskerne, rettede Kongen sig som konstitutionel Monark herefter og kunde ikke gøre andet.

Meget - og det betydningsfuldeste – af, hvad der skete i de fem onde Aar, kendes desværre endnu ikke af det danske Folk paa Grund af den parlamentariske Kommissions langsommelige og hemmelige Arbejdsmetode. Alt, hvad der er kommet frem, viser imidlertid, at Christian X’s Holdning ikke blot har været politisk uangribelig og i enhver Henseende nationalt værdig, men ogsaa, at han i kritiske Situationer har vist en saa rankrygget Holdning, at den burde tjene som Forbillede for Regeringen og de ansvarlige Politikere. Derfor var der en solid baggrund for den Myte, der efterhaanden kom til at danne sig i Folket om Kongens Person, og denne Baggrund kan ikke udvaskes ved visse Kredses overivrige og i Grunden usmagelige "Kongerøgelse".

*

Kongens Optræden efter den 5. maj 1945, hvor han ikke blot meget kraftig og ved flere Lejligheder krævede, at Regeringen skulde gennemføre Afstraffelsen af unationale Elementer meget strengt, men ogsaa personligt rensede ud i sit eget Hus, burde have tjent som Rettesnor for Udrensningen i Danmark.

Hvad Mening om Monarkiet som Statsform man end har, om eet vil der kunne være enighed i det danske Folk: at Christian X, der forøvrigt er den første Konge i Danmark siden Christian II’s Dage, som virkelig talte sit Folks Modersmaal, nationalt set har været en god Konge, som derfor var i Stand til at blive respekteret og afholdt overalt i Folket.

*

Verden er i Støbeskeen og vil blive forandret radikalt, fordi dette er en Betingelse for Folkenes liv og Fremtid. Men i Danmark har Christian X i sin Regeringstid bragt det dertil, at Spørgsmaalet om Regeringsformen ikke er et aktuelt Kampspørgsmaal, heller ikke for den Del af Folket, der i Monarkiet ser en Statsform, som egentlig har overlevet sig selv. Det er i Dag ikke den formelt monarkiske Statsform, der er en Hindring for at skabe et virkeligt Folkets Danmark.

Det vil den heller ikke blive under Frederik IX, naar han – hvad man har al Grund til at regne med – fortsætter i sin Faders Spor. Det bedste ønske, man ved Frederik IX’s Tronbestigelse kan udtale for ham, maa være, at det meget snaart maa blive ham beskaaret at sætte sit Navn under en ny Grundlov, som virkelig overalt sætter Demokratiet i Højsædet og derved kan blive et Værktøj for Folket til at smede Folkets og Danmarks Fremtidslykke.