Kilder
Kildeintroduktion:
Den 14. januar 1972 døde Frederik 9. (født 1899, regent 1947-1972), og to dage senere kom meddelelsen om hans død i Statstidende, der siden 1904 har været den danske stats officielle meddelelsesblad til offentligheden. Efter meddelelsen om kongens død fulgte et åbent brev om Margrethe 2.s tronbestigelse, undertegnet på Christiansborg Slot ved udråbelsen af dronningen som ny monark dagen efter kongens død. I det åbne brev udtrykte dronningen sit håb for, at den tillid og hengivenhed, der var blevet vist hendes far, også ville blive overført til hende i varetagelsen af den nye gerning. Statstidende indeholdt samtidig en bekendtgørelse fra Statsministeriet om dronningens kongelige navnetræk samt informationen om, at der på grund af kongens død ville være hofsorg i to måneder frem til og med 14. marts 1972.
Statstidende bragte også en bekendtgørelse fra Justitsministeriet om, at offentlige forlystelser ikke måtte finde sted på dagen for Margrethe 2.s tronbestigelse samt på dagen for kongens bisættelse. Det betød, at fx koncerter, teater- og biografforestillinger samt sportsbegivenheder ikke måtte afholdes. Desuden bragte Statstidende et cirkulære til biskopperne om ringning med kirkeklokkerne i anledning af kongens død og ved bisættelsen, hvor kirkeklokkerne i hele landet skulle ringe 30 minutter inden højtideligheden samt igen, 30 minutter efter at højtideligheden var afsluttet.
Meddelelsen i Statstidende den 16. januar 1972. Klik her eller på billedet for at se siderne i Statstidende. Fra: Det Kgl. Biblioteks avissamling
Statstidende
Udgivet ved offentlig foranstaltning i henhold til lov af 23. januar 1903
Nr. 201 | Søndag 16. januar 1972 | 68. årg. |
HANS MAJESTÆT
KONG FREDERIK DEN NIENDE
er den 14. januar 1972 afgået ved døden
I sorgen over Kong Frederik den Niendes død vil det danske folk med taknemlighed mindes Kong Frederiks trofaste og pligtopfyldende gerning som Danmarks Konge gennem 25 år, en tid, som bragte rig udvikling og fremgang for det danske samfund
ÅBENT BREV
om
Dronning Margrethe den Andens tronbestigelse
─
VI MARGRETHE DEN ANDEN,
af Guds Nåde Danmarks Dronning,
Gør vitterligt:
Vor kære fader, Kong Frederik den Niende, er død den 14. januar 1972, og Vi har derefter i henhold til Danmarks Riges Grundlov og tronfølgeloven besteget tronen.
Idet Vi overtager det ansvarsfulde kald som Dan marks Dronning, er det Vor faste beslutning inden for Danmarks Riges forfatning og love at virke for retfærd, fremgang og velfærd for det danske folk.
Det er Vort håb, at den tillid og hengivenhed, som det danske folk viste Kong Frederik den Niende, må blive overført på Os og give Os styrke i varetagelsen af den gerning, Vi nu indleder.
Givet på Christiansborg slot, den 15. januar 1972.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
─
J. O. Krag[1]
ALLERHØJESTE BUDSKAB
til
folketinget
─
VI MARGRETHE DEN ANDEN,
af Guds Nåde Danmarks Dronning,
bringer hermed til folketingets kundskab, at Vor kære fader, Kong Frederik den Niende er død den 14. januar 1972.
Kong Frederik den Niende havde i hele sin regeringstid alene Danmarks vel som sit mål og satte alle sine kræfter ind i en trofast og pligtopfyldende indsats herfor. Kongen vandt ved sin gerning og hele sin færd tillid, respekt og hengivenhed.
Idet Vi nu i overensstemmelse med Danmarks Riges Grundlov og tronfølgeloven har overtaget det ansvarsfulde kald som Danmarks Dronning, er det Vort håb, at det i samme omfang må lykkes Os at yde en indsats til gavn for Danmark og det danske folk, og at den tillid, som vistes Kong Frederik den Niende, må blive overført på Os.
Vi indleder Vor ansvarsfulde gerning i forvisning om, at folketinget stedse vil mødes med Os i arbejdet for vort fædrelands vel.
Givet på Christiansborg slot, den 15. januar 1972.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
─
J. O. Krag
Hofsorg
I anledning af at Hans Majestæt Kong FREDERIK IX er afgået ved døden, anlægges lørdag den 15. januar 1972 hofsorg i 2 måneder indtil tirsdag den 14. marts inklusive.
─
Bekendtgørelse om det kongelige navnetræk
På statsministerens derom nedlagte forestilling har Hendes Majestæt Dronningen den 15. januar 1972 bifaldet, at det kronede kongelige navnetræk, bestående af de under den danske kongekrone anbragte sammenslyngede initialer M og R i forbindelse med 2, udføres i overensstemmelse med nedenstående afbildning:
Det tilføjes, at sager, i hvilke hensynet til det materiale, hvori navnetrækket agtes gengivet, måtte nødvendiggøre en i enkeltheder afvigende fremstilling, skal forelægges for indenrigsministeriet.
Statsministeriet, den 15. januar 1972.
J. O. Krag
/ Ruth Christensen
─
Bekendtgørelse om offentlige forlystelsers ophør i anledning af Kong Frederik den Niendes død
Det har behaget Hendes Majestæt Dronningen at bestemme, at i anledning af Kong Frederik den Niendes død må ingen offentlige forlystelser finde sted den 15. januar 1972 samt på bisættelsesdagen.
Justitsministeriet, den 15. januar 1972.
K. Axel Nielsen[2]
/ O. Perch Nielsen
─
Cirkulære til biskopperne angående ringning med kirkeklokkerne i anledning af Hans Majestæt Kong Frederik den Niendes død
På ministeriets derom nedlagte forestilling har det den 15. januar 1972 behaget Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden at bestemme, at der i anledning af Hans Majestæt Kong Frederik den Niendes død overalt i Danmark skal ringes med alle kirkeklokker på følgende måde:
Snarest efter dødsfaldet foretages der to ringninger, hver på 1 time. Den ene af ringningerne foretages i forbindelse med den sædvanlige aftenringning, medens den anden ringning foretages om morgenen eller kl. 12-13.
I forbindelse med bisættelsen ringes der ─ ligeledes i hele landet ─ ½ time før højtidelighedens begyndelse og ½ time efter at højtideligheden er afsluttet.
Herudover ringes der i hovedstaden uafbrudt under cortegen fra Christiansborg slotskirke til hovedbanegården.
Kirkeministeriet, den 15. januar 1972.
Dorte Bennedsen[3]
/ A. Truelsen
─
Cirkulære til biskopperne angående kirkebønnen for Dronningen og det kongelige hus
På ministeriets derom nedlagte forestilling har det den 15. januar 1972 behaget Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden at bestemme at den anordnede kirkebøn for Kongen og det kongelige hus i anledning af det stedfundne tronskifte ændres således, at der, efter at være bedt for Dronning Margrethe den Anden og Prins Henrik skal bedes for Dronning Ingrid, Arveprins Knud, Arveprinsesse Caroline-Mathilde og hele det kongelige hus.
Kirkeministeriet, den 15. januar 1972.
Dorte Bennedsen
/ A. Truelsen
─
Kundgørelse for forsvaret
Hendes Majestæt Dronningen har under 15. januar 1972 pålagt Forsvarsministeren at videregive følgende budskab til forsvarets personel:
”VI MARGRETHE DEN ANDEN
af Guds Nåde Danmarks Dronning,
sender Vor hilsen til alt personel i forsvaret, idet Vi er forvisset om, at den loyalitet og tillid, som hidtil knyttede forsvaret til Vor kære afdøde fader, også under Vor regering vil kunne bevares.
Vi pålægger Vor Forsvarsminister at videregive denne hilsen til forsvarets personel."
Forsvarsministeriet skal anmode om, at budskabet oplæses for alt personel i forsvaret.
Forsvarsministeriet, den 15. januar 1972.
Kjeld Olesen[4]
Ordforklaringer m.m.
[1] Jens Otto Krag (1914-1978) socialdemokratisk statsminister.
[2] Knud Axel Nielsen (1904-1994) justitsminister.
[3] Dorte Marianne Bennedsen (1938-2016) kirkeminister.
[4] Keld Olesen (født 1932) forsvarsminister.