Baggrund

Det var de stigende priser på landbrugsvarer i Vesteuropa efter 1750, der satte gang i overvejelser om reformer i dansk landbrug med henblik på at opnå produktionsforøgelser. Landbruget havde været igennem en hård afsætningskrise i 1730’erne, der havde medført forarmelse og en forværring af bondestandens vilkår med indførelse af stavnsbåndet i 1733. Som om det ikke var nok, fulgte derefter en periode med kvægpest i 1740’erne. Oplysningstidens tanker om frie og lige vilkår for alle var samtidig begyndt at spire ude i Europa og bredte sig også til de oplyste kredse i Danmark.

I første omgang gennemførte flere godsejere driftsomlægninger for at få et større udbytte af deres hovedgårdsjorder. 90 % af den danske landbrugsjord blev imidlertid drevet som bondebrug, så det var her, der måtte sættes ind, hvis der skulle opnås virkelige forbedringer i dansk økonomi. Bondebrugets driftssystem var imidlertid stadig underlagt beslutninger på landsbystævnet, da hver bonde nok drev sin egen jord, men måtte følge landsbystævnets overordnede beslutninger om sædskifte og arbejdstilrettelæggelse. Landsbyfællesskabet havde tidligere været et rationelt og især sikkerhedsmæssigt betryggende system for bønderne, men det kunne vanskeligt klare befolkningstilvækstens pres på de fælles ressourcer.  Fællesskabets svagheder viste sig først og fremmest i form af en træg beslutningsproces på landsbystævnet, når f.eks. driftsomlægninger var til behandling. Samtidig var godsernes stigende krav til fæstebøndernes hoveri en bremse på bondebrugets udviklingsmuligheder.

Regeringen opfordrede i 1755 til fri skriftlig debat om disse forhold og stillede endog gennem lancering af tidsskriftet Danmarks og Norges Økonomiske Magasin publiceringsmuligheder til rådighed. En ganske frisindet beslutning i et enevældigt samfund med censur. Frihed og ejendomsret til bønderne blev satsningen, som skulle sikre effektivitetsforøgelse i det danske landbrug, gennem de næste 50 års landbrugsreformer. Tempoet i reformarbejdet var svingende perioden igennem. Det var væsentligt for de skiftende beslutningstagere, at der blev taget hensyn til både godsejere og bønder, således at det ikke kom til protester eller oprør fra nogen af siderne.

Reformer af landsbyfællesskabet

Formålet var at placere dyrkningsansvaret hos den enkelte bonde gennem samling af hans jordtilliggende et enkelt eller et par steder, således at landsbyfællesskabet som en følge heraf eo ipso blev ophævet. I praksis blev det gennemført ved opmåling og nyfordeling af jorden i en landsby, således at både den dyrkede jord, udmarksjord og overdrev blev inddraget. Den almindelige udskiftningsfigur var stjerneformet med landsbyen i centrum, dvs. en gård fik al sin jord samlet i et lagkagestykke fra gården inde i landsbyens centrum. Det blev i de store landsbyer ofte kombineret med udflytninger af enkelte gårde til jord uden for lagkagestykket.

Initiativet til udskiftning lå ikke hos bønderne, men hos jordejerne. Oprindeligt skulle alle jordejere i en landsby være enige om udskiftningen, men fra 1776 kunne blot en enkelt kræve det – også at de øvrige bidrog til betalingen. Formelt havde bønderne ingen indflydelse på beslutningen, men en udskiftning betød for dem et enormt rydningsarbejde af sten, krat, gravning af afløbsgrøfter, oprensning af åer og ved udflytning også opførelse af nye bygninger. Det førte til den ønskede selvstændighed i dyrkningsansvaret, men også til social ensomhed for de udflyttede gårde. For husmænd uden jord havde der før reformen været adgang til græsning på fællesarealer for et par dyr, men de havde ifølge loven ikke krav på kompensation i form af jord, når denne rettighed forsvandt. De var slet ikke omtalt i forordningerne, før 1781 forordningen henstillede, at de blev tildelt et par tønder land som erstatning for den tabte græsningsret.

De konkrete reformer blev som nævnt indført i flere omgange. Den første reform var ophævelse af fællesskabet om overdrevenes græsningsarealer mellem flere byer. (Forordningerne 29. december1758, 28.december 1759 og 8. marts 1760). Det var ikke et påbud, men en opfordring. Derfra gik reformerne af landsbyfællesskabet gradvist videre med forordningerne 27. juli 1769, 13. maj 1776 og endelig den samlende lov af 23. april 1781. Fra 1781 tog udskiftningen fart, da regeringen stillede krav om gennemført udskiftning for at tillade bortsalg af fæstegårde til selveje. Omkring 1810 var udskiftningen af de danske landsbyer stort set afsluttet.

Plan over en landsby med marker inden udskiftningen. De enkelte bønder havde små strimler mange steder på bymarken. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Bøndernes tiendeydelse til kirken kan til en vis grad ses som en del af landsbyforholdene. Det var ydelsen af en tiendedel af afgrøderne delt op til præst, kirke og konge. Ydelsen fulgte årets høst, men var ikke mindst hvor den blev ydet direkte fra marken til stor gene for bønderne. Der blev indgået aftaler i hele reformperioden, men det endelige krav om afløsningsaftaler kom først i 1810.

Reformer af fæstevæsenet

De stigende priser på landbrugsvarer og godsejernes efterfølgende intensivering af hovedgårdsdriften resulterede i stigende hoveri for fæstebønderne, som derved også fik mindre tid til at foretage en tilsvarende forbedring af deres egne bedrifter. Der var intet overblik over hoveriets omfang på landsplan, derfor blev regeringens første tiltag et pålæg i forordningen af 6. maj 1769 til godsejerne om at indberette hoveriets størrelse og samtidig sikre, at fæstebønderne fik et hoverireglement vedhæftet deres fæstebrev. Formålet var at få hoveriets omfang fastlagt en gang for alle. Godsejerne opfattede formentlig dette som den sidste mulighed for hoveriudvidelse, så flere stillede urimelige krav.

Efter Struensee’s magtovertagelse kom en ny forordning den 20. februar 1771 med en helt ændret tankegang. Nu skulle hoveriets omfang ikke rette sig efter hovedgårdens arbejdskraftbehov, men størrelsen af bondens fæstegård. Denne radikale ændring blev kortvarig. Efter Struensee’s fald blev avlingshoveriet atter frigivet i 1773, mens der blev stillet betingelser til omfanget af det øvrige hoveri. Op gennem 1780’erne blev der arbejdet med disse centrale spørgsmål for både godsejere og fæstebønder. Fæstebønderne gennemførte flere steder protestaktioner mod deres godsejere, mens flere jyske godsejere reagerede på rygter om en kommende hoverireform med en underskriftindsamling til kronprinsen i 1790. Begge aktioner resulterede i en ny afgørelsesmetode i plakaten af 24. juni 1791, der lagde hoveriet ud til frivillige foreninger mellem godsejer og fæstebønderne. Hvis de ikke kunne nå til enighed, skulle der ske mægling, og hvis denne ikke lykkedes, skulle der træffes endelig afgørelse af en særlig hoverikommission. Den 6. december 1799 kom den sidste hoveriforordning med bestemmelsen, at ændringer af hoveriaftaler krævede godkendelse i Rentekammeret.

Godsejeren var skifteforvalter for sine fæstebønder, selvom han havde stor egeninteresse i at holde værdierne samlet på fæstegårdene. Til støtte for denne interesse skulle der fra 1701 altid ved skifte forlods udtages værdien af de nødvendige redskaber og trækkraft til hoveriet. Godsejeren skulle sørge for vurdering af bøndernes ejendele inde og ude, ligesom mangler på bygningerne blev fradraget boets overskud. Den store uretfærdighed bestod i bondens hæftelse for disse mangler, uanset i hvilken stand han selv havde overtaget gården. Det var således kun i tilfælde af, at en fra familien overtog fæstet, at eventuelle driftsforbedringer ville komme en arving til gode. Bønderne havde således intet incitament til driftsforbedringer, da de ikke kunne være sikre på, at fæstet efter dem gik over til en arving. Dette blev ændret ved forordningen af 8. juni 1787, der beordrede en vurderingsforretning foretaget ved uvildige bønder ved fæstets indgåelse, som så skulle benyttes ved skiftebehandlingen ved fæstets ophør. I 1793 blev amtmanden inddraget som tilsynsmyndighed. I 1816 blev skiftevæsenet helt frataget de mindre godsejere og i 1849 de øvrige, for at blive overdraget til herredsfogederne.

En anden løsning på generationsskiftet i fæstevæsenet var arvefæstet, som indførtes i 1760’erne på en del krongods og København magistrats gods. Under lidt forskellige betingelser gav det fæstebønderne sikkerhed for, at deres fæstegårde gik videre til børnene, eller at de ligefrem kunne sælge det med forbehold af køberens godkendelse af godsejeren. Dette arvefæste bredte sig senere ud til en del private godser.

Stavnsbåndet var den mest spektakulære af byrderne på bondestanden. Det blev indført i 1733 og bandt bondekarlene til det gods, hvor de var født, i et stigende antal år op gennem det 18. århundrede. Oprindeligt fra det 14. – 36. år, men fra 1764 fra det 4. – 40. år. Et sådant stavnsbånd stred mod oplysningstidens ideer om frihed og lighed, da ingen andre stænder var bundet til nogen stavn. Da Den store Landbokommission blev nedsat i 1786, var det indbygget i dens kommissorium, at stavnsbåndet skulle ophæves, men hvorledes ophævelsen skulle ske, var overladt til kommissionen.

Stavnsbåndet blev ophævet ved forordningen af 20. juni 1788 for alle andre end de 14 – 36-årige, men i år 1800 for alle. 1788 har siden været fejret som symbol på landboreformerne og bondestandens frigørelse, selvom andre love måske har været lige så vigtige. Efter ophævelsen af stavnsbåndet mente mange liberale reformatorer, at nu var alle tidligere restriktioner på fæstebestemmelserne unødvendige, da karlene frit kunne flytte til andre godser, hvis de ikke kunne opnå tilfredsstillende betingelser på deres hjemgods. Regeringen stillede dog ikke godsejerne frit efter engelsk forbillede, men fastholdt en social beskyttelse af fæsterne.

Ophævelse af fæstevæsen

Reformatorernes endelige mål var at skabe en selvejerstand af bønder uden forbindelse med godserne. Det kunne ske ved udstykning af de store hovedgårde og ved salg af fæstegårde til fæsterne eller andre.

Da godserne havde mange offentlige administrative opgaver i relation til deres fæstebønder, var det imidlertid en reform med mange komplikationer. Hvem skulle tage sig af skatteopkrævning, soldaterpræsentation og skiftebehandling, når forbindelsen mellem godsejer og bønder var kappet? De fåtallige amtmænd og amtsforvaltere ville ikke kunne klare det forøgede arbejdspres. Derfor bestemte den første lov om selveje af 13. maj 1769, at godsejerne stadig skulle beholde visse rettigheder over de frasolgte bøndergårde og stå inde for de nye selvejeres skatter mod til gengæld at beholde hovedgårdenes skattefrihed.

Dette ansvar for skatteopkrævning var der ikke mange godsejere, der ønskede at påtage sig. I 1784 blev disse betingelser derfor ophævet, mens godsejerne efter ansøgning stadig kunne opnå skattefrihed for hovedgårdene. Centraladministrationen benyttede sig så af disse ansøgninger til at stille en række betingelser til godsejerne, blandt andet om gennemført udskiftning, hoveriets ophævelse for fæstegårde, der blev solgt til andre godser, og tildeling af jord til husmændene.

Da de økonomiske konjunkturer var gunstige, førte reformerne i fæstevæsnet op gennem 1790’erne til en storstilet salgsbølge: Godsejerne ønskede at realisere den kapital, de havde bundet i godserne, nye spekulanter vovede pelsen for nye investeringer, og bønderne tog springet ud i selvejets usikkerhed. Pengene til selvejekøbene kom fra offentlige midler (Kreditkassen oprettet 1786 og Enkekassens pensionsmidler) og fra lokale lån fra familie, naboer og præster. Men den vigtigste finansieringskilde var godsejerne, der lod pengene stå mod pant i de nye gårde. Kunne de nye selvejere ikke klare renter og afdrag, havde de nu muligheden for at udstykke dele af deres ejendomme. Derved fik husmænd og yngre sønner også en mulighed for at opnå jordbesiddelse. Denne trafik fik dog en brat afslutning ved statsbankerotten i 1813 og kom først i gang igen i 1830’erne.

Landboreformerne var aldrig blevet til noget, hvis ikke en reformvenlig regering havde skabt rammerne gennem lovgivning. Men det krævede sandelig også, at der var risikovillige personer til at gribe de nye muligheder. Det var heller aldrig blevet til noget, hvis ikke konjunkturerne havde været gunstige. Resultatet blev, at strukturen i dansk landbrug fuldstændig ændredes i slutningen af det 18. århundrede. Det ses stadig på det danske landskab.

Kort over landsbyen Øster Stillinge før og efter udskiftningen