Artikler
Landboreformerne omkring år 1800 gjorde dansk landbrug til et frit marked for arbejdskraft, og det blev på arbejdsgivernes vilkår. Jordfordelingen forblev grundlæggende skæv helt frem til 1919, og mens gårdmandsstanden konsoliderede sig økonomisk, foregik der en langsigtet proletarisering af landarbejdere og husmænd.
Jordfordelingen efter landboreformerne
Ved landboreformerne omkring år 1800 blev der dannet en social struktur i dansk landbrug, som holdt sig stort set uændret de næste 100 år. I modsætning til den gamle feudale ejendoms- og brugsstruktur, var den nye struktur orienteret mod de frie markedskræfter. Det vigtigste sociale skel gik mellem dem, der hyrede lønarbejdere, og dem som måtte tjene til livet ved lønarbejde. Til den første kategori hørte godsejere og gårdejere. Til den sidste kategori hørte husmænd, landarbejdere og landsbyerhverv.
En husmand var en landarbejder, der lejede et hus på arbejdsgiverens bedrift, eller en lønarbejder, der ejede en lille bedrift. Siden 1700-tallet var der en langvarig vækst i antallet af husmænd. Fra 1860 til 1905 voksede antallet af huse på landet fra ca. 140.000 til ca. 212.000, mens deres samlede areal kun voksede fra ca. 39.000 hartkorn til ca. 43.000 htk. Til sammenligning voksede gårdenes antal fra ca. 72.000 til ca. 77.000 i den samme periode, mens gårdenes samlede areal kun faldt en anelse, fra ca. 336.000 htk. til ca. 329.000 htk.
Indtil udstykningerne fra godser til husmandsbrug i 1919, var lovgivningen orienteret mod at bevare den skæve jordfordeling. Det store udbud af arbejdskraft trykkede lønnen med det resultat, at husmænd og landarbejdere ikke fik del i gårdmændenes voksende velstand. I 1800-tallets sidste årtier flyttede fattige landboere i titusindvis til byerne og fandt arbejde i den nye industri, eller de udvandrede til Amerika.
Husmandssted i Karup i Midtjylland mellem Herning og Viborg, 1895. Ejendommen var opført omkring 1884 med stuehus og stald bygget sammen. På billedet ses ejeren Mads Chr. Nielsen (1842-1913) med hest og kreaturer, til venstre for ham hans hustru Ane (1846-1921) og deres tre døtre og en svigersøn. Mads supplerede de sparsomme indtægter ved at være landpost til fods mellem Viborg og Karup. Det lyngklædte udhus til højre blev brugt til får, høns og som lade. Foto: Lokalhistorisk Arkiv, Karup
Identitetsdannelse og organisering
Fra omkring 1840 blev gårdmændene en selvbevidst magtfaktor i dansk politik, hvorimod husmændene forblev uorganiserede og uden indflydelse, og vedtagelsen af Grundloven i 1849 ændrede ikke på dette forhold. Det var godsejerne og gårdmændene som havde ledelsen, da mange skoler og fagtekniske foreninger blev skabt i landbruget ved midten af 1800-tallet.
Hedens opdyrkning virkede identitetsskabende for husmændene, og deres aktive deltagelse i andelsbevægelsen fra omkring 1880 kom til at virke som det samlende fællesskab, de hidtil havde manglet. Ved år 1900 dannede husmændene regionale og nationale organisationer med et både socialt, kulturelt og politisk formål, og da det Radikale Venstre i 1905 brød ud fra det gårdmandsdominerede Venstre, knyttede husmændene sig til det nye parti.