Kilder
Kildeintroduktion:
I Danmark blev fri abort indført i 1973. Fra gammel tid havde forsætlig abort været forbundet med dødsstraf, men lovgivningen blev lempet ad flere omgange siden 1866. Fra 1930'erne begyndte man at legalisere abort under særlige omstændigheder, som eksempelvis fare for kvindens helbred, mens man i 1956 også begyndte at tage hensyn til fysiske og psykiske "defekter" hos kvinden. Denne udvikling i lovgivningen foregik sideløbende med en til tider hidsig debat mellem modstandere og tilhængere af abort. Hovedargumenterne gik henholdsvis på hensynet til barnet og kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Da den frie abort blev gennemført i 1973, var det del af en liberalisering af samfundet, der udsprang af ungdomsoprøret, kvindebevægelserne og den øgede seksuelle frigørelse.
I denne Gallup-meningsmåling fra 1969 fremgår det, at 40 % af danskerne var tilhængere af fri abort, mens 41 % var modstandere. Der var ikke den store forskel mellem kønnenes svar, men til gengæld ser det ud til, at de yngste befolkningsgrupper var mest positivt indstillet, mens andelen af modstandere steg i takt med alderen. Afslutningsvist fremgår det, at flertallet af danskerne (64 %) angav, at det var hensynet til den gravide kvinde, der vejede tungest for deres besvarelse, mens kun 13 % angav "det ufødte barn". Dette vil bemærkelsesværdigt nok sige, at en del modstandere baserede deres modstand på hensynet til kvinden.
Analysefirmaet Gallup har siden 1939 foretaget meningsmålinger i Danmark om de emner, der optog danskerne. Det drejer sig både om storpolitiske spørgsmål og de små dagligdags ting, der har haft betydning for almindelige menneskers hverdag. Meningsmålingerne er en værdifuld kilde til dansk historie efter 1945. Både fordi de måler danskernes holdninger til en lang række meget forskellige spørgsmål, men også fordi de spørgsmål, der blev stillet, giver et indblik i, hvad man dengang fandt det interessant at spørge om.
FRI ABORT
Kvinderne mere tilbageholdende end mændene og store generationsforskelle.
Den tidligere moderation af lovgivningen om adgang til at få foretaget svangerskabsafbrydelse og det vil sige moderationen af den såkaldte sociale indikation er nu måske tidstypisk afløst af et kompromisløst krav om ubetinget adgang for enhver kvinde til at få svangerskabet afbrudt, hvis
hun ønsker det, "fri abort", som det hedder.
Oprettelse af særlige abortkontorer, "oplysende" virksomhed om metoder, abortrejser og andre former for demonstration har understreget kravet om den fri abort, og efter at have kviet sig længe og under pres fra de yngre medlemmer går nu også Dansk Kvindesamfund officielt ind for et ubetinget krav om fri abort.
Argumentationen pro et contra er nu kendt af de fleste og baseret på sociale, menneskelige, etiske (hensynet til det ufødte barn) og religiøse hensyn, og den endelige standpunkttagen rækker vidt fra karakterisering af svangerskabsafbrydelse som slet og ret mord til det nu fremsatte krav om kvindens ubetingede ret til at råde over sit eget legeme.
Paradoksalt nok fremkom det kompromisløse krav, der på en vis måde kan siges at "løse" problemet med det uønskede svangerskab, på et tidspunkt, hvor dette spørgsmål kunne synes noget nær på vej til sin egen løsning af en væsentlig bedre vej, nemlig gennem en effektiv pilleprævention, der vel endda kun er en forløber for en endnu mere effektiv medicinsk prævention.
Dog problemet har man stadig, og den allerede modererede lovgivning om den sociale indikation har øjensynlig ikke været tilstrækkelig til at imødekomme tidens krav, der synes stadig skærpet også i brede kredse af befolkningen.
I tidligere undersøgelser (1965 og 1967) har Gallup Instituttet søgt at vurdere befolkningens indstilling til dette problem og har konstateret, at der i befolkningen er et udbredt ønske om en radikalisering af lovgivningen, idet dog kun et mindretal hidtil er gået ind for principiel fri adgang til abort.
Under indtryk af den senere tids debat og røre omkring spørgsmålet - stillet op som et absolut krav om fri abort - har man nu gentaget undersøgelsen, idet et repræsentativt udsnit af den voksne befolkning er stillet følgende spørgsmål:
"Der tales i øjeblikket meget om Fri abort, hvorved forstås, at enhver kvinde, der er gravid, skal have lov til at få svangerskabet afbrudt, hvis hun ønsker det. Må jeg høre Deres mening, vil De være tilhænger eller modstander af Fri abort?"
Svaret på dette spørgsmål fremgår af den følgende oversigt, hvor man har fordelt svarene efter de adspurgtes køn og alder:
| tilhænger | modstander | ved ikke | i alt | |
| % | % | % | % | |
| Total | 40 | 41 | 19 | 100 |
| Køn | ||||
| mand | 42 | 37 | 21 | 100 |
| kvinde | 38 | 44 | 18 | 100 |
| Alder | ||||
| 15 - 19 år | 50 | 19 | 31 | 100 |
| 20 - 24 år | 55 | 31 | 14 | 100 |
| 25 - 29 år | 48 | 40 | 12 | 100 |
| 30 - 39 år | 47 | 36 | 17 | 100 |
| 40 - 49 år | 43 | 37 | 20 | 100 |
| 50 - 64 år | 34 | 49 | 17 | 100 |
| 65 år eller derover | 20 | 53 | 27 | 100 |
Som det fremgår står befolkningen delt på spørgsmålet med lige mange for og imod den fri abort, men i forhold til den tidligere nævnte undersøgelse betegner denne holdning en stærk radikalisering.
Som man tidligere har iagttaget, er mændene mest radikalt indstillede, selvom forskellen ikke er stor.
Derimod spiller alderen en afgørende rolle. Blandt de helt unge (under 25 år) går et absolut flertal ind for fri abort. Dernæst går et relativt flertal, der nærmer sig 50% i alderen 25 - 49 år, ind for kravet, hvilket vil sige, at den aldersgruppe, for hvem spørgsmålet er relevant (det gælder i hvert fald kvinder), er overvejende for en radikalisering af lovgivningen.
Er man ude over den fødedygtige alder, vender man sig derimod lige så klart mod uhindret adgang til svangerskabsafbrydelse, og der er således næsten symmetri med modsat fortegn mellem de helt unge (under 19 år) og de ældre (over 65 år).
Da lovgivningen på en vis måde kan siges kun at komme dem ved, for hvem spørgsmålet kan blive aktuelt, og dvs. kvinder i den fødedygtige alder, er man således nær ved et absolut flertal af befolkningen for kravet om en ændring af svangerskabslovgivningen.
I diskussionen, der har gået forud, kan man vel principielt sige, at synspunktet har kunnet deles i hensyntagen til den gravide kvinde eller hensyntagen til det ufødte barn. Man har derfor som et tillægsspørgsmål spurgt de udvalgte svarpersoner om følgende:
"Hvad mener De man bør tage størst hensyn til, den gravide kvinde eller det ufødte barn?"
Spørgsmålet gav svaret:
| % | |
| Den gravide kvinde | 64 |
| Det ufødte barn | 13 |
| ved ikke | 23 |
| i alt | 100 |
Det er således klart hensynet til den gravide kvinde, der tæller stærkest, når man gør sin indstilling til problemet klar, hvilket nok kan synes selvfølgeligt, selv om dette hensyn netop også kunne begrunde det modsatte standpunkt, idet den gravide kvinde vil stå svagere over for faderen, såfremt han presser på for at få svangerskabet afbrudt, f.eks. hvis han ikke er gift eller måske netop er gift blot ikke med den pågældende kvinde.