Temaer
Tiden 1982 til 1993 blev den længste sammenhængende periode med borgerlige regeringer siden systemskiftet i 1901. Perioden blev dog også præget af det alternative sikkerhedspolitiske flertal (venstrefløjspartierne samt Det Radikale Venstre), som flere gange pålagde regeringen at føre en udenrigspolitik, den var modstander af. Trods dette overlevede Poul Schlüter som statsminister, da Det Radikale Venstre støttede regeringens økonomiske politik og derfor ikke stillede den overfor et mistillidsvotum.
I denne del af temaet om folketingsvalg har vi samlet information om de afholdte valg i perioden 1982-1993:
Det var en overraskelse, at den borgerlige regering, der var kommet til uden et valg i 1982, skulle bevare regeringsmagten i hele 11 år. Det var ikke blot den længste borgerlige periode siden 1901; Poul Schlüter blev også den længst uafbrudt siddende statsminister siden 2. verdenskrig.
At det lod sig gøre, skyldtes i høj grad, at indenrigspolitikken, især den økonomiske politik, dominerede i 1980'erne. Midterpartierne, især De Radikale, bakkede op om regeringens økonomiske politik med fokus på konkurrenceevne og underskuddet på statsbudgettet, selvom partiet var uenig i flere sikkerhedspolitiske spørgsmål. På den anden side valgte regeringen at acceptere at føre den af oppositionen pålagte fodnotepolitik i NATO-sager, hvor Danmark tog forbehold overfor en række fælles NATO-beslutninger.
Den borgerlige regering, der indledte perioden, fik navnet firkløverregeringen og bestod, som navnet antyder, af de fire partier: Det Konservative Folkeparti, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. Denne fortsatte indtil 1988, da CD og Kristeligt Folkeparti gik ud, og De Radikale kom ind i regeringen. De Radikale blev i regeringen frem til slutningen af 1990, hvorefter alene De Konservative og Venstre dannede regering med Poul Schlüter som statsminister og venstrelederen Uffe Ellemann-Jensen som højtprofileret udenrigsminister.
Socialdemokratiet derimod befandt sig i den længste periode i opposition, siden partiet for første gang overtog regeringsmagten i 1924. Med Svend Auken som partiformand gik partiet frem ved valgene i 1987, 1988 og 1990, men ikke nok til at kunne indløse valgresultaterne til ministertaburetter, idet De Radikale, dets traditionelle samarbejdspartner i regeringer, ikke ville acceptere en socialdemokratisk regering med Svend Auken som leder.
Den 14. januar 1993 kom kommissionsbetænkningen om Tamilsagen, der omhandlede Justitsministeriets ulovlige håndtering af tamilers familiesammenføring. Flere konservative politikere var inddraget i sagen. Poul Schlüter meddelte samme dag, at regeringen trådte tilbage. Socialdemokratiet overtog den 25. januar 1993 regeringsmagten sammen med midterpartierne og med en ny formand i skikkelse af Poul Nyrup Rasmussen.