Kilder
Kildeintroduktion:
I denne kilde udtrykker fagforeningen SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark) i sit medlemsblad Fagbladet sin holdning til pensionsfondenes rolle i Danmark. De to største pensionsfonde var ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension) og LD (Lønmodtagernes Dyrtidsfond), der forvaltede ind- og udbetalinger af lønmodtageres pensionsmidler. Pensionsfondene lå inde med kapital, der ifølge SiD i højere grad burde investeres i danske virksomheder. Dette var arbejdsgivernes organisationer dog imod, da de ikke ønskede, at pensionsfondene skulle få for meget magt over aktieselskaber og erhvervsliv.
SiD organiserede specialarbejdere, ufaglærte arbejdere samt på enkelte områder faglærte arbejdere. Fagforeningen blev oprettet i 1897 og blev i 2005 sammenlagt med Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark til 3F, Fagligt Fælles Forbund.
Udklip fra SiD's medlemsblad 'Fagbladet', 4. november 1988.
Det handler om magt
Af Lennart Weber[1]
De gamle kapitalister klamrer sig til deres magt. De vil gerne låne lønmodtagernes pensionsopsparing – bare vi ikke kræver indflydelse.
STRIBEVIS af store danske virksomheder kunne godt bruge noget kapital til investering i en ny fremtid. Lønmodtagerne har rigelig kapital placeret i pensionsfonde. Først og fremmest i ATP[2] og LD[3]. Men de gamle kapitalejere tøver med at låne penge af frygt for, at de skal miste indflydelse. Foreløbig er frygten ubegrundet. Af to væsentlige årsager.
Lovgivningen er sådan indrettet, at LD og ATP tilsammen ikke må få bestemmende indflydelse over en virksomhed. En tilsvarende regel findes ikke for nogen anden kapitalejer.
Stort set alle de store virksomheder opererer med to aktieklasser, hvor B-aktierne kun har 1/10 stemmeret. De gamle kapitalejere beholder A-aktierne og sælger de magtmæssigt værdiløse B-aktier til lønmodtagerfondene.
Alene af disse årsager er det håbløst at tro på, at lønmodtagernes pensionspenge - inden for en overskuelig fremtid - kan ændre på magtforholdene.
Friheds-frygt
Det hele handler om magt.
De gamle kapitalejere vil ikke slippe magten. For nylig er det bl.a. blevet udtrykt af Per Brüel[4], Brüel og Kjær, der på Det fri Aktuelt og Hafnias pensionskonference[5] sagde:
"Jeg vil gerne have pengene. Men jeg vil bevare min frihed så længe som muligt. Man kan bare se på Sovjetunionen, hvor der intet kan produceres. Og om noget bliver styret af et stort kommunistparti eller en stor fond, er vel det samme."
Med andre ord, hvis lønmodtagernes pensionsfonde skal have indflydelse, må de bevise, at de ikke er kommunister, og at de vil arbejde videre efter de gode gammeldags kapitalistiske principper.
FORMUEN
Formuen i ATP og LD udgør 100 mia. kr. pr. 1. januar 1988. I ATP ligger der en formue på 73 mia. kr., hvoraf kun 12 pct. er placeret i aktier. LDs formue er på 27 mia. kr., hvoraf 14 pct. er placeret i aktier. Både ATP og LD kan placere 25 pct. af deres formue i aktier. Der er altså masser af muligheder, som endnu ikke er udnyttet.
Opblødning på vej
Der er en opblødning på vej. Stærke kræfter inden for erhvervslivet er begyndt at vise åbninger over for lønmodtagernes fonde og en øget pensionsopsparing, der kan bruges til at sikre lønmodtagerne en rimelig pensionisttilværelse og til nye investeringer i erhvervslivet.
Der har tilmed været en stigende tendens til, at erhvervsfolk taler for at nedbryde systemet med A-og B-aktier, således at alle aktieejere får samme indflydelse i forhold til deres investering. Hvis denne tanke blev gennemført, var der for alvor åbnet mulighed for et magtskifte.
Men det ligger i luften, at pensionsfonde skal bevise, at de vil optræde som enhver anden kapitalist. Ikke noget med Økonomisk Demokrati ad bagdøren.
Fondenes klemme
Det er denne klemme, de store lønmodtagerfonde befinder sig i. Der har - specielt hos LD -været en tendens til, at man ønsker at få indflydelse. Men fondens ledelse ved udmærket, at den skal træde varsomt.
Foreløbig har "magten" været brugt til at redde danske arbejdspladser og til at sikre, at store danske virksomheder kan forblive på danske hænder.
LD er med i en stribe aktionæraftaler, der har haft det klare formål at sikre virksomhederne mod udenlandsk opkøb. Det gælder bl.a. Bang & Olufsen[6] og NKT[7], hvor LD og andre pensionsfonde sammen med de nuværende magthavere har indgået en slags musketer-aftaler, der bevirker, at hvis de nuværende kapitalejere bliver trætte, kan lønmodtagerfondene overtage magten for at forhindre udenlandske opkøb.
Men LD og ATP får ikke lov til at løbe med en virksomhed. De kan kun overtage magten - sammen med forsikringsselskaber og banker, som erhvervslivets magthavere har solid kontrol over.
Ordforklaringer m.m.
[1] Lennart Weber (f. 1946): journalist og forfatter. Journalist på SiD's medlemsblad Fagbladet 1987-1995.
[2] ATP: forkortelse for Arbejdsmarkedets Tillægspension, der er en obligatorisk pensionsordning. Ordningen blev vedtaget ved lov i 1964 og har siden fungeret som en selvstændig og selvejende institution. Alle lønmodtagere betaler bidrag til ordningen, der således dækker en stor del af den danske befolkning. Både lønmodtageres indbetalinger og pensionsudbetalingerne er forholdsvis små.
[3] Lønmodtagernes Dyrtidsfond: selvejende institution oprettet i 1977 for at forvalte og udbetale de to dyrtidsportioner, der var blevet indefrosset i perioden 1977-1979 for at begrænse lønudviklingen. Dyrtidsportioner var udbetalinger, der søgte at regulere løn i forhold til prisændringer. Som lønmodtager kunne man som udgangspunkt først få udbetalt sin dyrtidsportion, når man var fyldt 60 år. Lønmodtagernes Dyrtidsfond blev således en slags pensionsordning.
[4] Per Brüel (1915-2015): grundlægger af og direktør for ingeniør- og elektronikfirmaet Brüel og Kjær.
[5] Den socialdemokratiske avis Det fri Aktuelt og forsikringskoncernen Hafnia afholdt en konference om arbejdsmarkedspension den 24. oktober 1988.
[6] Bang og Olufsen(B&O): dansk elektronikkoncern, stiftet i 1925.
[7] NKT (oprindeligt Nordiske Kabel og Traadfabriker): dansk kabel- og elektronikkoncern, stiftet i 1898.