Temaet har dermed et internationalt sigte, idet det viser, hvordan internationale strømninger fra USA, FN-systemet og ulandene selv har indvirket på den danske udviklingsbistandspolitik gennem 50 år. Danmark har givet udviklingsbistand siden 1949, da Danmark gav sit første bidrag til FN's udviklingsprogram. Med Loven om Samarbejde med Udviklingslandene i 1962 etablerede Danmark sit første egentlige bilaterale udviklingsprogram med dertilhørende bistandsadministration samt rådgivende og rammesættende instanser som Rådet hhv. Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde. I 1971 blev Loven om Samarbejde med Udviklingslandene revideret, og udviklingspolitikken fik med oprettelsen af Danida sine nuværende institutionelle rammer.

Formålet med temaet er dels at skildre, hvordan opfattelsen af, hvad god udvikling er, har undergået historiske forandringer, og dels at vise vekselvirkningen mellem ændringer på det idemæssige plan og på det politiske plan. Det vil sige, hvordan udviklingsfilosofier på den ene side afspejlede internationale magtkonstellationer og politik i praksis, og, på den anden side, hvordan disse filosofier indvirkede på den førte udviklingspolitik i donorlandene. Endelig viser temaet, hvordan økonomiske og politiske teorier har sat aftryk på den førte danske udviklingsbistandspolitik. Et centralt emne i udviklingspolitikken er valget af modtagerlande. Temaet indeholder derfor også en artikel om landevalg i dansk udviklingspolitik, hvor det bl.a. kan ses, hvordan landevalget er influeret af den på et givet tidspunkt fremherskende udviklingsopfattelse.

Kitante Primary School, Kampala, Uganda. Foto: Jørgen Schytte/Danida/Scanpix  

Udviklingsbistand, udviklingsfilosofier og bistandsstrategier

Udviklingsbistand fra rige industrilande til fattige udviklingslande er historisk set et nyt fænomen, der hører til tiden efter 2. verdenskrig, og hvis begyndelse kan dateres til den amerikanske præsident Harry Trumans firepunktsplan fra 1949 for multilateral bistand gennem FN's Expanded Program of Technical Assistance (EPTA). Udviklingsbistanden var fra begyndelsen indlejret i den kolde krigs geopolitiske alliancespil om indflydelse i de nyligt afkoloniserede lande i Asien og Afrika, hvilket bl.a. kom til udtryk i prioriteringen af de ulande, der modtog mest udviklingsbistand. De sociale og økonomiske problemer og udfordringer i ulandene var imidlertid så store, at det blev nødvendigt at formulere løsninger i form af strategier for ulandenes udvikling og økonomiske vækst.

Moderniseringsteori i 1950'erne og -60'erne

Forestillingen om, hvad udvikling og ikke mindst god udvikling er, har som nævnt ændret sig over tid. I 1950'erne og 1960'erne var udviklingsfilosofien især influeret af moderniseringsteori, hvis fokus lå på, hvordan ulandene gennem efterligning af Vestens udviklingsforløb kunne nå op på samme udviklingsstadie som i Vesten. Målet var at skabe økonomisk vækst, som i princippet ville komme hele befolkningen til gavn, ved at den sivede ned fra samfundets top til den almene befolkning.

'De basale behovs strategi' i 1970'erne

Ved udgangen af 1960'erne viste det sig, at den forventede nedsivnings- og spredningseffekt var svær at få øje på, ligesom den forventede økonomisk vækst heller ikke levede op til forventningerne. Fokus blev nu flyttet til opfyldelsen af menneskets basale behov, som grundlag for at den økonomiske vækst kunne slå rod, og fattigdommen bekæmpes. Verdensbanken førte an med De Basale Menneskelige Behov-strategien i 1972, og mange vestlige donorer, inklusive Danmark, fulgte trop med bredere fattigdomsorienterede udviklingsprojekter som eksempelvis integrerede egnsudviklingsprojekter.

Ved den lokale brønd i Valle Ducali, Nicaragua, henter kvinderne vand i spande. Foto: Nana Reimers/Danida/Scanpix  

Den neoliberale vending i 1980'erne

Indgangen til 1980'erne indvarslede et markant skifte i den dominerende bistandsfilosofi med Den Internationale Valutafonds (IMF) og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer. Disse var rettet mod at sikre balance på modtagerlandenes statsbudgetter og indeholdt derfor krav om nedskæringer i den offentlige sektor og fjernelse af toldmure for at stimulere udenrigshandlen for dermed at øge valutaindtjeningen. Formålet var at modvirke en voksende gældsspiral, som især havde ramt de ikke-olieproducerende ulande i Latinamerika, Afrika og Asien efter den anden store oliekrise i 1978-79.

De sociale konsekvenser af strukturtilpasningsprogrammerne var imidlertid så store for den almene befolkning i ulandene, at mange ved udgangen af 1980'erne begyndte at omtale årene som det tabte årti for udvikling. De mange nedskæringer havde rullet forbedringer i uddannelse, sundhed og andre basale velfærdsydelser tilbage, og Verdensbanken igangsatte nu socialt bevidste strukturtilpasningsprogrammer.

God regeringsførelse i 1990'erne

Omkring 1990 var den kolde krig under afvikling og dermed også donorernes sikkerhedspolitiske rationale for at give bistand. I Danmark, hvor det sikkerhedspolitiske rationale altid havde været af marginal betydning, voksede bistanden støt gennem 1990'erne, så Danmark ved midten af årtiet var den største donor målt efter udviklingsbistandens andel af bruttonationalindkomsten (BNI). Den generelle internationale tendens i 1990'erne var derimod en betragtelig nedgang i størrelsen på bistandsoverførslerne fra den første til den tredje verden.

Fokus fjernedes nu fra økonomien og eksterne input til interne faktorer i ulandene, ofte af politisk art, som nøglen til udvikling. Under betegnelsen god regeringsførelse slog en udviklingsopfattelse igennem i 1990'erne, der lagde vægt på modtagerlandenes politiske systemer, forvaltningspraksisser, regeringsførelse og overholdelse af menneskerettigheder. Fra i 1980'erne at have stillet økonomiske betingelser (de såkaldte konditionaliteter) for modtagelse af udviklingsbistand stillede donorerne i 1990'erne i stigende grad nu også krav om afholdelse af frie og fair valg, tiltag for korruptionsbekæmpelse og overholdelse af menneskerettigheder.

Kollektivt produktionscenter for kvinder, Koforidua, Ghana. 500 kvinder undervises på centret i bedre ernæring. De producerer kassawa, soyabønner, honning og appelsiner. De modtager hjælp i tilfælde af hustruvold og rådgives omkring HIV-smitte og AIDS. Foto: Jørgen Schytte/Danida/Scanpix  

Sikkerhed efter 11. september 2001

Terrorangrebet den 11. september 2001 har sat sit præg på opfattelsen af, hvad god udvikling er. I ønsket om at modvirke radikale tendenser i fattige udviklingslande har donorer i stigende grad igangsat terrorbekæmpelsesprojekter, og udviklingsbistanden har generelt undergået en form for sikkerhedsliggørelse, hvilket især er tydeligt i forbindelse med genopbygning af kriseramte lande og, ikke mindst, i kølvandet på internationale militære interventioner som i Irak og Afghanistan. God regeringsførelse er fortsat i centrum sammen med fattigdomsbekæmpelse og økonomisk vækst, men de er nu i stigende grad kombineret med ønsket om terrorbekæmpelse og beskyttelse af menneskerettigheder.

De forskellige udviklingsopfattelser gennem tiden har sjældent stået alene og skal derfor snarere forstås som supplementer end egentlige alternativer, idet elementer fra 1950'erne såsom økonomisk vækst og 1970'ernes fattigdomsorientering fortsat er at finde i danske såvel som internationale bistandsstrategier. Dog er der accentforskelle, idet der især i 1970'erne og 1980'erne var en tendens til at give nybruddene førsteprioritet og skubbe det forrige i baggrunden.

Danmark har sjældent været bannerfører for den ene eller den anden af disse skiftende udviklingsopfattelser, men Danmarks udviklingsbistand og -politik har kraftigt ladet sig influere af disse. Dette tema handler derfor både om, hvordan udviklingsopfattelserne og bistandsstrategierne har udviklet sig siden 1950'erne, og om hvordan disse opfattelser og strategier er blevet appliceret i den danske udviklings- og bistandspolitik.