Baggrund

Reaktionen på den i datidens øjne meget demokratiske grundlov fra 1849 var ikke længe om at indfinde sig. Allerede i 1852 indskrænkedes Rigsdagens kontrollerende myndighed over regeringen. I London-protokollen, der i 1850 var underskrevet som afslutning på Treårskrigen, havde Danmark afgivet løfte om, at Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark end Holsten, hvilket ellers var de danske nationalliberales store ønske, da de ønskede alle danskere – altså også dem i Slesvig – underlagt Junigrundloven.

Inden for dette løfte forsøgte man at lave en forfatning fælles for alle landsdele. Resultatet blev Fællesforfatningen af 1855, hvor Rigsrådet udgjorde et fælles parlament for de forskellige landsdele og havde lovgivende myndighed i fællesanliggender, bl.a. udenrigspolitiske og forsvarspolitiske spørgsmål. Med preussisk støtte trak Holsten sig i 1858 ud, og samarbejdet måtte ophæves.

I 1863 forsøgte de nationalliberale at realisere deres ønske om at få Slesvig underlagt forfatningen ved at gennemføre en fællesforfatning efter et lignende mønster som den fra 1855, men kun omfattende Danmark og Slesvig – den såkaldte Novemberforfatning. Dette var som sagt i strid med London-protokollen, og dette medførte 2. Slesvigske Krig, som kostede Danmark både Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Man stod nu i Danmark med et sønderknust rige og to forfatninger: Novemberforfatningen gjaldt for primært udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål med den lovgivende magt liggende hos Rigsrådets Folketing og Landsting. Junigrundloven gjaldt for de øvrige anliggender med den lovgivende magt liggende hos Rigsdagens Folketing og Landsting.

Skabelsen

Allerede inden fredsaftalen i 1864 var underskrevet, begyndte diskussionerne om, hvordan man skulle tackle situationen forfatningsmæssigt, da det ikke under rigets daværende forhold var hensigtsmæssigt at have to lovgivende forsamlinger. De nationalliberale, som stod stærkt i Rigsrådets Landsting, der var valgt ved privilegeret valgret, mente, at Novemberforfatningen fra 1863 skulle udvides til at gælde alle anliggender. Venstregrupperne, der stod stærkt i både Rigsdagens og Rigsrådets Folketing og Rigsdagens Landsting, som alle var valgt ved almindelig valgret, mente at Junigrundloven fra 1849 skulle være den gældende.

Ét punkt blev hurtigt af afgørende betydning: Landstingets sammensætning. Ideen med et Landsting var, at det skulle udgøre en konservativ garanti – altså være en modererende instans, der skulle beskytte lovgivningsarbejdet imod folkestemningen, som Folketinget var udtryk for. De nationalliberale mente ikke, at dette var gjort tilstrækkeligt med de høje indtægtskrav til et medlem af Rigsdagens Landsting, som det var nedfældet i Junigrundloven. De mente, at en begrænsning i valgretten var nødvendig.

Efter en lang debat nåedes endelig til et resultat via en alliance mellem de nationale godsejere (som bl.a. talte J.B.S. Estrup (1825-1913) og C.E. Frijs (1817-1896)) og den moderate del af Venstregrupperne (med J.A. Hansen (1806-1877) i spidsen) – en alliance mellem "de små og store bønder".

Resultatet

Landstinget kom i Den gennemsete Grundlov til at bestå af 66 medlemmer. De 12 var valgt af kongen (dvs. regeringen) på livstid. Syv var valgt i København, og da tallet var fast, medførte en stadig større tilflytning til København, at København snart var underrepræsenteret. Færøernes Lagting og Bornholm valgte hver et medlem, og resten valgtes i valgkredse.

Valgmåden var indviklet, men sikrede de højest beskattede, som i overvejende grad var godsejere, en solid indflydelse. Både byernes begrænsede repræsentation og den privilegerede valgret til højest beskattede gjorde, at de nationalliberale embedsmænd, der indtil katastrofen i 1864 besad stor politisk magt, i høj grad fik begrænset deres indflydelse.

Da Folketinget forblev valgt ved almindelig valgret, gjorde de to tings forskellige sammensætning uoverensstemmelser imellem tingene sandsynlige. En løsning herpå blev ikke direkte nedfældet i grundloven. Det blev bl.a. begrundet af J.B.S. Estrup, der mente, at angsten for "det konstitutionelle tomrum" formodentlig nok skulle få de to ting til at nå et kompromis. Spørgsmålet blev højaktuelt i 1872, da Venstre fik flertal i Folketinget, mens Højre havde flertal i Landstinget. Kampen mellem de to ting udgjorde rygraden i den følgende forfatningskamp, der varede indtil parlamentarismens indførelse med Systemskiftet i 1901.