Sønderjyllands genforening med Danmark

Danskerne og de dansksindede sønderjyder har set grænseændringen som en genforening, hvor den dansktalende og dansksindede del af det gamle hertugdømme Slesvig kom tilbage til Danmark. Den uretfærdige grænse fra 1864 blev overvundet. Synsvinklen kom stærkt til udtryk i Henrik Pontoppidans (1857-1943) sang ”Det lyder som et eventyr” fra efteråret 1918, hvor begivenheden omtales som ”en røvet datter, dybt begrædt, [der] er kommen frelst tilbage”. Ifølge denne tradition skrives Genforeningen med stort begyndelsesbogstav som en historisk begivenhed af største rækkevidde for den danske historie. Traditionen er blevet holdt i hævd på de årlige afstemningsfester i den sønderjyske landsdel og ved de store jubilæer for Genforeningen i 1930, 1945 og i 1970.

Tolkningen er ikke problemfri. Den danske statsminister Niels Neergaard (1854-1936) berørte det i sin tale ved genforeningsfesten på Dybbøl den 11. juli 1920: ”Vi taler om genforening. Sagen er, at aldrig i vor tusindårige historie har Sønderjylland været et med Danmark. Først nu sker det efter sønderjydernes egen lykkelige vilje.” Som historiker vidste Neergaard, at Sønderjylland før afståelsen til Preussen og Østrig efter nederlaget i 1864 ikke var en del af kongeriget Danmark, men indgik i et selvstændigt hertugdømme, Slesvig, med en kompliceret historie mellem dansk og tysk. Om ikke i tusind år, så dog siden 1232. Det glemte mange nord for Kongeåen, som derfor også undervurderede, hvor anderledes Sønderjylland var sammenlignet med det øvrige land. Denne del af Neergaards tale blev imidlertid fortiet i de fleste referater af festen. Den var historiepolitisk ukorrekt i forhold til den dominerende danske tolkning.

Tysk kritik af genforeningsbegrebet

Fra tysk side har man afvist begrebet genforening med den samme statsretslige begrundelse: at Sønderjylland før 1864 var en del af hertugdømmet Slesvig og ikke en del af kongeriget Danmark, hvad landsdelen først blev i 1920. For så vidt kan begrundelsen næppe bestrides. Man har imidlertid valgt at se bort fra Neergaards fortsættelse, at sammensmeltningen mellem Danmark og Sønderjylland skete efter sønderjydernes egen lykkelige vilje, nærmere bestemt ved folkeafstemningen den 10. februar 1920. Kritikken savner dermed blik for, at folkenes selvbestemmelsesret skabte et helt nyt retsgrundlag for afgørelsen af nationalitetskonflikter, som brød med den historiske statsret. Som i øvrigt aldrig har været entydig, men genstand for forskellige tolkninger. Genforeningen er derfor rettelig et folkeligt begreb, fordi et stort flertal af vælgerne i Sønderjylland subjektivt følte, at de stemte sig ”hjem til Danmark”, således som det hed i den danske Vælgerforenings afstemningsopråb.

Genforeningssten fra Skodsbøl på Broagerland - rejst i 1937. To spejderdrenge hejser flaget på den tilhørende flagstang. I alt blev der rejst ca. 600 genforeningssten i Danmark som et varigt minde om begivenhederne i 1920. Foto: Carl Grossmann Atelier, Broagerlands Lokalarkiv

Nordslesvigs afståelse

Tyskerne og de tysksindede nordslesvigere har traditionelt set grænseændringen i 1920 som Nordslesvigs afståelse (Abtretung) til Danmark. Ved at bruge navnet Nordslesvig som betegnelse for området har man fremhævet samhørigheden med Sydslesvig og dermed den historiske forbindelse med det tidligere hertugdømme Slesvig. Og tillige med Slesvig-Holsten, eftersom Slesvig siden 1460 har været nært forbundet med hertugdømmet Holsten, fra 1867 i den preussiske provins Slesvig-Holsten og fra 1946/49 i det tyske forbundsland af samme navn.  

Ved at bruge vendingen afståelse har man sprogligt set karakteriseret grænseændringen i 1920 som en påtvunget begivenhed. Det udtrykte i de første årtier efter 1920 en afvisning af den nye dansk-tyske grænse som en del af 'fredsdiktatet' fra Versailles, hvor tyskerne fik skylden for 1. verdenskrig og måtte betale dyrt, blandt andet med omfattende landafståelser. Dermed signalerede vendingen et krav eller i det mindste en forhåbning om, at grænsen atter blev flyttet nordpå. Sådan var det i hvert fald i det tyske mindretal nord for grænsen og hos dets indflydelsesrige støtter i Slesvig-Holsten i tiden frem mod 2. verdenskrig. Med det tyske mindretals loyalitetserklæring over for den danske stat fra 1945, herunder dets klare anerkendelse af 1920-grænsen, må denne bibetydning anses for bortfaldet.   

Det store svigt

For de dansksindede i Sydslesvig var grænseændringen i 1920 længe forbundet med bitre minder om et knugende nederlag. Folkeafstemningen den 14. marts 1920 i Mellemslesvig med Flensborg (2. zone) blev afholdt distriktsvis og viste overalt tysk flertal. Skuffelsen over resultatet gav en følelse af at være blevet forrådt af den radikale danske regering og af Aabenraa-folkene, der var den gruppering, som holdt fast ved en grænsedragning i henhold til fredstraktaten og afstemningsresultatet. Syd for grænsen følte man sig efterladt og udleveret til tysk styre, da de dansksindede agitatorer og tilrejsende vælgere nordfra forlod byen. Når afstemningsdagen i 2. zone desuagtet er blevet erindret af dansksindede sydslesvigere, skyldes det, at den blev udgangspunktet for opbygningen af et dansk mindretal syd for den nye grænse. Det mildnede også oplevelsen, at Neergaard på Dybbøl lovede de dansksindede i Sydslesvig: "Det kan jeg sige på regeringens vegne, ja, på hele det danske folks vegne: de skal ikke blive glemt." Løftet har siden udmøntet sig i en årlig finanslovsbevilling til det danske mindretal, som opretholder et dansk skolevæsen og øvrige kulturelle institutioner syd for grænsen. 

Tanker om en deling af Slesvig går langt tilbage. Under 1. Slesvigske Krig (1848-1850) var grænsen mellem dansk- og tyskdominerede områder af Slesvig ganske klar - nord om Højer og Tønder og syd om Flensborg. Ideen om at gennemføre en deling efter nationalt sindelag blev dengang afvist både af danske og tyske slesvigere. Karikaturen viser Slesvig som en stakkels hundehvalp, hvis hoved en dansk og preussisk soldat saver af. Foto: Semmi Hertz. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Slesvigs deling som grundlag for en varig fred

I forsøget på at undgå de historiepolitisk belastede begreber genforening og afståelse har man undertiden tyet til det mere neutrale udtryk Slesvigs deling. Da den danske folkemindeforsker Inge Adriansen (1944-2017) og den tyske historiker Broder Schwensen sammen i 1995 udgav et hæfte om begivenhederne 1918-20, skete det således under titlen 'Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling'. Helt neutralt behøver begrebet dog ingenlunde at være. Ved at omtale grænseflytningen i 1920 som en deling af Slesvig fremhæver man således det positive i, at begge parter i den nationale strid fik en del af det gamle hertugdømme. At man med andre ord opgav den gamle grænsepolitik, hvor sejrherren tog det hele, til fordel for en fredelig løsning, hvor begge parter blev tilgodeset. Dette har man yderligere knyttet til den demokratiske værdi, at folk gennem afstemningerne blev spurgt om deres foretrukne statslige tilhørsforhold, og at grænsen blev trukket i rimelig respekt for udfaldet.

Betegnelsen Slesvigs deling er således et centralt element i den nye, fælles grundfortælling om det dansk-tyske grænselands historie siden 1920, som fra 1990’erne har afløst de gamle nationale grundfortællinger henholdsvis på dansk og tysk side om genforeningen og afståelsen. En fortælling, som ud over den demokratiske grænsedragning i 1920 også betoner ordningen af mindretallenes rettigheder ved København-Bonn-erklæringerne fra 1955 som grundlaget for nutidens fredelige forhold mellem danske og tyske beboere i grænseregionen. Denne fortælling satte et stærkt præg på genforeningsjubilæet i 1995, hvor man i forsoningens tegn også lod en repræsentant for det tyske mindretal tale ved genforeningsfesten i Dybbøl skanser. 

Slesvigs deling som tragedie

Grundlæggende bryder denne fortælling ikke med det nationale perspektiv på Sønderjyllands eller Slesvigs historie. Grænsedragningen i 1920 og det gamle hertugdømmes deling mellem den danske og den tyske nationalstat ses som en positiv udgang på et århundredes ufred. Betegnelsen Slesvigs deling giver imidlertid også mulighed for en fortælling, som ser kritisk på nationalstaten og den nationaliseringsproces, som fandt sted siden begyndelsen af 1800-tallet i det gamle hertugdømme, og som leverede den folkelige forudsætning for delingen.

I denne fortælling vil man fremhæve, at Slesvigs indbyggere endnu i begyndelsen af 1840’erne overvejende følte sig som slesvigere. At de levede fredeligt sammen, hvad enten de talte sønderjysk, plattysk, højtysk eller frisisk. Og at de først efterhånden delte sig op i danskere og tyskere som følge af den danske og den slesvig-holstenske bevægelses pågående agitation. De nationale fortællingers helte – foregangsmændene for de to bevægelser – bliver her til skurke, til demagoger, som påtvang slesvigerne deres nationalstatsdrøm og fjendebilleder. Et sådant modsatrettet syn fandt man i datiden hos kniplingskræmmer Jens Wulff fra Brede. I sin dagbog så han det store nationale brud i 1848 som en tragedie, der førte til Slesvigs undergang. I dette perspektiv følges denne tragedie af to andre: ophævelsen af Slesvigs status som hertugdømme ved indlemmelsen i Preussen i 1867 og delingen af Slesvig i 1920. I en sådan fortælling er delingen det definitive punktum for en århundredgammel selvstændig historie.    

En sådan modfortælling til de nationale fortællinger kan endvidere fremhæve, hvorledes en velstående og sammenhængende region blev reduceret til periferier i hver sin nationalstat, og at Sønderjylland og Sydslesvig siden 1920 er gledet stadig længere fra hinanden. Set i dette perspektiv vil der ikke være meget at fejre i 2020. En sådan modfortælling minder os imidlertid om, at vi ved at fejre Genforeningen med stort G har valgt et perspektiv på den sønderjyske historie, som er én mulighed blandt flere.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.