Pest

Fra midten af 1300- til begyndelsen af 1700-tallet var udbrud af pest en konstant trussel for borgere og magthavere. Den livsfarlige infektionssygdom vendte tilbage til Danmark igen og igen, og landet blev ramt af pestepidemier hvert 10.-20. år i perioden. Christian 4.s pestlov fra 1625 medførte det første nationale smitteberedskab i Danmark og udviklede epidemibekæmpelsen. Det spillede en hovedrolle, da Sjælland i 1710 og 1711 blev ramt af en pestepidemi, som skulle vise sig at blive den sidste i danmarkshistorien. 

I Helsingør rasede sygdommen fra december 1710 og frem til efteråret 1711. Til trods for myndighedernes forsøg på at inddæmme smitten, nåede pesten i maj 1711 til København, hvor omkring 40 % af byens indbyggere døde i løbet af et halvt år. Pesten kom dog ikke længere vestpå end til Roskilde, hvormed Fyn og Jylland gik fri.

Kopper

Tilbage til oldtiden har den meget smitsomme infektionssygdom kopper ført til massedød. Hyppigheden af koppeepidemier voksede i 1500-tallet, og i 1700-tallet fik sygdommen den epidemiske hovedrolle i både Danmark og resten af Europa, efter at pesten gradvis forsvandt. I det århundrede døde millioner af europæere af den livsfarlige sygdom, som dræbte helt op til hver anden ved de mest alvorlige epidemier.

I 1796 udviklede en engelsk læge en vaccination, som blev banebrydende for bekæmpelsen af kopper. Den første koppevaccination i Danmark blev udført i 1801, og i 1810 kom der lovgivning inden for området, idet styret udsendte en forordning om koppevaccination, der gjorde vaccinationen så godt som obligatorisk for hele befolkningen. Vaccinationerne var effektive, men kopperne blev ved med at dukke op indtil 1880’erne, hvor sygdommen aftog for alvor. Frem til 1977 har der i Danmark været krav om koppevaccination for børn.

Kolera

Europa blev i 1800-tallet ramt af den livstruende mave-tarm-sygdom kolera. I 1831 nåede sygdommen til Danmarks nabolande, hvilket førte til, at de danske sundhedsmyndigheder samme år udstedte strenge foranstaltninger med en koleralov, som intensiverede karantænereglerne og grænsekontrollen for at forhindre smitte. Epidemien i Europa afslørede kritiske sanitære forhold i byerne og ramte hårdt i slumkvartererne, hvilket var en øjenåbner for læger og politikere og affødte politiske reformer.

I sommeren 1853 udbrød en koleraepidemi i København, der førte til omkring 4.700 dødsfald. Epidemien blev landsomfattende og spredte sig til 24 af købstæderne i provinsen. Koleraepidemien i Danmark i 1853 førte ikke kun til en akut sundhedskrise, men blev også en katalysator for langsigtede investeringer i hovedstadens drikkevandsforsyning og kloaknet.

Tuberkulose

I begyndelsen af 1900-tallet dræbte tuberkulose hver syvende voksen i Danmark. Den forårsages af en bakterie, som primært rammer lungerne, og smitter gennem udåndingsluften. Den ubehandlede tuberkulose udviklede sig langsomt med symptomer som træthed, feber og vægttab. I 1901 blev Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse stiftet, hvilket førte til oprettelsen af sanatorier og vedtagelsen af en tuberkuloselov i 1905. Bekæmpelsen fokuserede på sanatorieophold, hygiejne og social støtte til sårbare familier.

I 1930'erne blev tuberkulosestationer etableret for aktiv smitteopsporing, og nye værktøjer som vaccine og tuberkulintest blev introduceret. Smittefrygt førte til social udstødelse, men pasteurisering af mælk og antibiotika i 1940'erne bidrog til sygdommens tilbagegang. Danmark havde i 1950'erne verdens laveste tuberkulosedødelighed, og i dag er tuberkulose sjælden i Danmark med cirka 200 årlige tilfælde.

Covid-19

I årene fra 2020 til 2022 oplevede Danmark en national undtagelsestilstand på grund af coronavirus, der kostede knap 8.000 danskere livet. Covid-19 er en luftvejssygdom, som typisk giver feber, hoste og hovedpine og i nogle tilfælde kan føre til lungebetændelse og lungesvigt. Epidemien nåede Danmark i slutningen af februar 2020, hvilket resulterede i en total nedlukning af landet den 11. marts 2020. Regeringen indførte omfattende restriktioner for at beskytte sundhedsvæsenet mod overbelastning. Et nationalt testberedskab og et såkaldt coronapas blev implementeret, og der blev udviklet vacciner, som fremmede flokimmunitet og ændrede epidemiens forløb.

Epidemien satte desuden skub i digitaliseringen af sundhedsberedskabet, hvor myndigheder og politikere gjorde brug af målinger på befolkningens adfærd og holdninger til de mange restriktioner, som prægede hverdagslivet. Det medførte en enestående datadreven epidemibekæmpelse, hvor myndighederne i høj grad lyttede til befolkningen i hele epidemiens forløb. Overordnet set var Danmark blandt de lande, der lykkedes bedst med epidemibekæmpelsen, med en dødelighed 2-3 gange lavere end flere andre vestlige lande. Dette skyldtes hurtig nedlukning, befolkningens inddragelse og et avanceret teknologisk smitteberedskab, der byggede på et velfungerende sundhedsvæsen. 

Som et led i bekæmpelsen af tuberkulose dukkede emaljeskilte med en opfordring til ikke at spytte på fortovet op i landets byer fra 1913. Skiltene blev lavet på initiativ af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, der blev stiftet i 1901. De viste foreningens røde symbol i toppen og havde til formål at bidrage til den hygiejniske opdragelse af befolkningen med skilte i sporvogne, i kirker, på hoteller og gader. Foto: Steno Museets samlinger, Aarhus Universitet.

Temaet er lavet i et samarbejde mellem Steno Museet og danmarkshistorien.dk ved Aarhus Universitet med økonomisk støtte fra Assens Fonden, Fonden til Støtte af Kulturhistorisk Forskning og Aarhus Universitets Forskningsfond.