Regeringsdannelsen

Den 18. december 1990, kun seks dage efter folketingsvalget, kunne den konservative statsminister Poul Schlüter præsentere sin fjerde regering, bestående af Det Konservative Folkeparti og Venstre. Den hurtige regeringsdannelse bør dog ikke forstås som udtryk for hverken en styrkelse af statsministeren eller hans nye regerings parlamentariske grundlag. Det var i udpræget grad manglen på alternativer, der gjorde ministeriets tiltræden mulig. Trods stor valgfremgang for Socialdemokratiet ville ingen andre end partiet selv og Socialistisk Folkeparti (SF) pege på Svend Auken (1943-2009) som statsminister.

Det var derfor en svækket statsminister i spidsen for en svag regering, der tog fat på den nye valgperiode. Det Radikale Venstre havde brændt sig på KVR-regeringen (3. juni 1988-18. december 1990) og var i stigende grad begyndt at orientere sig mod Socialdemokratiet. Det Radikale Venstres politiske leder Niels Helveg Petersen (1939-2017), der havde været partiets fremmeste fortaler for deltagelsen i KVR-regeringen, valgte ikke overraskende at træde tilbage som partiets politiske leder efter folketingsvalget. Han blev erstattet af Marianne Jelved (f. 1943), hvilket var en yderligere svækkelse af Schlüters samarbejde med Det Radikale Venstre.

Ministeriet Poul Schlüter IV. Fra venstre ses skatte- og økonomiminister Anders Fogh Rasmussen, landbrugsminister Laurits Tørnæs, forsvarsminister Knud Enggaard, undervisnings- og forskningsminister Bertel Haarder, kulturminister Grethe Rostbøll, indenrigsminister og minister for nordisk samarbejde Thor Pedersen, statsminister Poul Schlüter, kirke- og kommunikationsminister Torben Rechendorff, sundhedsminister Ester Larsen, socialminister Else Winther Andersen, finansminister Henning Dyremose, industriminister Anne Birgitte Lundholt, miljøminister Per Stig Møller, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, justitsminister Hans Engell, arbejdsminister Knud E. Kirkegaard, fiskeriminister Kent Kirk, boligminister Svend Erik Hovmand samt minister for offentlige arbejder Kaj Ikast. Foto: Mydtskov Foto

Det socialdemokratiske formandsoprør

Socialdemokratiet havde et fantastisk valg i 1990, der sikrede partiet hele 69 mandater. Alligevel var partiets formand Svend Auken reelt ikke i nærheden af at overtage statsministerposten. Partiets fremgang var først og fremmest sket på bekostning af SF, og således var der kun 84 mandater bag Aukens kandidatur. Ingen af de tre midterpartier Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og Det Radikale Venstre var interesseret i en socialdemokratisk regering med Auken som statsminister. Socialdemokratiet stod altså i den frustrerende situation, at partiets store fremgang ikke kunne omveksles til regeringsmagt på grund af dets formand og dennes anstrengte relationer til andre partiers centrale politiske aktører.

I Socialdemokratiet skabte dette uro, og det førte den 11. april 1992 til, at den politisk mere kompromissøgende Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) væltede Svend Auken som formand på en ekstraordinær partikongres i Vejle. Formandsskiftet var støttet af Det Radikale Venstre, men også af fagbevægelsen, der var trætte af den hårde oppositionsledelse og ønskede valgsejren omsat til konkret indflydelse - helst i form af en socialdemokratisk regeringsdannelse. 

Internt påførte formandsopgøret Socialdemokratiet et traume og en splittelse, det tog næsten et par årtier at komme sig over. Parlamentarisk betød det, at KV-regeringens grundlag begyndte at smuldre, da midterpartiernes største grund til ikke at ville støtte en socialdemokratisk regering var væk.

Den økonomiske politik

Ved KV-regeringens tiltræden var der 280.000 ledige. Tallet havde aldrig været højere i danmarkshistorien. Boligmarkedet blev også stærkt negativt påvirket med prisdyk, og tvangsauktionerne nåede det højst registrerede antal i fjerde kvartal af 1990. Økonomisk så det dog ikke kun sort ud. Kombinationen af stærk vækst i nabolandene, lav dansk inflation og en behersket lønudvikling førte til en kraftig forøgelse af eksporten, særligt til Tyskland. Med den ringe danske efterspørgsel kom der samtidig et fald i importen. Betalingsbalancen forbedredes således i de sidste år af 1980'erne i ganske uforudset grad, så der i 1990 - for første gang i mere end 30 år - var et overskud på hele 10 mia. kr. på betalingsbalancen.

I den økonomiske politik og i arbejdsmarkedspolitikken fremsatte regeringen i flere situationer sine egne, ofte ganske markante borgerlige forslag. Disse blev så mødt af modstand eller regulær afvisning, hvorefter forslagene enten blev trukket tilbage eller forandret til ukendelighed gennem forhandlinger. KV-regeringen blev trods dette siddende, da oppositionen trods alt ikke kunne enes nok til at opstille et holdbart alternativ. 

Det lykkedes dog i 1989-90 skatteminister Anders Fogh Rasmussen (f. 1953) at gennemføre en større fusion af den statslige og kommunale skatte- og afgiftsadministration til en samlet koncern, kaldet Told & Skat, hvilket skulle effektivisere og afbureaukratisere sektoren. Med fusionen skulle der spares 5.000 stillinger, eller hver tredje af de i alt 15.000 stillinger.

Fogh Rasmussens fusions- og spareplaner satte dog Skatteministeriet og dets underliggende institutioner under hårdt pres, hvilket bl.a. gjorde det svært at holde budgetterne. Fogh havde dog gjort sine medarbejdere bekendt med, at han ikke ville acceptere budgetoverskridelser, hvorfor de så holdt op med at fortælle ham om dem. I stedet begyndte ministeriet at ompostere beløb fra det ene regnskabsår til det næste. I slutningen af 1989 blev der indgået en kontrakt med en EDB-leverandør om at overføre dele af betalingen for ordren til 1990. Denne gang skete det med skatteministerens viden, men antagelig uden at han vidste, at det var ulovligt.

Praksissen med at overføre penge til næste budgetår førte til en kritik fra rigsrevisionen af skatteministeren. Dette faldt sammen med stigende pressefokus på kaotiske tilstande med intriger, konkurrence og manglende opgaveløsning i Told & Skat. I midten af november 1992 afleverede Kommisionsdomstolen sin endelige beretning om bogføringspraksissen i Skatteministeriet. Den konstaterede, at Fogh Rasmussen havde forsømt at informere Finansministeriet om den problematiske kontrakt med EDB-leverandøren, og at han havde afgivet uklare, ufyldestgørende og urigtige oplysninger til Folketinget om bogføringen af EDB-udgifterne i Skatteministeriet. Ansvaret for den kreative bogføring påhvilede ifølge beretningen fem embedsmænd i Skatteministeriet, som det blev anbefalet at rejse disciplinærsag imod.

I Folketinget dannede der sig herefter et flertal mod skatteministeren, hvilket Anders Fogh Rasmussen tog konsekvensen af. I november 1992 bad han derfor statsministeren om sin afsked før et mistillidsvotum kunne blive stillet. Fogh Rasmussens afløser på skatteministerposten blev venstreborgmester i Farum Peter Brixtofte (1949-2016).

Miljøpolitikken

Ved dannelsen af KV-regeringen forudså både Poul Schlüter og den nyudnævnte miljøminister Per Stig Møller (f. 1942), at det miljøpolitiske område ville komme til at volde problemer. Dette blev også tilfældet, da et alternativt miljøpolitisk flertal flere gang tvang regeringen til at føre en strammere miljøpolitik, end den havde lyst til.

Dette var fx tilfældet ved begyndelsen af folketingsåret 1991-92, hvor Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre pålagde regeringen at omlægge energipolitikken med blandt andet afgifter på CO2-udledning samt i den forbindelse at gennemføre en række foranstaltninger til at begrænse energiforbruget. Regeringen var hermed endnu engang sat i mindretal og måtte modvilligt udforme en lovpakke, den selv var imod. I oktober 1991 forelagde skatteminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative industri- og energiminister Anne Birgitte Lundholt (f. 1952) lovpakker til CO2-afgifter og energibesparende tiltag. CO2-pakken medførte, at der blev lagt afgifter på energiprodukter, som udledte CO2, for 1,1 mia. kr. Naturgas var dog undtaget. Byrden for de private husstande beløb sig til 200 mio. kr., mens resten skulle bæres af erhvervslivet. For de private husstande skulle ikrafttræden finde sted den 1. maj 1992, for erhvervslivet den 1. januar 1993. Dele af afgifterne skulle bruges til at udbygge og modernisere fjernvarmenettet og til at omlægge varmeforsyningen i de 80.000 boliger i hovedstaden, der stadig var afhængige af petroleumsopvarmning. Afgiftsprovenuet skulle også gå til støtte af brugen af biobrændsel, halm og træflis. Endelig skulle energitunge industrivirksomheder kompenseres.

CO2-pakken blev vedtaget med Socialdemokratiets, Radikales og SF's stemmer. Regeringen, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet stemte imod, mens CD undlod at stemme.

Udenrigspolitikken: aktiv internationalisme

Dansk udenrigspolitik blev i Ministeriet Poul Schlüter IV kendetegnet ved, hvad udenrigsminister og formand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022) sammenfattede i begrebet aktiv internationalisme. Dette kan beskrives som en overordnet nyorientering i dansk udenrigspolitik, hvor Danmark påtog sig en mere aktiv og offensiv rolle i forhold til på langt sigt at realisere fred, demokrati og lighed i verden. Heri lå også en større villighed til at deltage i militære aktioner.  Den aktive internationalisme kom i perioden særligt til udtryk ved tre lejligheder.

Den første var den ubetingede danske støtte til de baltiske staters uafhængighedsønsker 1990-91. Den danske regering var således den første stat, som den 26. august 1991 sendte en ambassadør til Baltikum, samtidig med at de tre landes udenrigsministre blev modtaget af dronningen.

Den anden var den danske deltagelse i Golfkrigen 1990-91. Krigen opstod som en reaktion på Iraks præsident og diktator Saddam Husseins (1937-2006) besættelse af nabolandet Kuwait. Danmark deltog her med korvetten Olfert Fischer i en multinational styrke, ledet af USA. Krigen i Kuwait blev kort, og landet blev befriet.  Men våbenhvilen fra april 1991 bragte ingen varige løsninger på problemet med Saddam Hussein og hans regime, hvilket 12 år senere resulterede i endnu en krig mellem Irak og en multinational koalition, ledet af USA og igen med dansk deltagelse. På den korte bane blev Olfert Fischer imidlertid trukket hjem i september 1991.

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen betegnede den udenrigspolitik, der blev ført under Ministeriet Poul Schlüter IV, som 'aktiv internationalisme'. Den aktive internationalisme indebar bl.a., at Danmark var mere villig end tidligere til at deltage i militære aktioner for at realisere fred, demokrati og lighed i verden. På billedet ses statsminister Poul Schlüter ved korvetten Olfert Fischers hjemkomst efter den danske deltagelse i Golfkrigen 1990-91. Foto: Aage Sørensen, Ritzau Scanpix    

Den tredje var den store danske tilslutning til FN's fredsvarende styrke, UNPROFOR, i den jugoslaviske borgerkrig. I 1992 sendte Danmark således en hel bataljon på 940 mand til deployering i Krajina-provinsen i Kroatien. De danske soldater kom da ud for store prøvelser og flere tab, hvilket ikke forhindrede, at Danmark i flere forskellige missioner sendte soldater til borgerkrigen i Bosnien. Danmark blev hermed i 1994 den største troppebidragsyder pr. indbygger til UNPROFORS styrker på Balkan. Poul Nyrup Rasmussens regering fortsatte altså den aktivisme, internationalisme og militarisering af udenrigspolitikken, som var påbegyndt under Schlüters regeringer.

Den aktive internationalisme afspejlede sig også på de danske finanser. I 1992 løb de danske internationale støttebeløb samlet op i 11 mia. kr., svarende til 1,29 % af BNI. Sammenlignet med 1988 var der tale om en stigning på 3,3 mia. kr., og fører man udviklingen frem til 1993 - hvilket er relevant, da KV-regeringen trods sin afgang i januar 1993 havde ansvaret for vedtagelsen af finansloven for 1993 - blev der med et samlet beløb på 14,7 mia. tale om en stigning på hele 7 mia. kr. At der kunne opnås politisk flertal for den massive stigning skyldtes, at en stor del af pengene faktisk vendte tilbage til Danmark igen. Den internationale støtte var i meget høj grad også en national støtte, der blev givet på betingelser, der skabte jobs og ordrer i og til danske virksomheder, som i flere af støtteprogrammerne også stod som de praktiske tovholdere.

2. juni 1992: Nej til Maastricht-traktaten

De mange forandringer i Europa efter Murens fald, den tyske genforening, Sovjetunionens sammenbrud, krigene i Jugoslavien m.m. lagde op til en massiv gentænkning og reformering af Europas politiske og sikkerhedspolitiske arkitektur. I EF-landene var der ingen tvivl om at en af de vigtigste - hvis ikke den vigtigste - ramme for fremtidens organisering af Europa måtte være EF i en reformeret og fortættet udgave. Dette var baggrunden for Maastricht-traktaten og de vesteuropæiske politikeres ønske om at gøre EF til EU.

Maastricht-traktaten havde fokus på økonomisk politik, valuta og fri bevægelighed af kapital. Samtidig fik Europa-Parlamentet større del i arbejdet med at lave love, der ville få indflydelse på nationalt plan. Den endelige udgave af Maastricht-traktaten blev dog ikke helt så føderal, som der undervejs i forhandlingerne var udsigt til. Derfor var det også et stort flertal i Folketinget, der efter en lang tredjebehandling den 12. maj 1992 med 125 stemmer mod 30 godkendte traktaten. Kun Fremskridtspartiet og SF stemte imod ratifikation, hvilket betød, at der næsten var 5/6 flertal for traktaten, som ifølge Grundloven er nødvendig i forbindelse med aftaler om suverænitetsafgivelse. Før Danmark kunne implementere traktaten, skulle den derfor til folkeafstemning den 2. juni 1992. På trods af den klare parlamentariske opbakning til Maastricht-traktaten stemte flertallet af de danske vælgere nej. Nej'et var lille med kun 50.7 % af de afgivne stemmer, men det var der, og det afslørede, at den danske befolkning ikke havde ladet sig overbevise om, at en unionsudvikling i EF var det rigtige svar på det politiske opbrud i Europa.

Nej'et kom naturligvis overraskende, fordi ikke kun de fleste partier, men også de fleste medier, erhvervsorganisationer og LO-forbund sluttede op om et ja. De andre EF-medlemslande lagde hurtigt pres på den danske regering, fordi det danske 'nej' formelt betød, at traktaten ikke kunne træde i kraft. Udfordringen for regering og politikere på den korte bane blev derfor at samle bolden op efter nej'et, så der kunne landes en kompromisløsning, der tog bestik af, hvad befolkningen kunne gå med til, og hvad de øvrige EF-lande ville og kunne acceptere.

27. oktober 1992: Det nationale kompromis og de fire EU-forbehold

Efter det danske nej til Maastricht-traktaten måtte politikerne endnu engang til forhandlingsbordet. Stik mod den parlamentariske tradition blev det dog ikke regeringen, men det store oppositionsparti Socialdemokratiet som kom til at styre forhandlingerne, der primært inkluderede Det Radikale Venstre og SF. Årsagen hertil var, at det især var Socialdemokratiets og SF's vælgere, der skulle skifte standpunkt, hvis der skulle hales et ja hjem. Ikke desto mindre har det været en noget ubehagelig og bizar situation for KV-regeringen at se oppositionen være ledende på politik-udviklingen. 

Den 27. oktober 1992 kunne Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF's præsentere det fælles dokument 'Danmark i Europa', som dog i daglig tale altid blev kaldt 'Det nationale kompromis'. Det indeholdt en række målsætninger for dansk europapolitik, herunder en accept af dansk tilslutning til Maastricht-traktaten på betingelse af, at man fik fællesskabets accept af en række danske undtagelser. Dem kender vi i dag som de fire danske EU-forbehold i forhold til forsvarssamarbejde, fælles mønt, unionsborgerskab og rets- og asylpolitik. Samtlige partier undtagen Fremskridtspartiet stillede sig bag 'Det nationale kompromis', hvorved det netop blev et nationalt kompromis ikke blot af navn, men også af gavn.

Efter at 'Det nationale kompromis' var blevet ophøjet til dansk europapolitik, var det regeringens opgave at søge europæisk accept af kompromisset. Dette skaffede udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen ved Edinburgh-topmødet 11.-12. december 1992.  Edinburgh-aftalen kom herefter til folkeafstemning i Danmark den 18. maj 1993. 56,7 % stemte for, 43,3 imod.

KV-regeringen går af uden valg

I løbet af regeringsperioden spidsede den såkaldte Tamilsag til, efterhånden som undersøgelsesretten mod den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens (1922-2014) skred frem. Sagen handlede om, hvorvidt Ninn-Hansen trods advarsler om dettes ulovlighed havde nedprioriteret og standset en række familiesammenføringer til tamilske flygtninge. I undersøgelsesretten blev det tydeligt, at Ninn-Hansen ikke var den eneste implicerede minister.  Først fældede sagen den konservative formand for Folketingets Retsudvalg, Grethe Fenger Møller (f. 1941). Det blev fuldt dokumenteret, at hun med sin indkaldelse af Retsudvalget i 1988 havde medvirket til at tvinge ombudsmanden ud af sagen. Et flertal krævede hendes afgang, hvorefter hun trak sig i januar 1991.

Undersøgelsesrettens endelige beretning, som blev offentliggjort den 14. januar 1993, fastslog at statsministeren havde været vidende om den ulovlige praksis. Poul Schlüter fandt undersøgelsesrettens behandling uretfærdig, men valgte alligevel at trække sig. Ministeriet Poul Schlüter IV tog derfor sin afsked tirsdag den 15. januar 1993. Snart efter anlagde et flertal i Folketinget en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen, som førte til domfældelse i 1995 for brud på ministeransvarsloven. Ninn-Hansen blev idømt fire måneders betinget fængsel. Den 25. januar 1993 udnævntes Poul Nyrup Rasmussen til statsminister for en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.