Gallup 1956: Er hovedrengøring gammeldags?

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne Gallup-meningsmåling fra 1956 er hovedkonklusionen, at de danske husmødre opfattede den grundige hovedrengøring som mindre vigtig end tidligere. Dette skyldtes især de moderne hjælpemidler, som husmødre havde fået til at hjælpe dem i hverdagen. Alligevel angav 83 % af husmødrene, at de gjorde forårsrent. Tendensen var dog, at hovedrengøringen var mest udbredt på landet og blandt de ældre. Det er desuden interessant at bemærke, hvordan mændenes forhold til hovedrengøringen omtales.

Analysefirmaet Gallup har siden 1939 foretaget meningsmålinger i Danmark om de emner, der optog danskerne. Det drejer sig både om storpolitiske spørgsmål og de små dagligdags ting, der har haft betydning for almindelige menneskers hverdag. Meningsmålingerne er en værdifuld kilde til dansk historie efter 1945. Både fordi de måler danskernes holdninger til en lang række meget forskellige spørgsmål, men også fordi de spørgsmål, der bliver stillet, giver et indblik i, hvad man dengang fandt det interessant at spørge om.

ER HOVEDRENGØRING VED AT BLIVE GAMMELDAGS?

Moderne hjælpemidler og boligindretning gør den mindre nødvendig

- men fem ud af seks husmødre går alligevel i gang med den nu

Hovedrengøringen står for døren. Foråret får det til at krible i enhver husmoder for at endevende huset og gøre det så uhyggeligt som muligt for manden i et par dage. Fem ud af hver seks husmødre holder fast på forårsrengøringen og en betydelig del af dem gentager operationen igen om efteråret.

Dette gælder omtrent lige hyppigt for alle samfundslag, dog med større eftertryk i middelstanden og blandt de bedst situerede. Geografisk er der imidlertid den forskel, at man sparer mest på hovedrengøringerne i København sammenlignet med det øvrige land:

Gør hovedrent:

hovedstad provinsby    land    TOTAL
% % % %
om foråret   78 83 87 83
om efteråret   36 43 50 44
andre tider 4 6 2 4
aldrig 6 3 1 3

Ser man yderligere på husmødrenes alder, viser det sig, at de unge tager lettere på vanen end de ældre. Blandt de ganske unge er der en voksende tendens til at springe hovedrengøringen over end blandt de ældre og ældste.

Bliver hovedrengøringen umoderne?

Spørger man husmødrene, om de mener, at hovedrengøring er en lige så nødvendig ting nutildags som tidligere, svarer omtrent de 30%, at det er den ikke, men tre fjerdedele af disse har alligevel i sinde at foretage den i år.

De fremhæver alle de bedre hjælpemidler, husmødrene har i vore dage for grundigere daglig rengøring med støvsugere, bonemaskiner o.s.v., men desuden er møbleringen enklere, de bonede gulve nemme at holde, og eventuelt støv og snavs afslører sig straks i moderne lejligheders rigeligere dagslys. Det er efterhånden kun de gamle, der erindrer barndommens voldsomme forårsrengøring i hjemmet, hvor de tunge vintergardiner kom ned for at give plads til de lyse, lette sommergardiner, der pludselig skabte et helt andet køligt renvasket hjem end vinterens tæt sammentrukne dunkelhed og hygge, som blev gemt hen til efteråret igen kortede dagene af.

Med den moderne udvikling er der næppe tvivl om, at byggemåde og boligindretning samt manglen på hjælp i huset alle modarbejder hovedrengøringen og at en tilsvarende undersøgelse i løbet af nogle år i endnu højere grad vil vise hovedrengøringen i tilbagegang, ikke alene til stor lettelse for husmoderen, men også til glæde for husfaderen.

 

Om kilden

Dateret
24.03.1956
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
24.03.1956
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk