Civilforsvaret i Danmark under den kolde krig, 1949-1989

Temaer

Det danske civilforsvar blev oprettet ved lov 1949 i kølvandet på 2. verdenskrig og under indtryk af den kolde krig. Det var en humanitær organisation, der havde til formål at beskytte befolkningen under krise, katastrofe eller krig. Civilforsvarets opgaver sigtede både på konventionel krig og krig med de nye kernevåben. Derudover assisterede det også ved ulykker og katastrofer i fredstid. I 1993 blev Civilforsvarsloven afløst af Beredskabsloven, og i dag ligger opgaven med katastrofehjælp hos beredskabet. I dette tema kan du læse mere om Civilforsvaret under den kolde krig.

Oprettelsen af Civilforsvaret

Få år efter 2. verdenskrigs ophør strandede forhåbningerne om en fredelig verden på ideologiske modsætninger og modstridende realpolitiske interesser mellem det kommunistiske Sovjetunionen på den ene side og de demokratiske vestmagter USA, England og Frankrig på den anden. Mens Sovjetunionen strammede sit greb om Østeuropa, oprettede USA, Canada og ti vesteuropæiske lande, herunder Danmark, en forsvarsalliance i 1949: Atlantpagten, som vi i dag kender som NATO. Senere samme år sprængte Sovjetunionen sin første atombombe og brød dermed amerikanernes monopol på dette masseødelæggelsesvåben. Risikoen for atomkrig blev reel, og den kolde krig var en realitet, også for danskerne.

Derfor blev Civilforsvaret oprettet ved lov i 1949. Det var en humanitær organisation, der havde til opgave at beskytte befolkningens liv og ejendom i tilfælde af krig eller anden katastrofe. Civilforsvarets øverste organisatoriske led var Civilforsvarsstyrelsen, der stod for den overordnede planlægning og administration. Ligesom det militære forsvar var Civilforsvaret organiseret med en mindre stående styrke af officerer og specialister samt værnepligtige og frivillige, og derudover var der en stor mobiliseringsstyrke af hjemsendte værnepligtige, som med kort varsel kunne genindkaldes. Desuden åbnede § 56 i Civilforsvarsloven for, at enhver mellem 18 og 65 år kunne pålægges at gøre tjeneste i redningsberedskabet. Et statsligt Civilforsvarskorps skulle supplere den lokale civilforsvarsindsats ved omfattende angreb på byer.

Civilforsvarets opgaver: beskyttelse af befolkningen

Civilforsvaret var en af fire grene i et komplekst totalforsvar, der skulle koordinere både militære og civile ressourcer: militæret, civilforsvaret, politiet og det civile beredskab. Civilforsvarets hovedopgave var at beskytte befolkningens liv og ejendom under krise eller krig gennem forebyggende og afbødende indsatser.

De forebyggende opgaver inkluderede f.eks. etableringen og vedligeholdelsen af et landsdækkende varslingssystem, der kunne advare befolkningen før et angreb. I landets større byer var der sirener, som én gang om ugen blev afprøvet. På landet skulle højtalervogne og kirkeklokker advare befolkningen. Desuden var Danmarks Radio en central del af varslingsberedskabet.

En anden forebyggende opgave bestod i at opføre og vedligeholde beskyttelsesrum, hvor befolkningen kunne søge ly for et angreb. I denne artikel kan du læse om de danske beskyttelsesrum og deres indretning. Civilforsvaret opererede med en forudsætning om, at der skulle være beskyttelsesrum til alle. Pr. 1. april 1960 lå kapaciteten på 25,3% af befolkningen. Civilforsvaret udarbejdede også planer for evakuering (som dog konkret skulle forestås af politiet) samt for forplejning og indkvartering af evakuerede eller folk, der var flygtet fra krigshandlinger. Endelig var en central forebyggende opgave at oplyse civilbefolkningen om krigsfaren og uddanne den i, hvad man selv kunne gøre. I denne artikel kan du læse om de frivillige organisationer, der især stod for oplysningsarbejdet. Og i filmen om civilforsvaret i den tidlige atomalder er der eksempler på, hvordan filmmediet og andre visuelle forestillinger om en atomkrig kom til udtryk i kommunikationen og oplysningsvirksomheden til den danske befolkning.

De afbødende opgaver skulle udføres efter et angreb for at begrænse skaderne og hjælpe tilskadekomne. Her var bl.a. Civilforsvarskorpset centralt. Det var hovedsageligt bemandet af værnepligtige fordelt på tre brigader, som blev huset på kaserner over hele landet. Det var et mobilt hjælpekorps, som skulle assistere eller overtage redningsarbejdet, der hvor angrebet havde fundet sted, hvis det lokale civilforsvar (den kommunale hjælpetjeneste) ikke selv magtede opgaven. Alle købstæder og andre strategisk vigtige byer skulle etablere en kommunal hjælpetjeneste til at forestå redningsarbejdet i deres egen kommune. Mandskabet bestod her af frivillige, kommunalt ansatte embedsmænd og senere også værnepligtige. Særligt blandt dem der i takt med tidens politiske ungdomsoprør ikke ønskede at komme i militæret, men som omvendt heller ikke ville nægte at udføre sin værnepligt, blev Civilforsvarets værnepligt et populært valg. Samtidens mode skabte imidlertid nye problematikker for Civilforsvaret, da eksempelvis langt hår og fuldskæg var svært at få plads til i gasmasken. Ud over de uddannede civilforsvarsstyrker havde den almindelige befolkning også et ansvar for de afbødende foranstaltninger. Civilforsvaret oprettede og uddannede nemlig mindre beskyttelsesværn på arbejdspladser, i boligblokke og i villakvarterer, der gik under samlebetegnelsen egenbeskyttelsen. Borgerne i disse værn var uddannet i basal brandbekæmpelse og redning, og rationalet var, at de hurtigt ville kunne træde til med hjælpearbejdet, hvis angrebet ramte deres arbejdsplads eller boligområde.

Selvom embedsmændene i Civilforsvaret var meget optagede af, hvordan man kunne sikre landbrugsproduktionen mod radioaktiv forurening, var hovedparten af Civilforsvarets indsats især koncentreret om byer, fordi man regnede med, at fjendens strategi ud over de militære mål var at bombe byer med henblik på at ødelægge vigtig industri eller infrastrukturknudepunkter – eller simpelthen fordi byen var hjemsted for mange mennesker. I denne film kan du se, hvordan civilforsvaret var organiseret i Aarhus.

Civilforsvaret i den tidlige kolde krig, 1949 – 1960

I august 1945 havde USA kastet to atombomber over de japanske storbyer Hiroshima og Nagasaki. Fire år senere, i 1949, testede Sovjetunionen sin første atombombe. En krig med kernevåben kunne altså blive en realitet, og det fik også betydning for Danmark. Imidlertid medførte atombomben ikke umiddelbart en radikal ændring i tilgangen til beskyttelsen af befolkningen i forhold til den beskyttelse mod konventionelle våben, der var udviklet under 2. verdenskrig. Dels fordi krig med konventionelle våben stadig blev anset for mest sandsynlig, dels fordi atombomben i vid udstrækning blev set som en intensivering, men ikke en grundlæggende forandring af den totale krig, verden netop havde oplevet. I denne artikel kan du læse om, hvordan udviklingen af brintbomben i begyndelsen af 1950’erne ændrede civilforsvarets virke. Brintbomben var flere hundrede gange større end Hiroshimabomben og kunne forårsage store mængder radioaktivt nedfald. Civilforsvaret orienterede sig nu mere mod kernevåben og inkorporerede konkrete scenarier – fx i denne udgivelse om mulighed for overlevelse i tilfælde af atomkrig - hvor Danmark blev angrebet med atombomber eller udsat for radioaktivt nedfald fra brintbombeangreb på nærtliggende udenlandske storbyer. Udfordringen fra kernevåben satte også sit præg på Civilforsvarets vejledning om beskyttelse mod atomangreb fra 1959 og pjecen Hvis krigen kommer, som Statsministeriet udsendte i 1962 til samtlige danske husstande med oplysninger om, hvordan man skulle forholde sig og agere under krise og krig. I en Gallup-meningsmåling fra samme år viste det sig imidlertid, at en tredjedel af befolkningen ikke havde læst pjecen, og kun en lille procentdel af befolkningen vurderede, at deres overlevelsesmuligheder blev forbedret på grund af Hvis Krigen Kommer. Civilforsvarets håndtering af truslen om krig var således ikke foruden kritik, og deres eksisterende planlægningsforudsætninger og praksisser måtte forsvares i et notat til indenrigsministeren. Risikoen for atomkrig var også genstand for debat i offentligheden, som du kan læse mere om i artiklen om Civilforsvarets oplysningsvirksomhed.  En anden konsekvens af risikoen for atomkrig var, at Civilforsvaret fra 1956 blev suppleret med kriseplanlægning i de øvrige offentlige myndigheder. Denne planlægning, der blev kaldt det civile beredskab, sigtede på videst mulig opretholdelse af samfundet og dets funktioner under en krig. Det vedrørte blandt andet infrastruktur, forsyning, kommunikation og en videreførelse af regeringen, så den kunne opretholde landets suverænitet.

Civilforsvaret i afspændingstider og fornyet kold krig, 1960-1989

Efter at frygten for atomkrigen og civilforsvarets bevillinger havde nåede et foreløbigt højdepunkt i starten af 1960’erne, fik Civilforsvaret mindre opmærksomhed og faldende bevillinger. Det faldt sammen med økonomisk krise, international afspænding og 1960’ernes ungdomsoprør og studenteroprør. Med tiden faldt danskernes frygt for en atomkrig også, og i en Gallup-meningsmåling fra 1963 troede kun 16 % på en ny verdenskrig ”indenfor en overskuelig fremtid”. Civilforsvaret blev nu også optaget af at demonstrere sin værdi i forhold til fredstidskatastrofer som forurening, stormfloder og skovbrande. Samtidig fortsatte den langsigtede omstilling, der skulle sikre det danske samfunds mulighed for at overleve en atomkrig. I denne artikel kan du læse om, hvordan det kom til udtryk i velfærdsstatens byggerier, fx i alment boligbyggeri, på skoler og i parkeringskældre.

Civilforsvaret fik igen politisk opmærksomhed i 1980’erne, da den kolde krig blussede op på ny. Samtidig genopstod fredsbevægelserne med krav om global nedrustning, og Civilforsvaret kom under anklage for at være utilstrækkeligt og urealistisk. Det kom til udtryk, da Civilforsvaret i 1983 lavede en ny informationsfolder, der blev kritiseret af prominente personer på venstrefløjen, blandt andet med denne reviderede version af Civilforsvarets pjece Om at overleve, hvor der er tilføjet kritiske kommentarer til beredskabets effektivitet i tilfælde af en atomkrig.

Civilforsvaret efter den kolde krig

Med Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 var den kolde krig forbi. Civilforsvaret stod derfor over for en re-orientering, hvor beskyttelse af civilbefolkningen under krig blev afløst af fuldt fokus på fredstidskatastrofer. I 1993 blev Civilforsvarsloven blev afløst af Beredskabsloven, og Civilforsvarsstyrelsen blev lagt sammen med Statens Brandinspektion i Beredskabsstyrelsen, der i dag forestår brandforebyggelse, operative assistancer i forbindelse med kriser, katastrofer og terrorangreb samt international katastrofehjælp.

Civilforsvaret i færd med at træne FN-soldater
Civilforsvaret uddannede også FN-soldater i, hvordan de skulle forholde sig under brand. Foto er taget i 1992 i forbindelse med missionsforberedelse til Ex-Juogolavien (UNPROFOR). Foto: Forsvarsgalleriet.dk 
   


Temaet er udarbejdet i forbindelse med forskningsprojektet Danish Civil Defence: Fear and Survival during the Cold War finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, Kultur og Kommunikation (2018-2021). Læs om projektet her.

Om temaet

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Casper Sylvest
Tidsafgrænsning
1949 - 1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. februar 2022
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om temaet

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Casper Sylvest
Tidsafgrænsning
1949 - 1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. februar 2022
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk