Den kolde krig opstår, og velfærdssamfundet konsolideres

Mens Sovjetunionen efter afslutningen af 2. verdenskrig strammede sit greb om Østeuropa, oprettede USA, Canada og ti vesteuropæiske lande, herunder Danmark, en forsvarsalliance i 1949: Atlantpagten, som vi i dag kender som NATO. Senere samme år sprængte Sovjetunionen sin første atombombe og brød dermed amerikanernes monopol på det ultimative masseødelæggelsesvåben.

Frygten for atomkrig blev reel, og den kolde krig var en realitet. Også for danskerne.  Som respons på blokopdelingen og krigstruslen blev Civilforsvaret oprettet ved lov i 1949. Det var en humanitær organisation, der havde til opgave at sikre befolkningen i tilfælde af krise eller krig.

Imidlertid var efterkrigstiden i Danmark ikke kun kendetegnet ved atomfrygt. Det var også en optimistisk tid, hvor velfærdssamfundet konsolideredes. Den økonomiske optur, der nåede Danmark fra slutningen af 1950’erne, faciliterede ekspansionen af velfærdsstaten. Der blev bl.a. i stor stil bygget skoler, hospitaler, plejehjem og andre offentlige institutioner, hvor professionelt uddannet personale i stigende grad overtog omsorgsforpligtelserne. Visionerne om velfærdsstaten og dystopierne om atomkrigen blev dermed to parallelle spor, der gradvist blev flettet sammen i efterkrigstiden.

Kælderbunkerne i det almene boligbyggeri

I løbet af 1950’erne og 1960’erne skød en række store topmoderne almene boligbebyggelser op i landets større byer: Urbanplanen i København, Gellerupplanen i Aarhus, Vollsmose i Odense osv. Det var funktionalistiske boligblokke, som skulle bidrage til at højne levestandarden for arbejder- og middelklassen med moderne teknikaliteter og lyse, luftige lejligheder i stedet for de små, gamle og usunde karrébyggerier i bycentrene.

Men selv i den moderne urbane velfærdsutopi sneg atomfrygten sig ind. Kigger man fx nærmere på cykelkældrene i Gellerupplanen kan man se, at de er udstyret med nødudgange. Det er nemlig ikke bare cykelkældre, men også beskyttelsesrum. Det blev nemlig lovpligtigt i 1950, at boligbyggerier til mere end to familier skulle have beskyttelsesrum, de såkaldte sikringsrum, i kældrene. I fredstid kunne de bruges til almindelige formål, men hvis krigen kom, var det her beboerne skulle søge ly for fjendens bomber.

Gjellerupplanen. Plan af underkælder med sikringsrum, 1969. De originale arkitekttegninger afslører, at der var et dobbelt formål med kælderrummene: De var beskyttelsesrum. Derfor var de udstyret med nødudgange, og i stedet for ét stort rum til cykler var der mange små. Der måtte nemlig maksimalt opholde sig 50 personer i hvert beskyttelsesrum (dette var bl.a. for at sikre antallet af overlevende i tilfælde af at et beskyttelsesrum skulle kollapse som følge af angrebet).  I kælderen under blok 15A var der ikke mindre end seks beskyttelsesrum, der kunne huse 25, 35 eller 50 personer. I alt 245 personer, hvilket svarede til antallet af beboere i blokken, kunne søge ly her, hvis bomberne faldt over Aarhus. Illustration: K. Blach Petersens tegnestue/Brabrand Årslev Lokalhistoriske Arkiv

Skoler som flygtningelejre og nødhospitaler

Offentlige institutioner som skoler fik en vigtig rolle i civilforsvarsberedskabet. Faktisk blev flere af dem fra begyndelsen projekteret med en krigstidsfunktion. Det gjaldt fx Nørrevangsskolen i Slagelse, der blev indviet i 1967. Den skulle kunne huse 15.000 københavnere, hvis det blev nødvendigt at evakuere indbyggere fra hovedstaden.  Gangene på skolen er derfor lange og meget brede, så mange mennesker kunne opholde sig der samtidig, og de rummelige klasselokaler havde vask og rindende vand.

Skolebiblioteket var indrettet, så det kunne fungere som storkøkken, hvor de lokale medlemmer af Civilforsvarets kvindelige gren, Danske Kvinders Beredskab, kunne tilberede mad til de nødstedte. Desuden lå den kommunale kommandocentral under gymnastiksalen. Herfra skulle den civilforsvarsmæssige indsats under en krig dirigeres. Kommandocentralen var hemmelig, men det var ikke ualmindeligt at placere Civilforsvarets kommandocentraler under skoler: Omtrent 40 pct. af dem var bygget under en folkeskole.

Ud over at fungere som flygtningelejr var mange skoler tiltænkt en rolle som nødhospital, hvilket bl.a. ses af dørene, som er så brede, at en hospitalsseng kan komme igennem. Civilforsvaret havde materiel til ca. 50 nødhospitaler med hver 200 sengepladser, som kunne etableres på skoler, der på forhånd var forberedt til formålet. Nogle skoler blev desuden brugt som depoter for Civilforsvarets materiel.

Orienteringsplan, Nørrevangsskolen 1965, her en forsimplet udgave efter original af Arkitekter M.D.A. Hermann Steudel & J. Knudsen Pedersen. Nørrevangsskolen var med sine 6.500 m2 en temmelig stor skole for lidt færre end 1.000 elever. Plantegningen viser et ganske simpelt design: lange, lige og meget brede gange med klasselokaler til hver side. Der skulle være plads til, at mange mennesker kunne opholde sig her, for omkring 12.000 københavnere skulle efter planen evakueres hertil, hvis krigen kom.

Den kolde krigs spor i arkitekturen, hverdagen og nærmiljøet

Ud over boligblokke og skoler havde mange svømmehaller, hospitaler, rutebilstationer, offentlige rekreative områder og meget andet en mere eller mindre hemmelig funktion i koldkrigsberedskabet. Desuden blev der bygget en lang række offentlige beskyttelsesrum, kaldet betondækningsgrave, langs veje, i parker og på torve samt i offentlige bygninger, ligesom mange parkeringskældre kunne omdannes til at være beskyttelsesrum i krigstid.

Truslen om atomkrig satte sig dermed mange fysiske spor, ikke mindst i byerne. Forberedelser til en atomkrig blev således integreret i en lang række miljøer og bygninger, som danskerne færdedes i til daglig, og som ofte var direkte knyttet til velfærdsstatens ekspansion i efterkrigstiden.

De politiske ambitioner i fredstid om at skabe stabile rammer om befolkningens velbefindende, tryghed og lighed blev afspejlet i Civilforsvarets bestræbelser på at sikre dens ve og vel selv under de mest ekstreme omstændigheder som krig. I Civilforsvarets kommunikation til offentligheden blev ro, renlighed og regelmæssighed understreget som nøglen til sikring af stabilitet, orden og tryghed, ligesom det også var velfærdsstatens opskrift på et velfungerende samfund i fredstid. Civilforsvaret og velfærdsstaten understøttede hinanden og mantraet om, at indsatsen nyttede: at der ville være et Danmark, som man kendte det, på den anden side af atomkrigen.

Anskuet i et andet perspektiv kan man dog med god ret stille spørgsmålet, om cykelkældrene ville have sikret befolkningens overlevelse under en atomkrig. Og selv hvis de gjorde, hvilket samfund ville beboerne komme op til, når de engang kunne forlade kælderen? Hvor langt ville mon 50 nødhospitaler (foruden de traditionelle hospitaler, som måske selv kunne være ramt af bomber) række i forhold til antallet af sårede og syge efter et angreb? Der var åbenlyse uoverensstemmelser mellem intentioner og realiteter i det danske Civilforsvar og civile beredskab, og spørgsmålet om, hvorvidt det ville have virket efter hensigten under en 3. verdenskrig, henstår (heldigvis) i det uvisse.