De frivillige organisationer: CFF og DKB

De frivillige i Civilforsvaret var organiseret i Civilforsvars-Forbundet (CFF) og Danske Kvinders Beredskab (DKB). CFF var arvtageren til mellemkrigstidens og besættelsens Luftværnsforening, mens DKB blev stiftet i 1940 og var en selvstændig organisation frem til 1954, hvor det organisatorisk blev indlemmet i forbundet. DKB’s forkvinde fik en post som næstformand i CFF, men DKB fastholdt sin særlige identitet og kendetegn.

I Civilforsvarets opbygningsfase i årene efter oprettelsen i 1949 havde det høj prioritet at udbrede kendskabet til organisationen og at hverve frivillige. Det kom blandt andet til udtryk i film om Civilforsvaret, der appellerede til borgernes moral og beskrev nytten af at være forberedt på krise eller krig. Opfordringerne til at melde sig selv som frivillig var mange, og de blev gentaget på plakater og til hvervearrangementer.

En stor del af opgaverne i Civilforsvaret skulle udføres af netop frivillige, særligt på lokalt plan. Derudover åbnede loven om Civilforsvaret fra april 1949 mulighed for, at Indenrigsministeriet kunne overdrage nogle af Civilforsvarets opgaver, fx oplysning og uddannelse, til frivillige organisationer.

Køn og frivillighed

Civilforsvarets konkrete opgaver spændte vidt, fra assistance ved brand og redning til varsling, evakuering og sociale opgaver i tilfælde af krisesituationer. Mænd var tiltænkt de afgørende funktioner i brand- og redningsopgaver i lokalsamfundet eller på fabrikken, mens kvinder hovedsageligt blev anset som en ressource i forhold til varsling og kontoropgaver, men også med særlig opmærksomhed på omsorg og forplejning. Opfattelsen var, at disse egenskaber, som særligt blev tilskrevet kvinder, kunne udstrækkes fra privatlivet til samfundet. Selvom alle kvinder blev opfordret til at søge ind i DKB, appellerede foreningen i de tidlige år særligt til én kvindetype: husmoderen. Køn spillede således en væsentlig rolle i opgaveløsningen, og Civilforsvaret afspejlede i den forstand samtidens kønsroller.

Kønsrollerne var dog ikke stabile eller fastlåste. Nogle DKB-medlemmer var betænkelige ved at miste den selvstændige organisering og blive en del af CFF, der var et forbund med en kultur, hvor mænd dominerede og betragtede deres egen indsats og rolle som vigtigst. Ihærdigheden og indsatsen i det frivillige arbejde blev også afspejlet i, at mange kvinder gerne ville bidrage til det militære forsvar af landet. De meldte sig ind i de militære kvindekorps, der blev oprettet efter krigen: Danmarks Lottekorps (oprettet 1946), Kvindeligt Marinekorps (oprettet 1946) og Kvindeligt Flyverkorps (oprettet 1953). DKB skilte sig her ud ved sit humanitære arbejde.

Danske Kvinders Beredskab, muligvis fotograferet på Himmelbjerget. Dato ukendt. Foto: Ernst Christian Skabelund, Aarhus Billeder

Hvor mange var de frivillige?

Det er svært at fastslå præcist hvor mange frivillige der deltog i Civilforsvaret. I februar 1954 havde CFF givet 90.000 frivillige en grunduddannelse, og dertil kom en lang række specialuddannelser, der fulgte funktioner i de mange tjenestegrene. Det gjaldt fx organiseringen af indsatsen på arbejdspladser, i beboelsesområder og landsbyer (den såkaldte egenbeskyttelse) samt uddannelser i forskellige tjenestegrene som sygehustjeneste, socialtjeneste m.v. En artikel om Civilforsvaret i Samvirke fra 1957 nævnte et samlet antal frivillige på omkring 100.000, og selvom det virker højt sat, var det blot en fjerdedel af, hvad et “fuldt udbygget” civilforsvar ifølge artiklen krævede.

Det var dog også svært at fastholde de frivillige. Det var en særlig tydelig problematik i Danske Kvinders Beredskab. Organisationens medlemstal i 1950'erne svingede (delvist på grund af opgørelsesmetoden) mellem ca. 25.000 og 35.000. Det var dog langt fra de 225.000, som DKB’s formand vurderede der kunne blive brug for i en krigssituation, hvor ”mændene er indkaldt eller arbejder i livsvigtige virksomheder…”.

De værnepligtige i Civilforsvaret

Fra Civilforsvarets oprettelse bestod Civilforsvarskorpset af tre brigader, fortrinsvist bemandet af værnepligtige. Der kunne indkaldes op til 1200 værnepligtige om året til formålet, og fra starten af 1960’erne blev den kapacitet udnyttet.

I forhold til det lokale civilforsvar ledte de begrænsede resultater af hvervekampagner rettet mod nye frivillige til overvejelser om at supplere frivillighedsprincippet med værnepligt. En revision af loven om Civilforsvaret i 1962 åbnede for, at værnepligtige kunne udskrives til tjeneste i det lokale civilforsvar.

I det følgende årti blev over 20.000 såkaldt § 31-værnepligtige uddannet til at indgå i den kommunale hjælpetjeneste, ligesom en række tidligere uddannede værnepligtige fra korpset kunne mobiliseres til tjenesten. Ud af en samlet styrke på ca. 60.000 personer bestod en tredjedel af kommunalt ansatte og frivillige, mens de resterende to tredjedele blev udgjort af værnepligtige, der kunne mobiliseres.

Værnepligten var med til at sikre Civilforsvarets folkelige forankring. For nogle var det et attraktivt alternativ til tjeneste i forsvaret, formentlig på grund af opgavernes ikke-militære karakter og en kortere tjenestetid.

De frivilliges image og selvbillede i Civilforsvaret

De frivilliges position i Civilforsvaret forandrede sig med tiden. Efter brintbombens udvikling i begyndelsen af 1950’erne orienterede Civilforsvaret sig gradvist mere mod en mulig atomkrig. Det indebar et forøget fokus på information og oplysning til hele befolkningen, fx i fjernsynsprogrammer. Der blev lagt mindre vægt på rekruttering, hvilket de frivillige ikke var udelt tilfredse med.

Rekrutteringsvanskelighederne bekymrede selvsagt CFF og DKB. Hvervekampagnerne fokuserede både på formålet med og nytten af arbejdet, risikoen for, at det værste eller det uventede kunne ske og på det sociale fællesskab, som uddannelse og forberedelse foregik i. Ordentlighed og forberedelse var nøglebegreber.

Den fortælling har formentlig spillet en rolle for rekrutteringen, og det image, der blev kultiveret, var da også, at CF’ere var af en særlig støbning – ansvarlige og grundige medborgere. Her hjalp det også, at ledelsen i CFF var domineret af politikere som socialdemokraten (senere centrumdemokraten) Erhard Jakobsen (1917-2002), der var præsident fra 1969 til 1976 og den konservative Palle Simonsen (1933-2014), der var direktør fra 1970 til 1982.

Det er dog svært at generalisere, og fra andre lande ved vi, at mange faktorer kunne spille ind på beslutningen om at blive frivillig i Civilforsvaret, fx venskaber eller rene tilfældigheder.

Frivillighedens udvikling og dens rolle i det nuværende beredskab

Efter at en del af frygten for atomkrigen var blevet mindre med afspændingen mellem supermagterne USA og USSR fra midten af 1960’erne, rettede CFF en større del af sin uddannelsesvirksomhed mod den bredere befolkning gennem fx kurser i førstehjælp og personlig beskyttelse. Civilforsvaret fokuserede i det hele taget mere på sin nytte ved ulykker eller katastrofer i fredstid, hvilket også påvirkede de frivillige. 

Forbindelserne mellem de frivilliges forbund og den statslige myndighed på området, Civilforsvarsstyrelsen, var undertiden vanskelige, men forbundet fortsatte med at uddanne befolkningen og forankre civilforsvarstanken i samfundet. Det frivillige element bestod, men i en mindre skala. Det samlede antal frivillige i den kommunale hjælpetjeneste i midten af 1970’erne blev opgjort til mindre end 10.000 – under 20 % af det samlede personel i den kommunale hjælpetjeneste.  

I tiden omkring afslutningen på den kolde krig ændrede Civilforsvars-Forbundet navn til Beredskabsforbundet (1989), og Danske Kvinders Beredskab blev nedlagt (1990). Fokus er i dag på at bidrage til et mere robust civilsamfund og på assistance ved en bred vifte af scenarier – fra orkaner og storme til forurening, sygdomsudbrud og transportulykker. Det samlede beredskab fokuserer også på sikkerhedstrusler som fx terrorisme, mens militære angreb og krig i dag spiller en mindre rolle. Beredskabsforbundet er de frivilliges landsforbund i det danske redningsberedskab og organiserer i dag lidt over 6.000 frivillige.