Oplysnings- og rekrutteringsindsatsen i de første år

Civilforsvarets oplysningsvirksomhed trak tråde tilbage til 2. verdenskrig, hvor Statens Civile Luftværn udgav pjecer om, hvordan borgerne skulle forholde sig i tilfælde af krigshandlinger på dansk jord, særligt luftangreb.

Efter oprettelsen af Civilforsvaret i 1949 blev en del af oplysningsopgaven overdraget til Civilforsvarsforbundet (CFF) og Danske Kvinders Beredskab (DKB), der ud over at oplyse borgerne om Civilforsvaret og hvad den enkelte borger kunne gøre i tilfælde af krig, også søgte at hverve frivillige til opgaven.

Rekrutteringsformålet var tydeligt i Civilforsvarets oplysningsfilm fra starten af 1950’erne, hvor der ofte var fokus på krigen som en risiko i en tid, hvor 2. verdenskrig var i frisk erindring, og hvor den ideologiske konflikt mellem Sovjetunionen og USA spidsede til. Civilforsvaret arrangerede desuden offentlige møder og deltog i udstillinger. I 1949 var Civilforsvaret bl.a. medarrangør af Charlottenborgs udstilling Atomalderen, der oplyste om atombombernes egenskaber.

Nye våben, nye overvejelser

Som den statslige myndighed på området var Civilforsvarsstyrelsen involveret i CFF’s oplysningsarbejde, og styrelsen søgte desuden selv at opdatere eksisterende informationsmaterialer fra krigsårene med nye oplysninger om atombomber og radioaktivitet.

Atombomben var for første – og hidtil eneste gang – gang blevet anvendt i krigsøjemed ved de amerikanske angreb på Hiroshima og Nagasaki i august 1945. I 1949, hvor den kolde krig var blevet en realitet, prøvesprængte Sovjetunionen sin første atombombe. Atomvåben blev derefter centrale i det våbenkapløb, der udviklede sig mellem de to supermagter og kom til at dominere den kolde krig.

Arbejdet med at oplyse om det nye våben gik dog langsomt, og informationen nåede ikke ud til hele befolkningen, før udviklingen af den endnu stærkere superbombe – brintbomben – i midten af 1950’erne kom på tværs og satte spørgsmålstegn ved de eksisterende råd og anvisninger. Ifølge Civilforsvarsstyrelsens direktør havde brintbombens opfindelse skabt ”en ny problemstilling med hensyn til befolkningens civilforsvarsmæssige oplysning”.

Overvejelserne var mange. En del vedrørte behovet for information om de nye bomber og deres virkning – her orienterede Civilforsvaret sig primært mod USA, der lå inde med den største viden. En anden del af overvejelserne vedrørte selve informationsarbejdets natur. Det var konstant en overvejelse, hvornår og i hvilken form information burde udsendes. Oplysningsindsatsen skulle ikke skræmme befolkningen, og den skulle være velovervejet.

I Danmark oplyste CFF sine frivillige medlemmer og andre interesserede om atomkrigen gennem artikler, foredrag, film og udstillinger. Både Civilforsvarsforbundet og Civilforsvarsstyrelsen fremhævede ved enhver given lejlighed, at det var muligt at beskytte sig mod nogle af følgerne ved en atomkrig, at det var afgørende at være forberedt, og at der fra det humanitære perspektiv altid ville være noget at gøre og nogle at hjælpe.

På vej mod bred, offentlig oplysning

Både i NATO, hvor man også samarbejdede om civilforsvar, og i den danske Civilforsvarsstyrelse var der fra midten af 1950’erne et ønske om at oplyse den bredere befolkning om de risici, der var forbundet med en krig udkæmpet med kernevåben, og om hvad den enkelte borger kunne gøre. Det var dog vanskeligt at tilvejebringe autoritativ information, fordi mange faktorer var ukendte. Først i sommeren 1958 var en plakat, der skulle omdeles til samtlige danske husstande, færdig, men den blev aldrig trykt og udsendt, fordi Folketingets Finansudvalg ikke ønskede at bevilge penge.  

Det er uklart, præcis hvorfor Finansudvalget ikke ønskede at finansiere denne oplysningsindsats, men det skete på et tidspunkt, hvor atomvåben og særligt en eventuel atombevæbning af det danske forsvar var et kontroversielt politisk emne. Der var desuden i offentligheden stigende bekymring for supermagternes våbenkapløb, effekterne af det radioaktive nedfald fra brintbombeforsøg og selvfølgelig for udbrud af en atomkrig.

I offentligheden udtrykte særligt fredsbevægelsen og venstreorienterede kræfter et ønske om mere oplysning. Det var også et centralt krav fra Kampagnen mod Atomvåben, en ny græsrodsbevægelse med rødder i den etablerede fredsbevægelse, der opnåede betydelig offentlig omtale i starten af 1960’erne.

Civilforsvarets vejledning om beskyttelse mod atomangreb blev trykt i Civilforsvarsbladet i 1959. Oprindeligt skulle den omdeles til samtlige danske husstande, men dette ønskede Folketingets Finansudvalg ikke at finansiere. Fra: Civilforsvarsbladet 

Pjecen Hvis krigen kommer, 1962

Først i januar 1962 lykkedes det – efter Statsministeriet havde sat sig i spidsen for arbejdet – at nå ud til hele den danske befolkning med udgivelsen og husstandsomdelingen af pjecen Hvis krigen kommer. Den blev mødt med forskellige reaktioner. Mange var tilfredse med, at der endelig blev informeret, men pjecen blev også genstand for både galgenhumor, satire og kritik. Kampagnen mod Atomvåben udgav ligefrem en modpjece, der betonede nødvendigheden af at afskaffe atomvåben.

Den reaktion kom ikke ud af det blå. I de foregående år havde en del oplysning, råd og vejledning fra Civilforsvaret fundet vej til offentligheden, og særligt på venstrefløjen var man skeptisk over for de vurderinger og råd, oplysningsmaterialet indeholdt.

Civilforsvarets insisteren på sin egen nytte og på, at der altid var noget at gøre, blev betvivlet og endog udlagt som en faktor, der kunne forøge risikoen for krig. De konkrete råd blev også kritiseret. I det venstreorienterede tidsskrift Dialog blev konstateringen af, at ”den bedste beskyttelse er ikke at være, hvor angrebet finder sted”, som det bl.a. hed i udkastet til plakaten fra 1958 og i filmen Civilforsvar (1959), fx gjort til genstand for satire.

Pjecen 'Hvis krigen kommer' blev omdelt til samtlige danske husstande i 1962. Den havde til formål at informere danskerne om, hvordan de skulle forholde sig i tilfælde af atomkrig. Fra: REGAN Vest

1980’erne: Oplysningen vender tilbage

I en længere periode præget af afspænding – særligt fra slutningen af 1960’erne og i store dele af 1970’erne – var der mindre offentlig opmærksomhed om risikoen for atomkrig og dermed også om denne del af Civilforsvarets virke. Det var også i denne periode, at organisationen kultiverede et image som en nyttig organisation i befolkningens hverdag og i fredstid.

Den dynamik, der prægede debatten om Civilforsvarets nytte og karakteren af oplysningen om atomkrigen i 1960’erne, gentog sig imidlertid i starten af 1980’erne, der bød på fornyet offentlig opmærksomhed på atomvåben. Det skyldtes ikke mindst de øgede spændinger mellem Sovjetunionen og USA fra slutningen af 1970’erne. Supermagternes militære oprustning bragte risikoen for atomkrig tilbage på den politiske dagsorden. Det ledte til folkelige protester, og frygten for atomkrig kom til udtryk i populærkultur som musik og film.

Det var på denne baggrund, at Civilforsvaret i 1983 udgav den orange pjece Om at overleve, en opfølger til den blå Hvis krigen kommer fra 1962. Den orange pjece blev dog ikke husstandsomdelt, men kunne hentes på bibliotekerne. Igen mødte Civilforsvaret kritik, bl.a. da atomvåbenmodstandere udgav en alternativ og (med deres egne ord) “ny og forbedret” version af pjecen, spækket med sarkasme og information, der undergravede civilforsvarstanken.  

Lignende debatter fandt også sted i lande som USA og Storbritannien, og historikere har hævdet, at nutidens syn på Civilforsvaret og ikke mindst oplysningsvirksomheden er stærkt præget af netop debatten i de tidlige 1980’ere, hvor fronterne var trukket skarpt op. Tolkningen er altså, at Civilforsvaret i dag omtales med en vis portion ironi og kritisk distance som følge af debatten om nytte og relevans, der blev reaktualiseret i 1980erne.

Pjecen 'Om at overleve' blev udgivet af Civilforsvaret i 1983 som en opfølger på den blå pjece 'Hvis krigen kommer'. Pjecen blev denne gang ikke husstandsomdelt, men kunne i stedet hentes på bibliotekerne. Fra: REGAN Vest

Beredskabet og oplysningsvirksomheden i dag

I tiden efter afslutningen af den kolde krig i 1989-91 har såvel atomvåben som risikoen for atomkrig tiltrukket sig begrænset opmærksomhed i Danmark.

I dag informerer såvel Civilforsvarsstyrelsens som Civilforsvarsforbundets efterfølgere, hhv. Beredskabsstyrelsen og Beredskabsforbundet, fortsat borgerne om risikoen for kriser og katastrofer og oplyser om deres indsats både herhjemme og i internationale operationer. Derudover bliver der udgivet detaljerede vejledninger om håndteringen af specifikke situationer eller materialer som fx oversvømmelser eller sikker håndtering af grill og kemikalier. Denne tilgang er noget anderledes end i Sverige, hvor det svenske civilforsvar Myndigheten för samhällsskydd och beredskap i maj 2018 udgav en pjece til alle svenske indbyggere med titlen Om krisen eller kriget kommer, der ud over fredstidskatastrofer bl.a. orienterer de svenske borgere om, hvad de skal gøre i tilfælde af et angreb på landet eller terrorangreb.