Kernevåbnenes betydning for Civilforsvaret, ca. 1947-1989

Artikler

Ved dets oprettelse i 1949 fik Civilforsvaret til formål at forebygge og afbøde konsekvenser af moderne krig. Grundtanken var, at en total krig, som man havde oplevet under 2. verdenskrig, krævede et totalt forsvar, herunder også foranstaltninger til at beskytte civilbefolkningen. I takt med udviklingen af den kolde krig, der i høj grad blev præget af atomvåbenkapløbet mellem supermagterne, fik kernevåbnene en central plads i Civilforsvarets arbejde. Den betydning, som kernevåbenteknologien blev tillagt i samfundet, og dens indvirkning på alt fra kultur til militær strategi foregik i (i hvert fald) to faser, der også er afspejlet i Civilforsvaret: før og efter udviklingen af brintbomben i begyndelsen af 1950’erne.

Atomalderen begynder: den tidlige udvikling af kernevåben

Atombomben blev udviklet under 2. verdenskrig i det hemmelige, amerikansk-ledede Manhattan-projekt. Forsøget på at udvikle bomben havde rod i en frygt for, at det nazistiske Tyskland skulle komme i besiddelse af en sådan bombe før de allierede. Der havde i de foregående årtier været en del spekulation om muligheden for, at nye erkendelser i kernefysikken kunne udnyttes til udviklingen af nye våben.

Efter en massiv og omfattende videnskabelig og teknisk indsats kunne projektets ledere overvære den første sprængning af en atombombe den 16. juli 1945 nær Alamogordo i New Mexicos ørken. Bomben var en såkaldt fissions-bombe, hvis energi fremkom gennem en spaltning af atomer i radioaktivt materiale i form af en kædereaktion. Bombens sprængkraft var betydeligt større end konventionelle bomber, og sprængningen medførte desuden radioaktiv stråling.

Den brede offentlighed fik kendskab til atombombens opfindelse efter den amerikanske nedkastning af atombomber den 6. og 9. august 1945 mod de japanske byer Hiroshima og Nagasaki. Bombningerne indvarslede ikke bare Japans kapitulation og dermed afslutningen på 2. verdenskrig, men også en ny epoke: atomalderen.

Atombomben og Civilforsvaret

Atombomben spillede en helt central rolle for efterkrigstidens forestillinger om moderne, total krig. Blandt de mange reaktioner i lande som USA, Storbritannien og Danmark var der både lettelse, gru, bekymring og håb at spore.  Selve teknologien og videnskaben bag var genstand for både frygt, forundring og fascination. Det spillede en vigtig rolle, at atomenergiens udvikling og fredelige udnyttelse – fx i form af reaktorer og strålekanoner til kræftbehandling - også kunne projiceres ud i en fremtid præget af fred og velstand. Risikoen for nye konflikter og krige stod dog også klart for mange iagttagere.

Atombomben var derfor et klart referencepunkt i oprettelsen af Civilforsvaret, men i de første år efter 2. verdenskrig ændrede atombomben ikke umiddelbart forestillingen om krigen eller den måde, hvorpå Civilforsvaret planlagde at beskytte civilbefolkningen. Og selvom den nye våbenteknologi indebar nye effekter som radioaktivitet, ændrede Civilforsvaret ikke sin planlægning markant. Det var opfattelsen, at man med nogle begrænsede justeringer fortsat kunne yde beskyttelse med de kendte midler. Det gjaldt f.eks. i forhold til beskyttelsesrum. Således mente man, at de eksisterende beskyttelsesrum, der var bygget under 2. verdenskrig, fortsat ville yde en tilstrækkelig beskyttelse, medmindre der var tale om en atombombe meget tæt på området.

Våbenkapløbet

I efteråret 1949 lykkedes det Sovjetunionen at udvikle og prøvesprænge en atombombe, og det blev indledningen til et våbenkapløb, der dominerede den kolde krig.

Som reaktion på den sovjetiske bombe øgede USA sine forsvarsudgifter og besluttede desuden at forsøge at udvikle en brintbombe. Denne type kernevåben er baseret på en fusion af lette atomkerner, modsat atombomben hvor tunge atomkerner splittes. Før den amerikanske præsident Harry S. Truman (1884-1972) traf beslutningen, var der en del uenighed om spørgsmålet blandt politikere og videnskabsmænd i USA. Et af argumenterne mod brintbomben var dens styrke: Den var simpelthen for voldsom til at blive betragtet som et våben, som den tidligere videnskabelige leder af Manhattan-projektet J.R. Oppenheimer (1904-1967) fremhævede.

Det lykkedes USA at udvikle teknologien i 1952, og Sovjetunionen fulgte trop året efter. Det var dog først i 1954, at brintbomben blev genstand for offentlig debat. Det skete i kølvandet på den såkaldte Castle Bravo-test, som USA foretog på Bikini-atollen i Stillehavet. Her testede USA en brintbombe med en sprængkraft på 12-15 Mt (1 megaton = sprængkraften af 1.000.000 ton trotyl). Til sammenligning var bomben over Hiroshima estimeret til 16-20 Kt (1 kiloton = sprængkraften af 1.000 ton trotyl). Prøvesprængningen medførte desuden, at radioaktivt nedfald – det vil sige støv og partikler, der blev sendt op i atmosfæren og stratosfæren i forbindelse med eksplosionen – blev spredt over store områder.

Paddehatteskyen fra Castle Bravo brintbomben
Paddehatteskyen fra Castle-Bravo brintbomben. Bomben var 750 gange kraftigere end atombomberne smidt over Hiroshima og Nagasaki. Foto: Wikimedia Commons

Brintbomben og Civilforsvaret

Med brintbomben ændrede trusselsbilledet sig og gik ind i en ny fase, der også var sammenfaldende med udviklingen af nye fremføringsmidler som missiler, undervandsbåde og nye bombefly fra midten af 1950’erne. Med udviklingen af bomber, der var flere hundrede gange større end de hidtidige atombomber, og med forventningen om nye teknologiske muligheder i form af langtrækkende missiler, der drastisk reducerede varslingstiden, voksede risikoen for atomkrig. Det skyldtes også den tilspidsede konflikt mellem de to supermagter.

Alt blev naturligvis ikke forandret på én gang eller på kort tid – inden for det danske civilforsvar var der meget kontinuitet at spore – men den revolutionerende udvikling af brintbomben og nye fremføringsmidler i 1950’erne medførte alligevel et skift i forestillingerne om den næste krig og om dens karakter og konsekvenser. Risikoen for, at menneskeheden kunne udslette sig selv, var rykket nærmere. Begge supermagter afprøvede brintbomber i atmosfæren, og farerne ved det radioaktive nedfald var genstand for debat.

Det var på mange måder en paradoksal situation: Det var en stadig mere udbredt opfattelse, at en krig med brintbomber ikke kunne eller måtte finde sted. Samtidig havde mange iagttagere den overbevisning, at våbnene ville blive brugt, hvis en direkte konflikt mellem supermagterne brød ud. I det accelererende våbenkapløb var håbet (eller for nogle troen), at den militære afskrækkelse ville forhindre krigen i at bryde ud. Andre tvivlede. Kunne man overhovedet stille noget op, hvis atomkrigen kom? Nyttede Civilforsvaret overhovedet noget i en tid med brintbomber?

Det danske civilforsvar i et internationalt perspektiv

I mange lande i den vestlige verden overvejede og diskuterede myndigheder og regeringer, hvordan man sikrede civilbefolkningen under brintvåbenangreb, og brintbomben kom i det hele taget til at påvirke den offentlige debat og meningsdannelse.

I forhold til det civile forsvar kom Storbritannien tidligt til den konklusion, at landet som forventet mål i tilfælde af brintbombeangreb ikke kunne stille meget op. Civilforsvaret blev derfor nedprioriteret, selvom det ikke blev nedlagt. Det var nemlig vurderingen, at det civile forsvar kunne have en effekt i forhold til det, der blev set som vigtigst i forhold til at sikre fred: afskrækkelsen.

Andre lande som USA og Sverige afsøgte muligheden for at designe et civilforsvar, der primært var baseret på evakuering, men også spørgsmålet om beskyttelsesrum, deres placering og design blev genovervejet. I USA ledte det fx til en heftig debat om fordele, ulemper, omkostninger og dilemmaer forbundet med konstruktionen af private beskyttelsesrum i folks egen bolig eller på egen grund.

De danske myndigheder søgte i første omgang information om den nye bombe hos NATO-allierede lande, særligt USA og Storbritannien, og de fulgte interesseret med i debatten om radioaktivitetens effekter. Direktøren for Civilforsvarsstyrelsen skrev i 1956 en stor rapport i to bind om brintbomben og fastholdt, at Civilforsvaret skulle være og fortsat var nyttigt i forhold til alle typer af trusler og scenarier. Der ville altid være noget at gøre, om ikke andet så i randområderne af voldsomme ødelæggelser. Både ude og hjemme voksede dog kritiske røster, der var skeptiske over for Civilforsvarets nytte i en atomkrig.

På den ene side var der altså en erkendelse af, at brintbomben udgjorde en ny og radikal udfordring, men på den anden side var der også i Danmark – i hvert fald indledningsvist – en forventning om, at man med velkendte midler kunne imødegå truslen. Den omstilling, der fulgte efter brintbombens opfindelse, var derfor både gradvis og ujævn.

Analyser og planlægningsgrundlag

Civilforsvaret udarbejdede allerede fra midten af 1950’erne analyser af brintbombeangrebs menneskelige omkostninger, af koncentrationen af radioaktivt nedfald i Danmark i forskellige scenarier og af forskellige beskyttelsesrums modstandsdygtighed. Man drøftede også balancen mellem evakuering og beskyttelsesrum. Det første, evakuering, var svært i et lille land og umuligt, hvis der ikke var varslingstid; det sidste, beskyttelsesrum, krævede omfattende investeringer, hvis en høj grad af beskyttelse skulle opnås.

I 1959 enedes man om nogle forudsætninger, som et effektivt dansk civilforsvar skulle planlægge sin indsats efter. Selvom intet kunne udelukkes, var de baseret på nogle forventninger om, hvordan en kommende krig ville udvikle sig. I NATO regnede man på dette tidspunkt ikke med, at Danmark var mål for brintbomber.

I forudsætningerne lå en prioritering. Civilforsvaret skulle i sit arbejde først og fremmest fokusere på beskyttelse mod konventionelle våben, mod atombomber anvendt mod Danmark samt beskyttelse mod radioaktivt nedfald fra brintbomber kastet uden for Danmark. I næste række kom beskyttelse mod kemiske våben og i sidste række beskyttelse mod brintbomber anvendt direkte mod Danmark.

Den information, som danske borgere modtog om atomkrigen i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne var i overensstemmelse med denne prioritering. Civilforsvaret fastholdt, at risikoen for et angreb med brintbomber var lille, men dog til stede, og det blev også påpeget, at man i randområder af et sådant angreb kunne bruge eksisterende redskaber og metoder. Det blev anerkendt, at der ikke var meget at stille op i selve området, hvor atom- og brintbomber faldt, og at det område ville have en betydelig størrelse, hvis der var tale om store brintbomber.

Kernevåbnenes rolle i Civilforsvaret efter 1965

I slutningen af 1960’erne afløstes den spændte internationale situation af en afspænding i relationerne mellem de to supermagter - i hvert fald i forhold til Europa. Den ny situation var underbygget af en terrorbalance, som forkortelsen MAD indfangede (Mutually Assured Destruction, på dansk: gensidig sikret ødelæggelse).

Med afspændingen fulgte også en vis nedprioritering af Civilforsvaret, fordi krigstruslen nu ikke længere syntes overhængende. Dette blev forstærket af, at Danmark i samme periode sloges med massive økonomiske udfordringer. Det statslige budget skulle strammes, og også Civilforsvaret måtte holde for. I forsøget på at fastholde sin samfundsrelevans (og ikke mindst sin andel af statsbudgettet) promoverede Civilforsvaret sig bl.a. på sin ekspertise og effektivitet ved løsningen af fredstidskriser, som f.eks. kemiske udslip, hedebrande, oversvømmelser osv.

I ly af afspænding og nedrustningsaftaler fortsatte udviklingen af kernevåben og fremføringsmidler imidlertid, og efter godt et årti med afspænding satte en fornyet konfrontation ind mellem supermagterne omkring 1980. Faren for atomkrig blev igen aktuel, ikke mindst da begge supermagter oprustede deres mellemdistanceraketter i både Øst- og Vesteuropa. Civilforsvaret kom derfor igen i offentlighedens søgelys.

I begyndelsen af 1980’erne indgik Socialdemokratiet, det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og Venstre et forlig om Civilforsvaret, der ved omprioriteringer inden for Civilforsvarets budget samt tilføring af ekstra finansiering i en årrække skulle sikre en effektiv indsats for at beskytte borgerne mod konventionel, atomar og kemisk krig. Herunder var særligt et nyt varslingssystem og flere/bedre beskyttelsesrum prioriteret. Inden investeringerne i Civilforsvaret for alvor fik effekt, nærmede den Kolde Krig sig sin afslutning.

Om artiklen

Forfatter(e)
Casper Sylvest
Tidsafgrænsning
1947 -1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. februar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Casper Sylvest: Atomfrygt. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2022).

Iben Bjørnsson, Rosanna Farbøl & Casper Sylvest: "Hvis krigen kommer. Forestillinger om fremtiden under den kolde krig", Kulturstudier 11:1, 33-61 (2020) doi.org/10.7146/ks.v11i1.120780.

Casper Sylvest: "Atomfrygten og civilforsvaret", i Temp – tidsskrift for historie, 16, 16-39 (2018). tidsskrift.dk/temp/article/view/109136

Casper Sylvest: "Nuclear Fallout as Risk: Denmark and the Thermonuclear Revolution", in J. Östling, N. Olsen and D.L. Heidenblad (eds.), Histories of Knowledge in Postwar Scandinavia: Actors, Arenas and Aspirations, Routledge, 21-38 (2020). Open access here: doi.org/10.4324/9781003019275

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Casper Sylvest
Tidsafgrænsning
1947 -1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. februar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Casper Sylvest: Atomfrygt. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2022).

Iben Bjørnsson, Rosanna Farbøl & Casper Sylvest: "Hvis krigen kommer. Forestillinger om fremtiden under den kolde krig", Kulturstudier 11:1, 33-61 (2020) doi.org/10.7146/ks.v11i1.120780.

Casper Sylvest: "Atomfrygten og civilforsvaret", i Temp – tidsskrift for historie, 16, 16-39 (2018). tidsskrift.dk/temp/article/view/109136

Casper Sylvest: "Nuclear Fallout as Risk: Denmark and the Thermonuclear Revolution", in J. Östling, N. Olsen and D.L. Heidenblad (eds.), Histories of Knowledge in Postwar Scandinavia: Actors, Arenas and Aspirations, Routledge, 21-38 (2020). Open access here: doi.org/10.4324/9781003019275

Udgiver
danmarkshistorien.dk