Beskyttelsesrum under den kolde krig, 1949 - 1989

Artikler

Under den kolde krig opførte Civilforsvaret beskyttelsesrum, hvor befolkningen kunne søge tilflugt ved et luftangreb. Der var også opført beskyttelsesrum under 2. verdenskrig, og disse blev moderniseret i 1960’erne, fordi man frygtede en krig med kernevåben. I Danmark var der forskellige typer beskyttelsesrum: betondækningsgrav, sikringsrum og kombinerede beskyttelsesrum med en dobbeltfunktion, så de i fredstid kunne benyttes til hverdagsformål, f.eks. parkering, cykelkælder eller opbevaring. I dag er en del beskyttelsesrum nedlagt eller bruges udelukkende til fredstidsformål.

Beskyttelsesrum under besættelsen og den tidlige kolde krig

I de sidste år af 2. verdenskrig begyndte Civilforsvarsstyrelsens forgænger, Statens Civile Luftværn, at bygge offentlige beskyttelsesrum til civile i de største danske byer. Baggrunden var den forøgede fare for omfattende krigshandlinger på dansk jord, særligt luftangreb. Der blev bygget knap 6000 beskyttelsesrum - kaldet betondækningsgrave - med plads til ca. 50 personer i hver. De offentlige beskyttelsesrum var tiltænkt trafikanter og andre, der bevægede sig i det offentlige rum. Betondækningsgravene blev derfor placeret langs indfalds- og ringveje, i parker, rundkørsler osv.

Da den kolde krig brød ud i slutningen af 1940’erne blev disse offentlige beskyttelsesrum igen en del af beredskabet, og under indtryk af Koreakrigen, som brød ud i 1950, blev der bygget yderligere 660 betondækningsgrave i Danmark.

Godt nok var trusselsbilledet nu ændret på grund af fremkomsten af atomvåben og dermed en risiko for atomkrig, men de eksisterende betondækningsgrave blev vurderet til at yde en tilfredsstillende beskyttelse. Ingen af dem var fuldtræfsikre, men de ydede en rimelig beskyttelse mod også de tidlige kernevåbens varme- og trykvirkninger samt mod den radioaktive stråling, der skete i eksplosionsøjeblikket - hvis de altså lå uden for bombekraterets periferi. Ved selve nedslagspunktet - ground zero - kunne intet beskyttelsesrum modstå bombens virkninger.

Forskellige typer betondækningsgrave

Der findes forskellige standardtyper betondækningsgrave i Danmark:

  1. et kuppelformet rum med betonvægge, der er 25 cm tykke, og en jorddækning på 100 cm. Plads til 50 personer. Firkantet nødudgangstårn.
  2. et hesteskoformet rør med 25 cm jernbeton og 100 cm jorddækning. Plads til 50 personer. Firkantet nødudgangstårn.
  3. et rørformet rum, bygget af færdigstøbte 15 cm tykke jernbetonelementer og med jorddækning på ca. 100 cm. Plads til 50 personer. Firkantet nødudgangstårn.
  4. et kuppelformet rum med betonvægge, der er 25 cm tykke, og en jorddækning på 100 cm. Plads til 50 personer. Rundt nødudgangstårn.
  5. et cylindrisk rum med fladt tag med 30 cm jernbeton og 80 cm jorddækning. Plads til 50 personer. Rundt nødudgangstårn.
  6. et kasseformet rum med 40 cm jernbeton og 60 cm jorddækning. Plads til 50 personer. Rundt nødudgangstårn.

Typerne I-III er designet og opført under 2. verdenskrig, mens IV-VI er fra den kolde krig.

Snit af betondækningsgrav type III
Snit af betondækningsgrav type III. Denne type kaldtes Århus-modellen og er kun opført i Aarhus, hvor den til gengæld er den mest almindelige af de ca. 300 betondækningsgrave. Oprindelse: Beredskabsstyrelsen

Plantegning af betondækningsgrave type IV
Plantegning af betondækningsgrave type IV. Den runde prik i midten er nødudgangstårnet. Beskyttelsesrummene kunne kobles sammen i grupper af to, tre eller fire, således at de delte indgangsparti, og man kunne dermed få plads til to, tre eller fire gange så mange mennesker. De fik derefter betegnelserne A (hvis der var to rum), B (hvis der var tre rum) eller C (hvis der var fire rum). Oprindelse: Beredskabsstyrelsen

Betondækningsgravene moderniseres i midten af 1960’erne

Betondækningsgravene var udviklet med henblik på konventionelle angreb, der varede minutter eller få timer som under 2. verdenskrig, eller atomangreb af en størrelse som de amerikanske bombninger af Hiroshima og Nagasaki i august 1945. Men i takt med udviklingen i våbenteknologien blev beskyttelsesrummene i stigende grad utidssvarende - ikke mindst, da det nye kernevåben brintbomben blev udviklet i begyndelsen af 1950’erne. Brintbomben var meget kraftigere end atombomben, og den medførte større mængder af radioaktivt støv, kaldet nedfald. Fra 1964 blev der derfor taget hul på den enorme opgave, det var at modernisere alle landets betondækningsgrave, bl.a. blev trædørene skiftet ud med ståldøre, og der blev installeret en stållem i nødudgangstårnet.

Der blev også forberedt ventilation, så man kunne forny luften, og en overtryksventil, der kunne skabe et overtryk i rummet for at holde radioaktivt nedfald ude. Disse ting samt andet udstyr som bænke, førstehjælpsudstyr, tørkloset og udbrydningsværktøj blev dog opbevaret i depoter for ikke at gå til i det kolde og fugtige miljø. I fredstid var betondækningsgravene desuden spærret af. Det ville derfor tage flere uger at gøre dem alle klar. Brugen af beskyttelsesrum forudsatte altså en lang varslingstid inden et angreb, og der var heller ikke mad eller vand; det måtte folk selv medbringe, hvis et angreb kom pludseligt.

Under og efter den kolde krig er en del betondækningsgrave blevet nedlagt, og der er i dag ca. 152.000 pladser i de offentlige beskyttelsesrum. Mange er i dag udlejet til private formål, fx som opbevaringsplads eller øvelseslokale for bands. Loven om beskyttelsesrum er blevet revideret efter den kolde krigs ophør, bl.a. i 1992 og senest i 2003. Det påhviler i dag kommunalbestyrelserne at varetage opførelse, drift og vedligehold af offentlige beskyttelsesrum, ligesom de kan påbyde, at der i nye bygninger opføres beskyttelsesrum.

Sikringsrum

Med Lov om Civilforsvarsmæssige bygningsforanstaltninger i 1950 blev det lovpligtigt at opføre private beskyttelsesrum i bymæssige nybyggerier, der skulle huse mere end to familier eller en virksomhed med mere end 10 ansatte. Disse rum, kaldet sikringsrum, måtte anvendes til almindelige formål i fredstid (fx opbevaring, skydebane, bordtennisrum m.m.), men skulle på 24 timer kunne omdannes til beskyttelsesrum. Sikringsrum skulle også indrettes i teatre, biografer, svømmehaller, restauranter osv.

Uden for byerne skulle sikringsrum kun oprettes i bygninger, der husede eller beskæftigede mere end 25 personer på samme tid, samt på sygehuse, skoler, plejeanstalter og lignende.

Forstærket af det generelle byggeboom steg antallet af sikringsrum i Danmark hurtigt: I 1964 var der 656.000 pladser i sikringsrum, men det tal var ved slutningen af den kolde krig steget til godt 3 millioner. I dag er der ca. 3.743.800 pladser. Det er således den type beskyttelsesrum, der er mest udbredt.

Kombinerede Offentlige Beskyttelsesrum (KOB)

Allerede i 1950’erne begyndte placeringen af betondækningsgrave at udgøre et problem. De lå nemlig ofte i vejen for ny bebyggelse eller ny infrastruktur i en tid, hvor byerne og ikke mindst forstæderne voksede hastigt. Derfor begyndte Civilforsvaret i stedet at opføre såkaldte Kombinerede Offentlige Beskyttelsesrum (KOB).

Et KOB kunne tjene et praktisk formål i fredstid og benyttes som beskyttelsesrum i krigstid. KOB blev typisk opført som parkeringskældre, hvor staten kompenserede en privat bygherre for den merudgift, det kostede at sikre rummet. De blev bygget i en lang række danske byer, bl.a. er parkeringskældrene under Israels Plads i København, Busgaden i Aarhus, Budolfi Plads i Aalborg og Albani Torv i Odense således også beskyttelsesrum.

KOB ydede ikke så god en beskyttelse som betondækningsgravene, men de blev alligevel foretrukket, bl.a. fordi de kunne placeres i centrum af byerne, hvor behovet for beskyttelse var størst, men pladsen mest trang. Desuden betød deres dobbeltformål, at de var en mere funktionel og navnlig billigere løsning.

Der blev i perioden fra 1952 til 1972 med statstilskud opført 169 kombinerede offentlige beskyttelsesrum med plads til ca. 60.000 personer, og fra 1985 til 1992 64 kombinerede offentlige beskyttelsesrum med plads til ca. 14.200 personer. I perioden mellem 1972 og 1985 blev der ikke opført offentlige beskyttelsesrum pga. besparelser på Civilforsvarets budget, hvilket både var et resultat af en afspænding i de internationale relationer mellem supermagterne og af økonomisk krise i Danmark.

Beskyttelsesrummenes effektivitet

I takt med våbenudviklingen gik NATO fra midten af 1950’erne væk fra at anbefale beskyttelsesrum og prioriterede i stedet evakuering væk fra potentielle målområder. Disse anbefalinger blev dog ikke fuldt efterlevet i Danmark, som fortsatte med at bygge beskyttelsesrum. Det skyldtes for det første, at Danmark er et lille land, hvor der er begrænset plads at evakuere hen til, og for det andet at Danmark var en frontlinjestat under den kolde krig og lå lige på grænsen til Warszawapagt-lande som Østtyskland, Polen og Sovjetunionen. Missiler og fly kunne nå mål i Danmark på få minutter, og der var dermed potentielt slet ikke tid til at foretage en evakuering.

Danmark havde i sammenligning med de fleste andre europæiske lande (med udtagelse af Sverige og Schweiz) relativt mange beskyttelsesrum. Civilforsvaret opererede med en forudsætning om, at der skulle være beskyttelsesrum til alle indbyggere, både ved deres bopæl, arbejdsplads, skole og på vej fra det ene sted til det andet. Derfor regnede Civilforsvaret med en overdimensionering i beskyttelsesrumsprocenten på 125 %.  Civilforsvaret nåede aldrig denne målsætning, bl.a. pga. den økonomiske krise, der satte ind i 1970’erne og satte en stopper for opførelsen af nye beskyttelsesrum. Vi ved af gode grunde ikke, hvor effektiv en beskyttelse de forskellige typer beskyttelsesrum faktisk ville have ydet i en krigssituation, fordi den kolde krig heldigvis ikke blev varm i Europa.

Ifølge Civilforsvarets egne beregninger ville de yde en udmærket beskyttelse mod de fleste virkninger af såvel konventionelle våben som kernevåben, men det forudsatte, at beskyttelsesrummet var placeret i periferien af bombens nedslagsområde (hvor stor en periferi ville naturligvis være afhængig af bombens størrelse).

Hertil kommer, at det krævede en vis varslingstid at gøre rummene klar. Mens sikringsrum skulle kunne klargøres på 24 timer, var betondækningsgravene spærret af i fredstid, og Civilforsvaret anslog, at det ville tage mindst 14 dage at gøre dem klar. De ville altså ikke være til meget nytte ved et overraskelsesangreb, hvilket dog heller ikke blev vurderet som sandsynligt. Civilforsvaret antog i stedet, at der ville være en længere krisefase, før en krig brød ud, og at man i denne fase kunne gøre beskyttelsesrummene klar. Imidlertid viste Cubakrisen i oktober 1962, hvor verden kom tæt på en atomkrig. at man ikke nødvendigvis kunne regne med en lang krisefase.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl
Tidsafgrænsning
1949 - 1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. februar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Rosanna Farbøl: "Atomkrigens arkitektur. Velfærd og civilforsvar under den Kolde Krig", Temp- tidsskrift for historie 21, 101-125 (2020). tidsskrift.dk/temp/article/view/124363

Rosanna Farbøl: "Warfare or Welfare? Civil Defence and Emergency Planning in Danish Urban Welfare Architecture", in Jonathan Hogg, Martin Dodge and Richard Brooks (eds), Cold War cities. Politics, Culture and Atomic Urbanism, Routledge, 201-216 (2021).

Rosanna Farbøl: "Bomber og beskyttelsesrum". Historisk Samfund for Århus Stift Årbog (2021).

Rosanna Farbøl: "Urban civil defence: Imagining, constructing and performing nuclear war in Aarhus", Urban History, 48:4, 701-723 (2021). doi.org/10.1017/S0963926820000590.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl
Tidsafgrænsning
1949 - 1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. februar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Rosanna Farbøl: "Atomkrigens arkitektur. Velfærd og civilforsvar under den Kolde Krig", Temp- tidsskrift for historie 21, 101-125 (2020). tidsskrift.dk/temp/article/view/124363

Rosanna Farbøl: "Warfare or Welfare? Civil Defence and Emergency Planning in Danish Urban Welfare Architecture", in Jonathan Hogg, Martin Dodge and Richard Brooks (eds), Cold War cities. Politics, Culture and Atomic Urbanism, Routledge, 201-216 (2021).

Rosanna Farbøl: "Bomber og beskyttelsesrum". Historisk Samfund for Århus Stift Årbog (2021).

Rosanna Farbøl: "Urban civil defence: Imagining, constructing and performing nuclear war in Aarhus", Urban History, 48:4, 701-723 (2021). doi.org/10.1017/S0963926820000590.

Udgiver
danmarkshistorien.dk