Hertugdømmernes krav om en stænderforsamling

Julirevolutionen i Paris i 1830, hvor studenter, arbejdere og småborgere gjorde oprør, skabte en revolutionsbølge igennem Europa. Umiddelbart fik disse revolutionære bevægelser dog ikke den store betydning for danskernes holdning til enevælden. Det danske rige bestod i perioden 1814-64 foruden Kongeriget Danmark også af hertugdømmerne Slesvig, Holsten samt Lauenborg, og det var her, de liberale stemmer først krævede en stænderforsamling.

Som medlem af Det Tyske Forbund havde hertugdømmet Holsten ret til en stænderforsamling ifølge forbundsakten af 1815. Uwe Lornsen, jurist og embedsmand fra det Slesvig-holstensk-lauenborgske Kancelli, udgav i 1830 en 12-siders pjece om ’forfatningsværket i Slesvig-Holsten’. Heri krævede han, at der skulle indkaldes en forfatningsgivende forsamling for begge de to hertugdømmer. Samtidig forlangte han, at styret af hertugdømmerne skulle overlades til et særligt statsråd i Kiel. Pjecen faldt ikke i god jord hos hverken den danske regering eller Ridderskabet i Slesvig-Holsten, men den havde dog sat gang i de liberale tanker i Danmark. Det betød, at ledende embedsmænd i december 1830 foreslog oprettelsen af rådgivende stænderforsamlinger. Ikke blot i Holsten, men også i Slesvig og Danmark.

Illustration af Roskilde Stænderforsamling 1835-1836. Foran stænderforsamlingen til højre sad professor Schouw (1789-1852), og til venstre A. S. Ørsted (1778-1860). Blandt tilhørerne sad flere af datidens kendte skikkelser, blandt andre grev Adam Wilhelm Moltke (1785-1864), der blev Danmarks første statsminister efter indførelsen af Grundloven i 1849. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Stænderforsamlingernes sammensætning

Den 28. maj 1831 offentliggjorde Statsrådet resultatet af forhandlingerne om stænderforsamlinger i Kongeriget Danmark og hertugdømmerne. Man var enige om fire stænderforsamlinger, som skulle ligge i Itzehoe for Holsten, Slesvig by for Slesvig, Viborg for Nørrejylland og Roskilde for Sjælland og øerne. Ved at etablere fire forsamlinger fik man signaleret rigets enhed, og at alle rigets dele skulle behandles ens, hvilket lå i forlængelse af enevældens helstatspolitik. De nærmere bestemmelser for bl.a. valgret blev herefter fastlagt af såkaldte ’erfarne mænd’ fra kongeriget og hertugdømmerne.

Stænderforsamlingernes sammensætning blev offentliggjort den 15. maj 1834. Vælgerne skulle stemme stændervis i tre grupper: godsejere, grundejere i købstæderne og mindre landejendomsbesiddere, hvilket her vil sige selvejerbønder, fæstebønder og enkelte andre. Antallet af stænderforsamlingsmedlemmer for de tre grupper blev gjort nærmest lige stort, så ingen gruppe kunne dominere. Bønderne havde dog flest medlemmer, men det betød stadig en meget ulige repræsentation, da der var langt flere bønder end godsejere og øvrige grundejere i befolkningen. Sjælland og øernes stænderforsamling var den største med i alt 70 medlemmer. De blev valgt for seks år ad gangen. Det første møde blev afholdt i oktober 1835, hvorefter man mødtes hvert andet år. I alt fik ca. 3 % af befolkningen stemmeret.

Stænderforsamlingernes praktiske funktion

Stænderforsamlingerne var kun rådgivende, så kongen skulle ikke nødvendigvis rette sig efter de resultater, de kom frem til. Deres opgave var at drøfte regeringens lovforslag, men det blev med tiden mere og mere almindeligt, at forsamlingerne selv fremkom med forslag.

På trods af at stænderforsamlingerne ikke havde direkte indflydelse på lovgivningen, fik de betydning for udviklingen i retning af en mere demokratisk styreform, da de fik sat tidens politiske spørgsmål som social ulighed og krav om en fri forfatning til debat. Netop i debatten gik bølgerne ofte højt, og specielt i 1840’erne spillede forsamlingerne en betydelig rolle i forhold til den enevældige konge, Christian 8. (født 1786, regent 1839-1848). Klimaet var langtfra altid godt mellem kongens ministre og medlemmerne af stænderforsamlingerne.

Da man i 1844 samledes for femte gang i Roskilde, blev fronterne mellem regeringen og oppositionen trukket skarpt op. Her foreslog oppositionen, at man skulle udtale decideret mistillid til de ministre, som kongen omgav sig med. Den nationalliberale forkæmper Orla Lehmann brugte sin taletid i Roskilde til at gøre det klart, at han ikke var tilfreds med stilstanden i den forfatningsmæssige udvikling. Samtidig fremkom bønderne også med krav om frigørelse og ligestilling med resten af samfundet. De skarpe krav fra de forskellige grupper i forsamlingerne viste med al tydelighed, at Christian 8. blev nødt til at forholde sig til stænderforsamlingernes debatter og forslag.

Stænderforsamlingernes største betydning lå umiddelbart i de sager, som de på egen hånd tog frem, hvilket før havde været svært i et enevældigt samfund med statslig censur. Nok var der fra de liberales side kritik af, at forhandlingerne ikke var offentlige (de første par år blev der kun trykt mangelfulde referater i Stændertidende), men forsamlingerne var med til at gøre det til en legitim del af samfundslivet at debattere politiske sager, selvom det måtte foregå inden for de rammer, som censuren med skiftende styrke satte. Desuden spillede stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten en rolle som platform for de tysksindedes ønsker i tiden op til Treårskrigen 1848-1850.

Kongen og centralmagten afgav altså ikke umiddelbart mere magt, men den livlige debat om bl.a. antallet af forsamlinger og kravet om forfatningsmæssige skred skabte en politisk bevidsthed i store dele af befolkningen, som pegede i en mere demokratisk retning.

For Kongeriget Danmark mødtes stænderforsamlingerne for sidste gang i 1848 og ophørte officielt med at fungere efter vedtagelsen af Junigrundloven af 1849.